AF JENS ULRIK HØGH. FOTO: JENS ULRIK HØGH OG MERKEL
Den umulige ulykke skete på en strand ved Thisted den 31. marts 1996. En nytilflyttet ældre mand luftede sin hund på stranden. Han var stort set alene. En kvinde havde set ham gå i det fjerne, og da hun nogle minutter senere kiggede igen, lå han livløs i sandet. Han var død, ramt i halsen af et 6,5 mm matchprojektil.
Det viste sig, at den lokale skytteforening samme dag havde indviet deres nye feltskydningsterræn et par kilometer fra ulykkesstedet. En af banerne var fejlplaceret således, at skud, som gik over horisonten, fløj parallelt med stranden og ikke ud over havet, som de skulle i henhold til banens godkendelse. Ved en af skiverne på den fejlplacerede bane fløj projektilerne lavt over klitten og videre ud over landskabet, selv når skiven – som jo bare var papir – blev ramt perfekt. Det var et af disse projektiler, som efter at have tilbagelagt omkring to kilometer, ramte hundelufteren så uheldigt, som det var muligt. Han var død på stedet.
Politiet fandt ni projektiler på stranden. Man vidste, at godt 50 skytter havde skudt på den skæbnesvangre bane i løbet af dagen. Ingen af de ni projektiler kunne med sikkerhed siges at være det dræbende projektil, så man fandt aldrig ud af, hvilken skytte der lå bag vådeskuddet. Man meldte dog også tidligt ud, at man anså det for ret ligegyldigt, eftersom skytten alligevel ikke ville kunne drages til ansvar. Der blev jo skudt i god tro på en godkendt bane.
Selv under så sikrede forhold som baneskydning kan der forekomme skudulykker.
Ulykker sker
Hvad er risikoen for, at et vildfarent projektil flyver to kilometer imod en relativt mennesketom strand og rammer den eneste person på stranden dødeligt i halsen? Hvis nogen havde gjort et helhjertet forsøg på at beregne risikoen og havde taget alle de faktorer, de kunne komme i tanke om, med i deres beregning, var de nået frem til så lille en sandsynlighed for en dødelig ulykke, at det i realiteten nærmer sig nul.
Det er med garanti betydeligt mere sandsynlig at vinde i lotto i et enkelt forsøg, end det det er at forårsage en sådan ulykke med et nedfaldsprojektil over et øde naturområde. Men ulykken illustrerer med brutal tydelighed, at selvom risikoen er så lille, at den næsten ikke er til at få øje på, så er den større end nul. Ulykken skete.
En tilsvarende ’umulig’ ulykke skete i Sverige for få år siden. En kvindelig elgjæger nedlagde en elgkalv med et skud igennem halsen i en skudretning, som hun af jagtlederen havde fået anvist som ’sikker’. Det ekspanderede projektil fortsatte sin flugt efter passagen af kalven og ramte og dræbte en skiløber, som var skjult af bevoksning et godt stykke bag kalven. Den kvindelige jæger blev i retten frikendt for ansvar.
Der findes stort set ikke noget 100 % sikkert kuglefang i naturen.
Kalkuleret risiko
Hvis man funderer lidt over, hvad der faktisk skal til for helt at udelukke risikoen for ulykker, når der afgives et riffelskud på jagt, når man hurtigt til den erkendelse, at der meget sjældent afgives 100% sikre skud på praktisk jagt. Hver eneste gang vi trykker på aftrækkeren, løber vi en minimal, men virkelig risiko. ’Sikkert kuglefang’ i betydningen ’100% sikkert kuglefang’ findes stort set ikke i naturen – og jo fladere terrænet er, desto mindre sikkert bliver det i relation til praktisk riffelskydning.
Gamle tommelfingerregler såsom den med, at der skal kunne ses jord over ryggen på dyret, for at der er ’sikkert kuglefang’, er ganske vist utroligt meget bedre (altså mindre farligt) end at skyde imod horisonten. Men ’sikkert kuglefang’ findes i realiteten stort set ikke i naturen.
Det tyske våbenforsøgsinstitut DEVA lavede for få år siden med vanlig tysk grundighed en stor teknisk undersøgelse af risikoen for rikochetter fra riffelskud. De fandt ikke overraskende ud af, at et .308-projektil, som rammer en relativ flad stenoverflade i en vinkel på 25 grader, nemt kan fortsætte ud over landskabet med hovedparten af sin oprindelige vægt og en bevægelsesenergi på mere end 2.000 J.
