TEKST: JENS E. PERTO. FOTO: JENS E. PERTO, M.FL.
Bestanden af klovbærende vildt har igennem mange år været støt stigende, ikke bare herhjemme, men næste overalt i Europa. Af samme grund er riffeljagt på vildt i bevægelse blevet meget udbredt – uanset om det er i form af trykjagt, drivjagt eller den moderne tyske mellemting i stor skala, som kaldes ”Bewegungsjagd”.
Men når der kun er meget begrænset tid til at bringe riflen i anslag og afgive sit skud, er der en række faktorer, som bliver afgørende for et succesfyldt udfald af jagten.
Riffeltyper
Står man overfor at skulle anskaffe sig en riffel til drivjagt, er udgangspunktet valg af riffeltype. Selvom der muligvis er excentrikere, som går på drivjagt med bøjlespændere eller enkeltskudsrifler, står valget for de fleste jægere reelt mellem en dobbeltriffel, en halvautomatisk riffel eller en repeterriffel.
Mange jægere anser en dobbeltriffel for det ultimative våben til drivjagt på løbende vildt – uanset om det gælder et springende vildsvin eller en angribende kafferbøffel. Fordelen ved en dobbeltriffel er, at man kan afgive to skud meget hurtigt efter hinanden, og at man med et tilpasset skæfte ideelt set næsten kan skyde med den som med en haglbøsse. Ulemperne er flere. Dels er dobbeltrifler meget dyre, dels har de sjældent et ligeså godt aftræk som en repeterriffel, hvilket kan påvirke skydningen negativt. Det er på mange modeller tillige kostbart at få monteret optiske sigtemidler eller et rødpunktssigte. Endelig taber den hastighedskonkurrencen, hvis der skal afgives mere end to skud.
Halvautomatiske rifler kombinerer repeterriflens mange skud med dobbeltriflens hastighed og anvendes derfor af mange passionerede drivjægere. Ulemperne er, at aftrækket af hensyn til den automatiske genladning sjældent er særligt godt. I mange lande kræver lovgivning en begrænsning af antallet af patroner i kammer og magasin, hvilket i værste fald reducerer riflen til at være en automatisk dobbeltriffel. Endelig er der lande, hvor man som gæstende jæger ikke må medbringe halvautomatiske rifler.
Af en eller flere af de ovennævnte årsager vælger de fleste drivjægere en repeterriffel til drivjagt. Her opnår man den bedste balance mellem omkostninger, kvaliteten af aftrækket og patronkapacitet – primært på bekostning af skudkadencen. Træner man sig op, skal der erfaringsmæssigt meget vildtrige revirer til, før man mister chancer, fordi man skal have en ny patron i kammeret. Selv har jeg i de sidste mange år udelukkende brugt repeterrifler til drivjagt. Selvom mine dobbeltrifler har været ædle og specialiserede våben, er jeg mere fortrolig med repeterriflerne og har ofte haft glæde af at kunne afgive flere skud end to, når chancen bød sig.
Tilpasning
Uanset hvilken type af riffel man foretrækker, er det en god ide at få skæftet tilpasset til ens individuelle fysiognomi. Længden af arme og hals er ofte ikke forholdsmæssigt ens, ligesom hovedformen er af betydning, og det er kun for de heldige få, at standardmål er perfekte.
Ved et tilpasset skæfte, behøver man ikke at flytte hovedet for at få øjet placeret korrekt i forhold til sigtemidlerne, når man kaster riflen til kinden. Det sparer vigtig tid og giver meget mere præcis skydning.
Til drivjagt er det tillige ofte en fordel med et lidt kortere skæfte end til pürschjagt, eftersom riflen skal kunne bringes i anslag meget hurtigt. Hertil kommer, at drivjagt ofte foregår i koldt vejr, hvor man har mere tøj på end ved pürschjagt.
Kunststofskæfter er praktiske og vedligeholdelsesfri. Men har skæftet en form, som kræver tilpasning, er et træskæfte ofte at foretrække, da det som regel i højere grad kan tilpasses skyttens fysik end et skæfte af plast.
