“Du gik glip af nordlyset i nat”, siger Don, da vi mødes til morgenmad. Han sover ikke meget og står normalt op allerede klokken 4, selv om der først er lyst adskillige timer senere. Jeg sover, så længe jeg kan i al almindelighed, men efter den lange rejse og tidsforskellen i særdeleshed. Don har allerede morgenmaden klar. Den er ligesom de foregående dage makaroni og smørristede grousebryster i skiver. Med nordlyset kom også en noget koldere temperatur. En halv snes graders frost gør det til en lidt anderledes oplevelse af gå på udendørs das, og teknikken med at sidde længe og tænke over livet vænner mig sig hurtigt fra.
Det hjælper i øvrigt heller ikke ligefrem på den voldsomme forkølelse, jeg har pådraget mig. Jeg har været her i området 6 timer nord for Alaskas hovedstad Anchorage i nogle dage, og vi har allerede jaget en del med udgangspunkt fra Dons lille, primitive jagthytte. Ham har jeg mødt ved flere lejligheder, og han har succesfuldt guidet mig til både brunbjørn, grizzly, moose og caribou. På andre tidspunkter har vi skudt ænder og gæs, men nu skal vi så jage grouse og traner sammen et par uger. Don har jagtretten – dog ikke eksklusivt – på 12.000 acres privat jord som mest består af dyrkede marker med småskove, levende hegn og enorme brakstykker. Herudover kan vi bruge de enorme statsejede arealer, hvor jagten er fri.
Hegne ude
En del af de privatejede marker er indhegnede med tre meter høje hegn. Ikke så meget for at holde noget inde, men mest for at holde den meget store bestand af moose ude, for ikke at tale om den store gruppe af wood-bison, der jævnligt huserer i området. Okserne ser vi ikke noget til, men der er masser af moose, især køer og kalve, der esser på afgrøderne. En tidlig morgen så vi 17 moose på en stor mark med spildærter, af dem var mindst to trofætyre. Vi stoppede op for at tælle og havde første parket til en brunstig ko, der formeligt pissede en mellemstor tyr direkte ind i munden. Brunsten er i fuld gang, men vi har ingen licenser, så det er bare med at nyde synet. For mange jægere er moose, bison og andet storvildt synonym med Alaska, men den store stat er andet end bjørne, migrerende caribou og gigantiske moose-tyre. På trods af tilstedeværelsen af 12 arter storvildt, er Alaska den stat i USA, der har den laveste vildttæthed. Faktisk er det sjældent, at man ser noget vildt, til gengæld er de store når man så endelig ser dem. Men når det kommer til småvildt er mulighederne legio især i dette område, hvor der er muligheder for at skyde adskillige arter ænder og gæs, en håndfuld forskellige arter hønsefugle, sneskoharer og prærietraner. Derfor skal man ikke gå af vejen for at jage småvildt i Alaska – især ikke hvis man vil have noget action.
Fire ruhårede
Don bor en dagsrejse herfra, men besøger tit sin lille jagthytte, bygger til og træner sine hunde. I denne omgang har han været her et par uger, og han regner med at blive en måneds tid endnu. Hans hustru er en indtagende dame, så der er ikke for at blive fri for hende, at han tilbringer måneder heroppe i intetheden. Nej, det er lidt for jagtens skyld og lidt for kødets skyld, men dog allermest for hundenes skyld, for Don sætter jagt med sine fire velopdragne ruhårede hønsehunde højere end noget andet i verden. Deri kan jeg godt følge ham, og jeg generes kun af savnet af min egen hund, for med alle de hønsefugle der er i området, ville hun også have haft nogle fantastiske dage.
I et par dage har vi jaget grouse og sneskoharer i hegn og krat, mens vi holder øje med trækket nordfra, der skulle give mulighed for at skyde både traner og gæs. I aftes skød jeg eksempelvis en sneskohare. I første skud rammer jeg den lidt bagligt, og den hopper ind i krattet. Don løser en af de gamle hunde Klaus, men den går straks på et friskt spor og forsvinder. Inden den når at komme tilbage, får jeg øje på den nødlidende hare i det tætte krat. Den er kun et par meter væk, men i frygt for at den skal humpe videre, skyder jeg den igen med det resultat, at den deler sig tværs over, som var det en Langlænder. Klaus apporterer senere den forreste halvdel, men der er ikke nogen steg tilbage. Sneskoharer smager i øvrigt godt, men er ikke så udfordrende at skyde, da de virker ret ligeglade med mennesker.
