AF JENS ULRIK HØGH
De fleste danske jagtrejsende har prøvet at booke en jagtrejse gennem et jagtrejsebureau. Mange har også prøvet at booke og arrangere turen selv. Der er plusser og minusser ved begge dele, og hele processen er omgærdet af mange myter og misforståelser. Uklarheden forværres af den udbredte tendens til at mennesker sjældent praler af deres egne fejltagelser, mens man gerne deler ud af sine succesoplevelser.
Det er ofte svært at sammenligne to forskellige jagtrejseprodukter, fordi utroligt mange faktorer indgår i den samlede ”pakke”. Kvaliteten af indkvartering og forplejning er til at overskue og i øvrigt af mindre betydning for de fleste jagtrejsende, men hvordan vurderer man på forhånd kvaliteten af selve jagten? Man kan nemt finde vidt forskellige priser på at nedlægge et bestemt stykke vildt, men prisforskellen kan dække over en klar forskel i jagtoplevelsen. Det ene sted foregår jagten måske på relativt små hegnede arealer – det andet sted er det måske jagt til fods i enorme naturområder …..
To trofæer på væggen kan ligne hinanden på en prik, men jægeren selv vil altid mindes jagten som den var, hver gang han betragter hornene på væggen. For ham kan selv det flotteste trofæ rumme halvdårlige minder om en jagt, som ikke levede op til forventningerne på grund af alt andet end trofækvaliteten.
Vi vil i det følgende se på konsekvenserne af følgende alternativer:
- Booking igennem skandinavisk jagtrejsebureau
- Booking direkte hos outfitteren
- Booking gennem en formidler – f.eks. i form af en online bookingportal.

JagtRejseBureauet
Et jagtrejsebureau lever typisk af at sælge pakkerejser bestående af jagt, indkvartering og transport. Det vil som oftest sige, at jagtrejsebureauet arrangerer hele turen fra rejsen starter hjemmefra, og til man er hjemme igen. Det eneste man som kunde behøver at gøre er at vælge sin rejse, betale den og tage afsted.
Bureauet lever af at videresælge jagt fra et antal lokale jagtarrangører rundt om i verden. Men det, at der er tale om videresalg, betyder ikke nødvendigvis, at det er dyrere at booke igennem bureauet end at handle direkte med de lokale arrangører. Årsagen til dette er, at bureauet modtager salgskommission fra den lokale jagtudbyder (outfitter) for at løse en lang række opgaver, som jagtudbyderen ellers selv skulle stå for, hvis han handlede direkte med jagtrejsekunderne. Det gælder bl.a. hele salgsarbejdet med personlig kundekontakt og kvalificeret rådgivning på kundernes eget sprog. Jagtrejsebureauet står typisk også for markedsføringen af jagterne på sin hjemmeside, i kataloger, i nyhedsbreve, på jagtudstillinger. Og nok så vigtigt slipper den lokale jagtarrangør (outfitter) for at bekymre sig om kundernes betalinger. Kort og godt kan en outfitter, som sælger sine jagter igennem et veletableret bureau, forvente flere kunder og betydeligt mindre arbejde. Det betaler han bureauet for, og han kan så koncentrere sig om det, han for alvor er god til – nemlig at arrangere og gennemføre jagten, hvor han befinder sig.
Ser man på jagtrejsebureauet fra kundens synsvinkel, får man hos et jagtrejsebureau rådgivning baseret på medarbejdernes egne erfaringer – ofte fra flere forskellige destinationer. Bureauets fornemste opgave er at anbefale de rejseprodukter, som bedst svarer til kundens ønsker og forventninger. Er forventningerne afstemt er sandsynligheden for en vellykket tur større end hvis ens forventninger overstiger en rejses reelle indhold. Bureauet har ofte flere alternativer og kan hjælpe med at vælge den optimale løsning for dig. Uvildig rådgivning er der naturligvis ikke tale om, men bureauet har en klar egeninteresse i ikke at oversælge produkterne, men guide dig i retning af en vellykket rejse som lever op til dine forventninger.

