Årets store europæiske jagtmesse, IWA, bugnede af nyheder. Her er de første. I næste nummer af JAGT, Vildt & Våben følger der flere.

Overgangen fra vinter til forår er altid træg at komme igennem. Det pludselige fravær af jagt i Danmark fjerner en lille gnist af livsglæde i mit jægerhjerte, som hverken bilvask eller rensning af tagrender formår at kompensere for. Heldigvis er sidste del af vinteren også sæson for de helt store jagtmesser. Her tændes grej-nørderiet på fuldt blus, og min mailboks dirrer dagligt af interessant indkommende produktnyheder. Den årligt tilbagevendende IWA Outdoor Classic Messe i Nürnberg, Tyskland er for mig topmålet af nørdet grej og et overflødighedshorn af inspiration til resten af året.

Netop i år fejrede IWA messen rent faktisk 50-års jubilæum og rundede besøgende nummer én million. Efter fire intensive messedage viste opgørelsen på besøgstal, at lige omkring 40.000 glade besøgende fra 120 lande havde aflagt besøg hos 1.072 udstillere på tværs af 9 massive messehaller for at snakke grej og lægge ordrer. Det er faktisk en imponerede stigning på 15% i antallet af besøgende, trods det stadigt skuffende fravær af nogle af de helt store brands, der har rykket deres tilstedeværelse til mere lokale messer i de enkelte europæiske lande.

Jagtbeklædning er nu stort set fraværende med ganske få brands til stede i de tyske messehaller. Til gengæld er tilstedeværelsen af airsoft og knive steget igen i år med prisuddelinger og stor ståhej. Natoptik var stort sidste år, men denne gang var det massivt dominerende i billedet. Faktisk var hallen med knive naturligt nok det eneste sted, hvor natoptik endnu ikke havde formået at snige sig ind. Jeg lover at vende tilbage med et fuldt overblik over det bugnende marked for natoptikken i dedikeret artikel i næste nummer. Rifler, haglgeværer og håndvåben har stadig en god bred repræsentation som naturlig rank rygsøjle i en jagtbranche, der aldrig helt er kommet sig oven på covid med de ændrede rejsemønstre. Det kombineres nu med en øget militær spænding i Europa, der rykker vigtige ressourcer i en lidt mere alvorlig retning.

Ingen diskussion om, at den øgede militære fokus samtidig rykker en smule på vores kollektive indstilling til, hvordan et rigtigt gevær og jagtpåklædning skal se ud. Dele af de militære AR-platforme spreder sig til jagten, uanset hvad vi har af lokale diskussioner, om den korrekte påklædning er militær camouflage-mønster eller klassisk tweed. Rifler og alt det tilhørende grej hælder uden diskussion mod taktiske detaljer, hvor lav vægt, længere distancer, hurtigere reaktion tæller højere end ukritisk leflen for en hedengangen nostalgi. Ja, jeg er farvet i den debat. Der var også massivt flere kommercielle og professionelle droner til stede, end jeg har set tidligere, selvom den del af messen, som jeg selv besøgte, var rettet mod det lidt mere stuerene civile marked.

Jeg tog turen til Nürnberg sammen med et par gode venner og grej-entusiaster, hvilket gennem årene har vist sig at være en virkelig god måde at få alle de spændende detaljer fra messehallernes kringelkroge trukket ud af mørket og givet videre til grej-sektionens læsere. Samtidig er netværket med andre journalister på messen ganske uvurderligt, når vi deler de små finurligheder, vi efterhånden får fundet. Efter fire lange dage i grej-paradiset var vores fødder og rygge godt brugte. Jons kamera løb tør for strøm et par gange, og SD-kortet blev fyldt til randen. Rasmus havde nok travet samtlige rækker i de store haller tynde, og min egen notesbog bugnede af kryptiske kragetæer om lækkert grej. Jeg måtte sortere kraftigt ud i overflødighedshornet ved hjemkomsten, men lad os starte med riflerne.

