Jeg synes, at vildsvinet er et vanvittigt fascinerende dyr og et spændende bytte. Det har jeg altid gjort, lige siden jeg var lille, og min morfar kom hjem fra Polen med et stort skind fra en keiler og dens imponerende tænder monteret på plade. Skindet havde tre huller oppe ved hovedet. To til øjnene og det tredje, placeret lige i midten, var indgangshullet fra den 30.06’er, min morfar havde ramt keileren med.
Han havde faktisk slet ikke været på jagt efter vildsvin, men var afsted på en af de populære bukketure til Polen, da han og hans stalker ved et uheld havde overrasket en rotte vildsvin. En keiler, der ville forsvare sit harem og territorie, så rødt og spænede mod jægerne. Stalkeren fløj op i det nærmeste træ, men min morfar var begrænset af en nylig knæoperation, så han kunne ikke klatre sig ud af problemerne. Den eneste anden mulighed var at smide krykkestokken, smide riflen i anslag og forsvare sig. Skuddet traf keileren, der pløjede snuden i jorden og forendte på stedet, og min morfar kom hjem fra bukketuren med et uventet trofæ. Ovenikøbet fik han lov at slippe for trofæafgiften og nøjes med at betale kilopris, da han jo ikke havde haft mulighed for at takke ”nej”.
Sådan en historie sætter tankerne i gang hos en ung knægt. Vildsvinet er bare et sejt dyr. Det er en rigtig overlever, det forplanter sig ekstremt effektivt, det er skudstærkt, det spiser alt, og det kan være farligt, hvis det bliver trængt op i en krog. Det er ikke for sjov, at det er landmændenes skræk i mange lande. Med andre ord, vildsvinet er et dyr, som jeg rigtigt gerne vil jage.
Med alle midler…
Af de grunde, som er nævnt herover, må vildsvinet stort set bekæmpes med alle midler, døgnets 24 timer og hele året i vores naboland Sverige. Der findes nogle tider på året, hvor visse individer er fredet, men du kan altid nedlægge vildsvin i Sverige. Det er der mange danske jægere, der nyder godt af. Specielt natjagten på foderpladser er blevet ekstremt populært. Og det er relativt let at komme til at prøve. Jeg har selv prøvet det et par gange og har haft held til at skyde en enkelt gris på den måde.
Men det er virkelig bare ikke mig!
Respekt for dem, der kan, men jeg har ekstremt svært ved at sidde bomstille i et skur i flere timer, hvor det er så mørkt, at man ikke engang kan se sine egne hænder. Men hvad gør man så, når man rigtigt gerne vil skyde vildsvin, og det heller ikke ligger lige for at komme på drivjagt og svinge riflen som en anden Franz-Albrecht wannabe? Man, i dette tilfælde, jeg priser sig lykkelig for at have gode jagtkammerater, som har set lyset og bedriver natjagt på vildsvin på en måde, hvor man undgår at sidde i et skur og sumpe væk i mørket og egne tanker.
Semi-glamping og indskydning
Jeg er så heldig, at jeg har fået en god jagtkammerat og kollega, ved navn Nikolaj Trier. Navnet vækker måske genklang hos nogle, da han ud over at være en særdeles dygtig jæger også underviser jagttegnskursister og skriver jagt-artikler. Nikolaj har styr på det der med at jage grise, men i stedet for at sidde i en afdanket campingvogn med camouflagemaling og vente på, at grisene skal komme forbi efter et måltid under fodertønden, foretrækker Nikolaj at have ”boots on the ground”.
Det er ikke grisene, der skal finde frem til ham, men ham, der finder frem til grisene. Jeg udtrykte min interesse for at komme til at afprøve konceptet og med største selvfølgelighed svarede Nikolaj: ”Dét finder vi da bare ud af”, og kort tid efter havde vi krydset en weekend af i kalenderen.
