AF SIMON K. BARR. FOTO: TWEED MEDIA.
Snegeden var en af de første arter af bjerglevende hovdyr, som fangede min interesse og fik mig til at gå på jagt uden for Europa.
På min første tur til SCI’s convention i Dallas så jeg for 11 år siden en fuldmonteret sneged på en glasfiber-klippetop. Jeg blev fascineret af dette usædvanlige, snehvide dyr. Nu var jeg omsider nået frem til at planlægge en jagt på sneged, og mine venner foreslog, at jeg henvendte mig til Ryan Danstrom fra Quarrie Creek Outfitters i British Columbia. Da jeg nævnte mine planer over for min ivrige New Zealandske jagtkammerat, Davey Hughes, inviterede han straks sig selv med. Ikke for at skyde en sneged, for det havde han gjort før, men bare for at opleve endnu en uge i den smukke del af Rocky Mountains, som ligger i British Columbia.
Det viser, at mange af os, som rejser til ubeboede områder, ikke bare kommer der for at skyde noget. Bevæggrundene til at være der er langt mere komplekse – og det drejer sig ofte om at komme væk fra trædemøllen med dens computere og telefoner for at være ét med naturen. Der er intet, som slår den vitalitet, man opnår ved at tilbringe en uge i vildnisset. En uge på kanten af fare, med fysisk krævende aktivitet og uden de mange unaturlige ting, som har forpestet vores tilværelse og adskilt os fra naturen.
Man afsætter altid mindst 8 dage til en jagt på sneged. Vejret og dyrene er simpelt hen for uforudsigelige, så på Ryans opfordring købte jeg også en licens til at skyde en wapitihjort, hvis heldet skulle være med mig. Jeg havde ingen anelse om, hvor heldige vi ville være. Da min jagtuge nærmede sig, studerede jeg vejrudsigten med stigende bekymring. I de tre uger op til vores tur bød vejrguderne på solid regn og til sidst sne. Hvad ville det mon betyde for os? Forbløffende nok, så skiftede vejret dagen før vores ankomst, og selvom der var masser af vand og sne på jorden, så så det ud til, at vi ville have klart vejr. En rigtig god recept for at kunne spore vildtet og afsøge dalene med vores håndkikkerter.
Ryan er en outfitter af den gamle skole. Hele jagten foregik med heste, som vi red på i seks timer dagligt, mens de stejlere opstigninger foregik til fods. Bjælkehytterne er komfortable og opvarmede af brændeovne, og landskabet minder om det fra Hollywood-filmen The Revenant. Det er stort set uberørt af mennesker, og et af de efterhånden sparsomme områder med sandt vildnis – langt fra de minebyer, som indeholder størstedelen af befolkningen i området.
Efter at vi var redet frem til lejren dagen før, var vejret med os efter tre uger med begrænset sigtbarhed, så vi spildte ingen tid og var i sadlerne ved daggry. Lejren lå i ca. 1.500 meters højde, og vi red langsomt op i små 2.000 meters højde og afsøgte dalene undervejs. Davey og Ryan red på muldyr, mens jeg red en vallak ved navn Quatra.
“Jeg har jaget her siden 1999 og arbejdet for de tidligere ejere af firmaet”, fortalte Ryan mig, mens vi red. Han har også arbejdet i Yukon og i Nordvestterritoriet, men det er tydeligvis her, han hører hjemme. ”Vi har ni heste og muldyr i lejren lige nu, så vi har nok til både at bære udstyret og til at skifte dem ud, når de har haft en lang dag. Det er hårdt arbejde for dem, og folk er altid forbløffede over, hvor mange kilometer vi rider hver dag. De er så tilpasningsdygtige, og det er en vigtig del af den oplevelse, som folk kommer efter.”
Vi red på stier i terrænet, hvor alle vindfælderne var savet over for at gøre passagen lettere. Ryan tilbringer mange dage hver sommer med forberedelser til jagten. Det er i sig selv en af de udokumenterede bevaringsopgaver, som jægere og outfittere heroppe gør. ”Vi holder virkelig øje med vildnisset, selvom indsatsen sjældent bliver anerkendt.”
Bevares, de licenspenge, som jægeren betaler, går skam til naturbevarelse, men når det gælder det praktiske feltarbejde, så er det os. Vi beskytter områder som dette, hvor man ikke kan komme ind med køretøjer. Vi sender også prøver fra de nedlagte dyr ind til videnskabelige undersøgelser, og licensen skal verificeres af lokale myndigheder.” Dyrelivet i dette område er utrolig varieret med ikke bare snegeder og wapitihjorte, men også whitetailed deer, mule deer, bighorn sheep, moose, los, bobcat, ulv, grizzly- og sortbjørn. De fleste af dem bliver jaget i et vist omfang i henhold til en nøje kontrolleret forvaltningsplan med optælling og licenser, selvom grizzlybjørne blev taget ud forrige år.
