TEKST OG FOTOS: PER KAUFFMANN
Jeg får post 18 – et rummeligt skydetårn – og er på plads få minutter over ni som en af de første. Det er en kæmpe fordel, for der drives i tre timer fra 10-13, men der må skydes, når man er på plads. Det betyder at nogle får lidt mere tid end andre, og den gruppe er jeg i. De fleste jægerne bliver placeret i skydetårne men enkelte dog også på jorden, mens otte hundeførere bevæger sig rundt i hver deres område af plantagen for at få krondyrene i bevægelse med mindst mulig panik, og derved give jægerne bedre mulighed for at udvælge det rigtige dyr og afgive sikre skud.
Naturstyrelsens biler kører stadig rundt og sætter folk på post, da det første skud lyder fra min sidepost mod højre. Jagten er slået i gang og jeg måler hurtigt op med afstandsmåleren til et par centrale punkter i hver retning. Til venstre har jeg 120 meter spor på 20 meters bredde. Foran mig et noget bredere spor med en stor græsmark længere borte. Her finder jeg en stor tot lysesiv, der er 110 meter væk, hvilket cirka må være min begrænsning i den retning. En 20 minutters tid sidder jeg og glæder mig over, at den pessimistiske vejrprognose for dagens vejr ser ud til at blive gjort til skamme. Der er lovet kraftig regn fra morgenstunden, men det er stadig tørvejr. Tunge skyer hænger dog faretruende over os, men den tid, der er gået godt, kommer ikke skidt tilbage. Den første dråbe falder, samtidig med at en smalhind træder ud fra skovkanten kun 30 meter fra mig. Den er tydelig vagtsom. Ti meter ude i det åbne, drejer hun sig væk fra mig, hvilket giver mig mulighed for at få riflen op i klarstilling. Hun bevæger sig med spejlet mod mig endnu nogle meter, inden hun vender tilbage til den først udstukne kurs. Hun bevæger sig langsomt fremad en anelse skråt på mig, og jeg lader kuglen gå. En halv snes meter spurter hun, inden hun vælter og forender. Det var den første.
Og den anden
Nogle få minutter senere kommer en hind med en kalv på samme spor. Hinden tøver og bliver stående delvist skjult i skovkanten, men kalven går ubekymret fremad, og jeg får lynhurtigt sat en kugle på den. Den springer fremad med forbenet hængende, inden den sekunder senere er dækket i skoven foran mig. Hinden følger efter i et par lange spring. Jeg kan ikke se kalven og kan derfor ikke vide, om den er forendt. På den anden side er det meget sandsynligt, at den ligger lige i skovkanten, for skudtegnet var perfekt. Et minut senere kommer hinden ud igen – uden kalven. Hun stiller sig helt åbent og i en perfekt skudposition, men da jeg ikke kan se kalven ligge forendt, må jeg ifølge parolen afholde mig fra at skyde hende. Det er nu ret nemt, for jeg har jo lige skudt to stykker kronvildt, og man skal ikke være grådig. Jeg havde håbet på at skyde bare et enkelt dyr, men nu har jeg allerede skudt to, og dagen er hjemme. Hinden trækker langsomt mod vest til en uvis skæbne. Det lovede regnvejr er i høj grad kommet, og samtidig er det blæst op, hvorfor jeg sidder og bliver koldere og koldere med regnen skråt ind i ansigtet. Lidt senere kommer en spidshjort løbende hen over lysningen foran mig. Det er dog ikke ligefrem nogen chance, for den har fuld fart på ligesom den hund, der følger nogle meter bagefter. Snart efter kommer hundeføreren frem til mit tårn, og jeg sætter ham ind i situationen med den påskudte kalv. Den finder han hurtigt nogle få meter inde i skoven og åbner derved for min mulighed for at skyde videre, hvis der skulle komme mere vildt.
En meget lang pause
Der lyder adskillige skud de næste timer, men der sker ikke rigtig noget hos mig. Det er begyndt at regne igen, og jeg er kold helt ind til knoglerne. Klokken passerer både 11 og 12, uden at jeg ser noget yderligere. Til venstre for mig er der hunde, der driver med hals, og flere gange fornemmer jeg, at nu sker der noget, men mine to spor forbliver tomme. En halv times tid før jagten slutter, har jeg netop tørret linserne rene for 117. gang, da jeg hører en bevægelse i skoven foran mig. Snart efter kommer en rudel frem på sporet, knap hundrede meter ude. Først to hinder med hver sin kalv, og så et lidt større dyr til sidst. Da jeg får kikkerten op, kan jeg se, at det bageste dyr er en spidshjort, og det må være den, jeg skal gå efter. Heldigvis går rudlen i stå for at sikre bagud, hvilket giver mig tid til at få et godt anlæg på skydetårnets side. Hjorten står til et perfekt skud, og der er intet at betænke sig på.
