TEKST OG FOTO: CLAUS BALLISAGER
Jeg sad på Kongens Nytorv og fik mig en hotdog med det hele. Jeg havde tømmermænd fra en hård nat på Nørrebro Bryghus, hvor vores fyraftensøl var blevet til flere, og natten var blevet til morgen, inden vi gik hjem.
Telefonen ringede.
Manden præsenterede sig som Lasse og spurgte, om der var en plads til ham på efterårets bjørnejagt i Alaska.
Det var der. Jeg sagde til ham, at jeg havde én plads fra d. 10-20. september, som er sidst på sæsonen, hvor blåbærrene er bedst, og hvor bjørnene søger den sidste føde, inden vinterhiet kalder. Dagen efter bookede jeg pladsen til Lasse ved master-guide, Jim Bailey, som jeg havde arbejdet for i 2003, og hvor jeg havde været med på tre bjørnejagter, og alle jægerne havde nedlagt det, de kom efter. Det var med tryghed i sindet, at jeg bookede jagten på Lasses vegne; jeg var overbevist om, at vi nok skulle nedlægge en god bjørn.
Vi mødtes i Alaska i starten af september, og efter 10 dages jagt havde vi set seks skudbare bjørne. Én sortbjørn og fem grizzly bjørne. På tredje dagen havde Lasse muligheden for at nedlægge en grizzly, men han afslog, da den ikke var særlig stor. Samtidig var det meget tidligt på jagten, og som Lasse sagde, det ville være dumt at nedlægge en lille bjørn, hvis der nu viste sig en stor bamse omkring det næste hjørne. Resultatet blev, at vi så andre bjørne, men desværre var de ikke til at komme på skudhold af, eller også forsvandt de for os, efter at vi havde indledt vores ”stalk”.
Slukøret tog vi hjem fra Alaska – dog havde turen sat sig store positive markeringer i Lasses bevidsthed, og han insisterede derfor på at tage afsted igen i 2008. Han ansøgte om tilladelse til at nedlægge en kæmpe brun bjørn på Kodiak Island, men desværre blev han ikke udtrukket, og jagten i Jims Baileys område på den sagnomspundne ø blev desværre ikke til noget. Vi var frustrerede og skuffede over, at vi ikke skulle opleve den fascinerende jagt sammen. Vi gik og sundede os hjemme i Danmark i en uges tid, da Lasse ringede til mig og sagde, at han ville af sted, og da det ikke kunne blive på Kodiak Island, måtte vi finde et andet sted.
Midt i januar sendte jeg mails afsted til mine kontakter i Alaska, men de var fuldt bookede til forårsjagten, der ville foregå cirka tre måneder senere. Dog henviste en af outfitterne til en af sine kolleger, som havde et rigtig godt bjørneområde. Jeg kontaktede guiden, Wayne Woods, dog uden de store forhåbninger. Men til vores store overraskelse svarede han med en god og uddybende mail med henvisning til sin hjemmeside, som så rigtig god ud, og derfor bestemte Lasse og jeg os for at stille nogle flere uddybende spørgsmål. Han skrev tilbage, at året forinden havde otte jægere skudt syv bjørne, de fire af dem målte over 10 fod, og hans afskydningsprocent lå normalt på 80% eller derover.
Det undrede mig en del, at han ikke havde udsolgt til den kommende sæson. Med så store bjørne, som der var afbilledet på hans hjemmeside og med så god en afskydningsprocent, så burde han være fuldt booket. Svaret fik jeg inde på hans hjemmeside, hvor der på forsiden var et billede af hans søn. Der stod ”Some gave all” 1984-2006. Hans søn var blevet dræbt i Irak og forklarede dermed den manglende booking af jægere. Wayne havde forståeligt nok ikke givet sin forretning den fulde opmærksomhed – han havde sørget over tabet af sin søn.
Vi fik udfyldt kontrakten med Wayne, og på den stod der, at Lasse på den følgende jagt havde muligheden for at nedlægge en brun bjørn samt sortbjørn, og at han ville blive guidet 1:1 i noget af det smukkeste landskab, som Alaska kan tilbyde. På opfordring fra Lasse fik jeg samtidig en aftale på plads med Wayne om, at hvis Lasse skød fuldt hus, og muligheden efterfølgende bød sig – så var jeg velkommen til også at nedlægge en sortbjørn.
