TEKST: LARS BUCHARD OG METTE HVID
FOTO: LARS BUCHARD OG METTE HVID SAMT NEELSKY
Efter længere tids forberedelse og planlægning stod vi der endelig. I staten Victoria sydligt i Australien. Tæt på det historiske område Snowy River.
Der er noget helt specielt ved at jage Down Under, bevoksningen – duftene – lydene – og de forskelige arter af papegøjer, der passerer hen over en.
Nogle år forinden havde jeg fået kontakt til en herlig, lokal fyr, Tim. Han udviklede sig sidenhen til at blive en rigtig god ven, der har budt på flere jagtoplevelser i både Northern Territory Darwin og i Canada – og nu i det sydvestlige Australien. Tim lavede i øvrigt også Nak & Æd: Vandbøffel & wallaby med DRTV.
Tim har stor erfaring med jagt – og især sambar-hjortejagt med hunde. Dette er en ældgammel tradition, som er blevet dyrket i Victoria i over 100 år.
Tim har selv avlet og opbygget sin hundeflok over 10 – 15 år. Den består af 11 hunde i et skønt miks af racerne blodhund, beagle og harrier.
Tim og gutterne er så inkarnerede, at de i jagtsæsonen – fra 1. april til november – er afsted med hundene næsten hver weekend. En dyr hobby med store udgifter til hundekennel/gård – dyrlægeregninger – tab af hunde på grund af slangebid – foder – topmoderne gps-halsbånd og håndholdt tracker, for ikke at glemme bil udstyret med rustfrie hundebure.
Jagten foregår i de stærkt kuperede bjergegne i omkring 500 – 1500 meters højde, hvor det meste er meget tæt skov. Tømrerfirmaerne, mineselskaberne samt staten har anlagt de veje, der gør det muligt for os at kommer frem og tilbage.
Vi kører ud ved daggry og leder efter friske spor, og så kigger vi også efter dyr. Det kan også være, at hundene får færten af et dyr, hvorefter jagten sættes ind.
Typisk jages dyrene med hundene, hvorefter dyret nedlægges, når det passerer en post, men ret ofte er et dyr stillet af hundene. Det sker tit i vand, hvor hjorten føler sig mere sikker.
Ud til campen
Onsdag den 2. oktober pakkede vi bilerne og kørte afsted til lejren. Langt størstedelen af turen foregik offroad, som krævede en stærk 4×4. Vi kørte Toyota Landcruiser. Som Tim sagde: Det er den eneste, der kan holde til det australske terræn.
Vi var fremme ved mørkets frembrud, hvor der allerede var optændt bål af en tidligere ankommet jæger.
Hundene blev fodret og sat i kæde for natten. Vi fik udpakket vores swags “smart lille telt med madras – sovepose – dyne“, som vi skulle overnatte i de følgende dage.
Næste morgen stod vi tidligt op, gjorde hundene klar og kørte afsted i tre biler. I første bil fik Mette hurtigt øje på en sambarhjort, der krydsede vejen i morgensolen.
Så gik det løs. De to første hunde blev sluppet løs og gav hals med det samme. Det var et godt tegn. Så blev resten af de 11 hunde sluppet, og de fik hurtigt fært.
Hundefører Tim fulgte nøje med på den håndholdte GPS og fik hurtigt sporet sig ind på, i hvilken retning sambarhjorten bevægede sig. Speederen var helt i bund i Landcruiseren for at nå ned på den anden side af dalsænkningen og så stå parat, når hjorten forhåbentligt ville krydse vejen. Da de nåede frem, viste Tim Mette, hvordan riflen fungerede – som ret grøn skytte – links – var det lidt grænseoverskridende for hende at skulle skyde med en højrehåndet .375H&H på sin første sambarjagt nogensinde.
Tim udpegede og hviskede kort, at Mette kunne forvente, at hjorten kom ud af skoven 50 meter fremme, og hun skulle gøre sig klar med det samme.
Pulsen hamrede af sted, og Mette nåede et par dybe indåndinger, før hjorten blev synlig. Hun kunne høre hundene gø, mens de nærmede sig, og kviste, der knækkede i buskadset, og pludselig blev hjorten synlig. Der var ikke frit udsyn, og Mette blev usikker og valgte derfor ikke at skyde. Hjorten fortsatte ind i krattet igen, og hundene efter den. Mette og Tim satte sig ind i bilen igen og kørte længere ned ad vejen og mødtes med de andre, mig og en ung fyr ved navnet Gavin. Vi snakkede lige kort sammen alle sammen og blev enige om at fortsætte til fods ind i det tætte krat.
Tim og Mette gik først, og vi andre blev i baggrunden omkring 200 meter borte.
