TEKST OG FOTO: MORTEN SAND KNUDSEN.
Blishønsejagt – Må man overhoved skyde blishøns
Ja, det var nok det første jeg tænkte, da jeg for første gang så blishønsjagt præsenteret. Det var noget med endog meget store parader med 600 til 1600 fugle skudt af måske 20-30 mand på en formiddag. Det lød sådan set meget fint, men blishønsjagt er slet ikke nogen ny jagtform. Den er blot ny for mig.

Jagtformen
Jeg har tidligere haft succes med at spørge en erfaren jæger, som var specialist i en jagttype, om han ville have mig med på en tur, og denne gang spurgte jeg Jonas. Det ville han gerne. Han var meget erfaren ud i blishønsejagt og sagde, at når jeg først havde prøvet det, ville jeg helt sikkert med igen. Ja-Ja, som de siger i Jylland, lad os nu se lidt på det først.
Sådan gik det til, at jeg svingede ind foran Jonas’ hus klokken meget tidligt om morgenen. Han var i gang og havde lagt sin pram på traileren, ud fra sit helt eget system af ophæng og snore m.m. Det blev ikke sidste gang, at jeg så en unik løsning på, hvordan man lægger en pram på en trailer. Faktisk tror jeg, at alle jægerne, jeg mødte denne dag, havde helt deres egen måde at fastgøre prammen på deres trailer på, og det var med nogle temmelig hjemmestrikkede løsninger, skulle jeg hilse at sige. Havjagt er noget af et udstyrsstykke og en større operation skulle det vise sig.
Vi kom ned til havnen, som måske er den mindste havn, jeg nogensinde har været i. Prammene kom i vandet, grejet i prammene, og så var vi ellers klar. Det viste sig at være en god ide at være lidt i god tid. Når 20-30 mand skal have hver deres pram gjort klar i vandet, og der oveni købet også skal søsættes et par motorbåde, kan det godt blive lidt presset. Men alt forløb fint, og så stod jeg klar i hvidt tøj, bevæbnet med en pram 2 geværer og en masse patroner i fine plastikposer. Det var faktisk temmelig morsomt, at jeg så hurtigt var kommet til at ligne en havjæger. Dette jo kun var min anden jagttur på havet – nogensinde!


Parole
Ja, det er så nok så meget sagt, for det var nok lidt mere: ”vi gør som vi plejer”, og så knæk og bræk. Det gav nogle lidt lange ansigter rundt omkring, for jeg var tydeligvis ikke den eneste debutant i flokken. Flere var mødt op i grønt jagt landtøj fremfor hvidt tøj til havjagt. Men ok, så er der jo ikke andet at gøre end at følge med, det bedste man kan. Jeg havde heldigvis fået fin information af Jonas, så jeg havde en ide om, hvad vi skulle.
Jeg vil dog sige, at en ordentlig parole er temmelig vigtig netop, når det handler om blishønsjagt, da der er mange jægere, som skal forene deres indsats for at anstrengelserne giver udbytte.
Planen var, at vi blev trukket ud som perler på en snor efter en motorbåd. Der var to rækker af både trukket af hver deres motorbåd. Prammene blev så hægtet af med en fornuftig afstand imellem. Herefter skulle bådene trykke sammen og dermed padle ind mod land, så det virkede som en almindelig kæde, der skubbede blishønsene ind mod land. Når presset bliver for stort, letter fuglene, og vi skyder dem. Det var teorien, og det holdt også sådan nogenlunde i praksis. Dog var det svært at koordinerer kæden, da der pga. den manglende parole var tvivl om, hvor det var, vi trykkede hen imod og deraf, hvordan kæden skulle ligge. Men ja ja, det gik jo nok.
I hvertfald sad jeg kort tid efter og blev trukket ud på dybt vand (i mere end en forstand) og så hvordan, min temmelig lave pram kæmpede med ikke at få vand indenbords. Det lykkes heldigvis. Jeg blev hægtet af, fik ladt geværet og var nu klar til at padle med de andre. Og det var så lige på det her tidspunkt, at jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde brugt en pagaj i mere end 10 år! Der var skub på kæden, så det var noget med at lære hurtigt, for nu var vi i gang.