Den 2. maj mødtes Lasse og jeg i Kastrup lufthavn. Lasse havde ordnet papirarbejdet omkring ud- og indførsel af sin riffel, og indtjekning af den tunge bagage og riffelkuffert forløb uden problemer. Med et tre timers stop i Seattle tog vi flyet til Anchorage, hvor vi dagen efter skulle med et indenrigsfly til den lille isolerede by, Cordova, hvor vi skulle mødes med Wayne og hans ansatte. I Anchorage købte Lasse et super regnsæt, Helly Hansen, ”plastik” regnsæt og ikke åndbart. Det er en nødvendighed, hvis det styrtregner. I Alaska er det, det eneste, der virker. Alt åndbart regntøj er i længden ikke godt nok, og man vil med garanti blive våd.
Alt forløb perfekt den næste dag, hvor vi skulle flyve indenrigs, og da vi ankom til lufthavnen i Cordova, stod Wayne og tog imod os. Dog var der dårligt vejr, hvilket forhindrede flyvning ud til jagtområdet, så vi blev en nat i byen. Næste morgen klarede det op, og efter prøveskydning af Lasses riffel fløj vi i små to-personers fly ud til Rude River – dalen/floden, hvorfra vi skulle på jagt. Jeg fløj ud som nummer tre, en af guiderne og Lasse fløj først derud. Landskabet i området var maleriskt smukt, og det gjorde det bestemt ikke mindre smukt, at der stadig lå masser af sne overalt. Normalt ville sneen være væk på denne tid af året, men i år var foråret kommet meget sent. Dette bevirkede, at nogle af bjørnene stadig befandt sig i hiet, men taget i betragtning af, at vi havde 16 dage at gå på jagt i, skulle de resterende bjørne nok nå at komme ud i solskinnet, inden jagten var ovre.
Spejdende ud af flyet på vej derud, så jeg pludselig bevægelse nede i det gule græs langs floden. Jeg troede først, det var en bjørn, men ved nærmere øjekast kunne jeg se, det var en jærv – den første jeg nogensinde har set. Piloten, Mike, vendte rundt og tog farten af, da han nærmede sig jærven. Den befandt sig ude i en flod og kom på land, da vi fløj hen over den. Den rystede sig, inden den løb ind i et tæt krat.
Inden vi kom frem til landingsbanen -læs grusbanke – havde vi set fire sortbjørne og en hel del snegeder. Det tegnede perfekt, der var masser af dyreliv.
En uge, før vi ankom til Cordova, havde Wayne været inde i den dal, hvor vi skulle på jagt, og han havde fra flyet set fem brun bjørne. Med den melding havde han fjernet enhver tvivl om, at bjørnene måske ikke var kommet ud af deres hi. Han sagde, at langt størstedelen af bjørnene var ude, men at der sagtens kunne være nogle få, der stadig lå i en snedrive med søvn i øjnene.
Vores guide hed Justin Norberg, med forfædre fra Sverige og Tyskland. Han havde været på jagt flere gange i denne dal, og to år tidligere havde hans klient nedlagt en 10,4 fods bjørn lige over for vores teltlejr, 500 meter væk. Justin gav bestemt udtryk for, at dette var en super god dal.
Det tegnede det så sandelig også til. Efter vi var landet, begyndte vi straks at afsøge dalen. Vi var afslappede og med bevidstheden om, at vi ikke måtte gå på jagt samme dag, som vi havde fløjet, sad vi og nød omgivelserne og ikke mindst synet af de 5-6 sortbjørne, vi allerede havde fundet. Vi studerede dem nøje og prøvede at bedømme, om det var store eller små bjørne.
Næste morgen stod Lasse og jeg op klokken 5.30
I løbet af den første dag havde guiderne gjort os begribeligt, at bjørnene er mest aktive om eftermiddagen og om aftenen. Derfor mente de ikke, at det var nødvendigt at stå tidligt op. Det havde Lasse og jeg dog tænkt os, så da det begyndte at blive lyst næste morgen, stod vi op.
Der var pissekoldt, da jeg gik ind i guidernes telt for at hente gasblusset, så vi kunne få os noget kaffe. De to guider sov.
Den ene af dem vågnede og var i ”chok”.
”Hvad fanden laver I oppe så tidligt” spurgte han.
”Vi er på bjørnejagt” svarede jeg.