Destinationen var det svenske gods, Trolle Ljungby, der ud over at huse nogle af Sveriges og måske endda Europas absolut bedste bukke, også har en solid bestand af vildsvin, som gerne skal holdes i skak.
Det er en opgave, som Nikolaj med glæde har taget på sig, og som jeg nu fik lov til at være en del af. Da dagen endelig oprandt, kørte vi direkte efter arbejde op mod en weekend fyldt med jagt, hygge, bålmad og mere jagt. Bilen var fyldt godt op med jagtgrej, to telte og en masse stumper til at forsøde campinglivet. Det regnede en smule, da vi nåede frem, men som de rutinerede outdoorstyper, som vi nu engang er, eller mener at være, fik vi hurtigt bragt orden i lejren og lagt grejet i tørvejr. Det var tydeligt, at vi begge var glade for grej – hvorfor sidde på jorden, når man kan sidde på et liggeunderlag? Hvorfor skal det egentligt være et liggeunderlag, når det kan være en stol? Hvorfor koge vand med en spritbrænder, når man kan gøre det meget hurtigere med gas? Og sådan blev det ved.
Da vi var færdige med vores lille ”show and tell”-grej session, gik turen til godsets lille skydebane for at indskyde min riffel med den termiske kikkert.
Efter lidt ”stillen frem og tilbage” var jeg indskudt og klar. Selvtilliden var god, og kun min næse havde fået et lille ”knæk”, da jeg et par gange under indskydningen havde fået stukket snuden for langt frem og modtaget et smæk af kikkerten som kontant afregning. Modsat med en almindelig sigtekikkert er det sværere at vurdere øjenafstanden.
Første nattejagt
Tilbage i lejren fik vi gjort den medbragte aftensmad og det første bål klar. Jeg forsikrer jer for, at jeg har et fornuftigt og respektfuldt forhold til åben ild, men uden at lyde som en anden semi-pyroman, så er en lejr bare ikke en lejr uden et bål. Det er heldigvis en holdning, som min jagtmakker delte, så den følgende weekend knitrede bålet stort set hele tiden, medmindre vi sov eller var på jagt. Aftensmaden bestod af store frikadeller fra slagteren og kartoffelsalat. De lagde en solid bund, mens Nikolaj satte mig ind i strategien og fremgangsmetoden. Vi skulle køre til et område, hvor der var høj aktivitet af vildsvin på markerne. De forsagede store markskader og fræsede også gerne markvejen op med deres stærke tryner. Med andre ord – deres tilstedeværelse var aldeles uønsket. Vi skulle gå sammen og spotte flittigt med håndspotteren. Svinene kan ikke se særligt godt om natten, men beror sig på deres fremragende lugtesans og hørelse. Sidstnævnte kan dog også være hæmmet, når de går i flok og gumler løs af afgrøderne. Med andre ord, vigtigst af alt var vindretningen, dernæst lyden. Som den gode vært Nikolaj var, fik jeg lov til at skyde først. Han skulle nok sige til og guide mig igennem det hele.
Vi satte os i bilen og kørte afsted. Undervejs spottede vi lidt hist og her, vi så en del råvildt og harer, men ingen grise. Vel fremme pakkede vi ud, fik riflerne ladt og listede afsted. Det er spændende at bevæge sig rundt i mørket, og fordi vi havde én håndspotter til deling, gik man sommetider lidt i blinde. Der var dog en smule månelys, så man kunne fornemme, hvor man skulle sætte fødderne. Eftersom Nikolaj havde rutinen og i øvrigt var den eneste, der kendte terrænet, syntes jeg, at det gav god mening, at han havde spotteren mest, og hver gang vi gjorde holdt, eller han gjorde en observation, fik jeg lov at kigge, så jeg var med på, hvad der foregik. Der er et vildt liv i mørket. Masser af råvildt, harer og dåvildt gik omkring på markerne og spiste natmad, men grisene lod vente på sig.
