TEKST: FREYA CHALOTTE ASKJÆR
FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR, CLAUS “CLAUDE” SLOTH ANDERSEN (SAMT LONE HUNDEVAD OG PIXABAY)
Pludselig er han der! Bukken med den imponerende opsats, som har huseret i rabarbermarken den seneste tid, lister nu ind og ud af det levende hegn tæt på os. Vi sniger os tilbage til den lille vold mod rabarbermarken, og her sidder vi nu som tryllebundne tilskuere.
Det er fredag den 17. maj, klokken er 13, og vi ankommer med færgen til Samsø i silende regn! Vi kører tværs over Samsø, forbi solgule rapsmarker, hvor vi af og til ser rådyr. Vi kører gennem små byer og ankommer inden længe hos vores gode venner, som vi ikke har set længe. Forventningens glæde er stor, og nu glæder vi os til et par gode dage her på øen. Et lille ønske om, at regnen vil tage af, er dog også at finde i mit ønskescenarie for de kommende dage.
Vi ankommer til et veldækket frokostbord, og gensynsglæden er stor, mens vi sidder her og taler om tiden, der er gået siden sidst. Alt imens sildemadderne glider ned, siler regnen ned ad vinduerne – og vi bliver hurtigt enige om, at resten af dagen skal bruges på at køre rundt og se jagtområderne an. Vejrudsigten for i morgen ser bedre ud – og efter køreturen vil vi have et overblik over, hvor vi kan bevæge os.
Vi ser bukke mange af de steder. Nogle er store og har superfine opsatser, andre er mindre. Der er generelt rigeligt med rådyr på Samsø, og forventningen til de kommende dage er ikke blevet mindre efter vores køretur i terrænet.
Drømmebuk i rabarbermarken
Efter aftensmaden beslutter Claus og jeg at gå en lille tur, hvor vi vil lægge den endelige plan for morgendagens jagt. Klokken er omkring 21, og solen går ned kl. 21.26. Der er ikke længe til solnedgang, så vi drøfter kort, om det kan betale sig at tage vores rifler med – meget rutineret vælger vi at gå vores lille korte tur uden riffel. Det skal vise sig at være en usædvanlig dårlig beslutning!
Vi krydser den lille vej uden for Ballen og går ind på en lille sti langs rabarbermarken, som snart skal høstes og rabarberne blive til lækker marmelade fra Samsø Bær. Der er ingen dyr at se, så vi går videre langs det levende hegn og den lille vold – hen mod naboens mark. Her står vi stille og står længe og spejder ud over marken og hegnene omkring.
Pludselig ser jeg hende og hvisker “rå” – peger ned over marken, og nu ser Claus også råen stå der. Vi bliver stående og kigger på hende, og pludselig kommer bukken frem! En stor, flot buk, som… vent – han halter da på det ene forben? Vi ser ham gå tilbage i det levende hegn – ind mod den rabarbermark, vi netop har passeret!
Vi bevæger os lydløst tilbage til det levende hegn ved rabarbermarken. Kravlende på alle fire finder vi et godt sted bag buskene og venter… Der går godt fem minutter, og så kommer han til syne sammen med råen. Hun bliver stående for enden af rabarberne på cirka 50 meters afstand, mens han langsomt går op mellem rabarberne – hen imod os! Han står stille engang imellem – skraber, kigger rundt – går lidt igen, indtil han står for enden af rækken med rabarber… i vores ende! Her står han længe og skraber – bare 10 meter fra os. Vi kan tydeligt se, at det er hans venstre forben, den er gal med. Han halter, men der er ikke nogen synlig skade på benet.
Vi kigger hurtigt på hinanden og vender begge to øjnene mod himlen! Riflerne!! Klokken er cirka 21.15… det vil tage os minimum 5 minutter hver vej! Selv hvis vi er både hurtige og stille, skal vi stadig være usædvanligt heldige, hvis han ikke er gået, når vi kommer tilbage. Her står en drømmebuk – stor og med en superflot opsats! Og med den skade, der tydeligt gør det svært for ham at gå frit, vil det være en selvfølgelighed at gå efter ham. Men her til aften må vi nøjes med at kigge.