DENTLER DR21, TYSK RETTRÆKKER RIFFEL OG INGENIØRKUNST

Messens absolut mest omtalte riffel var hverken guldbesat, afsindig dyr eller specielt svær at finde. Tyske Dentler havde nok betalt en anselig formue for at få lov at placere en ensom stand lige foran billetautomaterne ved hovedindgangen. Her kunne man ikke alene beundre den imponerende tyske ingeniørkunst, men også teste riflens performance med rødpunktsigte under vildsvinejagt på en elektronisk skydebane. Dentler DR21 er en moderne rettrækker med totallængde på blot 87cm. Denne korte længde opnås ved at trække den 52cm lange pibe godt bagud i skæftet, uden dog at anvende et reelt bullpup design.

Bundstykket fra rettrækker-mekanikken kommer lovlig tæt på næsen under hurtig genladning, men der er stadig plads til et par fingre, selvom din næse skulle være til den store side. Skæftet er thumbhole, og trykket fra din håndflade betjener sikringen således, at du kun kan skyde, når du klemmer sammen om håndtaget. Det føles lidt akavet i starten, men efter 50 skud i deres skydebiograf lærer man at sætte pris på, hvor hurtigt det først skud rent faktisk kan afgives sikkert, fordi afsikringen pludselig er en integreret del af anlægget. På samme måde er afsikringen ganske naturlig: Du slapper bare af i håndfladen, og så afspændes slagstiften – Ganske genialt koncept!

Bundstykket er ret solidt monteret, men bolthoved kan afmonteres nemt for sikkerhed under transport. Hele aftrækkerhuset åbnes på hængsel for at skifte magasinet, der glider bagud på en skinne, men heldigvis kan det også toppes ovenfra uden at skulle rode med aftrækkerhuset. Montagen er fremskudt en smule for naturlig øjenafstand og kan enten være standard picatinny eller Dentlers eget patenterede design, hvor du kan mikrojustere sigtemidlet til denne riffel og derved sikre, at sigtemidlet kan flyttes direkte over på en anden riffel uden genindskydning (det er ikke helt dumt). Prisen lander på 4.900 til 6.500 EUR, men min mavefornemmelse siger, at trods den lækre kvalitet og store opfindsomhed skal du nok ikke forvente, at hylderne i de danske jagtbutikker kommer til at bugne med denne riffel på noget tidspunkt.

SAVAGE, AMERIKANSK FORTOLKNING AF LETHED

Amerikanske Savage havde en håndfuld nyheder på den lette side af vægtskalaen. Impulse serien havde fået tilføjet en opdateret KLYM model i skæfte fra FBT (Fine Ballistic Tools skæfter var synlige på hele messen) med carbon pibe. Deres 110 serie havde også et par interessante nye udgaver: 110 Trail Hunter modellen har bibeholdt sit Hogue overmolded skæfte, men bundstykke og låsestål var blevet poleret til diamant finish og derefter cerakoted. Det gav er uimodståelig glat låsegang, der næsten kaster håndtegn bagud til Sauer 80 riflen. Deres 110 KLYM riffel er udrustet med FBT skæfte såvel som carbon-wrappet rustfri stål pibe fra Proof Research. Låsestolen er i rustfrit stål med udskæringer for reduktion af vægten, bundstykket er udskåret med diamant-mønster, og alt metal er cerakoted for vejrbestandighed. Den samlede vægt ender på blot 2,7kg.

BERGARA PREMIER ELEVATE, SYGT LET RIFFEL MED TOP-KOMPONENTER

Bergara Elevate er en del af deres Premier serie og er lige nu nok blandt de tre mest interessante rifler, der kombinerer ultimativ lethed med top præcision. IWA 2024 var faktisk første gang, jeg fik denne riffel i hænderne, og den levede fuldt op til mine opskruede forventninger. Stort set alle rifler i den ultralette ende af skalaen anvender MDT’s urimligt lette og lækre HNT26 skæfte på blot 737g. Til Elevate riflen anvender Bergara derudover deres Cure riffelpiber med et ekstra lag stålmesh til at distribuere varmen og håndtere lidt flere skud uden at rykke ved præcisionen. Magasinbrønden er af AICS typen, hullerne til montage følger Remington 700 standarden. Som aftrækker anvendes en Trigger-Tech med patenteret friktionsfri glas-aftræk, og så er der egentlig ikke grund til at kigge efter flere komponenter. Bergara har fulgt en forholdsvis simpel og effektiv opskrift på en letvægtsriffel i topkvalitet på blot 2,8kg, inden optikken monteres, og virkeligheden skuffede bestemt ikke. Prisen i Danmark ender på 29.599 kr.