Ud over rådgivning i jagtrejsens planlægningsfase klarer bureauet som regel også hele den praktiske side af sagen. At booke de bedste flyafgange og sikre at transporten af våben og ammunition forløber gnidningsløst gennem flyselskaber og lufthavne er desværre ikke så simpelt. Hvis det er et jagtrejsebureau som har solgt flybilletter, hotelophold og lejebiler m.v. som en del af rejsen, er det også bureauets ansvar at se til, at alting går som det skal. I tilfælde af uforudsete problemer i forbindelse med rejsen, kan man som kunde regne med, at bureauet løser dem. Det sker oftere, end man umiddelbart tror, at et fly bliver forsinket, så man ikke kan nå den videregående forbindelse og derfor har behov for hjælp til at udrede trådende omkring den videre transport, bagage og transfer fra lufthavnen og så videre. Det kan være temmelig frustrerende – og ikke mindst dyrt – at stå med den form for problemer på egen hånd. Et jagtrejsebureau tager sig naturligvis betalt for sit arbejde, så mens det ofte koster det samme at booke selve jagten gennem bureauet, som det ville koste at booke den direkte, må man forvente at betale noget for bureauets arbejde med alt det praktiske omkring rejsen.
En meget væsentlig detalje omkring det at booke igennem et etableret bureau er trygheden omkring arrangementet. Der er formentlig ingen steder i verden, hvor den jagtrejsende, nyder så stor forbrugerbeskyttelse som i Skandinavien. Kort fortalt er alle rejsebureauer som sælger pakkerejser forpligtet til at være medlemmer af Rejsegarantifonden. Det betyder bl.a. at bureauet stiller en omsætningsafhængig bankgaranti til dækning af omkostninger i tilfælde af bureauets eventuelle konkurs. Har du forudbetalt en jagtrejse hos et legitimt dansk jagtrejsebureau eller strander du på destinationen på grund af bureauets konkurs, bliver dit tab som udgangspunkt erstattet af Rejsegarantifonden.
Men trygheden ved at handle igennem et bureau går betydeligt videre end som så. Alene det faktum, at medlemmer af Rejsegarantifonden skal stille en sikkerhed, som for de mindre bureauers vedkommende typisk løber op i 300.000 DKK, vidner om en vis økonomisk soliditet i bureauet. Dette forstærkes yderligere af, at Rejsegarantifonden overvåger økonomien i bureauerne nøje. Man kan altså som kunde være tryg ved, at de penge man betaler for et pakkerejsearrangement ikke pludselig forsvinder på grund af dårlig økonomi i det jagtrejserbureaue, man handler med.
Den såkaldte Pakkerejselov giver forbrugeren yderligere rettigheder, når pakkerejsen købes igennem et dansk bureau. F.eks. kan man rette klager over mangler ved rejsen direkte til Pakkerejse-Ankenævnet, hvis man mener, at produktet ikke har levet op til det, man har betalt for. Bureauet har ikke juridisk set pligt til at efterleve nævnets afgørelser i klagesager, men hvis det ikke sker, bliver bureauet opført på ankenævnet liste over bureauer, som ikke efterlever afgørelserne (hvilket er rigtig dårlig reklame), og forbrugeren kan få sine retsomkostninger betalt, hvis sagen i givet fald tages til domstolene. I skrivende stund finder man ingen jagtrejsebureauer på den sorte liste – der står stor respekt om Pakkerejse-Ankenævnets afgørelser. En detalje som mange udenlandske jægere formentlig ikke er klar over er, at den danske forbrugerbeskyttelse gælder ALLE kunder – uanset nationalitet og bopælsadresse – som køber en pakkerejse af et danske jagtrejsebureau!
Bureauer – Fordele og ulemper
En hurtig opsummering af fordele og ulemper ved at booke en rejse gennem et jagtrejsebureau:
Arbejdet omkring arrangeringen af jagtrejsen er minimal ved booking gennem et bureau. Bureauet sørger for alt det praktiske og er der noget der går galt, skal bureauet også sørge for at løse problemerne undervejs. Risikoen for fejl er betydeligt mindre end hvis man arrangerer turen selv. Det er ganske nemt at fare vild i junglen af internationale regler og formularer der skal udfyldes i forbindelse med jagt og ikke mindst våbentransport.
Trygheden i at arrangere gennem et bureau er i top. I princippet nyder man som forbruger en ret vidtgående lovfæstet sikkerhed for, at man får den vare, man har betalt for, hvis man booker gennem et dansk jagtrejsebureau, som er medlem af Rejsegarantifonden. Man kan desuden føle sig ganske sikker på, at et velrenommeret bureau vil strække sig langt for at beskytte sit gode omdømme.
Prisen gennem et bureau vil ofte være lidt højere, end hvis man booker en jagt af tilsvarende kvalitet direkte og selv står for hele rejseplanlægningen, med booking af fly, hoteller, lejebiler osv. Prisforskellen vil som oftest først og fremmest ligge på arbejdet med den praktiske del af rejsearrangementet og ikke på selve jagten. Der kan være nogle få kroner at spare ved at arrangere alting selv.

