Fremover kan lodsejere og jægere se frem til et væsentligt højere tilskud, når der skal plantes ny skov på reviret. Det offentlige tilskud hæves fra 43.500 til 75.500 kroner per hektar i den nye tilskudsordning, som åbner til efteråret. Det er en stigning på 73 procent.
Det fremgår af den bekendtgørelse for skovtilskudsordningen, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø netop har sendt i høring. Den nye ordning skal gøre det mere attraktivt at plante skov, hvilket ikke bare er godt for klimaet, men også er på mange jægeres ønskeliste.
Mere attraktivt at plante skov
”Fremover bliver det mere attraktivt at plante skov med en enklere ansøgning og en hurtigere og højere udbetaling. Målet er et mere skovrigt Danmark til gavn for både klima, natur og friluftsliv,” siger kontorchef Bettina Helle Jensen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
I høringen skriver styrelsen blandt andet:
” For kommunalt ejede landbrugsarealer gives der tilskud til anlæg af skov uden anvendelse af pesticider og biocidholdige produkter samt uden brug af dybdegående jordbearbejdning og til opsætning af kulturhegn. Tilskud til kommunale ansøgere er baseret på faktiske omkostninger ved sammenligning med referenceomkostninger eller to sammenlignelige tilbud. For privatejede landbrugsarealer gives der tilskud til anlæg og pleje af skov, opsætning, vedligehold og nedtagning af kulturhegn. Der kan opnås forhøjet støtte, hvis anlæg og pleje sker uden anvendelse af dybdegående jordbearbejdning. Tilskudssatser til private ansøgere er beregnet ud fra standardomkostninger, hvor fremtidige indtægter er fratrukket. Ny skov anlagt med tilskud pålægges fredskovspligt efter skovloven. Ordningen er baseret på frivillig medvirken.
Landmænd, kommuner og andre, der planter skov, får altså i den nye tilskudsordning en væsentligt højere betaling end tidligere. Det skyldes, at lodsejeren udover betaling for træplantning som noget nyt også betales for indkomsttabet ved at stoppe landbrugsdriften.
Premiere på ”urørt skov”
Helt nyt er det også, at man kan få tilskud til at plante skov til ”urørt skov”. I de nye urørte skove skal træerne have lov til at passe sig selv efter få år. Dermed vil der med tiden, opstår et mere biodivest skovmiljø. Ikke mindst til gavn for vildt og insekter. Tilskuddet til urørt skov bliver på 90.500 kroner per hektar. Den nye tilskudsordning kan søges af private, kommuner, menigheder og fonde med landbrugsjord. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø forventer at den nye tilskudsordning vil være operativ allerede senere i år. Tilskuddene vil dermed kunne søges fra september 2025.
Fakta om skov i den grønne trepart
De nye regler er en konsekvens af den politiske aftale om et såkaldt ”grønt Danmark”. Ifølge den skal der plantes 250.000 hektar ny skov, heraf 100.000 hektar ny urørt skov, inden 2045. Det er mere end en fordobling af det nuværende skovareal og svarer til at skovene vokser med et areal svarende til Bornholm og Lolland-Falster tilsammen. De nye skove skal bidrage til klimamålene og til at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet.
Du kan læse det udkast der er sendt i høring her:
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/68139