WINCHESTER XPR COMPOSITE LINKS, MEST SOLGTE VENSTREHÅNDS RIFFEL

På IWA-messen var vi heldige at møde Henrik Gynther fra HG-Agencies, der er den danske distributør af Winchester. Han havde nøglerne til en del af de interessante haglgeværer på Winchester og Browning standen, som vi vender tilbage til senere. For riflerne pegede han på et interessant valg: Winchester XPR composite Links. Der er ikke mange bolt-action rifler til de venstrehåndede, og de få modeller, der dukker op, ankommer ofte sent til markedet. Winchester XPR composite riflen tilbyder låsestol i solidt stål samt en 53cm pibe med gevind og Permacote overfladebehandling. Skæftet er i komposit materiale for lav vedligeholdelse og god vejrstabilitet. Magasinet er aftageligt og tager tre patroner. Riflen kommer i .308WIN, 3006SPR samt 300WM og kan anskaffes til den lave pris af 7.599 kr. – det er HG-Agencies suverænt mest solgte venstrehåndsriffel.

BROWNING B525 ADJUSTABLE COMPOSITE, FULDT JUSTÉRBAR OVER/UNDER UDEN DIKKEDARER

Haglgeværerne var også ganske synlige på IWA messen, og vi fik som sagt Henrik Gynther til at låse et par interessante modeller ud fra skabene til nærmere studier og billeder. Browning brillierede som sædvanlig med deres nyeste B525 udgave med skæfte i sort komposit. Geværet er nærmest hermetisk renset for dikkedarer og kan uden problemer tages med på strand, så vel som mark og skydebane. Dette vedligeholdelsesfrie og vejrbestandige våben har justérbart skæfte for optimal tilpasning og skuldring, med mulighed for sideværts og højdejustering af kindpuden samt tykkelse af skulderpuden for bedre rekylabsorbering. Kolben kan monteres med kontravægte for bedre balance, mens forskæftet og pistolgrebet har fået ekstra nopret gummi for bedre greb under våde forhold. Haglgeværet har et diskret guldbelagt, justérbart aftræk og en meget simpel og elegant baskyle. Løbene er backbored, tilbydes i tre længder med en mat blå finish, Invector+ choke system med fem chokes inkluderet. B525 Composite vejer 3,5 kg er velkonstrueret med solid bolt og hængsel og tilbydes til en attraktiv pris.

KRIEGHOFF K-80 PARCOURS, SMUKT OG SOLIDT HAGLGEVÆR

Legendariske tyske Krieghoff fremviste deres nye K-80 model kalder Parcours, der er velegnet til både jagt- og sportsskydning. Baskylen er den velprøvede og solide K-80 base med en ny udgave af skæftet i tyrkisk valnød med satin overflade, hvor den forreste del er holdt lidt smallere, og den samlede oplevelse giver en mere dynamisk bevægelse, der fint følger din krop. Kindpuden kan justeres til din skydestil, og aftrækkeren tilpasses til din individuelle stil. Løbet kan vælges i utallige længder med loddet sigteskinne medfølgende Krieghoff tyndvægs chokes og hvid perle som sigtemiddel på toppen. Der er bunker af tilbehør til K-80 serien som eksempelvis kontravægte under forskæftet og dlc coating på alle metaldele. Virkelig topklasse haglgevær med utallige optioner.

LEUPOLD MARK 4HD SOLID SIGTEKIKKERT

Leupold fremviste deres nye Mark 4HD sigtekikkert som videreudvikling af den velkendte Mark 5HD. Forskellen er et slankere rør på 30mm for de lave forstørrelser og på 34mm for de store. Der er fem modeller med forskellige forstørrelsesområder for skud på både kort og lang afstand. Kliktårnet kan tage tre omgange i højdejustering, og højre side giver præcis justering for sideværs afdrift.

