TEKST OG FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR
Vi er på vores årlige rejse til Arizona og er på besøg hos gode venner, Scott og Cheyvonne. Vi er fløjet ind til Phoenix lufthavn samme morgen og ankommer hos vores venner om aftenen. Vi sidder længe og snakker om, hvad livet har bragt os hver især det senest år, siden vi så hinanden sidst. Vi er virkelig trætte, så inden vi går udmattede og jetlagede i seng, lægger vi planer for dagen efter!
Vi bliver enige om, at vi skal ud og kalde efter coyotes – prærieulve. De bliver anset som skadedyr her, og derfor er det velset, at de skydes. Coyotes er en mellemting mellem en ulv og en ræv i størrelse, og den ligner mest en lille ulv, når man ser den.
Alt stritter på mig ved tanken om at skyde sådan en, men det er jo et rovdyr, der tager bøndernes dyr og også mange af de dyr, vi jægere gerne vil have med hjem fra jagt! Nu skal det også lige siges, at jeg på det her tidspunkt stadig er helt grøn jæger og kun har skudt harer indtil nu! Jeg har haft en tanke om, at vi kun skal skyde det, vi spiser… det er først nu ved at gå op for mig, hvorfor vi er nødt til at skyde ræve og andre rovdyr for at passe på det i naturen, vi rent faktisk gerne vil tage med hjem til fryseren.
Vi er klar
Scott har sørget for, at vi har alt det gear med, vi kunne gå hen og få brug for!
Riflerne er pakket og klar, patroner kommer vi ikke til at løbe tør for foreløbig (blyfri, selvfølgelig), frokosten er med i køleboksen sammen med masser af vand. Selv hunden er klar! Hun sidder næsten oven på mig og sitrer, hun ved udmærket godt, hvad der skal ske! Faye er en tysk jagtterrier, og hun beskrives bedst som frygtløs!
Jeg er også klar! Mega klar faktisk – og jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted og mærke Arizonas sol på min dansker-blege krop og til at komme ud og sidde i den smukke natur med gode venner. Vi kører dog først afsted ved 9-tiden… alt for sent egentlig – men jetlaget havde simpelthen ramt os, og vi var ikke mentalt klar til at køre inden.
Vi starter med at køre ind og købe et jagttegn til mig. Et jagttegn til ”small game” (alle dyr op til cirka størrelsen på et rådyr) kan du få blot ved at vise legitimation – og så er ”vi” klar! Det vil sige: JEG er klar – for det er nemlig mig, der får fornøjelsen af at have riflerne med, mens de andre har kikkerter og kald med.
Vi kører en times tid og går ud til forskellige steder, hvor vi kalder med en Fox Pro Caller, et high performance digitalt kald, som kan indstilles til forskellige dyr og forskellige typer af kald for hvert dyr. Men uanset hvilket kald vi bruger til prærieulvene, sker der INTET! Det er nok for sent på morgenen, tænker vi. Engang imellem står Faye mere end klar med blikket stift rettet mod et eller andet i det fjerne, som vi andre ikke kan se – selv ikke med vores gode kikkerter. Men hun slipper ofte opmærksomheden ret hurtigt igen. Engang imellem hører vi coyotes svare på kaldet – men de kommer ikke inden for synsvidde.
Jeg mærker konstant adrenalinet køre, fordi det er super spændende.
Jeg har næsten alt, hvad jeg kan ønske mig herude:
Fed (og tung) riffel (AR15 specialbygget) med en super optik (Burris 4-20x XTRII) og lyddæmper (Thunder Beast Ultra 7CB), en hund, der står klar til at løbe ud og skabe noget ballade, jeg har én til at holde øje i kikkerten og én til at afstandsbedømme for mig. Kan jeg ønske mig meget mere? JA – at de dersens prærieulve også kommer frem!!! Og det gør de bare ikke…
Først på eftermiddagen giver vi fortabt og kører hjem. Det blev til en dag fyldt med adrenalin. Jeg er træt og møgstøvet efter en cirka 6 timers vandring i sandkassen med riflen på armen! Jeg er virkelig slukøret efter dagen derude (og nok også ramt af jetlag).
Morgenstund ud over bjergene.
Ny dag, nye muligheder
Scotts kone, Cheyvonne laver lækker aftensmad til os! Det er selvfølgelig vildt, hvilket stort set er det, de lever af. Hun er Navajo indianer, og maden bærer altid præg af dette og smager himmelsk!
