Min tyske jagtterrier er knapt hundrede meter foran mig i ungskoven og får pludselig fært. Hun vækker, mens hun udreder sporet, holder inde, og overgår så til en dyb hyppig halsen. Så ved jeg, at det enten er vildsvin eller elg, hun har stillet.
Det må være større dyr, tænker jeg, da det eller de tilsyneladende ikke flytter sig det mindste for hende. Jeg lister frem mod standpladsen og kan på sporaftrykkene i nattens lette snefald se, at det drejer sig om et pænt stort vildsvin.
Da der kun er enlige spor, er det formentlig en orne på tre-fire år.
Jeg kommer frem til dets dagleje, som hunden har rejst det fra.
Hundens standhals er nu kun 20 meter væk, uden at jeg dog overhovedet kan se hverken hund eller gris. Skoven er alt for tæt.
Vinden er god, og jeg begynder indpürschen.
Nattens snefald er så småt begyndt at smelte, og der er sjappet i skovbunden, som gør det svært at pürsche lydløst.
Det foregår langsomt, uendeligt langsomt, mens pulsen stiger gevaldigt.
Jeg kan nu se hunden halse og cirkle omkring et grantræ syv-otte meter væk.
Vildsvinet er stadig skjult, men jeg kan høre enkelte utilfredse grynt inde fra buskadset. Pludseligt gør vildsvinet udfald, men hunden flytter sig adræt og svarer igen med en ivrig snerren.
Grisen er hurtigt tilbage i dækning, men det er klart, at det er en mellemstor orne, der heldigvis ikke har opdaget mig.
Anden gang vildsvinet gør udfald, er riflen allerede i anslag: den falder på stedet og hunden springer øjeblikkeligt til og hævder sit bytte.
Svensk svinejagt
Sådan forløb det en skøn jagtdag sidste vinter, og nogenlunde således forløber det, når alt går op i en højere enhed på jagt med stillende hund efter vildsvin i de svenske skove. I Sverige er de jagtlige traditioner således, at man oftest kun jager med én hund ad gangen, i hvert fald i samme såt eller delområde. Hundene er prægede på én eller ganske få vildtarter som for eksempel elg, hare eller råvildt. Man plejer at sige, at hvis man skal være rigtig jæger i Sverige, skal man have seks-syv hunde for at være dækket ind.
Da vildsvinet er en relativt ny vildtart for den moderne svenske jæger, er udvalget af hunde til vildsvinejagt ikke på samme måde udfoldet som til elgjagt og småvildtsjagt. Mange har haft held med at anvende de klassiske elghunde, spidshundene, til jagt efter vildsvin. Det gælder eksempelvis jämthund, gråhund og karelsk bjørnehund, der ligesom på elgjagt, stiller svinene og er meget vedholdende. De kræver store såter på flere hundrede og gerne tusinder af hektar.
De russiske laikaer i forskellige udgaver som vestsibirisk, østsibirisk og russisk-europæisk er derfor også populære, da de i højere grad sætter fart på grisene, så de render på vej mod de udposterede skytter. De kræver dog også store arealer, så få danske jægere har udvalgt sig disse racer, men forlader sig på de svenske jagtlags hunde. Nogle individer af laikaerne formår dog lige så ofte at stille svinene. Man kan til en vis grad træne hunden til det ene eller andet efter egen smag. Det handler om at udse sig forældre til hvalpe, der har de ønskede egenskaber, og prøve sig frem.
Hurtige løsninger
Bestandstilgangen har dog været så voldsom, at svenskerne for at jage vildsvin med hund mere effektivt har været nødsaget til at lære af de mangeårige, centraleuropæiske traditioner for vildsvinejagt og brug af hunde. Tysk jagtterrier og tysk wachtelhund er blevet populære, da de som korttidsdrivende hunde formår at sætte fart i vildsvinene og kan slippes i betydeligt mindre såter. De kan dog også anvendes til at stille vildsvin, hvis man foretrækker dette.
Krydsninger mellem forskellige spidshunde og tysk wachtelhund er også blevet udbredt, da man derved får en stillende hund, der ikke bliver ved i timevis, og som samtidig sætter fart i svinene uden at forfølge dem kilometer efter kilometer.
Derudover er racerne slovensky kopov fra Slovakiet og gonczy polski fra Polen blevet importeret til Sverige. De er ægte vildsvinespecialister og anvendes ud over som korttidsdrivende og stillende hunde på vildsvin også til jagt på andet vildt samt på eftersøg.
De kræver såter, der er større end for de tyske racer men mindre end for spidshundene. Posavski gonic fra Kroatien er ligeledes en god vildsvinehund, der ofte har ret lange drev, men som også halser ved nedlagt vildsvin.
Terrier med mere
For danske jægere, der ofte har adgang til mindre revirer på op til nogle hundrede hektar og med interesse for at jage selv eller med få jagtkammerater, kan man med fordel udse sig racer som tysk jagtterrier, tysk wachtelhund, westfalenterrier eller nogle af de øvrige terrierracer som Jack Russell terrier. Vildsvinejagt er absolut ikke for enhver hund, og den skal have et mod og en dristighed uden lige for at blive effektiv. Netop derfor egner terrierne sig så godt til vildsvinejagt på mindre revirer, da de resolut sætter fart i dyrene eller stiller dem, men sjældent fortsætter på langfart efter dyr, der er sprunget ud af såten.