Vægten af en drivjagtriffel spiller ikke så stor en rolle som til andre formål, da man sjældent skal bære riflen over store afstande. En meget let og kort riffel er vanskelig at skyde med fritstående, som er normen på drivjagt. De fleste skytter foretrækker en riffel, som har en god balance, men som er lidt ”snudetung”. Med en sådan riffel er det lettere at holde et jævnt sving forbi bladet af det løbende dyr, inden der trykkes af.
Mange moderne repeterrifler har separat opspænding af slagfjederen. Ideen er, at man af sikkerhedsårsager først aktiverer riflen umiddelbart før skuddet ved at spænde fjederen op. Det er en glimrende ting, som ubestrideligt gør riflen mere sikker, hvis den anvendes korrekt. Men der skal ofte en ganske kraftig påvirkning til for at spænde slagfjederen, og det kræver mere tid end blot at skubbe en sikringspal på en kolbehals frem. Det er ikke noget problem under pürschjagt, hvor tidsfaktoren er uden betydning. Men står man under en drivjagt ved et smalt spor, kan det være fristende for skytten at spænde slagfjederen på forhånd, så riflen er klar. Gør man det, har man opnået den modsatte effekt af den ønskede– en skudklar riffel uden sikring.
Kaliber og kuglevægt
Debatten om fordele og ulemper ved de forskellige riffelkalibre hører næppe nogensinde op. Lovgivningen i både Danmark og de fleste af vores nabolande stiller minimumskrav til kuglens diameter, vægt og anslagsenergi på en given afstand. De patroner, som opfylder kravene, er alle brugbare – og har en kuglediameter fra 6,5 mm og opefter. Dog har flere centraleuropæiske lande 7 mm som minimum. Men der kan være et stort spring fra en brugbar til en velegnet patron. Lad os derfor se nærmere på de specielle krav, som stilles til en drivjagtpatron.
Da skudholdene ved drivjagt er korte, kan vi begynde med en konstatering af, at forskellene i de lovlige patroners kuglebane er uden praktisk betydning. Det samme gælder i høj grad kuglens udgangshastighed. Jo hurtigere kuglen når sit mål, desto mindre skal foranholdet i sagens natur være, men i praksis er forskellen så lille, at den ikke har nævneværdig interesse her.
Derimod er det vigtigt, at projektilet kan gennemskyde vildtet fra (næsten) alle retninger. Derfor er tunge projektiler for en given kaliber ofte en fordel, da disse alt andet lige har større gennemtrængningsevne. Men hvilke patroner og projektiler er så de bedste og mest effektive til drivjagt? Det kan man måle på to parametre: jo færre skud og jo kortere flugtstrækning man opnår ved at bruge en given patron, desto mere effektiv er den. Er man enig i denne præmis, kan man aflæse effektiviteten statistisk, blot materialet er tilstrækkeligt stort.
Flugtstrækning
To svenske undersøgelser Åmotsbruk og Ockelbo af henholdsvis 1.170 og 8.830 nedlagte elge har dokumenteret, at på trods af deres større anslagsenergi er højhastighedspatroner som 7mm Rem. Mag. ikke mere effektive til drivjagt end standardpatroner med samme projektildiameter. Højhastighedspatronerne gav ikke nogen forskel i det gennemsnitlige antal skud og flugtafstanden – sammenlignet på de populære mellemstore kalibre som .308 Win., .30-06 og 8×57. Derimod viste undersøgelserne, at grove kalibre med deres tungere kugler gav kortere flugtstrækning og lavere antal skud per nedlagt elg.
Problemet med grove kalibre er, at rekylen bliver større – og især, når man bruger tunge kugler. Og stor rekyl har nu engang aldrig forbedret en skyttes præstationer. I praksis indebærer det, at hvis ikke man er villig til at yde en betydelig ekstra indsats på skydebanen, er man bedre tjent med f.eks. en .308 Win. end en .375 H&H Mag.
Når flugtafstanden er så vigtig, skyldes det, at det under drivjagt mange steder et krav, at man kun må udnytte efterfølgende skudchancer, hvis man fra sin post kan se, at det senest påskudte stykke vildt ligger forendt. Derfor er det her vigtigt at skabe en sårkanal, som er tilstrækkelig stor til at dyret forender på skudstedet. Det kan man garantere med en moderne ”premiumkugle” med kontrolleret ekspansion. Men af sikkerhedsårsager er det mange steder ikke vel set (eller ligefrem forbudt) at bruge de trægt ekspanderende premiumkugler. Årsagen er, at de forøger risikoen for rikochetter, selv når de har passeret vildtkroppen. Hertil kommer, at såfremt ekspansionen ikke er tilstrækkelig stor, skal der ofte bruges kostbar tid på at eftersøge påskudt vildt – selv med gode træffere.