Den direkte booking
Flere og flere booker deres jagtrejse direkte hos en lokal jagtarrangør et eller andet sted i verden. Det er for mange en spændende proces at arrangere sin egen jagtrejse, og man står under forberedelserne direkte i kontakt med dem, som i sidste ende står for jagten. Det er der indlysende fordele i, men også den klare ulempe, at outfitteren kun arbejder for sig selv og aldrig vil rådgive dig til at vælge et andet arrangement end hans eget, selv om det måske passer bedre til dine ønsker og forventninger. Det er svært at vurdere troværdigheden og den økonomiske status for en outfitter i et fremmed land – i særdeleshed hvis man ikke kender jægere, som har jaget der tidligere.
Det er ikke givet, at en direkte booking er billigere end en booking gennem et jagtrejsebureau eller en formidler. Outfittere, som arbejder gennem bureauer i nogle lande og repræsenterer sig selv i andre, har som regel de samme priser ved booking direkte som ved booking gennem bureau. Mindre outfittere, som kun kan tage et begrænset antal klienter, bruger måske ikke så mange ressourcer på markedsføring og kan den vej rundt måske tilbyde lidt lavere priser på jagten. Der kan naturligvis også være tilfælde, hvor man i forvejen kender outfitteren og finder en eller anden specialpris på arrangementet.
Booker man direkte, skal man som udgangspunkt selv arrangere alt det praktiske omring rejsen.
Der skal bookes fly og bil, og hele papirmøllen omkring våbnene og jagten skal være på plads. Har man ikke styr på formaliteterne, kan turen nemt ødelægges af forsinkelser eller aflysninger på baggrund af manglende tilladelser mm.. At rejse med våben i vore dage er at bevæge sig ud i et sandt minefelt af uforklarlige regler og modvillige medspillere i skikkelse af fremmede myndigheder, luftfartsselskaber og toldere. Det er bestemt ikke umuligt – hvis man har opdateret viden om, hvordan man gør. Men forvent ikke, at den lokale outfitter har styr på processen. ALT hvad der sker af fejltagelser, hviler på dine egne skuldre – både tidsmæssigt og økonomisk.
Forbrugerbeskyttelse er der i realiteten intet af, når man booker direkte. Hvis outfitteren i en fjern afkrog af verden ikke henter dig i lufthavnen, fordi han har brugt alle dine penge på alt andet end at arrangere din jagt, er du tvunget til at løse problemerne selv og i yderste konsekvens forfølge sagen via de lokale domstole. Det samme gælder, hvis arrangementet bliver gennemført, men det ikke lever op til, hvad du er blevet lovet. Lad mig gøre en lang historie kort: Glem det! Du får sandsynligvis ikke vristet penge ud af en outfitter i et land uden for EU uanset, hvor hårdt du lægger dig i selen. Du kan bruge masser af tid og penge på en tvist, men det vil yderst sjældent kunne betale sig.
Direkte booking – fordele og ulemper
En hurtig opsummering af fordele og ulemper ved at booke en rejse direkte:
Den samlede pris for et jagtrejsearrangement kan være lidt lavere, hvis man arrangerer det hele selv. Særligt hvis man har personlige forbindelser til arrangøren. Hos større veletablerede outfittere, som delvis sælger igennem bureauer, er der sjældent noget at spare på selve jagten.
Arbejdet i at arrangere alting selv er betydeligt større og tidskrævende, end hvis man går igennem et bureau. Der er mange faldgruber, og fejltagelser kan nemt betyde tabt jagttid og større udgifter til rejsen end forudset.
Der er i realiteten ingen garanti og tryghed når man arrangerer sin jagtrejse selv. Man står alene med ansvaret for, at alting klapper. Der er ingen økonomiske garantier og ingen enkle klagemuligheder. Føler man sig dårligt behandlet, kan det typisk kun forfølges via retssystemet i outfitterens hjemland.


Booking gennem onlineportal
Der er i de senere år kommet flere onlineportaler, hvor outfittere kan præsentere deres jagter side om side med tilsvarende jagter fra andre outfittere. Portalens brugere kan typisk skrive anmeldelser af outfitterne og deres rejser til vejledning for andre brugere. Portalen tager en salgskommision fra outfitteren for hver rejse, der bookes igennem portalen – nøjagtigt som jagtrejsebureauet typisk gør det. Af samme årsag kan man ikke forvente at finde væsentlig billigere jagter her.
Groft sagt er det, som bookingportalen tilbyder outfitteren, en markedsføringsplatform i stil med de platforme vi kender fra f.eks. bil- og boligmarkedet. De sælger annonceplads på et medie med et stort antal besøgende fra den rigtige målgruppe, som i dette tilfælde er potentielle jagtrejsende.
Bookingportalen yder ingen personlig rådgivning og påtager sig absolut intet ansvar for de solgte rejser. De sorterer typisk i de outfittere, som får adgang til at bruge portalen, men der er som sagt ingen former for garantier eller assistance at hente i tilfælde af, at noget går skævt. I juridisk forstand booker man sin rejse direkte hos outfitteren og er altså hverken værre eller bedre stillet, blot fordi man sender bookingen igennem en online-portal. Økonomiske garantier er ikke-eksisterende og alle klager er henvist til retssystemerne i oufitternes hjemlande.


Ærlig snak
Jeg har i det foranstående forsøgt at forholde mig så neutral som muligt til de forskellige bookingmuligheder, man har som jagtrejsende. Jeg kan sagtens forholde mig til spændingen i at gøre alting selv og jeg er fuldt ud klar over, at masser af hjemmearrangerede rejser har været store succesoplevelser. Det har jeg selv oplevet både på egen krop og set fra sidelinjen. Men jeg har også oplevet fiaskoerne og må tørt konstatere, at de fylder betydeligt mindre, når der fortælles historier foran jagthyttens knitrende kamin. Det skyldes nok, at det strider imod menneskelig natur at trampe alt for meget rundt i sine egne fejltagelser – det er langt sjovere at dele succesoplevelserne.
Der er fordele og ulemper ved alle former for jagtrejsebooking og man skal naturligvis vælge den metode man har det bedst med. Men gør det med åbne øjne…….






