Datoen den 12. september 2023 vil for bestandig stå mejslet ind i Finn Sabroes bevidsthed. Den oplevelse, der ventede ham denne morgen under hjortejagt i hans skovrevir på Bryrup-egnen, var ubetinget helt ud over det sædvanlige og vil uden tvivl blive en af de største – måske den største i hans jægerliv.
Finn fortæller:
Brunstbrøl
Det var søndag d. 17/9, anden dag i hjortejagten i vores del af Danmark. Jeg var allerede blevet tilsmilet af Diana den 6. september, hvor jeg nedlagde en kronkalv og senere samme aften lod en spidshjort i bast gå. Allerede på dette tidspunkt var der begyndende brunstbrølen, hvilket lovede godt for den kommende sæson.
Jeg var plads i stigen, centralt placeret tæt ved to udtørrede sølehuller i god tid denne morgen, diset og halvmørkt var det, men vinden var god. 17 minutter før skydetid står der pludselig en stor hjort – minimum en 12-ender – midt i terrænet på cirka 100 meters afstand. Jeg havde ikke set eller hørt ham komme. Han bevægede sig lydløst rundt indtil fire minutter før solopgang, hvor han forsvandt ind i skoven. Sikke en begyndelse på dagen, hvor han blev akkompagneret af flere brølende artsfæller.
Gevirtorden
Noget efter solopgang kommer en mindre mellemhjort og esser omkring på samme sted, hvor den store hjort gik. Pludselig lyden af hjorte, der slås. Gevirerne knalder sammen med stor kraft lige på den anden side af en grantykning, men stadig klart på vores revir. Det er første gang i de otte år, hvor vi har haft reviret, at jeg har oplevet denne voldsomme aktivitet. Mellemhjorten er med det samme på vej til tilskuerpladserne. Jeg overvejer det samme, men da jeg ikke har medbragt skydestok, vælger jeg at blive siddende.
Testosterontåge
En otteender helt omtåget af testosteron passerer venstre om stigen på blot 10 meters afstand, han registrerer mig ikke, snuser kort til den indtørrede søleplads og fortsætter mod hjorteopgøret.
Imens brøler en tredje hjort på kort afstand bag slagsbrødrene. Intensiteten stiger, nu er der tre store hjorte i spil på “vores” frie bane.
Forendt?
En hurtig orientering bagud…. Der står helt stille, vejrende min fært, hjort nummer fire og det på blot cirka 60 meters afstand. I ultra-slowmotion drejes hovedet tilbage, riflen fattes, afsikres, der lægges an, bliver han stående? Kuglen slippes, hjorten springer frem på den karakteristiske vis, der indikerer en god kugle. Jeg forventer, at han falder, men nej, han traver frem med det karakteristisk hængende forløb efter et skud på skulderbladet. Han drejer af til højre, nu må han da miste balancen, men nej, han forsvinder bag en lille forhøjning i terrænet. Jeg hører, at han må være faldet. Efter cirka 15 minutter inspicerer jeg området bag forhøjningen, der består af tæt granbevoksning i omkring tre meters højde. Der ligger ingen hjort. Jeg beslutter derfor straks at rekvirere hjælp fra en Schweisshundefører. Da der er skudt til en stor hjort, kommer der fem kvarter senere ikke mindre end to Schweisshundeførere og potentielt tre hunde. Det bliver den korthårede hønsehund, der får fornøjelsen. Den anden Schweisshundefører dækker flanken ”Just in case”.
Formering frem for fouragering
Den korthårede følger sikkert sporet, og hjorten findes forendt inde mellem granerne små 200 meter fra skudstedet. I forbindelse med brækning konstaterer jeg, at han stadig er i rigtig god foderstand med rigeligt fedt blandt andet omkring nyrerne. Vommen er til gengæld meget slunken, så fokus har klart været genetisk mangfoldiggørelse frem for fouragering
En prægtig ulige 14 -ender på 152 kilo brækket vægt og ikke den mindste brunstsmag. Det kan vist kaldes en morgen i orkanens øje.