Efter en times pürsch i mørket gjorde Nikolaj pludselig holdt. Han havde gået og spottet ud over nogle marker, men nu måtte han lige stå stille og se efter en ekstra gang for at være helt sikker på, hvad han så. ”Gris!” – var det eneste ord, der blev hvisket, før jeg fik spotteren i hånden. Jeg kiggede i den retning, han havde gjort, og kunne se en so med halvstore grise. De var i bevægelse frem og tilbage mellem nogle marker, så der var ikke andet for end at forsøge at regne deres slutdestination ud og komme i position. Vi gik stille men i højt tempo afsted.
Pulsen steg, ikke på grund af tempoet, men på grund af det, der potentielt nu skulle ske.
Polka
”De kan komme derfra… og derfra… og derfra… og også derfra.” Nikolaj udpegede nogle skove for enden af markerne, hvor grisene ofte kom fra, når de skulle ud at spise. Der var masser af muligheder og masser at holde øje med, og så havde vi også masser af tid. Taktikken var at forblive i området og vente på, at flere grise skulle vise sig. Vi listede lidt frem og tilbage langs grusvejen for at kunne afsøge området. Pludselig frøs Nikolaj igen, spottede i én retning og meldte ”gris!”. Jeg fik spotteren og kunne se de gul-røde pletter mose rundt på en af de bagerste marker. Det var tydeligt, at de marker, hvor der var sået vinterraps, var i høj kurs. Denne rotte grise havde fundet sig godt til rette ude midt på marken, og buffeten var i dén grad åben. Vi gik igen lige på, og pulsen og tankerne vendte tilbage. Da vi kom hen til marken, fandt vi et sprøjtespor, hvor vi kunne gå fuldstændigt lydløst langs et levende hegn parallelt med grisene. Nikolaj holdt øje med dem i spotteren, og vi gjorde holdt i ny og næ, hvis soen pludselig stoppede spiseriet for at orientere sig. Vi fulgte sprøjtesporet, til vi næsten var lige ud for grisene. Det var dog stadig et forholdsvis langt skud, så fandt vi et andet sprøjtespor, der gik i retning mod dem, så vi kunne stjæle nogle flere meter. Vi kom så tæt på, at jeg godt kunne ane dem ude på marken, uden brug af natgrej. Nikolaj satte skydestokken op og hviskede: ”Der er cirka 40 meter. De er faldet helt til ro og går og spiser. Bare tag dig god tid”.
Jeg afsikrede og lovede mig selv i samme øjeblik at tage al den tid, jeg overhovedet skulle bruge. Det er sin sag at få en gris fri til skud, når de møffer rundt mellem hinanden og spiser. Heldigvis var der ingen tvivl om, hvilken af dem der var soen. Hun var 1,5 gange større end resten og fyldte godt i landskabet. En rigtig rugemaskine af den slags, man bør have respekt for! Hun var i sagens natur fredet, men til gengæld havde hun fem grise med sig, som var skudbare. Jeg udså mig en gris helt ude til venstre, som stod et par meter fra de andre og var helt fri. Til gengæld havde den på ingen måde travlt med at vende siden til, men stod i stedet med bagenden imod mig.
Det der med at tage sig god tid er fornuftigt, naturligvis, men det kan også være hårdt at holde åndedrættet og pulsen i ro og hovedet koldt, når sekunderne tikker afsted, uden at skudchancen byder sig.
Pludselig begyndte grisen helt ude til højre at dreje sig stille og roligt og vende bredsiden til, mens den rodede i jorden, så jeg skiftede taktik og rykkede sigtet over på den i stedet for. Langsomt tog den et par skæbnesvangre skridt væk fra de andre, og der kom luft mellem den og grisen ved siden af. Jeg klemte på aftrækkeren, og skuddet gik. Grisene fløj nu rundt til højre og venstre i total forvirring.