Han går lige i dørken, da kuglen når ham. Han sparker vildt med benene, og jeg må antage, at situationen er afviklet. Så kommer han på benene igen og laver et par gevaldige bukkespring højt op i luften for derefter at stille sig på vaklende ben som en nyfødt girafunge. Da han vaklende drejer bladet op mod mig igen, sætter jeg endnu en kugle på ham. Så er der totalt ro. Med hjorten liggende synligt forendt har jeg stadig mulighed for at være med i kampen – og heldigvis for det for nogle minutter senere trækker en ny rudel forbi lidt længere ude tæt ved de siv, der markerer min grænse. Okay, måske nogle få meter på den stive side, men min selvvalgte begrænsning var jo også kun et forslag.
Ny rudel på tværs
Der er mange dyr i rudlen, måske femten i alt. Et par mindre hjorte toner frem i midten af rudlen, men da jeg allerede har skudt den hjort, jeg må, behøver jeg ikke at tænke mere på dem. En kalv trækker frem mod en hind, og den låser jeg mig fast på. Den er tydeligt mindre end hinden, og jeg har ingen betænkelighed ved at lade skuddet gå. Kalven springer fremad og markerer derved tydeligt, at skuddet er godt. Sekunder senere er de alle borte, og jeg får tid til at køre situationen igennem i tankerne igen. Nej, der er ingen tvivl. Kuglen sad hvor den skulle, og skudtegnet var tydeligt nok. Endnu en rudel trækker på tværs lidt længere ude, men det må være slut. Jeg har skudt fire krondyr, og der er ingen grund til at friste skæbnen ved at sætte et dårligt skud lige før jagten slutter. Fem minutter før klokken slår, kommer hundeføreren frem til tårnet med sin sorte labrador. Han beder mig blive siddende et par minutter yderligere, mens han leder efter min sidste kalv. “Den ligger lige inde i skoven”, kan han senere meddele, “men det er altså ikke en kalv – men en spidshjort”. For alle ulykker! Så har jeg altså skudt to spidshjorte og forbrudt mig. “Men bare rolig”, siger han, “den er ikke mere end nogle få centimeter høj og i bast, så du har ikke kunnet se de bittesmå stænger for ørerne”. Sammen går vi ind for at slæbe den ud. “Jeg vil nok nærmere kalde det en knophjort”, beroliger Verner mig, da jeg spørger lidt ind til den normale straf for at forbryde sig mod den helt tydelige parole.
Alle har været heldige
Vi går op til min nabopost, der har skudt en hind og har haft chance til en anden. En anden nabopost har skudt tre krondyr med fire skud, og en tredje har skudt sit første stykke kronvildt med et enkelt skud. Ved samlingsstedet har Naturstyrelsens medarbejdere opstillet en køkken-skurvogn og tændt et stort bål. Den hjertevarme kantinedame stikker en endeløs række af dybe plastictallerkener med rygende varm gullaschsuppe ud af vinduet. Lavet på kronvildt – naturligvis. Der medfølger en gedigen ske, som ved aflevering i samme vindue byttes til et stort stykke wienerbrød. Lige nu ligger der vel 30 dyr på paraden, men det forlyder, at der er flere på vej.
I faklernes skær og i det sidste lys kan jagtlederen berette, at der er afgivet 74 skud fra de 35 skytter, og at det har resulteret i 56 stykker vildt fordelt på ni hjorte, 26 hinder, 19 kalve og to rådyr. Han kan endvidere fortælle os, at der pågår ni eftersøgninger rundt omkring i terrænet. På rygtebasis høres, det at der er skudt mindst 10 krondyr på de omgivende, private terræner. Sikke en dag. Det dugger helt vildt i bilen på grund af det våde tøj, da jeg kører derfra, men dog ikke mere end at jeg ser en af Naturstyrelsens trailere komme med endnu en kalv, da jeg kører ud af indkørslen. Som om 56 ikke var nok…
Rekordbestand i Danmark
Den fritstående bestand af krondyr er vokset voldsomt de seneste år, og siden Christian VII i 1799 påbød alt kronvildt bortskudt, har vi aldrig haft mere kronvildt, end vi har i dag. Forårsbestanden tæller således omkring 26.000 dyr på den frie vildtbane. Krondyr findes nu næsten overalt i Jylland og med gode bestande på det meste af Sjælland. Væksten afspejles også i jagtudbyttet, som har været signifikant stigende gennem de seneste 20 år, og særlig markant gennem de seneste få år. Omkring årtusindeskiftet blev der årligt nedlagt omkring 3.000 dyr, hvorefter udbyttet i de følgende år balancerede mellem 3.000 og 4.000 krondyr. I sæsonen 2008/2009 nåede afskydningstallet for første gang op på 5.000 dyr. Siden er det dog yderligere accelereret med en fordobling til 2015/16, hvor tallet af nedlagte krondyr nåede op på 9.700 individer. De knap 10.000 dyr blev i øvrigt nedlagt af 5.174 jægere og med et gennemsnit på 1,9 til dyr hver krondyr-jæger, antydes det, at der ikke længere er tale om en snæver kreds af jægere, som skyder kronvildt. Den nyeste kommunale “Top 3” viser, at Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner ligger øverst med hhv. 1.030 og 1.018 dyr, hvorefter der er et stykke ned til den tredjeplads, som Holstebro indtager med 591 stykker kronvildt.