Vi bliver derfor siddende og betragter ham, indtil han lige efter solnedgang går ind gennem hegnet og ud på naboens mark for så at forsvinde ud i aftenen. Råen er løbet med ham ud på den anden mark, og lige som vi skal til at gå tilbage, ser vi endnu tre dyr mellem rabarberrækkerne. Det ligner en rå og to smaldyr, og vi bliver stående og iagttager dem et stykke tid, inden vi går hjem – med en god historie i ærmet og et ærgrelsens suk rigere…
Tåget majmorgen og masser af liv i marken
Dagen starter tidligt! Solen står op kl. 04.59, og vi skal gerne være på plads en halv times tid inden da. Riflerne er klar, og tøjet er lige til at hoppe ned i. Vi har pakket taskerne, og lige inden vi går ud ad døren, ryger termokrusene med tevand i taskerne også. Så er vi klar, og da klokken er cirka 03.45, kører vi langsomt ud ad de små veje på Samsøs sydøstlige del. Vi triller langsomt gennem tågen, som ligger som et tykt, fugtigt tæppe hen over det smukke landskab.
Det kræver lidt ekstra at holde os orienteret i et forholdsvist nyt område, men vi finder efter et stykke tid frem til det område, vi har valgt til denne morgenjagt.
Claus sætter mig af cirka 600 meter fra det sted, hvor jeg skal sidde, og kører selv over på den anden side af marken, hvor han skal være. Jeg sniger mig stille igennem den plaskvåde mark med morgentågen tæt pakket omkring mig. Der er meget kort sigtbarhed, maksimalt 20 meter vil være mit bedste bud. Så jeg håber på, at jeg kan finde hen til den vold, hvor jeg skal sidde.
Efter, hvad der føles som en evighed i den våde mark, kommer jeg til mit sted. Det er en lille vold, som adskiller to marker, og jeg har tænkt mig at sidde på toppen, hvor jeg har udsyn og godt kuglefang næsten 360o rundt. Jeg kravler op for ikke at trykke dyrene, hvis der skulle være noget på den anden side af volden. Sigtbarheden er stadig meget lav, men jeg kan ikke umiddelbart se noget, så jeg kravler helt op og sætter mig på min medbragte poncho-liner tæt op ad en busk. Der er stort set vindstille, så jeg behøver ikke tænke så meget over vindretningen her til morgen.
Der Kan Altid Findes Løsninger
Det går op for mig, at jeg har glemt min skydestok i bilen! Jeg ærgrer mig, men må i stedet finde på andre løsninger, alt efter hvor jeg får en mulighed.
Jeg er glad for, at jeg har valgt at tage min lette riffel med, hvis jeg nu får brug for at skulle sidde uden rigtig støtte. Heldigvis har jeg også en lang bipod på, og jeg slår benene ud og forsøger at finde en god stilling, hvor jeg kan sidde op og alligevel have god støtte. Det er dog ret svært, med mindre jeg skal skyde direkte ned i marken. Enhver afvigelse af skyderetning vil give mig en mindre udfordring, men det må jeg løse hen ad vejen.
Imens står solen op og kæmper for at trænge igennem den tunge tåge. Engang imellem trænger en enkelt solstråle igennem tågen og forsøger at sprede sine varmende stråler hen over de regntunge marker. Det lykkes dog ikke solen at bryde helt igennem, men naturen vågner alligevel til en smuk dag her på Samsø. Sigtbarheden bliver langsomt bedre. Det er selvfølgelig et must, at jeg kan sikre mig, at der er et godt kuglefang, inden jeg vil kunne skyde til noget som helst.
Jeg har fundet termokruset frem og drikker min te i forsøget på at få varmen. Fuglene kvidrer, og jeg nyder synet af hareører, der nu stikker op overalt i marken.
Spændingen stiger
Da klokken er omkring 06.00, fanger jeg ud af øjenkrogen et glimt af bevægelse. Jeg kigger til venstre mod den lille lund, som omgiver en ubeboet bygning. Til min store glæde ser jeg to rådyr – jeg bruger lidt tid på at vurdere, hvad det er, jeg ser. Selvom tågen er lettet en del, er det stadig ikke helt klart på de cirka 150 meter. Hmm, er den ene en buk?
