TEKST: BENT H. IVERSEN. FOTO: HORNADY OG BENT H. IVERSEN
En legendes tilblivelse
Lige efter Anden Verdenskrig var der masser af billig overskuds-militærammunition til træning, men der var knaphed på jagtammunition, og derfor besluttede en præstesøn ved navn Joyce W. Hornady sig i 1949 for at starte en produktion af jagtprojektiler til genladning.
Joyce henvendte sig derfor til sin bank for at søge om et lån til at starte sin virksomhed, men banken troede ikke på hans forretningsidé.
Heldigvis var der efter krigen masser af brugt overskudsmateriel i form af maskineri, værktøj og hylstre, som kunne købes til rimelige penge.
Hornady købte derfor en brugt Waterbury Farrell montagepresse og installerede den i et tidligere karosseriværksted i Grand Island i Nebraska i USA og begyndte sin produktion af et blødnæset jagtprojektil i kaliber 0,308 tomme (7,82 mm.) på 150 grains (9,7 gram).
Dette projektil har lige fra begyndelsen været et af de mest populære og produceres stadig – dog i en forbedret udgave med ”Innergroove” (udhulinger på indersiden, der giver en hurtigere/bedre ekspansion), ”Secant Ogive Spire Point” (forbedret projektil-front, der giver en bedre balistik), samt en ”cannelure” (ring til krimp af hylstermunding) og ”Interlock” (låsering, der hindrer, at kappe og kerne separerer under ekspansion).

Det første år producerede Hornady 16 forskellige projektiler i kaliber .224, .257, .277 og .308, men solgte kun for ca. 10.000 Dollars. Det varede flere år, inden indtægterne nåede op på niveau med investeringerne.
I 1954 producerede Hornady 29 forskellige projektiler i 11 kalibre, og i 1967 var programmet udvidet til 73 forskellige projektiler.
I 1964 købte Hornady firmaet Frontier Ammunition og begyndte så småt at producere færdigladt jagtammunition, og i 1971 blev Hornady igen udvidet med købet af firmaet Pacific Tool Company, der fremstillede genladnings-udstyr.
I 1970 begyndte Joyce Hornadys yngste søn, Steve Hornady i virksomheden, og hans kone Marval Hornady startede på fuldtid i 1972.
Efter en tragisk flyulykke i 1981 omkom Joyce Hornady, ingeniøren Edward Heers samt kundeservice-manager Jim Garber, da de var på vej til SHOT Show i New Orleans.
Efter at familien og virksomheden var kommet sig efter sorgen og tabet af virksomhedens ledelse, blev Steve Hornady indsat som direktør (President) og Marval Hornady som bestyrelsesformand.
Hornady er til den dag i dag stadig i familiens eje.
Hornady er i 2018 steget til USA’s tredje største ammunitionsproducent lige foran Remington.
Federal er den største og Winchester er nummer to.
Hornady har med tiden defineret en ambition om at blive den største og bedste, hvilket også foranlediger virksomheden til konstant at være innovativ og markedsledende.
Denne ambition har blandt andet også ført til udviklingen af ammunitionstypen ”Superformance®”, som vel kan betegnes som en højtydende ammunition på steroider.

Test af Superformance
Til denne test er der anvendt Hornady Superformance® i kaliber .30-06, med et 10,7 gram (165 grain) SST® projektil.
SST® står for ”Super Shock Tip”, der er en videreudvikling af Hornadys Spire Point Interlock projektil.
Projektilet har en relativt spids plasticspids, der giver en høj ballistisk koefficient. Plastspidsen fungerer også som en slags ”pløk” eller kile, der får fronten til at ekspandere relativt hurtigt – lidt i stil med et hollowpoint projektil.
Der anvendes en legering af antimonhærdet bly for at undgå, at projektilet ekspanderer alt for meget, da det ellers ikke vil kunne opnå en tilstrækkelig dybdevirkning i større vildt.

Patronen er ladet med et nyt højtydende, dobbeltbaseret ”Ballpowder” (også kaldet kuglekrudt). Dobbeltbaseret krudt vil sige, at krudtet for at øge energiindholdet primært består af Nitrocellulose mikset med Nitroglycerin
Krudtet er specialudviklet af krudtfabrikanten Hodgdon i samarbejde med Hornady.
Krudtet er også tilgængeligt for hjemmeladere, og Hornady oplyser, at de har planer om at oprette et centrallager i Europa, så tilgængeligheden bliver mere stabil og pålidelig.
Når man ryster patronerne, så kan man ikke høre krudtet rasle i hylstret, hvilket tyder på, at hylstret er fyldt helt op, så krudtet er blevet komprimeret.

Udmålingen af krudt er foretaget med ekstremt små tolerancer på maksimalt ±0,3 grains, hvilket svarer til knap ±0,02 gram. Krudtladningen bliver efter påfyldning kontrolleret med en lasertaster, så det sikres, at der ikke sendes fejlladte patroner ud til kunderne.
Den relativt snævre tolerance på krudtladningen har også indflydelse på både mundingshastigheden og præcisionen. Mundingshastigheden oplyses til imponerende ca. 902 ±2 m/s.
Til sammenligning har eksempelvis Normas 11,0 grams TIPSTRIKE en mundingshastighed på ca. 850 m/s.
Hornady fremstiller selv deres hylstre i messing, og de er egnede til genladning, da de er fremstillet med Boxer-fænghætter.
Ammunitionen er relativt fladtskydende, som det også fremgår af ballistikken herunder:


Selve testen
Ammunitionen blev testet i en Sauer 404 Classic XTA monteret med en Zeiss Victory V8 1,8-14X50 i forbindelse med den årlige Zeiss Media Driven Hunt på en skudafstand på 100 m.
Forholdene på skydebanen var ikke helt ideelle, da indskydningsbænken var lidt ustabil, men det lykkedes alligevel at få et par respektable skudgrupper, som ses på billederne af skydeskiverne.
Den første skudgruppe havde dog en noget skuffende spredning – som en lille håndflade.
Hvad der gik galt vides ikke, men måske det var forårsaget af enten skyttefejl, oliefilm i løbet eller også, at diverse skruer lige skulle ”sætte sig” i riflen og montagen.
I de efterfølgende serier lå egen-spredningen typisk på under 20 mm.


Kombinationen af riffel, optik og ammunition er sikkert i stand til at gøre det bedre, hvis man kan eliminere skyttefejl og forbedre skydeforholdene – eksempelvis med nogle sandsække, eller en stabil skydebænk.
Efter indskydningen var der træning til løbende vildsvin på 50 m.
Her oplevedes ammunitionen som fuldt kontrollerbar, men hvis der skal skydes mange skud, så ville jeg nok foretrække en ammunition med en lidt mindre rekyl.
Efter denne indledende og grundige test blev skytterne inviteret med til to dages begivenhedsrig jagt på et stort og veldrevet tysk revir.
Læs reportagen fra denne omfattende og intense jagt i april-udgaven af JAGT, Vildt og Våben, som er i kioskerne den 11. april. Find nærmeste forhandler her.


