Skydetræning
Til alle former for jagt gælder, at træning er godt, og meget træning er bedre. Det gælder ikke kun for vildsvinejagt. Fortroligheden med sit våben er dog i endnu højere grad nødvendig på vildsvinejagt end på jagt i Danmark. Det skyldes den ekstra dimension, man får, når et anskudt vildsvin vælger at angribe sin efterfølger i stedet for at stikke af. Pludselig foregår kampen på lidt mere lige vilkår. Det skal man både være mentalt robust til at stå igennem og på samme måde have så megen instinktiv føling med sit våben, at man nærmest ubevidst bringer våbnet i anslag og afgiver et tilstrækkeligt antal skud hurtigt efter hinanden, indtil dyret ligger forendt. Man skal ikke afprøve sit nyindkøbte våben på et eftersøg af vildsvin.
Træning på vildsvinebaner giver god grundtræning til skud mod bevægelige mål, selvom man sjældent kan anvende kalibre over .22 LR. Ved træning på elgbaner kan man anvende sin vildsvineriffel og få større fortrolighed med den, selvom man sjældent på praktisk jagt skyder til grise i fart på 80 og 100 meters afstand. Alle former for udfordringer i mulige og umulige skydestillinger på skydebanen er med til at opbygge føling med sit våben. Derudover er skydning i terræn af enhver udformning god træning til vildsvinejagten. Slutteligt skal man selvfølgelig udforske sit svenske revir og udføre skydetræning, hvor det er muligt og tørtræning i terræn. Det handler om at udfordre sig selv og sine jagtkammerater under kontrollerede og sikkerhedsmæssigt forsvarlige former.
Klassisk svensk jagtrevir
Almindelig tørtræning hjemme i stuen og samle-/adskilleøvelser giver også en øget behændighed med våbnet. Fortroligheden med sit våben kan ikke understreges nok. Det skal man kun én gang have begivet sig ind i et tæt krat om aftenen efter et anskudt vildsvin for at erkende.
Udrustning
Udrustning og grej til vildsvinejagt ligner for størstedelens vedkommende det, man ellers har med på anden jagt. Ved eftersøg bliver der dog stillet endnu højere krav til udrustningen, og særligt ved jagt om natten indtræder facetten med kunstigt lys, natkikkerter og termiske kikkerter. Disse behandles separat i andre artikler.
Mange har en tveægget dolk eller endda et spyd med til affangning af vildsvin. En kraftig jagtkniv i den lange ende plejer også at gå fint. Hundeførere og ivrige vildsvinejægere bærer ofte jagtbukser forstærket med kevlar, der beskytter særligt inderlårene mod vildsvinets hjørnetænder ved et evt. angreb. Ligeledes bærer mange vildsvinehunde, specielt at de større racer, beskyttelsesveste, der beskytter dem, hvis de skulle komme i nærkontakt med vildsvin under jagten. De har reddet mange jagthunde i Sverige gennem årene. Der opgøres årligt 30-40 tab af hunde under vildsvinejagt, og særligt anskudte orner er ikke til at spøge med.
Derudover bruger mange en lyskilde til montering på piben enten som hvidt lys eller grønt, hvoraf sidstnævnte forstyrrer grisene mindst til jagt under døgnets mørke timer. GPS-systemer til hund og jægere enten i form af klassisk håndholdt enhed eller gennem forskellige apps er også efterhånden standard.
Et GPS-halsbånd på hunden giver gode muligheder for at følge med i jagtens forløb.
Jagttid
Jagttiderne i Sverige er generelt mere udfoldede end i Danmark, og der er videre rammer for selvstændig regulering på en lang række arter. Derudover må der på de fleste arter bedrives jagt døgnet rundt. Særligt en time til halvanden før solopgang og timen efter solnedgang giver rigtig mange muligheder på pürsch og anstand.
Årsunger af vildsvin må jages fra den 1. juli til den 30 juni – altså hele året rundt. Derudover løber jagttiden på øvrige vildsvin fra 1. april til 31. januar. De fleste vildsvinesøer føder deres grise i de tidligere forår. Dog fødes der som tidligere nævnt grise stort set året rundt. Vildsvinesøer, der følges af deres smågrise, er af naturlige, humane årsager fredet hele året. En god huskeregel er aldrig at skyde den første eller største gris, der viser sig. Det er ofte førersoen, og hun kan stå fremme i mange minutter, før hendes afkom følger med ud. Man skal derfor være varsom med skuddene, da hun let kan give sig ud for at være en enlig orne.
