TEKST OG FOTO: MARI NALSEN. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD.
Det regner og det blæser, og er bælgmørkt, da de første biler dukker op ved jagthytten. Der vil ikke gå lang tid, før hytten er fyldt til sidste plads af ivrige og forventningsfulde jægere. Det er den første morgen i den anden uge af elgjagten i oktober. De fleste af jægerne har været på jagt på andre terræner i den første uge, og der har ikke været jagt på dette terræn endnu. Jagtkonsortiet her har fået tildelt seks voksne dyr og seks kalve.
Den unge, karelske bjørnehundetæve Taika venter i bilen. Det er takket være hende, at jeg er her. En tæve som i fjor i en alder af blot 17 måneder blev jagtprøve-champion. Nu er hun blevet to år, og i løbet af den første uge er der blevet skudt to elge for hende. Den unge knøs Husse Anton blev 18 år i juni og er allerede en erfaren hundeejer og jæger.
Der er meget, der skal drøftes, og der vil gå flere timer, før de, der skal stå på post, kommer ud til deres poster. Tre hundeførere skal med deres hunde prøve at drive elgene frem til skytterne. Anton, Taika og jeg skal holde os i den østlige del af reviret, og der er langt at gå, inden vi kan slippe hunden. Vi følges med de jægere, der skal stå på post dér, og Taika er ved at koge over af jagtiver og hiver voldsomt i linen. Det er ikke let at komme frem. De løse sten, som der vokser rensdyrlav på, er glatte og farlige, og det voldsomme regnvejr har gjort moseterrænet næsten ufremkommeligt, men til sidst når vi endelig frem. Da Anton slipper Taika, farer hun af sted som en hvirvelvind og forsvinder snart i terrænet.
Der blæser en frisk vind, og selv om regnen ind imellem aftager, kommer der hele tiden nye byger. Taikas første søg bliver kortvarigt, og straks da hun sætter i gang igen, begynder vi opstigningen mod en bakkekam. Den våde lyng slår mod vores støvler, og når vinden rusker i enebærbuskene, får vi vandsprøjt i hovedet.
”Det blæser så meget i dag, at man ikke kan høre noget” siger Anton. Og desuden drejer vinden hele tiden. Det ene øjeblik blæser det fra én retning, og straks efter fra en anden. Taika passerer os på afstand. Den sorte og hvide tæve søger godt og dækker området hurtigt og effektivt. Det ser næsten ud, som om poterne ikke rører jorden. Det er et studie i elegance og jagtiver. Men alligevel mener Anton, at hun sandsynligvis er lidt «brugt».
– Hun har været på jagt i en uge nu, og bør være lidt træt. Det ses også i hendes søg, som er lidt til den korte side.
Lige så hurtigt, som hun dukker op, bliver hun væk igen. Vi sætter os ned på en væltet træstamme og venter. Antons GPS viser, at Taika er ude i et stort søg og er langt væk. Regnen er aftaget igen, men vores tøj er allerede godt vådt. Man kan vel sige, at det er typisk elgjagtvejr. Skyerne hænger lavt, og det bliver aldrig rigtig lyst. De fleste blade er faldet af træerne og danner nu et glat, fugtigt og gulbrunt tæppe på bakkeskråningen.
Anton var bare 16 år, da han fik Taika, og egentlig havde han mere end nok i tæven Sirpa. Men da Taikas mor blev parret med en finske hanhund kunne han ikke modstå fristelsen og fik en af hvalpene. Og Taika viste sig at være et naturtalent. I en alder af bare 17 måneder blev hun «Svensk Jagt Champion».
”I år vil jeg også satse på jagtprøver i Norge og Finland” siger Anton. ”Hun kan måske også blive nordisk mester en dag.”
Anton vil også gå på bjørnejagt med Taika. Indtil nu har han ikke skudt nogen bjørn for hende, men hun har både sporet bjørn og haft standhals. Vi bevæger os nogle hundrede meter frem i terrænet og stopper op på en lille høj.
– Ssshhh, nu har Taika fået fært, hvisker Anton.
Jeg kan overhovedet ikke høre andet end vinden. Anton tager sin GPS frem og studerer den.
– Hun var på vej ud mod en af de andre hundeførere – som er over en kilometer borte, men nu er hun på vej tilbage. Vi får se, om hun har elgen med.
”ssshhh” , nu kan jeg høre hende igen.
Jeg kan stadig ikke høre noget, før der pludselig er en gren, der knækker.
– Nu kommer den, hvisker Anton.
Elgen kommer nærmere og nærmere, og nu kan jeg også høre lyden af dens klove, der rammer jorden. Lyden kommer nærmere og nærmere op imod den høj, vi står på. Elgen når til sidst op på toppen og er ikke mere end 25 meter væk. Anton hæver 9,3´eren og skuddet brager. Benene bliver slået væk under elgen, og den styrter om med et ordenligt bump. Så bliver der stille. Men kun i et kort sekund.
” Du er dygtig, Taika.” Anton roser sin hund, mens vi går hen til elgen.
”Dygtig pige!” Det er en stor elgko, som ligger der med vidtåbne øjne. Hun drager sine sidste åndedrag, og Taika må pludselig kaste sig til siden for ikke at blive sparket omkuld af elgen i dens dødskramper. Anton ser pludselig lidt ængstelig ud og må for en sikkerheds skyld se efter, om er der mælk i yveret på elgkoen, men det er der ikke tegn på.
Det var Taikas tredie elg i år og den syvende i alt. Anton stråler af glæde. Han har allerede skudt to elge i år. Sin unge alder til trods har han allerede i skudt 18 elge i alt – heraf var tre tyre med flotte gevirer.
