TEKST: RUNE FICH WEISCHER
FOTO: RUNE FICH WEISCHER OG PHILIPPE JAEGER
Frankrig er et lidt overset jagtland til trods for, at det er Europas absolut mest besøgte turistmål. Ikke mindre end 79 millioner mennesker fra udlandet besøger Frankrig hvert år, og landet har et optimalt vejnet, som sikrer adgang til enhver afkrog.
Hvorfor Frankrig har levet en så stille tilværelse som jagtland, kan man kun gisne om. Men en del af forklaringen er formentlig, at jagten i Frankrig traditionelt set kun har været for enten den absolutte overklasse eller den arbejdende landbefolkning. Middelklassen har ikke kastet sig over jagten i samme grad som i det øvrige Europa, og så har man heller ikke mærket meget til den uden for landets grænser.
Hverken den franske elite, som dyrker de storstilede jagter på godserne, eller den franske landbefolkning, som jager lokalt for kødets skyld, har haft interesse for at dele deres oplevelser med den øvrige verden.
Sprogbarrierer
I de seneste årtier er jagten dog blevet mere og mere udbredt blandt middelklassen i Frankrig, og flere og flere er begyndt at udbyde jagt- og guidevirksomhed.
Faktisk har jagten altid været meget let tilgængelig i det franske, og i de fleste områder skal man stort set bare gå ind på det lokale turistkontor og købe en licens til det dyr, man ønsker at skyde. Derefter er det bare om at drage ud i de store skove eller bjerge og jage. Det er endda utrolig prisbilligt i forhold til det øvrige Europa.
Helt så let er det dog ikke, når man ikke er fransk eller i hvert fald ikke taler fransk. Franskmændenes modvilje mod andre sprog end fransk gør, at alle blanketter, som skal udfyldes, læses, forstås og underskrives i forbindelse med købet af en licens, naturligvis er på fransk. Til trods for, at man befinder sig på et turistkontor, skal man heller ikke forvente, at der er nogen til stede, som taler andet end fransk og således kan hjælpe.
Derfor kræver det franskkundskaber på et relativt højt niveau at være sikker på, at man helt har forstået de lokale regler, love og ikke mindst begrænsninger.
Det nye bukkemekka
Heldigvis er der flere og flere jagtrejsebureauer, som i de senere år har kastet sig ud i at tage franske destinationer med i deres katalog, og på den måde bliver den fantastiske franske jagt pludselig tilgængelig for alle, uanset sprogkundskaber.
Det har i første omgang været de franske kæmpebukke, som har fået den største opmærksomhed. Her er det områderne i Provence, som er i centrum. Bukkene er store og relativt billige, og derudover jager man i dejligt vejr blandt lavendel- og solsikkemarker. Jagt af denne type er oplagt at slå sammen med familieferien, da familien kan opholde sig ved poolen eller stranden, mens familiens jæger jager.
Frankrig er dog jagtligt set så meget andet end bare bukkejagt i Provence, og ikke mindst bjergjagten er spændende, udfordrende og helt igennem fantastisk. Den franske bjergjagt spænder over alle yderligheder, lige fra råbukke i skovklædte ’bløde’ bjerge til jagt på gemser i de brutale Alper i op til 4.000 meters højde.
Den pyrenæiske gemse
Den pyrenæiske gemse (Rupicapra pyrenaica) er unik for Pyrenæerne og findes både på den franske og spanske side af grænsen, som snor sig langs Pyrenæernes bjergtinder. I daglig tale kaldes den ”Rebeco” på den spanske side og ”Isard” på den franske.
Jeg var ankommet til den lille gamle hyrdeby i en fransk bjergdal sidst på aftenen i total mørke og havde endnu ikke rigtig en idé om, hvor vi befandt os. Lyden af kobjælder havde vækket mig, da køerne træk fra staldene og ud på engene, hvilket passede perfekt med det aftalte tidspunkt, hvor vi skulle mødes til hurtig morgenmad i køkkenet inden afgangen. Stærk, sort kaffe og ristet brød var rigeligt, for vi ønskede ikke for meget mad i maven, når vi ret forude kunne se frem til en stejl opstigning.