Årsunge, der lige passer i kurven
Derudover kan smågrisene af og til være så små, at de ikke rækker op over græsdækket. Derfor kræver det observans og erfaring at aflure, hvilke dyr, man møder på sit revir. Hvis der er flere dyr i en rotte, kan man altid roligt nedlægge et af de mindre dyr.
Jagt med hund efter vildsvin eller træning af vildsvinehunde må bedrives fra den 1. august til 31. januar.
Efter skuddet
Eftersøgning efter vildsvin kan være en alvorlig affære, idet anskudte voksne vildsvin kan optræde meget aggressivt overfor sine forfølgere. De er også intelligente og udspekulerede, og når angrebet kommer, er det målrettet og med formål om at skade eller dræbe modstanderen.
Det er ikke bare en panisk reaktion. Derfor skal både jægeren og eftersøgningshundene være mentalt robuste nok til at imødegå dette. Vi har tidligere beskrevet hannoveransk schweisshund, bayersk bjergschweisshund og alpenländische dachsbracke som alle er gode kandidater. Nogle bruger endda, præcis som ved eftersøg på bjørn, en schweisshund i line, der følger foden, og en anden hund, typisk en spidshund, der slippes, når vildsvinet rejses. Schweisshunden kan derved fokusere udelukkende på foden, mens den anden hund kan opfange et evt. angreb i god tid og slippes for at imødegå dette.
Vildsvin byder ofte på vanskelige eftersøg
Vildsvin tegner generelt mindre end andet vildt, og afsætter typisk langt mindre schweiss. Derfor har jægeren færre indikationer at starte et eftersøg på end ved andet vildt. Derudover søger selv hårdt sårede vildsvin ikke bare til nærmeste dækning, som f.eks. råvildtet, men søger målrettet mod et specifikt område som f.eks. en tagrørsbevoksning eller et krat flere kilometer væk. Derfor er eftersøgninger på vildsvin blandt de sværeste og mest udfordrende både for hund og fører.
Opbrækning, flåning og forlægning adskiller sig ikke væsentligt fra proceduren med andet klovbærende vildt. Vildsvin er dog i alle henseende grovere, og der skal lægges mere fysik i arbejdet. Hvor erfarne jægere kan brække et stykke råvildt med et snuptag, skal der i højere grad arbejdes med både kniv og arme for at få brækket et vildsvin af tilsvarende størrelse.
Husk trikin-testen
Alle nedlagte vildsvin bør testes for trikiner. Det er små parasitter, som kan leve i kødet på blandt andet vildsvin, og som man kan blive meget syg af. Det er desuden meget vanskeligt at behandle. Selvom det er langt under en promille af vildsvin i Sverige, der har trikiner, bør man altid være på den sikre side. Særligt hvis man deler eller tilbereder vildtødet for andre. Der findes testlaboratorier både i Sverige og i Danmark. Man sender typisk en lille prøve afsted på ca. 20 gram kød som helst skal være fra mellemgulvet eller forbenet.
I tidligere tider var dyrlægers test for trikiner tre parallelle snit i kæbemuskel. Hvis man bukkede kødet og revnerne lidt fra hinanden, skulle man kunne se trikinerne kravle på tværs. Jeg har ikke afprøvet teknikken (der har heller aldring været i trikiner i ”mine” vildsvin), og jeg holder mig til godkendt laboratorie.
Alle vildsvin bør testes for trikiner inden de tilberedes.
Jægerens trofæ fra vildsvin er ornens hjørnetænder i underkæben, som kan blive over 20 cm lange. Tænderne vokser hele livet. Det er nødvendigt med det store slid, de udsættes for, når grisen roder i jorden. De sliber mod tænderne i overmunden og er derfor meget skarpe og et farligt våben. 2/3 af hjørnetænderne ligger inde i kæben, og først på store orner kan man se hjørnetænderne tydeligt i felten. De er et eftertragtet og værdigt minde.
Trofæet til evigt minde om en spændende jagtdag i de svenske skove.
FOTO: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT, Martin Pelanek/Shutterstock, MFL