Nå, men det var de fugle vi kom fra
Men det er også vigtigere at få skudt nogle grouse over hundene. Der er tre arter i området her, nemlig sharptail grouse (spidshalet præriehøne), ruffed grouse (kravehjerpe) og spruce grouse (granhjerpe). De to sidstnævnte er der ikke så mange af, men de spidshalede er talrige i hele området. Vi har dog også allerede skudt adskillige. For et par dage siden skød vi den første af dem, og det foran den kun 8 måneder gamle “Amber”. Hun er endnu ikke helt jagtmæssigt vågen, men søgte flittigt og tilsyneladende rutineret ned ad det levende hegn og stødte en fugl, som heldigvis gik ud til min side. Egentlig er jeg modstander af at skyde foran så unge hunde, men Don har ingen problemer med det. Senere samme dag ser vi en falk slå på en flok sharptails i det høje græs. Det lykkes ikke for den, men en hel sværm grouse flyver ind i skjul i træerne i skovkanten. Sekunder efter har vi skiftet hund til den langt mere erfarne Klaus, og så går det løs. Den ene stand efter den anden præsterer han i stangskoven, og et pænt lille bundt fugle bliver apporteret i nogenlunde god ro og orden. Jeg skyder godt med den lånte 3-skuds halvautomat, hvorimod Don har store problemer med at ramme. Han plejer ellers at være sikkerheden selv. Vi mister en enkelt fugl på den konto, for uanset hvor mange gange han kalder Klaus til orden og siger “dead bird”, så vil Klaus hellere gå på jagt efter friske fugle.
Vi kom lidt bort fra den Grouse Slam
Vejret er fantastisk, men der er en smule nedbør forude, hvilket dog ikke vil genere dagens jagt, som skal handle om et forsøg på at skyde de tre arter grouse i løbet af tre timer. Det er den udfordring, Don har givet mig – lidt for sjov og lidt for alvor. Vi starter med at forsøge at finde en ruffed grouse, som er den vanskeligste. Heldet er dog med os, for allerede på vej ud til et stort skovområde, løber der to fugle på grusvejen foran os og forsvinder ind i et smalt levende hegn. Don mener, at det godt kunne være dem, vi leder efter, og vi sidder af og tager hunhunden Josie ud. Hun har været syg den sidste uges tid, men efter adskillige besøg hos dyrlægen og medicinering, er hun på vej tilbage. Hvis vi er heldige, bliver det ikke noget langt drev, og Don vil gerne have hende i bedre humør. Et godt stykke længere fremme i hegnet tager Josie fast stand, og da Don beder hende avancere, rejser hun en fugl til både venstre og højre. Don napper den ene og jeg den anden. Beruset af vores held, skal der nu ledes målrettet efter en spruce grouse. De holder også til i tæt krat eller skov og kan være vanskelige at finde. Situationen fra før gentager sig næsten, idet jeg får øje på en fugl på et skovspor, da vi kører stille forbi. Denne gang tager Don den gamle hanhund med – men i snor. Granhjerper holder ganske godt uden hund og skydes nemmest ved, at man går tæt på dem for at jage dem op. Ganske rigtigt kommer jeg på 3-4 meters afstand af den smukke fugl, inden den tager til vingerne og zig-zagger med vanvittig fart længere ind i skoven. Første skud er dårligt, men det rammer dog fuglen, der tumler ned længere fremme. Vi sætter Klaus på, og han finder straks den endnu levende fugl og tager stand, inden han får lov at apportere.