Isarden findes i to udgaver: Den største i såvel trofæ som krop lever over trægrænsen omkring de 2.000 højdemeter, mens den mindre ’skov-isard’ lever i fyrreskovene under den. Forskning har vist, at de to varianter yderst sjældent blandes, selvom der flere steder kun er få hundrede meter mellem deres habitater. Hvorfor de ikke blandes, ved forskerne simpelthen ikke.
Fantastisk frokost
Vi satsede på begge arter, men startede højst oppe. Det var et fascinerende landskab, og i den lune sensommer var vi konstant omringet af duften af lyng og gyvel, som blev presset op langs bjerget fra dalen.
Selvom morgenmaden var spartansk, var det tydeligt, at vi var i Frankrig, da vi nåede til frokost: På vej op havde guiden hevet en flaske Rosé op af rygsækken og lagt den til afkøling i en kold kilde på et plateau på bjerget, og her søgte vi tilbage til, da det blev frokosttid. Igen tryllede guiden og fiskede tørrede pølser, skinke, oste og brød op af tasken! Glemt var alt om energibarer og frysetørret mad, som normalt hører til jagten i bjergene.
Jagten i Pyrenæerne står stadig som en af mine bedste jagtoplevelser, hvor man både var fysisk udfordret, oplevede spændende jagter og samtidig nød livet og solen. Det var den komplette pakke. Resultatet af vores tre dages jagt blev, at min rejsemakker Bengt skød en stor isard på toppen af bjerget, mens jeg på sidste dag fik held til at skyde en skov-isard længere nede ad bjerget.
Muflon i Alperne
Selvom efteråret var godt i gang, og Alperne derfor burde være dækket af sne, var det iført t-shirts og højt humør, at jeg og min franske jagtmakker, Philippe, pakkede bilen uden for det lille bjerghotel og kørte mod en udsigtsplads i cirka 2.000 meters højde, hvorfra vi påbegyndte vores opstigning.
Det var naturligvis dejligt, at der kun lå sne på toppen, hvilket gjorde opstigningen lettere. Til gengæld ville muflonerne kunne befinde sig overalt på bjerget, hvor sneen normalt ville have presset dem ned i det noget mere fremkommelige og mindre stejle område. Der ville også være gemser i området, og vi havde licens til begge dele. Men højst på min liste stod en fransk muflon.
Muflonfåret findes i dag over hele det centrale Europa, men stammer oprindelig fra franske Korsika, hvor fåret første gang blev dokumenteret for cirka 7.000 år siden. På daværende tidspunkt var der tale om bestande af vilde får, der var importeret fra Asien, og som formentlig allerede da var blevet krydset med tamfår. Men det var i de efterfølgende 7.000 år på Korsika og frem til moderne tider, at arten muflon, som vi kender den i dag, tog sin form.
Der findes stadig muflon på Korsika, men ellers findes de franske bestande i Alperne og Pyrenæerne. De er meget anderledes end de skovlevende mufloner, man møder i fx Polen og Ungarn, der færdes i næringsrige skove, og som ikke behøver at anstrenge sig for at finde rigeligt med føde. I Alperne er livet derimod hårdt, og fødetilgangen er begrænset, så muflonerne i bjergene er mere kraftfulde, utroligt adrætte og langt mindre af kropsstørrelse og trofæ end deres skovlevende fætre og kusiner. Det var en ægte ’Alpe-muflon’ jeg var efter!
Skud til gemse
Henad aften den første dag var vi på toppen og kunne se direkte over på Mont Blanc, som med sine 4.808 meter er Alpernes højeste bjerg. Benene var begyndt at gøre godt ondt efter en lang dag i de stejle bjerge, og vi begyndte så småt en forsigtig nedstigning. Heroppe var alt belagt af is.