De kunne tydeligvis ikke lure, hvad der var sket, og den gris, jeg havde skudt til, tog en lille æresrunde, før den smed sig på marken. Havde jeg været mere rutineret, kunne jeg muligvis have skudt én til.
Da skuddet gik, løb førersoen hurtigt mod skoven for at komme i sikkerhed, hun fik de to nærmeste grise med sig, men de resterende, foruden min gris, som lå ned, var så forvirrede, at de stoppede op lige foran os for at finde ud af, hvor førersoen var blevet af. Det ænsede jeg dog ikke, da jeg holdt sigtet på den påskudte gris for at sikre mig, at den ikke løb nogen steder. Det var først bagefter, da Nikolaj med et smil på læben viste mig videoen fra spotteren, at jeg kunne se, at en doublé havde været mulig.
Jeg var dog godt tilfreds!
Hellere én stendød gris og 100% god samvittighed end begynde at tage chancer. Nikolaj var helt enig. Der var ros fra værten, både for min tålmodighed op til skuddet, selve skuddet og måden, jeg havde håndteret det på efterfølgende. Det er en ros, man gerne tager imod, når det kommer fra én, der virkelig har styr på det.
Vi gik hen til grisen, og da pandelygten fangede den i marken, kunne vi se, at der var en såkaldt ”polkagris” eller ”tivoligris”, om man vil. Det kalder man de grise, som er lyse eller næsten hvide, med mørke pletter. Det var en ekstra bonus, da skytten er glad for at få skudt disse grise væk, fordi de jo ikke ser ud, som vildsvin jo egentligt skal og derfor gerne skal skydes ud af avlen. Efter det obligatoriske trofæbillede og lidt tid til at fordøje oplevelsen og give vildtet den sidste respekt, fortsatte jagten.
Fuldmåne
Det gode ved natjagt er, at man ikke behøver at stille et vækkeur for at komme ud om morgenen. Vi vågnede dog begge to omkring klokken 8, og da jeg havde gnedet den værste søvn ud af øjnene, kom jeg ud af teltet og på benene. Det var en dejlig mild morgen, ikke særligt kold taget i betragtning, at vi trods alt var i november. Bålet blev atter tændt, da det var tid til morgenmad, der i sagens natur ikke kunne være andet end æg og gode tykke skiver bacon, naturligvis med brød til, som vi fandt ud af faktisk kan gøres endnu mere lækkert, hvis man lige vender det i baconfedt, inden man smider det på grillristen. Om det er for meget af det gode? Nej. På ingen måde. Nikolaj overraskede igen ved at hive et Stanley Perfect-Brew Pour Over-filter frem til sin Stanley kaffekande. Bare fordi man er i felten, er der jo ingen grund til at nøjes med frysetørret kaffe, når nu man kan få Italiensk Lavazza. Vi levede i dén grad det gode campistliv, og der manglede ikke meget grej, før vi kunne have solgt konceptet til velhavende byboere med udlængsel.
Da Nikolaj jo fortsat ikke havde skudt, var det ham, der startede med riflen og mig som hjælper. Vi forsøgte nogle andre områder end dagen før, hvor Nikolaj tidligere har haft held til at nedlægge grise. Der var dog ikke nogen at se. Den kraftige fuldmåne kan godt gøre grisene en anelse mere forsigtige. De foretrækker mørket, da det normalt er lig med sikkerhed. Vi vendte tilbage til bilen med planen om at skifte område. I bilen sad jeg og spottede ud på markerne, og pludselig så jeg dem. ”Det der er vist… jeg tror… jeg tror, at der er vildsvin på den mark derude,” sagde jeg. Jeg var ikke stensikker, da jeg jo ikke var så rutineret med en spotter endnu og tidligere var blevet snydt af andet vildt. Nikolaj bremsede bilen og fik spotteren: ”Det er gris det der,” konstaterede han, og vi lagde en plan for, hvordan vi skulle komme til dem. De gik også på en mark med vinterraps og var i fuld gang med at æde, dog var vi lidt udfordret af at skulle krydse en stubmark, som var alt andet end lydløs at bevæge sig på. Der var dog ikke andet at gøre end at prøve så godt som muligt, og vi lykkedes uden at støde grisene. Modsat den rotte, vi havde set aftenen før, var der ikke nogen førerso i denne. Det hænder, at en so bliver skudt ved et uheld eller på anden måde omkommer, og når det sker, ryger rangordenen lidt ud med badevandet, og man kan få en ”de unge mødre-situation,” som Nikolaj udtrykte det. Når der ikke er en so, som keileren skal bejle til, risikerer flere af de yngre grise at blive bedækket, og så kommer der rigtig mange kuld. Ikke ideelt.