Vi aftaler at køre ud før solopgang næste morgen, for dér lover Scott mig, at der er meget større chance for, at prærieulvene kommer frem! Herefter går vi i seng – tidligt!
Vækkeuret ringer virkelig tidligt, og jeg kravler ud af sengen og ned i det samme tøj som dagen før. Når vi har begrænset adgang til at vaske og har en begrænset mængde af tøj med, må jeg jo økonomisere lidt med påklædningen.
Vi gnider søvnen ud af øjnene og gør os klar. Det er lørdag morgen, solen er ikke stået op, og ingen andre end os tre, der skal afsted, er stået op… Vi har madpakker med, nødder, snacks og masser af vand. Og så kører vi afsted igen med fornyet håb og energi.
Vi stopper på vejen op i bjergene og ser solen stå op. Sikke et smukt syn! Jeg ELSKER naturen herovre. Arizona har – for mig – det hele… ørken, bjerge, planter og urter, skov, søer, uopdagede steder, og en vild natur… vi ser ALTID nye steder, selvom vi er “samme” sted hvert år, nu for 11. år i træk.
Vi er i gang igen
Og så prøver vi nye steder af her til morgen. Scott sætter kalderen ud i buskene, og så sidder vi ellers bare helt stille og venter… og venter… og venter… Nogle gange hører vi dem svare, andre gange er der bare dødstille. Men ingen kommer ind!
Jeg er frustreret – vildt frustreret! Min mand Claus er min evige støtte, som bare opmuntrer mig og tager en masse billeder. Scott er også frustreret – det er så sjældent, at han oplever, at der er så få coyotes, der kommer ind. Faye er stadig helt oppe på dupperne. Hun vimser rundt, frem og tilbage og ”fryser” engang imellem, når hun ser eller hører noget. Men hun er også skuffet (hvis en hund kan være det)? Jeg gætter bare!
Lækker riffel, lækker optik – og lækker natur! Nu mangler der bare én ting… noget at skyde efter!
Dér, dér, dér!!!
Pludselig ser jeg én! “DÉR”… hvisker jeg… “lige fremme mellem træerne”…
Scott ligger på min venstre side og kan se den med kikkerten – yes, der er én!
Claus ligger på min højre side og måler – der er 230 meter derud…
Står den stille, kan jeg godt få et skud ind, men jeg synes alligevel, at det er lidt for langt – og Faye stryger afsted, og så skal der ikke skydes. Prærieulven løber ind bag træerne og kommer tilbage igen med Faye lige i halen – “NU ER DER TO”, hvisker jeg. Wooow, adrenalinen kører, mens jeg ser Faye drille de to prærieulve for at forsøge at få dem provokeret nok til at følge efter sig tilbage. Og pludselig er de 3! Men der er nu 410 meter ud – alt for langt, og Faye er derude. De forsvinder ind bag træerne igen. Vi sidder alle lidt uroligt og håber, Faye kommer helskindet ud igen. Vi skal ikke vente for længe, inden vi evt. skal ud og hjælpe hende. 3 coyotes mod en lille hund er lige i overkanten.
Men pludselig kommer hun ud igen – de 3 er lige bag hende, men de lader hende slippe… ØV! Kujoner, tænker jeg! De skulle jo være løbet med tilbage, hvilket ville have givet mig muligheden for skud.
Jeg er SÅ ærgerlig over, at vi ikke har billeder fra den her situation! Og jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer de billeder, jeg har for mit indre øje af det hele – det var vildt og intenst.
Venter…
Vi giver ikke op – endnu!
Faye bliver inspiceret, og vi kan se, hun er blevet bidt bagerst på kroppen og oppe ved nakken. Det virker hun totalt upåvirket over. Som før nævnt er hun en tysk jagtterrier, og de er ikke bare frygtløse, men fuldstændig upåvirkede, når de er på arbejde. Vi bliver siddende lidt endnu og håber, at prærieulvene kommer ud igen – men desværre, kujonerne fortrak! Close, but no cigar!
Vi prøver flere andre steder af, men resultaterne er de samme – nedslående dårlige! Ingen prærieulve kommer ind, når vi kalder. Jeg har efterhånden svært ved at sidde stille ret længe ad gangen… det er ved at være mange timer stillesiddende i ikke så fantastiske stillinger.
