AF STEEN ANDERSEN
FOTO: MALTE UDSEN, STEEN ANDERSEN OG TWEEDMEDIA SAMT STOCKPHOTOASTUR, ERNI OG GASTON PICCINETTI/SHUTTERSTOCK.
”I skal ikke fokusere på det område, hvor I kan høre hundene – I skal kigge foran hundene.” Antonio Teruel fra Iber Hunting i Spanien holder parole til morgenmaden, der serveres i et stort, smukt safaritelt ude og oppe i de spanske bjerge i landets centrale del, hvor dagens drivjagt skal foregå.
Nuvel, det hedder naturligvis en monteria på disse breddegrader, men uanset hvad man kalder det, så er her tale om drivjagt.
”Hvis I er i tvivl, så skyd og skyd igen!” fortsætter den erfarne jagtudbyder, som på årsbasis har mange hundrede udenlandske jægere på monteria i de store nationalparker i Spanien.
Fra de centraleuropæiske drivjagter på primært vildsvin er vi blevet vant til, at skud til løbende vildt er noget, der foregår på 20-40 måske 80 meters afstand.
Sådan er det ikke i Spanien og Portugal, hvor monteriaerne dyrkes. Her forventes det, at man afgiver skud til kronvildt i fart på i hvert fald ud til 200 meters afstand og gerne længere. Det er en sag, man skal vænne sig til – og så afgjort også træne til.
At der så fra tid til anden er brug for et eller måske ligefrem flere opfølgende skud, er der ikke forundring over. Det lader til at være denne jagtforms logik.
Sverige
Længere mod nord i eksempelvis Sverige forholder det sig anderledes. Her drives der med især elge, og jeg skal da lige hilse og skrive, at her forventer man skud på korte hold, og at det skal være et ordentligt træf i første omgang. Ellers er der simpelthen ”for meget kødødelæggelse.”
Især den skandinaviske drivjagt på elg stiller store krav til skytternes tålmodighed. Jeg har gået på jagt med brave folk, der måtte vente 17 sæsoner på post for at få nedlagt deres første elg. Til gengæld er der jo de store svenske skove at glæde sig over, når jagten går ind den 1. september højest mod nord og den 8. oktober i den sydlige del af Sverige.
Letland
I de baltiske lande er der også rige og smukke traditioner for drivjagt på elge. Ofte i hård vinter med al den skønhed, som sne og frost fører med sig. Og isnende udfordringer til påklædningen.
Den jagt, jeg har oplevet på disse breddegrader, har været velorganiseret og effektiv, hvor skytterne er blevet kørt fra drev til drev i en tilsyneladende terrængående turistbus, som efter tre intensive jagtdage med fem til syv drev om dagen har trængt til en meget grundig rengøring.
Bestanden af elge er ganske stor i Letland, og det er revirerne også, så det er mere reglen end undtagelsen, at alle skytter har elg for i løbet af de 15-20 drev, som sådan en jagtrejse typisk byder på.
Det centrale Europa
De tyske drivjagter er legendariske for deres diverse parader og de paroler, hvor man virkelig skal spidse ørerne og lytte opmærksomt.
I Polen og Frankrig er parolerne tilsyneladende lidt mere rummelige, og her er der også gode chancer for, at alle skytter får ild i våbnet i løbet af jagtens intense og spændende dage.
I disse år er den traditionelle drivjagt på vildsvin dog under pres som følge af den afrikanske svinepest, der har udryddet store bestande.
Eksempelvis har man helt lukket for denne jagtform i de næste tre-fire år hos de udbydere, jeg har kendskab til i Bulgarien.
Imidlertid er vildsvin endog særdeles dygtige til at rejse sig igen – og til at gøre det hurtigt, så det er nok kun et spørgsmål om få år – og udtalt påpasselighed med ikke at sprede smitten på ny – før de store drivjagter på vildsvin atter kan realiseres.
En del af de berømte jagtområder har imidlertid en velbeskyttet bestand af vildsvin under hegn, og her fortsætter drivjagterne, som om intet var hændt.
Italien
De italienske drivjagter på vildsvin er en traditionsrig lokal foreteelse, som organiseres ude i landdistrikterne af landsbyernes jægere. Med de rette indfaldsvinkler kan man sagtens få lov til at deltage, og det er ikke blot hyggeligt, men også velorganiseret med fokus på sikkerhed og det glade samvær.
De folk, som jeg har haft fornøjelsen af at jage med i Italien, har den smukke tradition, at jagtens udbytte deles helt og aldeles lige mellem alle jagtens deltagere.
Eksempelvis betyder det, at weekendens fire nedlagte vildsvin forlægges den følgende tirsdag og udskæres således, at alle jagtens 22 deltager får nøjagtig lige meget ryg, skinke og småkød med hjem. Det er ikke de store udskæringer, men det er sympatisk og nemt at få til at glide ind i den daglige husholdning.
Afrika
Især i Sydafrika afholdes der jævnligt drivjagt på en ret bred vifte af vildtarter. Nogle steder er det inde i de store hegnede vildtreservater, andre steder – i landets sydlige del – ude på den frie vildtbane, hvor de eneste hegn er dem, der skal holde styr på det lokale fårehold.
Ganske ofte er det springbukkene, som er det primære bytte, men er man velskydende og på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så rummer parolen også plads til kuduer, blessbukke og mountain reedbuck blandt andet.
Som i det sydlige Europa skal man her forberede sig på lange skud til vildtet, der til tider bliver drevet fra hesteryg og i andre situationer af fodfolk eller motocrosscyklister.
Vildtet indgår i farmens økonomi og bliver derfor omhyggeligt opsamlet og bragt til kølehuset, umiddelbart når drevet er overstået, for at ende som blandt eksportvarer, som antageligt er forklaringen på, at man fra tid til anden kan finde kød af kudu eller springbuk i de danske supermarkeder.
Drivjagter
Derfor er der også i denne sammenhæng en jagtvariant, som helt sikkert passer til det, man drømmer om. Vildsvin i efteråret. Elge i hård vinter. Bjergjagt med lange skud eller springende bukke i skjorteærmer. Det er alt sammen et spørgsmål om temperament og om, hvad ens tålmodighed og økonomiske fleksibilitet kan holde til.
Mest action er der på vildsvinejagterne og de afrikanske drivjagter.
Den stoiske ro er en stigende forudsætning jo længere nordpå jagten foregår.