Mettes Hjort
Mette var nu alene med Tim og fortæller:
Terrænet var TÆT – mange torne, grene, rødder og vandløb, som skulle passeres. Vi kunne tydeligt høre hundene fremme ved hjorten, og Tim hviskede, at vi kun skulle bevæge os, når hundene gav hals. Vi kravlede et par meter og kunne se hjortens spejlbillede i vandløbet, da den pludselig sprang op og forsvandt endnu længere ind i bushen med hundene lige i hælene.
Vi fortsatte og kom igen tættere på. Pulsen galoperede af sted, og spændingen var enorm. Dér stod den pludselig – meget tydelig, midt ude i vandløbet. Den var omringet af hundene og stampede aggressivt i vandet for at skræmme dem væk. Jeg tog riflen op, afstanden var vel godt 20 meter – den stod helt tydeligt i kikkerten. Ventede på det rigtige tidspunkt, til den sidste hund var ude af syne, og afventede Tims nik. Det kom hurtigt, og jeg trykkede med det samme og mærkede rekylen fra riflen presse mig et halvt skridt baglæns op ad bakken, hvor jeg stod. Sambarhjorten sprang et par meter op af vandet i vores retning, og jeg genladede riflen med lidt panik. Hjorten løb, men faldt efter maximalt 15 meter – vi jublede højt – og skyndte os ned til den. Skuddet sad perfekt, og jeg var pavestolt.
Der gik ikke længe, før Lars og Gavin dukkede op, og lykønskningerne væltede ind over mig. Selve jagten, fra første hund blev sluppet, varede vel 2 timer.
Den næste halve time gik med at tage billeder og se filmen, som Tim havde taget af selve jagten.
Lars og Tim gik i gang med at skinne hjorten og alle blev hurtigt enige, om at jeg selv skulle bære den ud af skoven. Hovedet og halsskindet blev rullet sammen, og jeg fik det op på ryggen. Jeg kunne mærke blodet løbe ned ad min skulder og ned af det ene lår, mens jeg traskede igennem det tætte krat med mere end 15 kilo sambarhjorteskind og – hoved på nakken.
Efter en times vandring, eller hvad der føltes som mere, var vi fremme ved bilerne igen. Jeg var helt færdig og samtidig meget stolt! Faldt om i græsset, inden vi kørte tilbage til lejren og sagde højt til hele flokken: “ Hunting is never going to be the same again”. Klokken var nu cirka 11, og jagten for denne dag blev indstillet grundet alt for varmt vejr. Og for stor risiko for at møde giftslangerne.
Ekstrem varme standsende jagten
De næste to morgener var vejret simpelthen for varmt til jagt. Temperaturen lå mellem 24 – 31 grader, hvilket udmattede hundene alt for hurtigt. Samtidig kom slangerne frem fra deres skjul. Området havde ikke fået regn i lang tid, og alt var knastørt, hvilket gjorde det virkelig svært for hundene at få færten af vildtet.
Dagen efter lykkes det mig at skyde en hind, der kom løbende. Der blev også nedlagt en kalv. Igen blev jagten indstillet tidligt grundet varmen og det faktum, at vi havde mødt flere slanger på turen blandt andet de giftige red belly, brunslanger og den ekstremt farlige tigerslange.
Filéterne, køllerne og bovene blev parteret og lagt på is. Vi fik sambar serveret, og det smagte lækkert.
Som en lille hyggedessert kan nævnes, at når det blev mørkt, kom der fugleedderkopper-lignede tingester frem. De myldrede frem af nogle små huller, som vi undrede os over, og som vi senere hen opdagede var placeret rundt omkring vores swag/telt “superfedt”.
Selv en lille skorpion havde vi besøg af – jo vi behøvede ikke elektronisk underholdning for at holde os vågne.
Sidste morgen blev det til 2 timers jagt og en hind – inden temperaturen nåede 31 grader, og vi pakkede sammen og sagde tak for denne gang.
Staten Victoria byder på spektakulære nationalparker og utroligt spændende jagtmuligheder, som får mine varmeste anbefalinger. Her findes sambar, hogdeer, kronvildt, dåvildt, hare, kaniner og ræve. De har i øvrigt også et fantastisk fiskeri.
Vi nåede også en tur hos en anden god ven nord for Sydney i staten New South Wales. Her blev det til jagt efter grise, dåvildt, axis, ræve, wallaby og kænguru. I år blev der i denne stat åbnet for jagten på disse oprindelige arter, der ellers kun kan jages under en reguleringstilladelse fra staten. I visse områder jages der også rusahjort, geder og kronvildt. Australien kan bare det hele, og vi har ikke været på jagt downunder for sidste gang.
Jagttegn til jagt efter sambar købes til 60 australske dollars svarende til cirka 300 kr. og gælder i 14 dage. Det udstedes over disken på kommunekontoret.
Sambar blev udsat i staten Victoria i 1860 fra både Indien og Malaysia og har sjovt nok holdt sig i denne stat siden. Ganske få dyr er set i New South Wales. Der er registeret hjort på op til 546 kg., men normalt er de på 175 – 350 kg., hinderne noget mindre