En af guiderne stod op, og vi sad det meste af formiddagen uden at se noget som helst. Guiderne prikkede til os flere gange og grinte af, at vi var stået så tidligt op. De regnede bestemt med, at vi ikke stod tidligt op næste morgen.
På den første dag så vi et par laviner komme væltende ned igennem kløfterne – jeg tænkte og håbede, at den buldrende vækkeursmekanisme ville få de sidste bjørne ud af hiet.
Hen sidst på efter middagen så Justin en sortbjørn på den anden side af dalen. Vi bestemte os for at gå efter den, men den snød os ved at gå ind i en tykning, hvor vi ikke kunne komme til den. Tilbage i lejren stod vi med en kop kaffe i hånden, da sortbjørnen trådte frem igen. Vi samlede vores ting igen og gik over til det sumpede område, hvorfra vi håbede på, at Lasse kunne komme til skud. Vi kom over til søen og fik kontakt til bjørnen. Den havde ikke set os, og den gik og åd de helt friske græsskud inde imellem de tre meter høje buske, som endnu ikke var sprunget ud. Bjørnen havde retning mod os, men på et tidspunkt begyndte den at gå op ad bjerget for at forsvinde ind i en tæt granskov, og det lod til, at chancen var ved at forsvinde. Guiden, Justin, sagde, at det var en 6-6,5 fods bjørn, og at den bestemt var skudbar. Dog sagde han også, at den var for langt ude til at skyde på, og at der ikke var mulighed for at gå op til den.
”Der skal bestemt nok komme flere chancer til sortbjørn,” sagde han.
Lasse afladede riflen, og lige idet vi skulle til at vende rundt for at returnere til teltene, drejede bjørnen 90 grader rundt og begyndte at gå ned ad bjerget, og dermed kom den tættere på os. Hurtigt kom den 50 meter tættere på, og hvis den ellers trådte fri af grene og buske, kunne Lasse komme til skud. Mentalt havde jeg indstillet mig på, at jagtsituationen var ovre, men med bjørnens retningsændring var vi på den igen. Jeg fik lynhurtigt mit videokamera op af tasken igen og stod bagved Lasse, da bjørnen kom tættere og tættere på. Lasse sad med støttebenene slået ud og havde fast anlæg. Vi sad i sumpen og blev hurtigt gennemblødt. Bjørnen trådte hurtigt fri af buskadset og til trods for, at det var jagtens første dag, opfordrede jeg Lasse til at skyde.
Lasse skød til bjørnen på 120 meter, og jeg havde zoomet ind på den med mit videokamera. Bjørnen for til siden, og inden Lasse kunne afgive et skud mere, væltede den ned imod søens bred. Den stoppede op, og igennem grenene skød Lasse sit andet skud. Guiden, Justin, løb igennem vandet og gik over mod bjørnen, som stadig bevægede sig, for at give fangstskud. Men da han kom tættere på, var det unødvendigt, for bjørnen bevægede sig ikke mere. Den var død.
I næste øjeblik kiggede jeg ned på mit display. Der stod ”stand by” oppe i hjørnet, og til min enorme overraskelse gik det op for mig, at jeg i kampens hede havde glemt at trykke på ”record” knappen.
I Lasses glæde over, at han netop havde nedlagt sin første bjørn, stod jeg lidt med blandede følelser og kunne ikke tilgive mig selv for ikke at have optaget jagten. Det irriterede mig grusomt, men jeg bibeholdt facaden og ønskede Lasse tillykke med hans første bjørn.
Tilbage i lejren gik resten af dagen og det meste af næste formiddag med at finkæmme skinnet. Skiftevis brugte vi alle tid på at afsøge dalen for brun bjørne, men de første par dage så vi ingen.
Da vi på tredje dagen havde siddet det meste af eftermiddagen med kikkerterne for øjnene, kom de befriende ord til sidst fra guiden:
”Jeg ser en brun bjørn”
Så skal jeg love for, at der kom liv i lejren – alle fløj over til teleskopkikkerterne og fandt bjørnen.
Den befandt sig omkring tre kilometer nede i dalen og gik halvvejs oppe ad bjerget, hvor der var pletvise sneplamager overalt. Justin havde fået øje på bjørnen, idet den krydsede et stort sneskred, og den var meget tydelig at se. Men idet den gik ud i sidste års matte og brune græs, smeltede den på forunderlig vis ind i de omkringliggende farver. Kort tid efter så vi en anden bjørn i nærheden, og det viste sig med al tydelighed, at der var tale om en hanbjørn, der fulgte efter en hunbjørn.