Ryan fortsætter: ”Det var en beslutning, som blev taget på højt politisk niveau, ikke af folk med fødderne på jorden, og som arbejder med vildtforvaltning hver dag. Man behøver ikke at kunne lide det, vi gør, men det er hårdt, når beslutningerne er følelsesmæssigt og ikke videnskabeligt begrundede. Grizzlybjørnen er en art, som ofte frembringer følelsesmæssige reaktioner.”
Tiden gik ret hurtigt, når man talte med Ryan og Davey og tillige kunne beundre det stadigt mere uberørte landskab, mens man hørte rytmen af dyrenes hove ændre sig i takt med, at vi red op ad stadigt stejlere spor. Her begyndte vi at holde nøje øje med skråningerne over os i håb om at se en snegeds hvide og kompakte krop.
Tre timer inde i bjergene begyndte vi at se nogle, men det var hundyr, og selvom de var lovlige at jage, bestræber Ryan sig på kun at nedlægge gamle hanner. Efter at have redet et par timer mere, fik vi øje på et dyr, som var alene, hvilket er et godt tegn på, at det ville være en han. ”Det er en gammel han”, sagde Ryan. ”Lad os pürsche os op til den.” Vi tøjrede hestene, drak noget koldt vand fra bækken og begyndte at klatre opad.
Den ged, vi havde set, var et godt stykke og en stejl klatretur væk, men Ryans rolige attitude overbeviste mig om, at det næppe ville være en spildt klatretur. Efter en time var vi kommet et godt stykke vej, og vi begyndte nu at gå langsommere, så vi ikke risikerede at støde et dyr, vi ikke havde set, og derved ødelægge det hele. Og det viste sig faktisk at være det helt rigtige tidspunkt, for kort efter fik vi øje på en ged med et kid et par hundrede meter under det sted, hvor vi havde set den gamle buk. Vi vidste kun alt for godt, at hvis geden så eller fik fært af os, så var jagten forbi. Vi gik derfor forsigtigt og stille videre op ad de sneklædte skråninger.
Vores langsomme pürsch bragte os stadig tættere på, men pludselig forsvandt bukken ud af syne. Ryan, der kendte området godt, var ikke bekymret. ”Den kommer snart til syne igen. Lad os bare sætte os her et øjeblik.” Vi befandt os på et nogenlunde fladt område, og en stor klippeblok med en rygsæk i sneen ovenpå udgjorde et godt, fast anlæg for vores teleskop.
Med sin håndholdte afstandsmåler fra Leica fastslog Davey afstanden op til det sted, hvor vi havde set bukken sidst. ”Det er 332 meter”, fortalte han mig. Da jeg på forhånd havde indlæst mine ballistiske data ved hjælp af en app, var det en smal sag at give min sigtekikkert det fornødne antal klik, så der var taget højde for skudvinkel, temperatur, højde og kuglefald. Jeg kunne derved med sindsro have tillid til, at det første skud ville blive en træffer.
Vi satte os og ventede. Og det varede ikke længe, før geden igen kom til syne præcis dér, hvor Ryan havde forudsagt det. Den bevægede sig ikke hurtigt, men gik langsomt langs en kant på tværs af os. ”Når du er klar, kan du skyde. Det haster ikke”, sagde Ryan. Jeg indtog min foretrukne skydestilling med begge albuer nede i sneen, holdt sigtekorset midt på skulderbladet, tog mig god tid og klemte skuddet af. Intet af dette var dramatisk. I dette vilde, ugæstfrie og uforudsigelige landskab var skuddet en af de mest kontrollerede bevægelser, jeg havde gjort i lang tid.
Derimod var det næste, der skete, ganske dramatisk. Reaktionen på skuddet var øjeblikkelig og voldsom. Alle snegedens fire ben blev stive, og den faldt om på siden – og desværre ud over kanten. Derefter tumlede den nedad, og hver gang den ramte en klippeblok, krympede Ryan sig, da han frygtede, at hornene ville knække. Selv følte jeg den sædvanlige lettelse over, at kuglen havde ramt sit mål og gjort et godt stykke arbejde. Vi så, hvordan snegeden tumlede fra klipperne og ned i pulversneen, hvor den pløjede sig til et stop små hundrede meter fra det sted, hvor vi stod. Nu var der ikke en stejl og udfordrende klatretur op til den.
