For mig er der ikke meget, der kan måle sig med romantikken ved at jage fra hesteryg. I stedet for at koncentrere sig om, hvor man skal sætte sine fødder, får man virkelig lejlighed til at iagttage sceneriet og topografien i det landskab, man befinder sig i, og der er ikke meget, der slår den fantastiske vildmark i Idahos ”Frank Church River of No Return”.
Det er den største sammenhængende vildmark i USA – bortset fra Alaska, og den består af mere end 2.3 millioner acres uberørt natur. Her finder man elg, whitetail,mule deer-hjort, Rocky Mountain bjergfår, bighorn får, bjerggeder, los, coyte, puma, ulv, og så det som jeg var på jagt efter nemlig sortbjørnen. Det her jagtområde kræver både god kondition og stærke nerver, for ikke alene er terrænet stejlt og forræderisk og ofte for stejlt for vores bjergvante heste, der sjældent sætter en hov forkert. Derudover skal man også være forberedt på, at man er helt uden kontakt til resten af verden – en total digital afvænning.
Sortbjørnen er mindre glubsk end grizzlyen og den brune bjørn. Hvad det ydre angår, er den i dette område kendt for ikke at svare til sit navn, da 20 – 25 % af dem faktisk ikke er sorte men findes i farver, der spænder fra bleg sandfarvet til mørk kastanjebrun. De er også mindre end mange andre steder, idet en fuldvoksen hanbjørn her max. måler 5 fod. Som min guide og ejer af ”Horse Creek Outfitters”, Adam Beaupré forklarede mig: ”Hvis vi ser en, der vejer 300 lb og måler 6 fod, anser vi den for at være stor” Da vi var på jagt om foråret, hvor bjørnene lige er kommet ud fra deres vinterhi, fortalte Adam mig, at de på dette tidspunkt formodentlig ikke vil veje så meget:” De har opbrugt deres fedtreserver, så derfor er de lettere end senere på året, når de igen har opbygget deres fedtdepoter” De strejfer normalt ikke så meget omkring om foråret. Ofte vil en bjørn holde sig inden for et område på 200 yards i sin søgen efter insekter og plantedele. De lever også af ådsler, men kød udgør kun 10 % af deres føde. Deres poter er nemlig stadig bløde og sårbare på det tidspunkt, så de er nødt til at genopbygge deres styrke.”
På hesteryg og med muldyrene der transporterede forsyninger til en uge, var vi på vej til vores lejr, som lå i “Horse Creek. En fordel ved at være til hest er, at man ser mere til vildtet og forstyrrer det mindre. Men nu om dage bruges heste ikke så meget, siger Adam.” Jægerne i dag færdes mere som hikere, og de bærer selv deres grej og udstyr, eller også benytter de sig af mountainbikes eller crossere. Det er jeg ikke så begejstret for, for det skaber selvsagt forstyrrelse for vildtet”
Til trods for at vi red ind i området på hesteryg, havde den uro, som vi lavede, da vi etablerede vores camp skræmt alle de bjørnene, som var i nærheden væk. Vi måtte derfor klatre op ad dalsiderne i ”Horse Creek” for at komme op til nogen gode udsigtspunkter, hvor vi kunne spotte. Når man jager under disse forhold betyder det, at skuddene formodentlig skal afgives på relativt lange hold – på afstande mellem 200-500 yards. Dette sætter virkelig forskellen på amerikanske og europæiske jægere i relief. For mens jægere fra USA har det fint med at skyde på lange afstande, foretrækker vi i Europa at skyde på langt kortere hold. Interessant nok forholder det sig lige omvendt ved skud til løbende vildt. Mange amerikanske jægere er således ikke bekendte med at skyde til vildsvin eller hjortevildt under drivjagt.
Ved skud på lange hold gælder der nogle få regler og fundamentale forudsætninger: at have trænet og atter trænet på flere forskellige afstande, at have kvalitetsudstyr, som man stoler på, og vigtigst af alt at have masser af erfaring.
