Streng rimfrost er en fordel for jægeren, når han på sin post står og venter på de vildsvin, som driverne prøver at jage igennem skoven og frem til ham. Det er umuligt for dem at løbe hen over det tæppe af frosne bøgeblade, der dækker skovbunden, uden at det giver den ventende riffeljæger et tydeligt signal om, at noget er på vej. Drivjagt efter vildsvin i Polen er utrolig spændende og får adrenalinet til at strømme igennem årerne på én. Til lyden af drivernes råb i den frostklare skov er alle oppe i det røde felt, opmærksomme på både lyd og bevægelse, der kan komme som ud af ingenting. Med alle sanser spændt er udfordringen at vælge de dyr, der efter godsets afskydningsplan er givet fri, og give dem en god kugle – og ideelt set kun én.
Sidste år udstedte Polen en krigserklæring imod dets alt for store vildsvinebestand, der på blot 10 år var vokset med 150 %. Som reaktion herpå slækkede myndighederne på jagtrestriktionerne i et forsøg på at nedbringe bestanden til et acceptabelt niveau. Jagtsæsonen for vildsvin strækker sig nu over syv måneder i stedet for blot tre. Det er planen, at der hvert år skal afskydes omkring 300.000 svin for at holde bestanden under kontrol.
I december var jeg sidste år sammen med 12 franske jægere på en tre dages jagttur til den afsidesliggende landsby Ostoja, tæt på grænsen til Den Tjekkiske Republik. Organiseret af den ”vildsvinegale” outfitter Jean Philippe Bourgneuf var forventningen, at der hver dag skulle nedlægges 20 dyr. Vi var indkvarterede på ”Czarny Tulipan”, et stilmæssigt traditionelt motel med en række rummelige værelser beliggende cirka tre kvarter fra det eksklusive 15.000 hektar store jagtområde.
Bestyret igennem 25 år af far og søn – Ryszard og Hubert – består det uindhegnede jagtområde af dyrkede marker og tæt skov, hvor de i hver jagtsæson bortskyder 500 vildsvin. Hubert, der taler udmærket engelsk, er oprindelig jurist af uddannelse, men da han indså, at han var uegnet til et skrivebordsjob, besluttede han at omlægge en ellers lovende advokatkarriere til jagtindustrien. Han har samarbejdet med Jean Philippe i de sidste to år, og således som jagt i Østeuropa foregår, blev også denne drivjagt afviklet på en meget flot og professionel måde.
Hver dag begyndte med morgenmad kl. 6:30, således at vi kunne få så mange af disse korte decemberdages dagslystimer med som muligt. Jeg behøvede ikke noget vækkeur, jeg var allerede oppe og påklædt en time, før det var nødvendigt, i min iverefter at se nogle vildsvin. Det var koldt men tørt, så betingelserne var perfekte. Der var store og berettigede forventninger til dagens jagt.
Driverne var folk fra egnen med deres kamparrede terriere Jeg turde ikke lade min etårige datter være alene med disse ”grizzly-hunde”, men de kendte til fulde deres plads her i livet og var umættelige i deres iver efter at jage de stivhårede, altædende vildsvin. I det første drev blev vi sat af omkring et stort område med tæt skov. Stammerne på fyrretræerne foran mig var fyldt med skudhuller. Det lovede godt. Jeg satte magasinet i og stak en kugle i kammeret på min nye Sauer S404 med dens Artemis skæfte, som er specielt designet til kvindelige jægere.
Så snart de var sluppet, satte terrierne hylende af sted foran driverne i en vild jagt efter vildsvin. Heldigvis var der fri afskydning uden hensyntagen til størrelse, alder og køn. Eneste undtagelse var søer med smågrise. ”Dzik! Dzik!” råbte driverne. Jeg forstår ikke mange polske ord, men jeg havde på forhånd sikret mig, at jeg kendte ordene for de dyr, der måtte nedlægges. Jeg kunne høre lyden af masser af løbende fødder, der for forbi mig, men tykningen var for tæt til, at jeg kunne se vildsvinene. Måske de ville afsløre sig for min nabo? Trods min lange og forskelligartede, jagtlige karriere var dette faktisk min første drivjagt på vildsvin nogensinde. Adrenalinen skyllede igennem hver fiber i min krop, som jeg aldrig havde oplevet det før.
Før jeg ankom til Polen, havde jeg besøgt “Diggle Ranges” nær Manchester for at træne til løbende vildsvin på deres helt nye skydebane. Konceptet med at skyde til løbende vildt har jeg lidt svært ved at se begrundelsen for. Jeg skyder normalt aldrig til noget med riffel, med mindre det står stille, og jeg har fast anlæg enten fra skydestok, bipod eller hochsitz. At lære at holde til et løbende vildsvin og placere sin kugle korrekt kræver megen øvelse. Hvis et dyr er anskudt, går man efter hvert drev ud med schweisshunde for at finde og aflive det. Selv med det in mente vil jeg være sikker på, at alt hvad jeg skyder til vil forende på stedet.
