VED NIELS DYGAARD.
Den 27. oktober kl. 03.00 bliver jeg hentet af min far og en jagtkammerat for at begynde vores 16 timer lange køretur til Slovakiet og min allerførste jagttur uden for Danmarks grænse. Da vi når derned sent samme aften, bliver vi budt velkommen af min fars ven, som også skal være vores jagtleder på turen. Den første dag af vores 4 dages jagtrejsetur går med at se det store landbrug, som min fars ven driver i Slovakiet. Det i sig selv var et kæmpe syn, men det er dagene derefter, der efterlader mig med de største minder.
Vores første jagtdag starter med at hilse på vores guide og vores tolk og selvfølgelig en dram af guidens eget hjemmebryg. I dag skal vi jagte efter min første kronhjort. Det sted, hvor jagten skal foregå, består af en større skov med store åbne græsmarker, lidt majs, læbælter og masser af bakket terræn. Vi går ikke længe, før vi spotter de første hjorte, og allerede her sidder hjertet oppe i halsen på mig, og jeg er ikke engang nået til at tage riflen frem endnu. Vi går længere ned ad bakken, og i kanten af en skov spotter vi en mindre flok hjorte lidt over 400 meter fra os, Vi får os langsomt listet nærmere ved at holde os skjult i skovkanten, og ved lidt held trækker de sig lidt, så vi er ude af syne bag en bakketop.
Vi når toppen af bakken ved siden af læbæltet, og her stiller guiden skydestokken op og beder mig gøre mig klar til skud. I samme øjeblik, hvor jeg lægger riflen klar til skulderen, er mit hjerte ved at banke ud af brystet på mig. Vi står der i, hvad der føles som evigheder, imens guiden forsøger at fortælle mig, hvad for en af de kæmpestore hjorte jeg skal skyde. Imens er det eneste, der går igennem mit hoved at forsøge at få min puls ned, så jeg kan holde riflen bare nogenlunde stille.
Guiden giver mig ”go-tegn”, og det er nu på tide, at jeg får slået feberen ned og får fokus. Jeg lukker mine øjne, imens jeg trækker vejret dybt et par gange og prøver at mane roen frem. Jeg åbner øjnene igen og er klar, nu skal han bare stå stille – og BANG, skuddet går, og rudlen stikker af. Jeg får fokus igen og ser, at hjorten er ramt, men den humper videre sammen med flokken, SHIT! tænker jeg, imens guiden tager stokken, og vi løber igennem læbæltet for at komme på skud, når de kommer igennem på den anden side af læbæltet.
Da vi kommer ud på den anden side, kan vi intet se, fordi de er gemt bag en ny bakketop. Min puls er nu højere end nogensinde før, og for at gøre ondt værre kan vi længere fremme se, at hjortene nu løber væk fra os. Da vi når den anden side af bakken, ser vi ham. Han står helt for sig selv med sænket hoved ved foden af bakken. Vi stiller skydestokken op igen, og denne gang løber tankerne rundt i hovedet på mig, fik riflen et slag under rejsen herned, eller skød jeg ved siden af? Nej, gør som du har øvet det, siger jeg til mig selv, og jeg trykker på aftrækkeren igen. Jeg blinker, og han står der endnu. SHIT! tænker jeg igen og skyder nu for tredje gang, og nu falder han i skuddet. Hvad jeg ikke så var, at, da jeg skød anden gang, går han to skridt, inden jeg skyder tredje gang. Begge skud sidder med tre centimeters mellemrum lige i hjerteregionen – det første sad lidt for langt tilbage. Den første kugle sidder stadig i pelsen på ham og vil for altid være et minde om mit første skud til min første kronhjort. Som senere viste sig at være en flot guldmedalje på 214 point og 9,5kg, opmålt af Sten Breith.
En kæmpe jagtoplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg fik lov til at dele med min far, som hele tiden stod bag mig med sit kamera og filmede det hele – min første jagtrejse og min første kronhjort.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