Et væld af forskellige hunderacer afprøves og anvendes løbende på vildsvinejagt. De ovennævnte racer har de bedste avlsmæssige fordele, men ofte handler det mere om hundens temperament og evner end om race. Derfor anvendes også tysk ruhåret hønsehund, gravhunde, norrbottenspids, labrador retriever med flere.
Selv enkelte individer af engelsk springer spaniel og beagle er set på vildsvinejagt. Man skal dog være påpasselig med at bruge atypiske vildsvinehunde, da de jo ikke er avlet til formålet og let kan komme til skade ved nærkontakt med dyrene eller få psykiske ar af voldsomme oplevelser med grisene. Afprøvning i vildsvinehegn er derfor absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil afprøve sin hund på vildsvin.
Drev
Tysk jagtterrier søger i sløjfer på 50 til 200 meter ud fra føreren og til begge sider. Man skal bevæge sig langsomt fremad, så hunden har tid til at afsøge alle terrænafsnit. Mellem hver sløjfe på to til ti minutter vender hunden tilbage for at orientere sig om førerens placering og retning. Ofte er den helt henne at vende ved foden af føreren, men tit er det tilstrækkeligt, at man lige får øjenkontakt. Det giver fin mulighed for at rose hunden, men man skal ikke klappe eller på anden måde fastholde hunden, mens jagten står på. Tysk jagtterrier halser på fod af hårvildt. Den vækker ved gammel fod, mens den reder foden ud. Ved frisk fod overgår den til en tydelig og jævnlig halsen, der gør det let af følge hundens bevægelser. Når drevet for alvor starter, stiger intensiteten både i decibel og frekvens, og hvis hunden får kontakt med drevdyret, er man ikke i tvivl. Intensiteten af hundens halsen tager endnu et ryk op – hunden kan slet ikke være i sig selv af bare jagtiver.
Skudchancer
Drevets forløb afhænger af drevdyret og dets bevægelser. Småvildt og råvildt forsøger af og til at lave afspring for at forvirre hunden. Så kan drevet foregå på et relativt lille areal. Andre gange stikker drevdyret ud af såten med det samme. Derfor er tysk jagtterrier velegnet til drivjagt på hårvildt, da drevdyret, efter en kort spurt for at sætte hunden af lunter videre.
Det giver udmærkede skudchancer for de udposterede skytter. Som en korttidsdrivende hund forfølger tysk jagtterrier drevdyret fra få minutter og op til en halv time: nogle gange mere. De lange drev er i min erfaring særligt over for rovvildt, og hvis drevdyret laver mange afspring på et mindre areal. Så snart det tager på langfart, kommer hunden oftest hurtigt tilbage. Derved kan man let fortsætte såten som planlagt eller koble hunden før næste såt.
Stillede drevdyr
Ved møde med vildsvin samt elg og grævling, altså vildtarter, der stopper op ved kontakt med hunden, falder hundens halsen til en dyb jævn tone.
Hvis dyret gør udfald, tændes jagtiveren yderligere, og på kortere afstande kan man tydeligt høre hunden snerre ad modstanderen. Denne variation i hundens halsen gør det muligt selv på lang afstand for jægere og hundefører at følge jagten og forberede sig på eventuelle udfald.
Vildsvin reagerer ofte forskelligt på mødet med hunden. Søer med smågrise trækker hurtigt og forbløffende lydløst væk. Førersoen for en større rotte vil også typisk forsøge at trække væk fra hunden. Ældre og erfarne orner lurer nemt farer og kan være meget svære at komme på nært hold af. Søer med smågrise og orner er desuden de farligste modstandere for hund og hundefører.
Derfor er yngre orner samt små rotter af grise i to-tre årsalderen dem, man oftest får stand for, når man jager med en enkelt stillende hund. Deres manglende erfaring gør dem sårbare, og de er ofte så fokuserede på hunden, at man kan pürsche ganske tæt på dem. Det er rart, da skuddene alligevel ofte affyres i tæt skov, hvor dyrene ynder at opholde sig om dagen.
Stillende terrier
Foruden drivjagt er tysk jagtterrier altså også velegnet på den helt særlige og udfordrende jagt på vildsvin, der stilles af hunden. Man synker lige en ekstra gang, inden man begiver helt tæt på standhalsen, da man sjældent helt ved, hvad der venter derinde. Vildsvin er en enorm stærk og til tider aggressiv modstander, som indgyder den største respekt.
Min egen jagt dækker 125 hektar, som dog gennemskæres af både en vej og ligger tæt ved en jernbane. Derfor stod det hurtigt klart, at spidshundene og de østeuropæiske racer, uanset hvor tillokkende de end var, ikke duede som min vildsvinehund. Det ville være uansvarligt i forhold til trafikken, og man kunne forudse mange flere timer på jagt efter hunden på andres mark end efter gris i skoven sammen med hunden. Derfor gik overvejelserne hurtigt i retning af tysk wachtelhund, som dog også blev fundet for stor til mit terræn. Dermed var der terrierne tilbage, og af disse udså jeg mig den tyske jagtterrier, der som race har den nødvendige skarphed, viljestyrke og adræthed til vildsvinejagt.
Tysk jagtterrier
Internationalt racenavn: Deutscher Jagdterrier
Hjemland: Tyskland
Højde: 33-40 cm for begge køn
Vægt: 7,5-10 kg
Farver: Sort, mørkebrun eller meleret sortgrå med rødgule, skarpt afgrænsede aftegninger
Pels: Ru eller glat med underuld med minimalt behov for pelspleje
Type: Korttidsdrivende og gravsøgende hund