Det betyder i realiteten, at en enkelt uheldigt placeret marksten skjult i græsset kan forvandle et tilsyneladende ’sikkert kuglefang’ til en veritabel trampolin for riffelprojektiler, hvis det sorte uheld er ude. Ikke særligt sandsynligt, men desværre heller ikke umuligt…
Forsvaret har for mange år siden draget konsekvensen af dette og afspærrer enorme områder under øvelsesskydninger. Ofte er hele den teoretiske risikozone spærret for færdsel, og dermed er risikoen for at træffe et menneske reelt i nærheden af nul. Den mulighed har vi i sagens natur ikke som individuelle jægere.
Der bliver afgivet rigtig mange riffelskud herhjemme hvert år, og heldigvis er risikoen forsvindende lille for, at et af dem går galt.
Many skud – få uheld
Inden vi går fuldstændigt i panik over de teoretiske tekniske muligheder for ulykker, bør vi dog igen tænke over den reelle risiko – og den er faktisk ikke umulig at vurdere ud fra overordnede betragtninger. For mens risikoen i praksis er umulig at beregne præcist forud for det enkelte riffelskud, er det relativt enkelt at bedømme det samlede risikoniveau på baggrund af antallet af faktiske ulykker og kendskab til antallet af skud, der affyres på jagt.
I Danmark går der reelt år imellem alvorlige personskader som følge af jagt med rifler, selvom der forsigtigt anslået affyres mindst 200.000 riffelskud (centraltændingskalibre) om året på praktisk jagt. Det statistiske grundlag er næsten for tyndt til, at der kan sættes brugbare tal på risikoen. Så sker der trods alt lidt mere i de af vore nabolande, hvor der dels bliver affyret flere skud og dels benyttes nogle betydeligt mere risikobetonede jagtmetoder såsom drivjagter med mange deltagere og natjagter efter vildsvin. Ikke desto mindre leder mindst en halv million årligt afgivne skud i Sverige og mindst tre millioner skud i Tyskland ikke til mere end samlet set et til to dødsfald om året.
Vi taler med andre ord om en risiko for dødsfald i størrelsesordenen 1/2.000.000 eller 0,00005 % for hvert afgivne riffelskud på trods af statistisk set langt mere risikobetonede jagtformer, end dem vi har i Danmark. Desuden er langt de fleste ofre for de få jagtulykker, der trods alt sker, jægere. For den ikke-jagende del af befolkningen er risikoen altså betydeligt mindre, hvilket alt andet lige er en stor fordel for befolkningens accept af jagten, selvom alle ulykker selvfølgelig er dybt tragiske.
Ikke alle slags jagter er lige ufarlige – drivjagt med mange drivere i skoven kræver fx et særligt fokus på sikkerhed.
Risiko-faktorer
At den samlede risiko for ulykker med vores nuværende adfærd er mikroskopisk, betyder i sagens natur ikke, at alle skud – eller for den sags skyld alle jægere – er lige ’ufarlige’. Der er forskel på skuddet, der afgives liggende til et stykke vildt på en flad mark, og skuddet, der afgives til et stykke vildt med en bakke i baggrunden. Mængden af faktorer, som påvirker risikoen, er enorm.
Først og fremmest handler det naturligvis om kvaliteten af kuglefang, men i erkendelse af, at skuddet ikke på den konto kan blive 100% sikkert, er der masser af andre forhold at tage i betragtning. Hvor tæt befolket er området? Hvordan er bebyggelser fordelt i forhold til jagtområdet? Hvordan er folks adfærd i forhold til at opholde sig ude? Hvilken årstid er det? Hvordan er vejret? Hvad er klokken? Er der gjort noget for at advare om jagtudøvelse? Er jorden stenet eller frossen? Hvilket udstyr anvendes?
Der er en verden til forskel på risikoen for et skud afgivet mod en pløjemark på en regntung mandag morgen i efteråret og et skud fra samme stige i samme retning afgivet mod en tør og nedgræsset sommerfold på en solrig lørdag formiddag i starten af juli. Det gælder uanset den tilsyneladende kvalitet af kuglefanget på stedet.