Taika rusker i elgens pels, så hårene ryger omkring den. Tæven er tydeligvis stolt og glad. Anton får mobilen frem og ringer til jagtlederen. Da det er gjort, ringer han til sin far, som står på post og derefter til nogle af sine venner. Selvfølgelig skal man fortælle, når man har skudt en elg for sin hund.
Efter at vi har brækket elgen, venter vi på «jernhesten» – som aldrig kommer. Taika rusker stadig i elgen, da telefonen ringer. Vi får en melding fra Antons far om, at hunden Flora, som er mor til Taika, er på vej over mod os med elg. Et hurtigt kig på GPS´en viser, at hunden bare er hundrede meter fra os. Igen høres lyden af grene, der knækker, og nede i dalen – 50 meter under os kommer tre dyr løbende. En ko med kalv og efter dem en tyr med et flot gevir. Taika, som ikke havde været bundet, blander sig desværre i legen og løber ind mellem kalven og tyren. Dette ødelægger Antons skudchance. Han må sænke riflen, og vi ser på hinanden og siger i kor:
”Nej, hvor er det en flot tyr!” Nogle minutter senere kommer den otte år gamle Flora. Hun er med alderen blevet lidt langsommere – end sin datter Taika.
– Dygtig, Flora, Anton roser hunden og ser igen på sin GPS.
– Nu kommer det snart til at smælde, de er på vej mod skyttekæden. Om få minutter, nu. Han når ikke at fuldføre sætningen, før skuddet smælder
– Hvad sagde jeg? Anton snakker som en selvsikker 18-årig. Derefter ler han.
– Det her var en god post. Den skal jeg huske til en anden gang.
Efter et par telefonsamtaler erfarer vi, at elgen er anskudt, men er løbet videre. GPS´en viser, at Flora er stoppet op ved en bæk.
– Tyren ligger i bækken, siger Anton så skråsikkert, som kun en 18-årig kan være.
– Hvis det altså ikke er fordi, at Flora ikke kan komme over bækken.
Taika derimod driver som aldrig før. Hun har sammen med koen og kalven bevæget sig flere kilometer.
– For pokker da! Nu er hun gået over vejen og ind i det område, hvor vi forrige uge så en ulveflok, siger Anton. Bekymringen står malet i ansigtet på ham. Den forsvinder ikke, før han hører, at Christer har stoppet Taika – så letter presset og han af og siger:
– Da vi var på jagt sidste lørdag, skete der noget mærkeligt. Da jeg ringede til senderen i halsbåndet, for at høre, om hun bjæffede, hørte jeg, at hun skreg og hylede. Jeg blev virkelig bange. Vi fandt ikke ud af, hvorfor hun hylede, og ingen havde set noget. Hun kom tilbage til mig, lige så snart jeg kaldte hende ind, og det gør hun normalt ikke. Så hun har haft kontakt med et eller andet derude.
Da vi mødes igen nede ved slagteskuret, er det blevet eftermiddag. Anton går med for at hjælpe til med at få elgkoen ud, og jeg går med Christer og Flora for at eftersøge den anskudte tyr. På vejen snakker vi lidt om Taika.
– Jeg har aldrig set mage til hund. Hun er fantastisk til både at finde og stille elge, siger Christer. Vi vil gerne have hende parret. Jeg har ikke brug flere hunde, men jeg må have en hvalp efter Taika. Og Anton vil selvfølgelig også selv have en. Den eneste fejl, han kan se ved sønnens hund, er, at den aldrig giver op.
«Tager elgen på langfart», så følger Taika med. Det betyder at du kan komme til at køre langt for at finde og koble hende.
Vi er ankommet til skudstedet, som skytten Hans har markeret med tape. Vi finder lidt pelstotter og nogle dråber schweiss få meter fra skudstedet. Christer slipper Flora, og hun forsvinder ned til venstre for os og bliver borte.
Jeg spørger, om hun vil give hals, hvis hun finder den døde elg, og Christer smiler lidt forlegent.
– Jeg ved det faktisk ikke. Han når næsten ikke at blive færdig med sætningen, før Flora begynder at gø, bare 30 meter fra os.
Og midt ude i bækken ligger den flotte ti-takker elg faktisk. Det mørke vand kærtegner tyren, og den ser vældig fredelig ud, som den ligger der. Flora står på dens ryg og rusker i pelsen. Det får mig til at tænke på Antons ord nogle timer tidligere.
– Den ligger i bækken!
Karelsk bjørnehund
Den karelske bjørnehund, som vi kender den i dag, har sine rødder i området omkring den kæmpestore Ladogasø i Karelen, hvor man brugte den til jagt på al slags vildt. Selv om den længe har været kendt i Karelen, kommer den oprindeligt et helt andet sted fra. Ældre skrifter om hunde henfører denne race til de hunde, som det finsk-ugriske folkeslag havde.
Racens udbredelse hænger stærkt sammen med dette folks vandringer. Man ved, at de som et jægerfolk kom fra syd og slog sig ned på den vestlige side af Uralbjergene sidst i 900-tallet.
De skulle efter sigendehave haft handelsforbindelser med Karelen fra 1100-tallet af. Hvis det er tilfældet, er det sandsynligt, at deres hunde har haft mulighed for at sprede sig vestpå. Den lange grænse, som går gennem et skovlandskab, har ikke været nogen hindring for racens udbredelse til Finland.
Den karelske bjørnehund er oprindeligt en hund, som man bruger til jagt på storvildt som elg, bjørn og til en vis grad vildsvin, los og grævling. Enkelte kan også anvendes til fuglejagt og jagt på småvildt som mår. Racen anbefales ikke som ren familihund, da den kræver megen motion og aktivering for at få afløb for sit jagtinstinkt.
Se spidshundeklubben for mere info.