Dog var det hunbjørnen, der var størst, og hen på eftermiddagen slap den af med sin forfølger.
Det er imponerende, så meget mere spændende ens dag er, når der er vildt at se på, og som man kan følge gennem kikkerterne. Det er det samme, som hvis man under bukkejagten i Danmark sidder i en stige ved en kornmark, og der går en buk rundt ude i det høje korn, og man ikke kan komme til skud. Pludselig kan den ændre retning, og måske byder chancen sig – den samme følelse sad vi med i kroppen, da hanbjørnen blev gennet væk af hunbjørnen. Måske hanbjørnen ville gå ned igennem dalen, ned til os, og måske den ville krydse lavinerne lige over for vores lejr, hvor Lasse så ville komme til skud.
Næste morgen fik jeg øje på en hunbjørn med to unger, som befandt sig på den anden side af vores lejr. De befandt sig cirka 700 meter fra os, men med teleskopkikkerterne, med 60 gange forstørrelse, kunne vi sidde og betragte det smukke syn. De kom næsten så tæt på, at man kunne se deres øjenfarve. Især da ungerne begyndte at slås, og de væltede ned igennem de store snedriver, følte vi, at det var et særsyn at få lov til at opleve noget så smukt.
Meget af tiden, når man sidder og afsøger bjergene, så bliver der snakket og fortalt historier – enten fra andre jagtture, kvindelige erobringer, drukture, livsanskuelser eller uheldige situationer. Til tider kommer der en god historie, og sådan en fik min fulde opmærksomhed, da Justin fortalte løs om sine bekendtskaber med byens strippere på det kendte og forholdsvist uskyldige insted: ”The Bush Company”. Mens Justin fortalte, afsøgte hans øjne konstant bjergene. Mit i sin multitaskning greb han pludselig sin kikkert med en fart, som jeg ikke havde set ham udføre før. Han rejste sig op og konstaterede, at han havde set en enlig brun bjørn. Vi andre fik øje på den med det samme, den stod ude i sneen, og den var lige kommet ud fra en granskov. Den befandt sig 900 meter fra os. Hurtigt konstaterede vi, at det var hanbjørnen fra dagen forinden, som havde fulgt efter den store hunbjørn, og at det var tydeligt, at den nu havde fundet et nyt spor at gå efter, nemlig den hunbjørn med to unger, som vi havde set nogle timer tidligere.
Det var en lys hanbjørn, vi betragtede. Den havde mørke ben, og den var virkelig smuk, som den stod der i sneen. Dog begyndte Justin at give udtryk for, at den ikke var særlig stor, at det ikke var den bjørn, som Lasse var efter, og at der nok skulle vise sig en større bjørn senere på jagten. Derudover mente han, at den målte 8 fod, og at den var cirka 5 år gammel, hvilket ikke er særlig stor eller gammel. Lasse tog guidens ekspertviden til efterretning, og han blev hurtig enig med sig selv om, at han ikke ville skyde.
Jeg var mildest talt i chok. Ligesom under jagten i 2006 sagde Lasse nej til at nedlægge bjørnen på 3. dagen. Også denne bjørn viste sig på 3. dagen, og jeg tænkte, om Lasse ikke havde lært en skid af den første jagt, vi havde været på. Han burde efter min mening vide, at man i Alaska ikke får mange chancer, og at det gælder om at gribe dem, man får. Man skal som hovedregel regne med, at i Alaska får man én, måske to, og i sjældne tilfælde får man tre chancer for at nedlægge sit trofæ. Det var Lasses beslutning, og den holdt han i sin fulde fast ved.
Om aftenen så Lasse pludselig en anden bjørn. Den viste sig i kort tid, før det blev mørkt, og forsvandt ind i et tæt krat uden mulighed for at gå efter den. Næste morgen var den der igen, men gav os et lille vindue, inden den var væk.
Dagen efter så vi intet, og Lasses tvivl, om han burde have skudt bjørnen på tredjedagen, meldte sig.