Min første observation denne dag var to kæmpestore, mørke skygger i fuld fart på vej igennem et tæt brombærkrat. Braget fra en riffel uden lyddæmper fulgte og overdøvede et kort øjeblik alle andre lyde. Jeg gættede på, at skytten, der sad 50 meter til højre for mig, havde tegnet sig for dagens første vildsvin. Hvad ammunition angik, ønskede jeg ikke at tage nogen chancer. Som jeg sagde, var mit mål kun at behøve én kugle. Jægere diskuterer ofte, om en hurtig og let kugle eller en langsom og tung er den bedste. Jeg valgte sidstnævnte, da jeg ønskede en patron, som ville trænge igennem et tæt løvhang. Nogle af drevene foregik i åben skov, men nogle få var i områder med masser af dækning. Efter mange overvejelser havde jeg besluttet mig for ”Full Boar Ammunition” fra Hornady, da man her fremstiller hårdtslående GMX kugler, beregnet på at trænge dybt ind og med maksimal bibeholdelse af kuglens vægt.
Min puls steg, da jeg hørte en ny flok af de små, modige terrierere under skarp forfølgelse komme nærmere. Pludselig fik jeg i periferien øje på en Frischling, der kom farende ned ad sporet bag mig. Nu var det min tur. Jeg måtte dog vente, indtil denne overraskende hurtige gris var kommet ud i en passende vinkel i forhold til min nabo, før der kunne blive tale om at skyde. Da den kom farende hen imod mig og i ret position, handlede jeg instinktivt. Jeg sigtede på bladet, trykkede på aftrækkeren, idet jeg svingede med på samme måde, som jeg gør, når det er til en fasan. Grisens hastige flugt blev stoppet i en dramatisk koldbøtte, der vidnede om en velplaceret kugle. Jeg kunne se den døde gris fra min post, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå hen for at tage den i øjesyn, men at forlade sin post under et drev er af indlysende grunde strengt forbudt.
Efter en kort frokost med grillstegte vildsvinepølser, vildsvinestuvning og polsk hjemmebag var vi igen ude i kulden og klar til at fortsætte jagten. Denne gang var jeg sidste riffel i skyttekæden, hvorfor Ryszard og Hubert begge stod sammen med mig efter at have sat de andre af. Jeg følte derfor et enormt præstationspres. Da det skønnede udbytte for dagens jagt var 12 grise, var det forventet, at hver ”Riffel” ville give et passende bidrag. Jeg kastede flere gange riflen til kinden og øvede mig i at svinge med, derefter stod jeg stille som en statue, og lod kun mine øjne bevæge sig for at scanne landskabet efter svin. Dette drev foregik i et åbent skovområde med en bakket topografi og masser af kuglefang. Jeg havde det godt med at skulle skyde under disse omstændigheder.
”Dzik! Dzik!” råbte driverne. Mine ører stod på stilke. Hubert hviskede til mig, at en gris var på vej imod os. Pludselig kom det til syne på toppen af bakken foran mig. Det var på ingen måde klar over, at vi stod ved foden af bakken, men den var yderst forsigtigt. Jeg lagde riflen til kinden og fikserede rødpunktet på området mellem dens øjne, idet jeg fulgte det, da det løb hen imod mig. ”Vent, vent!” hviskede Hubert. Da den var inde på 20 meter, trykkede jeg på aftrækkeren, og i samme øjeblik trimlede vildsvinet – forendt.
Ryszard så fuldstændig chokeret på mig og begyndte ophidset at sige noget til Hubert på polsk. Da jeg var bange for at have skudt et dyr, der ikke måtte nedlægges, spurgte jeg Hubert, om jeg havde gjort noget galt. Han forklarede, at Ryszard, som er i 60 års alderen, aldrig tidligere havde set en kvinde skyde et vildsvin. Faktisk var der ingen kvindelige jægere, der nogensinde havde skudt et vildsvin på dette distrikt. Jeg følte mig helt stolt på mit køns vegne. Ryszard brækkede en lille gren af et bøgetræ og dyppede den i vildsvinets blod, inden han højtideligt overrakte mig den hen over det nedlagte dyr. Jeg bar den hele dagen i min hat og følte mig umådelig tilfreds med mit skud – især da jeg havde haft tilskuere på. Vildsvinet var faktisk en fin, 70 kilo tung orne, med et flot trofæ til at tage med hjem.
Den aften – efter mange slivovitz – blev alle vildsvinene lagt på parade med mine to nær fronten. Efter at vi med hornblæsning og på anden måde havde æret det nedlagte vildt, udnævnte Hubert jagtens Konge og Dronning. Den erfarne jæger Jean-Luc Mignonac blev Jagtkonge, og til min forbavselse blev mit navn derefter råbt op. Med det fine halssmykke, jeg nu bærer, følte jeg, at jeg kunne være tilfreds med indsatsen på min allerførste drivjagt efter vildsvin.
Turen
“Hele pakken” koster jagten 3000 Euro per jæger, baseret på en privat jagt med 12 jægere. Dette inkluderer fri afskydning af vildsvin, tre dages jagt med 8-10 drivere hver dag, jagtlicens og forsikring plus transfer fra lufthavnen i Berlin eller Warszawa. Ikke inkluderet er fly, drikkevarer og drikkepenge. For yderligere information, se: www.wildboar-hunting-france.com
Mit udstyr
Sauer 404 Artemis, kaliber .308 W. www.sauer.de
Hornady Full Boar, blyfri, 10,7 gram www.hornady.com
Leica Magnus 1-6.3×24 www.leica-sportoptics.com
Harkila Kana jakke og bukser www.harkila.com