Forbløffende nok var dens horn intakte, og antallet af ringe på dem fortalte os, at snegeden var 11 år gammel – en ganske høj alder i disse vilde bjerge. Da vi red tilbage til lejren, blev vi indhentet af mørket, og jeg tænkte tilbage på dagens dramaer. Den eneste lyd kom fra hestenes hove, som af og til slog gnister op i den klare luft. Da vi nærmede os lejren, blev vi budt velkommen af en røgsøjle mod den mørke himmel, som signalerede varme og en komfortabel nat. Ryan spildte ikke tiden. Han tog sig først af hestene, inden han skinnede snegeden og tilberedte fileterne med sit hemmelige mix af krydderier, som lynstegte på panden, inden vi huggede dem i os, sultne som vi var. Første dag var forbi, og den primære mission var opfyldt.
Jeg nød den kolde og glasskarpe luft uden for bjælkehytten og brugte min satellittelefon til at fortælle min familie nyheden. Det viste sig, at de også havde nyt.
Zac Goldsmith, der er minister for Internationalt Dyreliv i Storbritannien, havde foreslået et fuldstændigt forbud mod im- og eksport af jagttrofæer til og fra landet. Jeg kunne næsten ikke tro det. Da jeg fortalte det til Ryan, reagerede han med forbløffelse og vantro. ”Er de ikke klar over, hvad det indebærer for naturbevarelsen? De steder, hvor man som her er helt afhængige af jagtturisme, hvor licenserne betaler for naturbevarelsen, og hvor guidernes beskæftigelsesmuligheder alene ligger i denne turisme?”
Før vi gik i seng, grublede vi længe over de chokerende nyheder, og hvilke omfattende konsekvenser et forbud som dette ville have verden over. Og mens nyheden mildt sagt var deprimerende, kunne jeg ikke lade være med at blive opmuntret af, at jeg skulle tilbringe resten af ugen med at se efter wapitihjorte og nyde livet i vildnisset, som er det virkeligt tillokkende ved ture som denne.
Snegeden
En sneged, Oreamnos americanus, er faktisk ikke en ged, hvis slægt hedder Capra på latin. Den er tættere beslægtet med antiloper og moskusokser ligesom gemsen i Europa og serow’en i Asien, hvorfor de hører til under familien Bovidae (okser). På IUCNs rødliste er snegeden klassificeret i gruppen af arter med ”mindst bekymring”.
Man mener, at arten mod slutningen af den seneste istid for 10.000 siden blev trængt tilbage til de isfrie dele af bjergkæden langs Stillehavskysten. Nogle forskere mener, at arten kom til kontinentet via den landtange, som for 40.000 år siden forbandt Nordamerika og Asien. I dag er arten udbredt i de alpine områder i det vestlige Amerika, fra Colorado til Alaska, Yukon og Nordvestterritoriet, og man anslår den samlede bestand til at være mellem 80.000 og 110.000 individer. Mere end halvdelen af bestanden befinder sig i British Columbia.
Den ufatteligt hårdføre sneged kan overleve i temperaturer ned til minus 50o Celsius og er bygget til at trives under ekstreme forhold, hvor den adræt springer rundt i klippefyldte bjergområder. Både han- og hundyr har skæg, kort hale og sorte horn, som bliver op til 28 cm. lange. Pelsen er fin og tæt med en tyk underuld. En buk måler omkring en meter over skulderen og vejer normalt betydeligt mere end hundyrene, ligesom den opnår et længere skæg.
Snegeden har klove, som har puder på indersiden, så dyret står bedre fast på klipperne, ligesom de har skarpe biklove, der hjælper til med ikke at skride. Dyrene bliver sjældent mere end 15 år gamle, især på grund af tandsliddet. Dyrene bliver kønsmodne, når de er 2½ år gamle, og brunstperioden ligger mellem oktober og december.
Bukkene graver brunstgruber og kæmper indbyrdes. Gederne lader sig parre af adskillige bukke. Efter parringsæsonen deler dyrene sig, og hundyrene optræder i flokke på op til 50 dyr. Kiddene bliver født efter seks måneders drægtighed og er som regel vænnet fra at die efter kun én måned, selvom de bliver hos geden hele det følgende år. Interesserede kan se mere på:
quarriecreek.elkvalleybighorn.ca eller sende en mail til: ryden@skcmail.ca
Se også disse artikler
Følg med på jagt efter Sneged i Rocky Mountains
Jens Perto giver dig gode råd til, når du skal på bjergjagt
Vinterjagt efter Bison i Canada’s vildmark