Kronvildtkrigen
På trods af Vildtforvaltningsrådets indstilling i slutningen af 2016, valgte den (dengang) ansvarlige minister Esben Lunde Larsen at fremsætte sit eget forslag til nye forvaltningsregler for det danske kronvildt. Efter politisk behandling i foråret 2017 trådte den nye bekendtgørelse om jagttider for pattedyr og fugle i kraft den 1. juli 2017. Længere jagttid på krondyrkalve og kortere jagttid for ældre hjorte var blandt andet resultatet af den nye model for kronvildtforvaltning i Danmark. De nye jagttider fastsætter den overordnede periode for, hvornår der kan jages hhv. ældre hjorte, spidshjorte, hinder og kalve. De regionale hjortevildtgrupper har dog mulighed for at fastsætte lokale jagttider, som er kortere og kan derudover bevilge 14 dages ekstra jagttid på hjort i tiden 1. september – 15. oktober, hvilket falder sammen med den primære brunstperiode for kronvildtet.
De generelle jagttider er fastsat som følger:
- Kalv: 1. september til 29. februar
- Hind: 1. oktober til 31. januar
- Spidshjort: 1. september til 31. januar
- Hjorte ældre end spidshjort: 16. oktober til 31. december
Skyd flere kalve
Baggrunden for ministerens udvidelse af jagttiden på blandet andet kalvene skyldes et ønske om et større jagttryk og dermed også et muligt større udtag af helt unge dyr, idet andelen af kalve i den samlede afskydning bør ligge på mindst 50 %, altså een kalv for hvert nedlagt voksent dyr. Målet er således at holde bestanden på et passende niveau og dermed tage hånd om problemet med markskader og skader i skovene. Ved at jage kalve tidligt på sæsonen, får man måske også flyttet jagttrykket væk fra hjortene, og man kan dermed nå i mål med ønsket om flere gamle hjorte, samtidig med at bestanden kan holdes under nogenlunde kontrol.
Hvem tilhører kronvildtet?
Retten til at skyde kronvildt – både kalve, hinder og hjorte – har gennem historien oftest været placeret i toppen af samfundets hierarki. Først var det udelukkende kongens vildt ud fra devisen om: Hvad ingen andre ejer, ejer kongen. Den nye jagtlov i 1840 ændrede imidlertid billedet ganske dramatisk, da jagtretten blev knyttet til godsejerens ejendomsret. Fra at have været kongens privilegium blev kronvildtjagten i stedet herremændenes fritidsbeskæftigelse og en kærkommen kødressource. Nogle år forinden var det danske kronvildt blevet gjort fredløs. Skovene var på daværende tidspunkt trængte og dækkede kun fire procent af Danmark. Et hvert egnet træ var blevet fældet for at blive brugt til brændsel og tømmer til skibe. Forhistorien var, at Danmark i 1807 havde mistet hele sin flåde ”da Engelland voldsom bortførte samme”, og kongen besluttede at der skulle plantes skov i store mængder, så der kunne bygges nye skibe. Snart klagede skovbruget over at vildtet ødelagde de nye træer, og landbruget stemte i. En kongelig resolution påbød derfor, at kronvildtet skulle skydes bort, og med den nævnte jagtlovsændring blev godsejerens ret til kronvildtet stadfæstet. I 1922 blev jagtloven så yderligere demokratiseret, og alle jægere fik lige adgang til det jagtbare vildt mod at indløse jagttegn. Sådan har det så været lige siden. Danskerne har andelstanken i blodet, og princippet om at både stor som lille og rig som fattig har lige vilkår er et knæsat princip.