Næste morgen var det Lasse, der stod op som den første. Vi havde aftalt, at vi skiftevis ville stå tidligt op, så der altid var en af os, der var udhvilet. Lasse gik ind i guidens telt for at hente gasblusset. Vandet begyndte at koge, og de hævede morgenøjne begyndte at se frem til en slurk morgenkaffe og en smøg. Jeg lå stadig i soveposen og tog min tid til at vågne. Lasse fik sin kop kaffe, mens han holdt øje med eventuel bevægelse i flodsengen og oppe på bjerget over for lejren. Lasse gik hen for at hente sin tandbørste. Jeg hørte teltet blive åbnet, hvorefter Lasse rodede lidt rundt, inden han gik ud igen for at gå over til guidens telt, som var større, og hvor vi altid lavede mad og kogte vand til kaffen.
Lasse gik ud til floden for at hente vand, så han kunne børste tænder. Han kiggede tranceagtigt op gennem dalen, mens koppen blev fyldt op med vand. Tandbørsten kørte på autopilot, da han drejede 45 grader rundt og kiggede over mod lavinerne på den anden side. Han svingede længere rundt for at kigge nedad i dalen. Synet, der mødte ham, vil han med garanti aldrig glemme. Omkring 40 meter fra ham stod der en brun bjørn og kiggede på ham. Den stod ved siden af en stak rødder fra et træ, og med en ryghøjde på cirka 1,5 meter var den et skræmmende og frygtindgydende syn. Dyret, der stod foran ham, kunne gøre det af med et menneske – hvis den ville – med et enkelt slag.
Den havde set noget bevæge sig, og den førte straks snuden i vejret for at finde nogle luftmolekyler, der kunne bekræfte eller afkræfte det, den netop havde set. Kunne byttet ædes eller ikke, eller var væsenet en trussel?
Lasse stod som forstenet og overvejede, hvad han skulle gøre. Skulle han gribe efter guidens riffel, som stod i teltet tre meter fra ham, eller skulle han løbe over i teltet tættere på bjørnen, hvor jeg, i al uvidenhed om, at der befandt sig en bjørn ved siden af mit telt, lå og slumrede.
Lasse og bjørnen stod ansigt til ansigt i 10 sekunder, inden den tog flugten og begyndte at løbe over mod den anden side af flodsengen.
Lasse flåede Justins telt op. Han lå stadig og sov – bjørne er jo ikke aktive om morgenen!
Lasse gjorde ham begribeligt, at der var en bjørn i lejren, men Justin troede ikke på ham og blev liggende.
Lasse styrtede over til mit telt, hvor han også flåede teltåbningen op. Stadig med tandbørsten i hånden fremstammede Lasse
”Der er en bjørn i vores lejr, lige herovre. Det er hunbjørnen fra i går.”
Med søvnen i øjnene var jeg lynhurtigt til stede og lysvågen.
”Hvorhenne” sagde jeg”
”40 meter fra teltet” sagde han.
”Er den alene” spurgte jeg.
”Ja, den er alene” sagde Lasse
”Hvordan fanden ved du så, at det er en hunbjørn?” sagde jeg
Lasse havde taget det som en selvfølge, at der var tale om en hunbjørn, enten den fra dagen før eller hunbjørnen med unger, vi så for et par dage siden. Da jeg spurgte ham, med yderste bestemthed i stemmen, hvordan han vidste, at det var en hunbjørn, gik det op for Lasse, at det var en skudbar hanbjørn.
”Få fat i din fucking riffel og lad os komme af sted,” sagde jeg.
Jeg flåede min sovepose op, greb mit videokamera og filmede i fem sekunder bjørnen, som jeg fik øje på ude midt i flodsengen, hvor den gik roligt over mod den anden side. Jeg løb i bare fødder og underbukser over til guidens telt, hvor jeg stormede ind i teltet. Justin havde åbnet sin sovepose, og han var trods alt ved at stå op. Vi fik øjenkontakt.
”Hvad fanden laver du? lad os komme afsted!” sagde jeg.
”Hvad mener du,” sagde Justin.
”Der er en bjørn lige herude” sagde jeg.
”Mener du det?” sagde han.
”Ja, gu’ fanden mener jeg det. Lad os komme af sted,” sagde jeg.
Jeg løb tilbage mod mit telt. På vejen krydsede Lasse og jeg hinanden. Han havde riflen over skulderen og var på vej over til Justin for at de sammen kunne løbe over mod bjørnen og forhåbentlig komme til skud. Lasse var klar.