Tiden er knap
Der er kun gået en time, og vi har nu to timer til at finde en sharptail. Det lykkes ikke helt, for selv om vi har alle hundene ude efter tur i både hegn og på de store brakmarker, så holder fuglene ikke for hundene i dag. I den fjerde time har vi den unge hanhund Patch ude, og han søger op langs et hegn og støder tre fugle. Den ene flyver langt ud til højre og slår ned i skoven, mens de to andre nøjes med at flyve længere op i hegnet. Patch når kun lige at markere dem på deres nye position, da de buldrer op. Jeg skyder den første, men halvautomaten trækker ikke næste patron frem, så doubleen udebliver. Det er ellers en fremragende bøsse, men den skal nok lige renses efter de mange skud de seneste dage. Det samme skal de mange fugle, som jeg glæder mig til at tage vare på, og som en kort overgang vil være placeret på den øverste hylde i fryseskabet hjemme i Danmark. For resultatet af bemærkelsesværdige jagter stopper man ikke ind i bunden af skabet vel?
Sneskohare
Sneskoharen findes kun i Nordamerikas nordligste områder. De er ret små, omkring 1-1,5 kilo, hvilket gør dem til den mindste hareart i verden. Deres navn skyldes de enorme bagpoter, som hjælper dem til ikke at synke ned i den dybe sne. Det kolde miljø de lever i, gør at deres ører er kortere end de fleste andre hare-arter, og herudover har de pels på trædepuderne For bedre at skjule sig for rovdyr skifter den brune sommerpels til hvid om vinteren. Om sommeren lever de af græs og blade, men om vinteren i højere grad af bark fra træer og buske. De går heller ikke af vejen for at spise døde mus eller andre selvdøde smådyr. Sneskoharen går ikke i hi, men er på stikkerne året rundt. De er ret produktive og får op til 3 kuld årligt. Deres værste fjender er los og mårdyr af forskellig art.
Sharptail grouse
Sharptail er en mellemstor hønsefugl med en vægt på 800-1.000 gram. Den er også kendt som ”ildfuglen”, et navn som indianerne bruger om den. Den er vidt udbredt i Nordamerika men foretrækker en variation af prærieområder og landbrugsområder, meget gerne med spredte træforekomster. Hanerne har en gul plet over øjet, præcis som vi kender det fra urfuglen, men altså blot i en anden farve. På mange andre måder opfører de sig også som urfuglene, idet de om foråret mødes på udvalgte spillepladser, hvor hannerne fører sig frem overfor hønerne. En lille fjerløs pose på halsen kan pustes op og viser med sin mørklilla farve, hvilken kok der er den mest dominerende. Jagtformen er typisk ”walk up”, eller med stående hunde. Især de unge grouse holder godt for stående hunde, så først på sæsonen kan de bekvemt jages på denne måde. De er tilpasset et liv på åbne arealer, og synet og en stor flugtafstand er deres bedste beskyttelse.
Ruffed grouse
En lille hønsefugl, ofte kun omkring 450–750 gram med korte, kraftige vinger. Ruf er den amerikanske betegnelse for den pibekrave en præst bærer, og fuglen har da også en kravelignende fjerdusk om halsen samt en opretstående fjerdusk i baghovedet. Jagt på ruffed grouse er almindelig i de vestlige og nordlige områder af Nordamerika. En gang imellem bruges hunde, men det kan være lidt af en udfordring, idet denne grouse-art oftest kun findes i tæt krat, hvor de kan være vanskelige at få øje på med deres brune fjer. Den er i øvrigt en af de få arter, der ikke anvender nogen form for lyde i deres parringsspil, men kun trommer med benene. en lyd der kan høre flere hundrede meter væk.
Spruce grouse
En lille hønsefugl, ofte kun omkring 450–750 gram med korte, kraftige vinger. Ruf er den amerikanske betegnelse for den pibekrave en præst bærer, og fuglen har da også en kravelignende fjerdusk om halsen samt en opretstående fjerdusk i baghovedet. Jagt på ruffed grouse er almindelig i de vestlige og nordlige områder af Nordamerika. En gang imellem bruges hunde, men det kan være lidt af en udfordring, idet denne grouse-art oftest kun findes i tæt krat, hvor de kan være vanskelige at få øje på med deres brune fjer. Den er i øvrigt en af de få arter, der ikke anvender nogen form for lyde i deres parringsspil, men kun trommer med benene. en lyd der kan høre flere hundrede meter væk.