Hvad der til gengæld var ideelt, var, at vi var kommet ind på marken uden at grisene anede uråd. Da Nikolaj vurderede, at afstanden var tilpas og tilpas spændende! satte han skydestokken op. Jeg fulgte med i spotteren og huskede at trykke på optageknappen. Bang! Den første gris blev truffet ganske tydeligt og stak i en kort spurt. Som aftenen før var de andre grise ret forvirrede og tøvede med at forlade marken, og den mere rutinerede skytte udnyttede lejligheden til at sende endnu en kugle afsted mod en gris, som røg rundt på stedet. Hvilken jagt! Der var highfives og jubel, som vi stod der i måneskinnet og forsøgte at forstå vores jagtheld.
Da natten var ung, mente Nikolaj, at jeg skulle have en chance for at skyde en gris mere. Vi kørte ud i samme område, som vi havde jaget i natten før, og det lykkedes os også at komme tæt på en stor rotte grise. De var dog i meget blandet størrelse og i konstant bevægelse, så de endte desværre med at gå op mod vindretningen og få fært, hvorefter de satte i løb, før jeg havde fundet en gris, som jeg var sikker på, var skudbar. Ingen skade sket, og jeg fik ros for at holde hovedet koldt og ikke tage chancer. Da vi tjekkede videoen fra sigtekikkerten bagefter, konstaterede Nikolaj, at en af de grise, jeg havde sigtet på, havde været fin at skyde. Men igen, hvis man ikke er sikker, så skyder man ikke. Vi gik på et par andre grise, men de fik også fært af os, og efter et par timer meldte jeg, at jeg syntes, at vi skulle indstille jagten.
Retur med gris på bagsmækken
Søndag morgen kom, efter en god nats søvn og den obligatoriske morgenmad med æg og bacon, var det desværre tid til at bryde op. Hverdagen lå og lurede lige rundt om hjørnet, men efter så fed og begivenhedsrig weekend er det svært ikke at vende tilbage til ”civilisationen” med lidt mere overskud og smil på læben. Som en bonus fik jeg lov til at få min gris med retur, så jeg kunne sikre mig en masse lækkert kød. Naturligvis var rigor mortis indtruffet godt og grundigt, så grisen var knap så nem at manøvrere ned i vildtkurven, som da den lige var skudt. Et enkelt ben stak lidt ud under presenningen og gjorde os tydeligvis til lidt af en attraktion på motorvejen. Heldigvis blev vi kun mødt med smil fra de rejsende, som overhalede os på vej hjemover.
Den her tur lærte jeg en hel masse af. Jeg fandt en form for nattejagt på gris, som er lige mig! Intet ondt om dem, der kan sidde og vente i et tårn, men jeg melder mig altså helst på ”boots on the ground”-holdet. En kæmpe tak skal lyde til Nikolaj Trier for at tage mig med på den fedeste tur og lære mig en masse om nattepürsch på vildsvin. Det er erfaringer, som jeg håber på at kunne bringe i spil en anden gang.
Foto: NIKOLAJ TRIER OG MARK LAURITSEN