Da jeg ønskede, at jagten skulle foregå ved ”spotting and stalking”, frem for at vi skulle side i et træ og lokke bjørnen på bait, ville vi få færre chancer. Men til gengæld ville jagten blive præcis sådan, som jeg altid havde forestillet mig, at den skulle være, når jeg skulle jage min første bjørn. På den måde ville vi også komme til at se meget mere af det udfordrende terræn og det rige og forskelligartede dyreliv, hvilket for en byboer som mig er mindst lige så vigtigt. Og sådan gik det da også. Da ugen var omme, havde vi været heldige at se big horn sheep, mule deer-hjort, wapiti og bjerggeder. Ingen af dem tog nogen særlig notits af os, når vi i vores søgen red rundt i området. Men det var vanskeligt at finde en bjørn. På grund af topografien var vi ofte nødt til at efterlade hestene ved lejren og selv fortsætte til fods. Med daglange ture på flere miles i det stejle terræn konstant spejdende over mod den modsatte side af bjergkløften, blev det en af de hårdeste jagter, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været rigtig bange, som jeg var på denne tur. Frygten skyldtes ikke bjørnene, men den fysiske fare jeg havde udsat mig selv for. At klatre rundt på klippesider med stejle, næsten lodrette spalter eller bruge væltede træer med spejlglatte stammer som broer for at komme over iskolde smeltevandsfloder fik hver dag pulsen til at stige. For guiderne var dette bare en kalkuleret risiko. De synes det er væsentlig mere risikabelt at krydse en gade inde i byen. Men for mig, der her befandt mig midt i uvante omgivelser, blev det virkelig sat i perspektiv, hvor risikofrit mit hverdagsliv er derhjemme – langt væk fra vildmarken. Risiko og ultimativ frygt får mig virkelig til at føle, at jeg lever, og det booster min mentale tilstand. Det er denne følelse, der er en af hovedårsagerne til, at jeg kan lide at gå på jagt i vildmarken, og jagten i Idaho tilfredsstillede virkelig min trang hertil. Det var min mentale version af “control, alt, delete”.
På femtedagen var vi to gange lige ved at få skudchancer til bjørne, men vi havde ikke held til at komme tæt nok på. Da Adam førte mig og Jeff Johnston fra NRA Magazine op ad en særlig stejl og svær klippe, begik jeg den fejl at kigge ned. Jeg stivnede fuldstændig – jeg var paralyseret og pludselig meget bevidst om min egen dødelighed. Selv med Adams hjælpsomme og sikre tag i mig krævede det hele min mentale og fysiske styrke at fortsætte til den næste klippeafsats.
Med adrenalinet dunkende i årerne kom jeg trin for trin langsomt opad. Jeg var sommetider nede på alle fire og bevægede mig som en hund for at få mest mulig kontakt med underlaget, inden jeg omsider nåede til et sted, hvor jeg kunne sætte mig ned. Jeg kunne næsten ikke få vejret, og mine hænder rystede, men følelsen af at have balanceret på grænsen mellem liv og død var berusende.
Jeff – en garvet vildmarksskribent og en fremragende jæger, som var mere adræt end jeg i disse omgivelser – fortsatte sammen med Adam til den næste klippekam for at spejde ud over kløfterne på den anden side af bjergryggen. Jeg blev tilbage og tog min kikkert frem for også at spotte. Jeg ved ikke, om det skyldtes adrenalinet, men mine hænder rystede stadig og gjorde det ikke lettere for mig at holde kikkerten stille. Efter nogle få øjeblikke fik jeg øje på en bjørn. Den var lys kanelbrun og med sin rytmiske måde at bevæge sig på, mindede den mig lidt om en sommerfuglelarve, når den ruller afsted på sine larvefødder. Jeg kaldte stille på Adam for at gøre ham opmærksom på bjørnen, men inden jeg fik ham adviseret, var den forsvundet ned i en kløft, og jeg mistede den af syne. Her kom min Leica kikkert virkelig til sin ret. Jeg afsøgte klippevæggen, bevægede den tomme for tomme for derefter at gentage processen. Det tog sin tid, men til sidst fik jeg igen øje på bjørnen.
Nu kom den hårde og udfordrende del, hvor vi skulle prøve at komme tættere på. Bjørnen var på dette tidspunkt cirka 1500 yards væk, så vi var nødt til at komme meget tættere på, og det blev ikke lettere af, at den bevægede sig ganske hurtigt. Jeff og Adam fortsatte straks, idet de ofte stoppede op for at tjekke, hvor bjørnen befandt sig, samtidig med at de selv prøvede at komme hurtigt frem. Jeg blev, hvor jeg var med kikkerten for øjnene. Da jeg denne dag var kameramand, bar jeg på en rygsæk med 50lb fotoudstyr – hvilket bestemt ikke gjorde det lettere for mig at holde balancen eller følge med i de andres tempo.