Pludselig hørte jeg et lavmælt udbrud fra Phillippe bag mig. Af ren refleks satte jeg mig ned og kiggede tilbage på ham. Han sad nu også ned og stirrede på en bjergvæg på den anden side. Jeg fulgte hans blik og fik øje på det, som havde fanget hans opmærksomhed, nemlig en fin gemse!
Vi sad på en stærkt skrående bjergside, dækket med isbelagt græs. Jeg sad på bagen og borede hælene i jorden, så godt jeg kunne. Hvis jeg slap med hælene, ville min krop begynde at glide nedad, og fik den lov at komme op i fart, ville den nok først stoppe i dalen en kilometer længere nede.
Det var i sig selv en ret dårlig placering bare at sidde i, men at finde anlæg til skud var nærmest umuligt. Jeg forsøgte at få min rygsæk af, lagde den op i skødet og hvilede derefter mine albuer og min riffel på den. Det var ikke optimalt, men et forsøg værd. ”335 meter,” oplyste Philippe, som sad med afstandsmåleren. Jeg kompenserede hurtigt for forhold og afstand og lod skuddet gå.
Det slog i klippen lige over ryggen på gemsen, som satte i spring. Efter en kort løbetur på tværs af klippevæggen, som så nærmest lodret ud, fra hvor vi sad, stoppede den op igen. ”362 meter,” oplyste Philippe. Denne gang slog skuddet i lige bag ved dyret. Før jeg fik chance for at afgive det tredje skud, havde jeg fået møvet mig hen til en klippeblok og taget anlæg på den, hvilket hjalp voldsomt, men i mellemtiden var gemsen ude på næsten 400 meter, og mit tredje og sidste skud sad igen bag dyret. Vi lod den løbe. Vi havde haft chancen, men ikke formået at bruge den. Gemsen fortjente sin frihed.
Ny dag, ny chance
Næste dag var vi igen på vej op ad bjerget og på vej mod en dal, som lå bag endnu et bjerg bag det første. Her havde Philippe før set muflon. Det var derfor med en vis skuffelse, at vi efter at have brugt fem-seks timer på at nå frem ikke kunne se én eneste muflon i hele dalen…
En ung gemse hoppede rundt 100 meter fra os, og vi sad og fulgte dens leg i vores håndkikkerter. Pludselig hørte vi lyden af noget, som blev slået hårdt sammen, 4-500 meter fra os. Vi spejdede i retningen, og frem mellem klipperne kom fire muflonvæddere løbende. De var midt i en brunstkamp, og især to af dem stangede løs på hinanden, hvilket frembragte lyden.
Jeg lagde med det samme riflen an og ventede på, at vædderne arbejdede sig nærmere. De forsvandt bag en klippeblok, men kom pludselig frem igen meget tættere på end før. Igen målte Philippe, som sad med kikkerten afstanden: 235 meter. Alle dyrene stod delvist gemt bad stenblokke, optaget af deres indbyrdes kamp.
Pludselig trådte den ene vædder op på en blok og gjorde front mod mig. Brystet på en Alpe-muflon er ikke stort, og så er 235 meter pludseligt meget lang afstand at skyde på, men mit anlæg var godt, og vædderen faldt om på stedet. Tekniske set var jagten slut, men tilbage var så at gå de fem-seks timer over og ned ad bjerget igen, denne gang bare med en muflon i rygsækken. Det blev en hård eftermiddag…
Sommer i Alsace
“Monsieur Rune!” råbte Philippe med et smil og rejste sig, da jeg trådte ind på den lille landsbyrestaurant i Alsace, hvor vi havde aftalt at mødes. Philippe var født i området og stort set opvokset i Vogeserne, hvor vi nu befandt os, og boede ikke langt fra kroen. Jeg var selv kommet kørende direkte fra Danmark, og efter den lange tur satte jeg virkelig pris på det store glas rødvin, som blev skænket.
Mens jeg drak min vin, fik Philippe og jeg fortalt hinanden, hvad der var sket i hvert vores liv, siden vi sidst havde set hinanden, et halvt år forinden. Aftalen om at jage forårs-bukke i Vogeserne var noget, vi længe havde talt om, og nu skulle det være.