Jeg bevæger mig langsomt, drejer hele kroppen mod venstre. Kigger gennem min optik. Joh, den er god nok – det er en rå og en buk. Jeg forsøger at finde en ordentlig stilling. Jeg sidder jo dumt her på volden, der skråner meget, og det er nu, udfordringen med længden af benene på bipoden skal løses!
Jeg vælger at sætte det ene ben fra bipoden op på min højre fod – nu passer den! Det ser umiddelbart ud til at være en fin buk, selvom jeg ikke helt kan se størrelsen på ham. De skiftes til at stille sig på bagbenene for at komme helt op og få de gode blade på træerne. Jeg smiler og nyder synet af de to. Jeg vil gerne have ham tættere på, inden jeg så meget som tænker på at lade et skud gå.
Noget får dem dog til at være på vagt. De står stille lidt og vurderer – går lidt frem og tilbage langs træerne, som om de overvejer, om de skal gå den ene eller den anden vej. De virker ikke skræmte som sådan, men bevæger sig alligevel væk fra mig. Pokkers også!
Jeg ser dem forsvinde – klokken er nu cirka 06.15. Måske går de bagom bygningen i lunden og kommer ud på den anden side. Jeg beslutter mig for at dreje mig igen, så jeg igen sidder mere lige på volden og med riflen pegende ned mod det andet hjørne af lunden.
Nu er det nu!
Minutterne går, og der falder lidt ro på mit åndedræt. Min koncentration slipper lidt igen, og fuglenes kvidren trænger endnu engang igennem til mine ører.
Cirka 20 minutter senere ser jeg en rå på netop det hjørne, jeg forventede. Hun er alene, men måske er han lige i nærheden. Jeg er ret sikker på, at det er den samme rå, som den jeg så tidligere. Hun bevæger sig langsomt gennem marken lige foran mig, cirka 100 meter fremme. Jeg følger hende gennem kikkerten, men er stadig opmærksom på, om bukken skulle følge efter hende.
Nu fanger jeg ud af øjenkrogen igen noget til venstre – i samme retning, hvor jeg først så to rådyr for cirka en halv time siden.
Lynhurtigt og lydløst får jeg vendt mig tilbage i den tidligere stilling. Det er ham! Han går næsten helt nede på hjørnet af lunden – kun cirka 50 meter fra mig. Jeg sætter det ene ben fra bipoden op på min højre fod. Han ser ud til at have en fin størrelse, men ikke nær den samme flotte opsats som bukken i rabarbermarken. Jeg vurderer hurtigt, at han er fin buk – og så træder han et par skridt ud på marken.
Jeg kigger på ham gennem optikken, og det er, som om synet bliver helt klart, og som om der ikke er andet end ham og mig lige nu. Jeg mærker blodet bruse i ørerne, og en følelse af slow motion rammer mig. Jeg tager en indånding og afsikrer. Selvom det er helt lydløst, hører jeg alligevel sikringen tydeligt – alle mine sanser er vakt! Da alt føles helt rigtigt, ånder jeg helt ud og sender en blyfri kugle afsted mod bukken. Jeg hører tydeligt skuddet gå af, mærker det bløde skub mod skulderen, og jeg hører den efterfølgende dumpe lyd, da kuglen rammer. Det føles som et godt skud.
Bukken løfter forbenene – det er tydeligt, at han er ramt – og jeg ser ham løbe længere mod venstre, ud i marken. Jeg repeterer for en sikkerheds skyld og sikrer, og holder så godt øje med ham gennem kikkerten. Få sekunder efter falder han i marken cirka 30 meter fra det sted, han stod, da jeg sendte kuglen afsted.
Hvor blev han af?
Jeg bliver opmærksom på at trække vejret igen! Da jeg ser bukken falde i marken, bliver der helt stille omkring mig. Adrenalinet pumper i mine årer, det suser for mine ører, og jeg begynder at ryste.
Det hele er sket på ganske få sekunder, selvom det føles som mange minutter. Jeg griner lidt! Det er en kæmpe forløsning, at de seneste 20-25 minutters intensitet har båret frugt, og at bukken nu ligger der i marken. Frygten for at sende et dårligt skud afsted er en naturlig del af at være jæger, så når det lykkes, og dyret er forendt, får glæden også plads.
