Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Træn skydning til de høje fasaner med shotkam

Er du klar til de høje fasaner til efteråret? Hvis ikke, så kan du nå det endnu. Se også video i artiklen.

TEKST, FOTO OG VIDEO: CLAUS WEST.

Det gamle ordsprog ”øvelse gør mester” er helt rigtigt, men man skal jo vide, hvad man skal forbedre.  At træne haglskydning, uden at kende sine fejl, hjælper sjældent, men med ShotKam på haglgeværet får du hurtigt syn for sagen.

Kameraet er meget simpelt at bruge, og der er kun én knap, som styrer de forskellige funktioner på kameraet. Appen ShotKam, som skal bruges til at styre kameraet, er meget brugervenlig, og man behøver ikke nærlæse brugervejledningen, før man går i gang.
Selve monteringen på geværet tager under et minut, og der er bare en enkelt skrue, som skal spændes. Der medfølger en holder til kaliber 12, og man kan købe ekstra holdere til kaliber 20 og side-by-side.
Indersiden af holderen er belagt med en dobbelt gummipude, så det nærmest klæber sig fast til løbet og laver heller ingen ridser.

De første skud med Shotkam

Når kameraet er monteret, skal det lige ”indskydes/indstilles”, så korset i kameraet passer med, hvor du sigter. Selve ”indskydningen” gøres via appen, og det er en god ide at have det gjort hjemmefra. Når det er gjort, er det bare med at komme i gang og få skudt efter nogle lerduer. Kameraet optager hele tiden, men gemmer kun nogle få sekunder før selve skuddet og nogle få sekunder efter skuddet.
Den automatiske ”gemmefunktion” aktiveres ved rekylen, og du kan også ”vække” kameraet, hvis det er gået i ”sleep mode” ved forsigtigt at banke på skæftet.

De knivskarpe videoklip opnås ved, at kameraet optager i full HD 1080P x 100 billeder pr. sekund og har et indbygget pateneret rekyldæmpersystem, der reducer vibrationerne med over 97 %.
ShotKam optager i en 18 graders vinkel. Til sammenligning er GoPro´s smalleste vinkel 64 grader. Derfor er ShotKam meget bedre til at vise lerduen, haglskålen og haglene. Hermed ikke sagt at GoPro er dårligt, det er bare bedre til noget andet.

Når du har forbundet din telefon med kameraet, kan dine videoer afspilles direkte på telefonen. Du har også mulighed for at ”steppe frem i videoen”, så du får alle detaljer med. Det er utrolig nemt, og de kan hurtigt vises, mens du er på skydebanen og venter på den næste standplads. Med denne feature har du mulighed for at se dine skud, mens du stadig har dem ”top of mind” og får mulighed for at forbedre dit sving, til du skal til at skyde igen.

Batteriet holder til cirka 4-5 timers brug (uden WI-FI), og hvis WI-Fi aktiveres, skal man forvente, at batteriet holder til cirka 1 times brug. Kameraet har indbygget memory card og kan gemme cirka 1.000 videoer.

Kameraet er venligt udlånt af Jagtkompagniet, og du kan finde mere inspiration her.

Video: Claus tester Shotkam

VIDEO: Test af ShotKam videokamera til at sætte på geværet eller buen.

Læs mere

Nyheder