Efter hvad der føltes som timer, hvor de prøvede at hale ind på bjørnen, nåede de en indsnævring af bjergkløften. Her fik de chancen. Jeg iagttog, hvordan Jeff lagde sig godt til rette og gjorde klar til skuddet, idet han ved hjælp den ballistiske kalkulator i sin Leica Geovid indstillede riffelkikkerten til minimal vindafdrift og en afstand på 300 yards og nu blot ventede på det øjeblik, hvor bjørnen ville stå stille. Det kom, og Jeff tøvede ikke. Riffelskuddet drønede ud over bjergkløften, og i kikkerten så jeg resultatet bjørnen væltede på stedet.
Men det hårde arbejde var ikke slut endnu. Selv om Idaho ikke har en ”wanton waste” lovparagraf for bjørn, som ville gøre det ulovligt ikke at medtage kødet, ville vi have den døde bjørn med hjem til lejren. Vi begav os forsigtigt ned til bunden af kløften, hvor ”Horse Creek” strømmede afsted vildt og voldsomt. Med en guide som Adam ved man heldigvis, at han altid finder en løsning. Han vidste præcis, hvor vi kunne finde et stærkt, væltet træ, som gjorde det ud for en naturlig bro, som han selv balancerede over. Han trak derefter bjørnen hen til træet, bandt et stærkt reb i den og kastede rebenden over til os, så vi kunne hale den over floden. Nu, hvor vi fik den over, hvor vi stod, kunne Jeff rigtig beundre sin bjørn. Den var efter Adams bedste skøn fem år og havde en passende størrelse for en bjørn fra dette område.
Mens vi den aften nød et solidt lejrmåltid, fortalte Adam mig, hvordan han var endt i outfitter-branchen: ” Jeg købte ”Horse Creek Outfitter” for seks år siden. Jeg havde indtil da arbejdet i finansverdenen og var nået til det sted i livet, hvor jeg erkendte, at jeg ville beskæftige mig med noget, som jeg virkelig brænder for. Sammen med min kone tog jeg derfor rundt i landet og afsøgte mulighederne og fandt dette fantastiske tilbud, som er helt i særklasse” Jeg må tilstå, at jeg har svært ved at forestille mig Adam – dette passioneret friluftsmenneske – som en nålestribet finansmand, men han siger, at de seks år han tilbragte i finansverdenen kom ham til gode:
” Når det drejer sig om folks penge, ser du deres sande jeg. I pengesager har du virkelig chancen for at lære mennesker at kende, og hvis ikke du er en god menneskekender, bliver du heller ikke en god outfitter, uanset hvor god en jæger, rytter eller hiker du er. Du skal kunne guide folk sikkert i vildmarken, og du skal kunne matche deres forventninger og følelser på en tur, som kan bringe uhygge, spænding, modløshed, begejstring og skuffelse”.
Adam har ret, og sjældent har jeg på en jagt og i særdeleshed en jagt, hvor jeg ikke selv havde heldet med mig, oplevet så mange følelser – ikke mindst frygten. Jeg kunne i et knivskarpt perspektiv se, hvor sikkert vi lever livet, og hvor sjældent vi virkelig er bange. Og frygt er noget mærkeligt noget. Den er instinktiv, den vækker dig, og den får dig til at reflektere over dit liv. Alt kommer i fokus – alt er bare hudløst ærligt. Med det mener jeg ikke, at jeg var dumdristig. Nej, jeg vil beskrive denne tur som yderst vellykket til trods for, at jeg ikke selv fik held til at nedlægge en bjørn. Jeg er fast besluttet på, at det skal lykkes en dag, men som nævnt vil jeg foretrække, at det ikke skal være på bait. Udfordringen, spændingen og de færdigheder, som en succesrig ”spot and stalk hunt” på denne vildtart kræver, er ventetiden værd.
Outfitter
Adam Beaupré – Horse Creek Outfitters
Mit udstyr
Sauer 100. Kaliber: 7mm Reminton Magnum
162 grain Hornady Precision Hunter ELD-X
Leica Geovid HD-B 10×42
Leica Magnus i 2.4-16×56