Forklaringen er enkel. Risikoen for opspringere er væsentligt større, og der er betydeligt flere folk ude i den sidste situation. Skuddet vil være væsentligt farligere i retning af et sommerhusområde end i retning af en stor skov. Det vil være farligere i en tæt befolket kommune end en tyndt befolket. Man kan blive ved i noget, der minder om en uendelighed… Helt derud, hvor man til sidst må erkende, at selv den gennemsnitlige kropsstørrelse for en skovgæst rent faktisk har betydning for risikoen for, at vedkommende rammes af en vildfaren riffelkugle…
På drivjagter er der større risiko for, at der sker skudulykker. At det sjældent sker, skyldes ofte jagtledernes lokalkendskab og jagterfaring.
Minimering af risici
Mange jægere har svært ved at acceptere det faktum, at der reelt set tages chancer med sikkerheden for stort set alle skud, der afgives. Men sådan er det. Forskellen er risikoens størrelse – og skyttens evner til at vurdere den nogenlunde realistisk.
På mange drivjagter består den primære sikkerhed i at se jord bag vildtet og undgå skud i retning af naboposter. Har man som drivjæger aldrig hørt det isnende uhyggelige hvin, som en opspringende riffelkugle ofte afgiver, når den flyver ukontrolleret ud over landskabet, har man ikke været med på mange drivjagter. Og hvor er driverne i det øjeblik? Med altovervejende sandsynlighed befinder de sig ikke i skudbanen, men det er der reelt ingen, der ved, før projektilet er landet. At der ikke sker flere ulykker, skyldes først og fremmest vores indlærte sikkerhedstænkning og ikke mindst jagtledernes lokalkendskab og erfaring i at afvikle jagterne.
I andre dele af verden – som er betydeligt tyndere befolket end Danmark – bruges skov ofte rutinemæssigt som kuglefang. Men selv om dette ville være en dødssynd derhjemme, kan området reelt være så tyndt befolket, at risikoen er mindre end for et skud afgivet under hensyntagen til alle sikkerhedsregler i en dansk skov.
Et godt eksempel er den nordiske ’toppfågeljakt’, hvor tjur og urfuglehaner skydes med riffel i toppen af træerne på frostklare dage i de nordlige vildmarker. Der er bogstavelig talt intet synligt kuglefang. Går skuddet forbi målet, har projektilet kurs mod himlen i en relativt svag vinkel, og det falder til jorden i høj hastighed nogle hundrede meter uden for skyttens synsvidde.
Står der et menneske netop der, bliver skudskaderne meget alvorlige. Men ulykkerne er ekstremt sjældne – jeg kan faktisk ikke huske at have hørt om en fatal ulykke under denne traditionelle jagtform, og det skyldes naturligvis, at statistikken er på skyttens side. Der er simpelthen ikke mange folk i de nordsvenske skove på frostklare vinterdage, og derfor er jagtformen alment accepteret i nogle af verdens mest sikkerhedsorienterede lande.
Vi må aldrig holde op med at tænke over sikkerheden, når vi tager på jagt.
Vi kan blive endnu bedre
At vi i det nordlige Europa er landet på et næsten forsvindende antal alvorlige ulykker, skyldes årtiers fokus på sikkerheden og målrettet uddannelse af jægerne – både gennem de grundlæggende jagtuddannelser og igennem jagtmedierne.
Paradoksalt nok betyder succesen, at det bliver sværere og sværere at forbedre sikkerheden yderligere. For når så mange jægere forårsager så få ulykker, er det vanskeligt at argumentere for væsentlige adfærdsændringer – også over for de få, som reelt set er mange gange farligere end gennemsnittet. Men der er grund til at blive ved. Få ulykker kan blive til endnu færre ulykker. Vi når aldrig nul-visionen, men det går med sikkerhed den anden vej i samme øjeblik, vi holder op med at stræbe efter den.
Et vigtigt skridt på vejen er, at vi alle når til den erkendelse, at der ikke eksisterer sikre riffelskud på praktisk jagt. Bevidstheden om risiko gør os mere forsigtige. Vi har fælles nogle minimumsstandarder i forhold til kuglefang osv., som vi altid følger, men risikoen bliver yderligere formindsket, hvis vi alle tænker lidt mere over omstændighederne, som vi jager under.
Der er ingen tvivl om, at nogle jægere i kraft af deres mere afslappede holdning til risici giver dem en fremtrædende plads i ulykkesstatistikkerne, og der er næppe heller tvivl om, at store generelle forbedringer kan nås ved at uddanne disse ulykkesfugle (som ofte er fuldstændigt uvidende om deres usikre adfærd). Dette er en opgave for os alle. Vi må aldrig holde op med at tænke over sikkerhed på jagt.