Så af sted, og fornemmelsen af den spanske armada kom snigende, da svaner, ænder og blishøns svømmede og fløj foran os og ind mod den kanal, som vi skulle ind af. Det gik nu fint nok. Jeg fik stille og roligt mere gang i båden, og begyndte nu også at kigge efter blishønsene. Så kom de første – højt – og jeg trak flot igennem på dem, og leverede dagens to første…..forbiere! Dejligt – særligt når hele kæden stopper og kigger. De klappede ikke af mig, men det var ikke langt fra.
Senere tog jeg dog revanche, og der var andre, som også kunne skyde forbi. Vi pressede stille og roligt på, og så kom der en ordentlig flok på en gang. Skydning langs hele rækken og en del fugle måtte ned. Det kunne godt blive lidt hektisk, når man både skulle skyde og holde øje med de andre både. Lige så snart jeg havde skudt, tog strømmen båden, og den kom lidt på tværs. Så måtte pagajen frem igen og få prammen på rette kurs.


Teknik
Det handler jo om, at få bragt sig i en god position og bevare trykket over hele kæden. Der var flere gange, hvor der kom huller i kæden. Det går ikke, for så går alle fuglene efter det hul. Her var det en fordel, at der var en del erfarne med, som råbte op og fik flyttet folk rundt til der, hvor de skulle frem til. Patronforbruget var ikke så stort som forventet, men det skyldtes, at der havde været frost, så en del fugle var søgt videre.
Det er en større operation med 15 både og motorbåde, så det er godt at tage det stille og roligt. Jeg brugte meget tid på at kigge på de andre både og sikre mig, at jeg var ordentlig på linje. Motorbådene sejlede bagved og samlede fugle op. Dem skulle man kun selv tage, hvis det var helt oplagt.
Efterhånden kom vi helt ind i kanalen og nåede ned til, hvor den sluttede. Der var lidt spredte fugle, og jeg kunne godt mærke på de erfarne folk, at det ikke helt var det, som de normalt oplevede, da der ikke var nær de fugle, som der plejede. Med 118 fugle på paraden, var der selvfølgelig et stykke op til de høje tal, som jeg nævnte indledningsvis, men da jeg jo ikke havde prøvet det før, var det fint for mig med de 20 fugle, jeg var med i.
Da vi nu var igennem, kom motorbådene rundt og samlede os op igen. Da min pram jo var noget lav, fik jeg et lift på motorbåden, så vi kunne sejle noget hurtigere. Det var også fint, lige indtil vi kom til land, hvor jeg sprang op over bolværket og ned på kajen, på det eneste sted, hvor der lå is! Benene forsvandt, og jeg strakte min arm ud for at stoppe faldet, som jeg så landede på med hele min vægt. Det gjorde temmelig ondt, men heldigvis var armen ikke brækket, så jeg slap med skrækken. Og hvis det skulle være, var det jo altid noget, at det var når jagten var slut og ikke tidligere på dagen, det skete.


Afslutning
Så stod vi der på kajen med 118 fugle, og det var faktisk lidt underligt, at det var et ”lavt” antal fugle. Men sådan er det jo nogle gange. Det havde været en spændende dag, hvor jeg havde fået et indblik i, hvad det er havet kan med fugle, og hvordan havjagt faktisk også kan være en meget social jagtform, når så mange skal hjælpe hinanden for at skabe et godt resultat.

Jagtformen
Jeg havde jo aldrig prøvet denne jagtform før og var derfor temmelig spændt på, hvordan den ville forløbe. Det er nok den jagtform, jeg har prøvet, hvor der er flest vilde fugle på kort tid. Der er rigtig mange høns, og de kommer til fornuftige skud, da de jo løber henover vandet mod en, og derfor er det til at have med at gøre. Der er mange skudchancer, og jeg har ikke svært ved at se, at der kan ligge endog rigtig mange fugle på paraden. Jeg vil helt sikkert gerne prøve det igen, og næste gang bliver det jo nemmere, nu hvor jeg kender til den store plan.