Jeg sender hurtigt en sms til Claus – ”jeg fik ham”! Han er kun små 10 minutters gang væk, og inden længe kan jeg se, han kommer til syne fra højre. Jeg sidder stille her på volden lidt endnu. Forsøger at få min vejrtrækning helt i ro – og gør mig ellers klar til at skulle ned i marken og finde bukken.
Jeg tjekker, at riflen er sikret, inden jeg tager den over skulderen. Jeg skuer lige ned over marken, hvor bukken faldt, så jeg har et nogenlunde billede af, hvor han er. Claus står nu og venter på mig neden for volden, og sammen går vi over til det sted, hvor jeg så ham falde.
Vi går ind i marken – men vi kan ikke finde ham. Det undrer mig! Han var jo lige dér, og stedet hvor han forendte, var så tydeligt deroppe fra volden. Vi går tilbage til det sted, hvor han stod, da jeg lod skuddet falde. Og herfra ser jeg pludselig det tydelige blodspor gennem marken. Jeg følger sporet og har riflen klar, hvis det viser sig, at bukken mod al forventning ikke er forendt.
Mens jeg går gennem græsset, mærker jeg tårerne presse sig på. Vi finder ham 25-30 meter inde på marken. Jeg knæler ned, registrerer indgangshullet og kontrollerer også ved øjetryk, at han er endeligt forendt – og så bliver jeg overvældet af den der underlige blanding af smil og tårer, der får frit løb.
For på den anden side af forventningen, adrenalinet og glæden ligger der nemlig også en tristhed, der oftest kommer til mig på bagkant. Jeg har jo netop taget et liv! Det var et helt bevidst valg, og alt er, som det skal være – men forståelsen for, at jeg har taget et liv, er selvfølgelig til stede!
God samvittighed
Jeg kigger godt på bukken – som han ligger der. Tjekker indgangshullet igen og vender ham rundt og tjekker også udgangshullet. Det er et fint skud, og jeg er godt tilfreds med nøjagtigheden, selvom det skulle gå hurtigt, og jeg måtte bruge min ene fod som støtte for bipoden. Nu kan jeg aflade riflen og sætte den ved siden af, hvor vi sidder.
Jeg brækker bukken og finder et intakt hjerte, som fortæller mig, at det er et rent lungeskud. Jeg efterlader indvoldene i markens hegn med god samvittighed!
Der er ingen bly i min ammunition, og jeg efterlader derfor heller ingen giftstoffer til blandt andet rovfugle og ræve. Det er for Claus og mig en meget vigtig beslutning kun at bruge blyfri ammunition både i forhold til det, vi efterlader i naturen – men absolut også i forhold til det, vi selv sætter på bordet for familie og venner.
Tak
Jeg kigger rundt på markerne omkring mig. Solen har stadig ikke kunnet trænge igennem, og det er faktisk lidt småkoldt. Vi pakker sammen og bærer bukken, rifler og habengut tilbage til bilen. Vi kører tilbage til vores venner med humøret højt – og griner lidt af, at dagen knap nok er startet endnu!
Vi spiser morgenmad og fortæller om morgenens jagt, og så er det tid til en formiddagslur. Hvor er vi heldige! Eftermiddagen bliver brugt på markerne tæt på vores venners hus.
Claus ser en del råer, hvor han sidder – men ingen bukke. Jeg ser derimod en flot buk – men han tager fuldstændig fusen på mig, da han kommer fra en retning, jeg slet ikke havde forudset! Ja, sådan kan man blive så overrasket. Så inden jeg overhovedet bliver klar, får han færten af, at noget er galt og forsvinder i fuldt firspring ud over marken.
Efter aftensmaden går vi igen en tur over til rabarbermarken, denne gang har vi medbragt vores rifler. Vi sidder sammen – at gå på jagt med den, man elsker, er noget ganske særligt og giver masser at tale om. Her sidder vi og skuer ud over markerne – men der er ingen rådyr – ingen buk. I løbet af dagen har solen alligevel fået overtaget, og det viser sig her til aften ved en blå himmel og en nedgående sol, der farver markerne røde. Selv harerne har fået røde ører i solen – og vi ser dem stikke op overalt rundt i marken – men bukken ser vi desværre intet til.
Men om lidt begynder det hele forfra, og måske er rabarberbukken stadig derude….