Sådan ser det ud, når præriehunde har været på spil. Det er svært at se størrelsen af hullet, men det er nok ca. 4-5 meter på den lange led… Farven tjah, sådan ser det ud, når de trænger til regn i Arizona…
Præriehund
Vi beslutter os for at køre et helt andet sted hen – og inden længe har jeg byttet riflen ud med en salonriffel og er klar til at skyde prairie dogs – præriehunde – i stedet. Det er jo ikke hunde, som navnet ellers indikerer, men gnavere. De ser så søde og uskyldige ud, men de fortærer alt grønt på markerne, underminerer bøndernes marker og laver massive ødelæggelser med deres huller i jorden. Det er skadedyr!
Her er det om muligt endnu vigtigere at bruge blyfri ammunition. Vi efterlader de dyr, vi skyder, til rovdyr og rovfugle, og for at undgå at skade dyr og natur må vi selvfølgelig være bevidste om, hvad vi skyder med.
Faye tjekker lige, om den nu også er død… Beklager, hvis det ser lidt makabert ud… but that´s life – or death – of a prairie dog!
Mine personlige assistenter
Ja, i dagens anledning har mine to mandlige “assistenter” (host host) sørget for, at jeg bliver kørt hen til de gode steder. De spotter for mig, pejler mig ind på præriehundene med henholdsvis kikkert og Leica afstandsmåler. Jeg er nu “udstyret” med en kaliber .22, en Ruger 10/22 specialbygget, Nordic Components chassis, Swarovski kikkert (Z6i 2-12x (BT)), og en bunke selvtillid. Når jeg nu ikke kan få lov til at få ram på en prærieulv, må jeg jo træne på de små her i stedet…
De er også skadedyr, og de undergraver fuldstændig markerne – og spiser det græs, der i forvejen er alt for lidt af på disse egne. Så bønderne sætter stor pris på, at præriehundene bliver reguleret.
Og så går jeg ellers i gang med arbejdet! Første fuldtræffer er på 110 meter – det må siges at være OK med en .22 og første skud – jeg er i hvert tilfælde tilfreds. Og Faye er lige ude og tjekke, at den nu også er død.
Og så går resten af dagen – med regulering af præriehunde, men desværre fik jeg ikke givet en hånd med ved reguleringen af prærieulve. SÅ underligt, at navnene antyder, at det er næsten det samme! Men den ene er i hundefamilien, den anden er i egernfamilien!
I alt får jeg skudt omkring 40 præriehunde, så det er jeg egentlig godt tilfreds med – selvom det ikke var det, der egentlig var dagens plan!
Udsigten på hjemturen nydes.
Hjemad
Vi kører hjemad igen – slukørede over, at vi heller ikke havde held i dag med vores egentlige forehavende – men også i godt humør over, at der trods alt var held med de små præriehunde. Vi nyder udsigten og køreturen, får talt om ALT det, vi har akkumuleret gennem det sidste år. De bedste venner er venner, som dem vi har her. Det er ukompliceret og udramatisk, og vi glider ind og ud af hinandens liv, uden at det ødelægger relationerne og det nære forhold, vi har til hinanden. Jeg er vild med det!
Vores store fælles interesse er naturen og jagt. Den ro, som vi opnår, når vi sidder ude og venter. Når vi ser noget vildt. Når vi har held med jagten og kan tage mad med hjem til familien og til fryseren. Når vi kommer hjem og føler, at vi har brugt dagen godt, fået luftet krop og sjæl og har fået nogle gode kilometer igennem benene.
Vi slutter søndagen af med burgere – selvfølgelig af vildtfars. Det er super lækkert, og vi nyder aftenen med vores gode venner, inden vi alle bukker under af træthed.
I morgen går turen tilbage til Flagstaff og Mormon Lake, hvor vores base på denne ferie er.
Skønne dage med gode venner, god mad og masser af cool legetøj er kommet til en ende! En KÆMPE tak skal lyde til vores gode venner og til min mand, som uden at klage bare hjælper alt det, de kan, for at jeg kan få mine jagtønsker opfyldt – eller i hvert fald gør, hvad de kan for, at de bliver opfyldt.
Fra sidste års jagt på prærieulve – 1 af de 3, der blev skudt – desværre ikke af mig.