Frankrig er som nævnt indledningsvis kendt for sine store råbukke i den sydlige del af landet, men i Vogeserne er en gennemsnitlig buk på størrelse med en gennemsnitlig dansk. Om vinteren dækkes Vogeserne af sne og føden bliver sparsom. Det påvirker dyrenes udvikling og således også deres krops og trofæstørrelse. Det, der gør bukkene i Vogeserne interessante, er jagten på dem, som finder sted på siderne af de skovdækkede bjerge. Jagten er ikke let, men udfordrende og spændende. Ikke mindst når det var midt i brunsten, og bukkene måske kunne kaldes ind.
Jagt i vogerserne
Vogeserne er et næsten magisk sted at befinde sig i den tidlige sommer: En blanding af løv- og nåleskov beklæder bjergenes sider, og underskoven er en forhindringsbane af mosdækkede klippestykker, bregner og et mylder af små kilder og bække.
Det var dette landskab, vi bevægede os op igennem, og hver gang vi kom til en lysning, begyndte vi at kalde på bukkene. Ved tredje eller fjerde stop fik vi kontakt. Jeg havde kun blæst to forsigtige gange i kaldet, da vi kunne høre noget komme brasende mod os gennem underskoven! En buk kom stormende ud kun ti meter fra os og stoppede op. Et træ var i vejen, og et sekund senere var bukken væk igen. Chancen var forspildt, men nu vidste vi, at bukkene var i brunst og reagerede på kaldet!
Der gik dog heller ikke mere end et par timer, før hele forløbet gentog sig, og en buk stod pludselig igen foran os, lokket frem af vores kald. Denne gang gik det hele bedre, og bukken gik planmæssigt ned. Næste dag blev det til endnu en buk, mens tredje dag gik med et projekt, som Phillip ellers på forhånd havde konkluderet ville være umuligt på denne årstid: Vi ville prøve at finde vildsvin på klipperne på toppen af bjergene, hvor de brugte dagtimerne. Denne jagtform er effektiv om vinteren, når det hele er dækket af sne, men vanskelig om sommeren.
Metoden går ud på, at man klatrer op på klipperne og langsomt går hen over dem, langs bjergets top. Vildsvinene fornemmer, at man kommer, og forlader hulerne, hvorved der opstår en skudchance til dem, når de løber væk under én. Metoden lykkedes da også: Flere gange fik vi rejst vildsvin under os, men vi kunne kun høre dem, fordi løvet på træer og buske fuldstændig hindrede vores udsyn.
Vi fik ingen skudchancer, og hen under aften kunne vi gå ned af bjerget uden vildt i rygsækken. Ikke desto mindre havde det været et par gode dage, og jeg skal helt sikkert på jagt i Vogeserne igen, hvor man i øvrigt også kan jage kronhjorte om efteråret. Mon ikke det bliver en jagt på dem næste gang?
På jagt i Frankrig
Set med ikke-franske øjne er jagt i Frankrig en relativ ny ting. Interessen for landet er dog stor, og mange af de danske jagtrejsebureauer har i dag Frankrig i deres kataloger. Den franske jagt handler især om tre typer vildt: gemse-, råbukke- og kronhjortejagt. Du kan også finde jagter på småvildt og vildsvin.
Du skal dog se dig lidt for, når du søger jagt på især vildsvin. Mange Chateau’er tilbyder drivjagter på store og mange vildsvin på deres egne tilstødende jorder, mens man bor under luksuriøse forhold i selve reviret. Her skal du dog holde dig for øje, at disse jagter som regel finder sted i hegnede områder. Franskmændene går ikke så meget op i, om der er hegn eller ej, hvorfor det somme tider kan være svært at få et klart svar inden afrejse.
Når man som skandinavisk jæger besøger Sydeuropa, kan man nogle gange godt undre sig lidt over sydeuropæernes tilgang til jagtetik. I Frankrig holder de dog jagtetikken højt og har god respekt for både vildtet og sikkerheden.