Jeg nåede, på min vej over til teltet, at få et glimt af bjørnen. Den var mørk og virkede umiddelbart som en stor og flot brun bjørn. Det var den bjørn, Lasse var taget til Alaska for at nedlægge.
Inde i teltet hev jeg mine skridtstøvler på i en fart, og da jeg kom ud igen, var Justin og Lasse allerede et godt stykke ude i flodsengen. Vi skulle krydse tre floder for at komme over til bjørnen, og Lasse blev drivvåd til op midt på lårene, da han kun havde vandrestøvler på. Justin havde heller ikke nået at få tøj på, så han for af sted i tennissko, lange underbukser og T-shirt.
Jeg løb alt, hvad jeg kunne, men der gik ikke mange hundrede meter, før jeg begyndte at gå. Lungerne skreg. Jeg gik 50 meter bagved Lasse og Justin og indhentede dem kort efter.
Forinden havde vi set ryggen af bjørnen, der var nået helt over til den anden side af flodsengen. Den forsvandt bagved en gruppe træer, der dannede en ø i flodsengen.
Vi ændrede retning og var på vej hen mod stedet, hvor øen stoppede. Her håbede vi, at bjørnen ville komme frem, og at Lasse ville komme til skud.
Efter 500 meter kom vi frem til stedet, hvor vi håbede at se bjørnen igen. Den var der ikke. Fuck, måske den var gået op i det tætte krat. Der gik fem sekunder, da vi så ryggen af bjørnen. Pulsen var høj, da bjørnen forsvandt bag ved en sandbanke. Justin pegede over mod stedet for at sikre, at Lasse vidste, hvor den ville komme til syne igen. Lasse satte sig ned, og inden da havde han slået skydebenene ud. Han kiggede gennem kikkerten for at sikre sig en god skydeposition. Bjørnen kunne træde frem, hvornår det skulle være. Den befandt sig 10 meter fra det tætte krat, der dækkede hele området, og efter mindre end 30 meter ville den højst sandsynligt gå ind langs en bæk, som førte ind i et tæt buskads.
Justin pegede igen over mod stedet. Han stod op og kunne se ryggen af bjørnen og se, at den om få sekunder trådte fri af sandbanken, som den gik bagved. Lasse fik øje på bjørnen – om få meter ville den forsvinde inde i buskadset. Guiden ladede sin riffel for at bakke op, når de første skud var affyret fra Lasses riffel.
Inden Justin nåede at sige til Lasse, at han skulle skyde, trådte bjørnen fri af sandbanken, og Lasse lod kuglen gå, da bjørnen stod perfekt med siden til ude på 105 meter.
Jeg stod bagved og filmede.
Det første skud sad lige bagved skulderbladet. Bjørnen snurrede rundt, og poten/forbenet kørte rundt, som var det et møllehjul. Den var ramt lige, hvor den skulle. Stadig siddende skød Lasse sit 2. skud, som tydeligvis også ramte. Da bjørnen befandt sig tæt på krat, og det værst tænkelige, at bjørnen forsvandt, ikke måtte indtræffe, begyndte Justin også at skyde.
95% af alle outfittere, der arrangerer jagt på de STORE bjørne, opfordrer og praktiserer den uskrevne regel, at har jægeren skudt de første par skud og tydeligvis ramt godt, så skal guiden begynde at skyde.
Som Justin sagde tidligere på jagten, da vi diskuterede, om han burde skyde på klientens bjørn, så svarede han med følgende udbredte læresætning:
”It’s the hunters job to kill the bear,” (Det er jægerens opgave at dræbe bjørnen)
“It’s the guides job to stop it,” (Det er guidens job at stoppe den)
Denne regel praktiseres, fordi man ikke vil risikere at eftersøge en brun bjørn i tæt krat – det er den værste, farligste og mest skræmmende jagtmæssige situation, der findes i verden.
Derfor begyndte Justin at skyde. Han skød 3. skud, men det var uklart, om det ramte. Et splitsekund efter skød Lasse sit 3. skud, som ramte sandbanken lige foran bjørnen. Den forsvandt bag en større sandbanke, men dukkede op igen. Nu havde den retning mod det tætte buskads, men for at komme derop skulle den op ad en to meter skrænt. I de næste ti sekunder blev der affyret 9 skud, hvoraf de fire af dem blev affyret, da bjørnen var på vej op ad skrænten, og resten blev affyret, da den befandt sig inde i buskene.