Derfor er ”gammeldags” blødnæsede kugler, som er tunge for den pågældende kaliber, ofte det bedste kompromis mellem de modsat rettede krav til effekten. På grund af vægten og den lavere udgangshastighed opnår man stor dybdevirkning og sårkanal – uden stor risiko for rikochetter. Selv bruger jeg en klassisk, blødnæset 16,5 grams kugle i kaliber 9,3×62, og dem har jeg kun gode erfaringer med til jagt på løbende vildt. Til pürsch på større arter og til brug på jagter hvor længere skudhold må forventes, foretrækker jeg premiumkugler á la Nosler Partition.
Sigtemidler
En drivjagtriffel bør være forsynet med en sigtekikkert eller et rødpunktsigte. De er åbne sigtemidler langt overlegne, og korn og kærv bør kun anvendes i nødstilfælde.
Rødpunktsigter er designede til drivjagt og skud på moderate hold, og de giver ubegrænset synsfelt, da de anvendes med begge øjne åbne. De bedste udgaver er parallaksefri, hvilket indebærer, at træfpunktet ikke ændrer sig, selvom sigtemidlet ikke er placeret i centrum af øjets sigtelinje. En anden fordel er, at rødpunktsigter bedre kan anvendes end en sigtekikkert, hvis der er regndråber på linserne.
Ulempen ved et rødpunktsigte er, at det ikke forstørrer målet. Det kan, i nogle tilfælde gøre det lidt vanskeligere at afgøre, om et stykke vildt er skudbart – eksempelvis, hvis der skal tælles takker på en hjort.
Vælger man en sigtekikkert, skal den have et stort synsfelt og derfor lav forstørrelsesgrad – typisk fra 3x og nedefter. Har kikkerten belyst sigtemiddel, bliver det nemmere at se sigtepunktet i dårligt lys, hvilket kan være en stor fordel i den halvmørke vinterskov. Ulempen ved en sigtekikkert er, at selv ved lave forstørrelsesgrader er synsfeltet mindre end for et rødpunktsigte, da man skyder med det ene øje lukket.
Selv har jeg gennem årene brugt både sigtekikkerter og rødpunktssigter, men mest den første type. Omstændighederne på jagten har afgjort, hvad der var bedst. Derfor har jeg med begge typer i aftagelige montager indrettet mig sådan, at jeg ude på posten kan vælge, hvad jeg finder mest hensigtsmæssigt at bruge.
Træning
Det er både uetisk og økonomisk set idiotisk ikke at øve sig i skydning til bevægelige mål. Jo mere man øver sig, desto heldigere bliver man. I dag er der heldigvis flere steder i landet, hvor man kan træne skydning til mål i bevægelse. Og uanset om man gæster en hjortebane eller en skydebiograf, er det turen værd.
Jo mere fortrolig, man er med sit våben, desto hurtigere og sikrere kan man skyde. Det opnår man kun ved at tørtræne længe, og derefter ved at sende et par hundrede kugler gennem piben i forsøg på at træffe bevægelige mål på skydebanen.
De fleste jægere opnår størst succes ved at bruge samme teknik til at svinge forbi målet, som når man skyder med en haglbøsse. Fast foranhold er en meget vanskelig disciplin, som er mest velegnet til konkurrenceskydning, hvor man kender afstanden og målets hastighed.
Der findes også en række specielle teknikker til skydning af løbende vildt mellem træer eller på smalle spor, som det blandt andet demonstreres i filmen Wild Boar Fever 4 fra Hunters Video.
Hvis man bringer riflen i anslag, når vildtet ikke kan se en, mens det nærmer sig, kan man desuden øge sine chancer betragteligt. Man siger populært, at kunsten ved at skyde råvildt i spring består i at vente, til det står stille. Det samme gælder også for mange andre vildtarter, og er man klar i det øjeblik chancen er der, giver det mere vildt på paraden.