Det var det vilde vesten – patronhylstrene fløj os om ørerne, og der lød KLING, KLING, KLING, når hylstrene landede på stenene omkring os. Undervejs havde Lasse nået at skifte magasin på sin riffel, og da der ikke var mere bevægelse inde fra buskene, havde Lasse affyret i alt 8 skud, og Justin havde affyret 5 skud.
Lasse og guiden blev enige om, at den var forendt. Men gennem mit display på videokameraet, som var zoomet helt ind på buskadset, kunne jeg se, at der stadig var lidt bevægelse deroppe.
”Vi fik den, yes, vi fik den,” råbte Lasse.
”Den er ikke færdig endnu,” råbte jeg og prøvede at overdøve Lasse og Justin, som var begyndt at råbe rigtig højt – WAUW, WAUW, WAUW.
Dog stoppede bevægelserne fra bjørnen, og der blev fuldstændig ro oppe i buskadset.
Lasse var oppe i det røde felt – seks års venten på at nedlægge en bjørn var tilsyneladende fuldendt. Der blev råbt og skreget. Lasse klappede hårdt i hænderne, hans pupiller var vildt udspilede, som var han på et speed-trip. Lasse gik over og holdt om Justins skulder og takkede ham, hvorefter han gengav over for guiden, hvordan bjørnen stod 40 meter fra ham ovre ved teltene og svingede med hovedet for at få fært af ham.
Der faldt lidt ro på. Klokken var 08.30, solen skinnede, og en smuk brun bjørn var nedlagt. Dog skulle vi først ind i krattet og finde den, før den var hjemme!
Vi gik tilbage til lejren og fik en kop kaffe og en beroligende smøg, inden vi 30 minutter senere gik over til skudstedet for at gå ind i krattet og finde bjørnen.
Lasse tog sin riffelkikkert af. Der var en sigtbarhed på fem meter, i det tætte buskads, og der skulle skydes hurtigt, hvis…
Da vi kom op til stedet, hvor bjørnen burde ligge, var der intet at se!!!
”Shit,” sagde Justin.
”Dette kan blive interessant,” sagde han. Dermed mente han, at vi befandt os i en yderst farlig situation, da bjørnen i ”worst case scenario” kunne komme farende ud af buskadset.
Lasse fik besked på at skyde på alt, hvad der rørte sig.
Vi gik lidt ned igen for at se, om vi kunne finde schweiss. Lasse så det første blod, og han fulgte det fem meter ind mod nogle grantræer. Inde mellem buskene så Lasse noget hvidt glimte i solen. Han havde netop set tænderne af bjørnen, der lå inde under et grantræ. Justin gik frem til den. Han stak piben frem og prikkede på bjørnens øje. Den var stendød.
Lasse gik frem og betragtede den smukke bjørn. Han førte hånden gennem dens tykke pels.
Tog fat i dens pote og hev den op. Lasse konstaterede, at det var en stor pote. Han prøvede at løfte hovedet på det enorme dyr, men det var for tungt.
Justin anslog bjørnen til at være omkring 9 fod, og at den var 10-12 år gammel.
Lasse var yderst tilfreds. Det var præcist sådan en bjørn, han var ude efter, og han sad nu ved sit drømmetrofæ. En aflyst jagttur til Kamchatka for seks år siden, vores jagt uden skudafgivelse for to år siden, og nu sad han ved den bjørn, han havde drømt om at skyde, siden han som 16-årig fik jagttegn. Lasse var tilfreds – yderst tilfreds.
Vi besluttede at blive i dalen i et par dage mere, hvilket vi gav Wayne besked om via satellittelefonen. Vi havde set mange sortbjørne, og jeg anslog sandsynligheden for at nedlægge en sort bjørn som god.
Efter to dage kom der desværre dårligt vejr ind over, og vi kunne dermed ikke blive hentet af piloten i det lille fly. I stedet endte det med, at vi var nødsaget til at blive i seks dage, inden det endeligt klarede op. Dagen før vi blev hentet, skød jeg en sortbjørn efter en hård pürsch op ad lavinen lige over for vores lejr. Det var en perfekt afslutning på den ultimative jagttur til Alaska.