Begge tårne har zerolock og kan vælges med ¼ MOA eller 1/10 MIL per klik. Venstre side giver parallaksejustering og sikrer præcision og skarphed fra 23 meter og opefter. Det oplyste sigtepunkt i trådkorset kan justeres i styrke og blinker, når sigtet ikke er i vater. Der kan vælges trådkors til både 1. fokalplan og til 2. fokalplan. Sigtet er designet til at være vandtæt og dugfrit, og Leupold garanterer, at det virker under alle vejrforhold, med deres Leupolds Gold Ring garanti.

FREYR & DEVIK, SMUKKE EFFEKTIVE LYDDÆMPERE

Jeg ved ikke, hvad det er med nordmænd og lyddæmpere, men norske Freyr & Devik ender altid højt på min grej-liste, når der er nyheder fra dem. Jeg havde deres 3D Ultimate Silence serie med i Grej & Gear sektionen sidste år og har testet 131 og 281 modellerne på praktisk jagt i vinterhalvåret. Det er letvægts lyddæmpere med kerne i 3D-printet grade 5 titanium. Det er en suverænt effektiv indmad med aerodynamiske og holdbare bafler samt en rigtig god dæmpning i forhold til vægten. Den indvendige mundingsbremse-effekt giver bedre kontrol over piben end den sidste model, og lyddæmpningen er også hørbart forbedret. På IWA messen fik jeg en god lang snak om kunsten at måle rekyl og lyddæmpning konsistent med den islandske direktør, Freyr Gudjonson, samt hans norske salgsdirektør, Øyvind Tyribakken. Til messen havde de medbragt et par solide lyddæmpere i nye kalibre fra 3D Ultimate Silence serien. Kast selv et forelsket blik på dem, når du besøger Jaguargruppens butikker i Danmark.

LEICA GEOVID PRO 10X42 AB+, AVANCERET KIKKERT MED INDBYGGET BALLISTIK

Leica havde en del nyheder, som jeg fik tidlig adgang til og allerede har dækket her i grej-sektionen, men deres nye Geovid Pro AB+ kikkert med afstandsmåler er en lækker opdatering fra tidligere modeller i Geovid-serien.

Afstandsmåleren giver hurtige og præcise målinger helt ud til 2.950m på optimale overflader. Afstanden gives videre til den indbyggede avancerede Applied Ballistics software for præcise ballistiske beregninger på skud over lange afstande og varierende miljøforhold. I forhold til ældre modeller har Geovid Pro AB+ forbedringer i optisk ydeevne og en mere intuitiv brugergrænseflade. Herunder angivelse af Shot Probability, der angiver chancen for et korrekt træf under de målte forhold – det lyder virkelig interessant, og jeg glæder mig til at teste det på skydebane og under jagt! Enheden understøtter Bluetooth-forbindelse for dataoverførsel og opdateringer fra eksterne enheder. Konstruktionen er sædvanlig Leivrobust, og batterilevetiden er forlænget, hvilket gør Geovid Pro AB+ både mere præcis i sine målinger og mere holdbar i felten. Desuden fås kikkerten i en rigtig flot jord / FDE farve!

SCHMIDT & BENDER 10-60X56 CM II, SIGTEKIKKERT TIL LANGDISTANCE

Schmidt & Bender laver sigtekikkerter til den seriøse del af distanceskytterne. Største nyhed i år er, at de rykker sportsmodellerne over mod CM II serien for at adskille militært udstyr fra grej til konkurrence. Det nye 10-60×56 CM II kikkertsigte er udviklet med fokus på præcisionsskydning og konkurrenceskytter. Forstørrelsesområdet fra 10x til 60x giver skytten mulighed for at justere sigtet præcist til de rigtig store afstande, og objektivdiameteren på 56mm i kombination med 34mm røret giver god lysgennemstrømning selv under dårlige lysforhold. Trådkorset er det nye mrad-baserede M1FL i første fokal plan. Der er mulighed for to forskellige kliktårne: Double Turn II+ giver en samlet vertikal justering på 23 MRAD med klik på 0.1 MRAD. Mens Multi Turn II kliktårnet giver samlet 23,5cm i klik på 0,5cm på 100m afstand. Seriøs kvalitet og forstørrelse til skydning på de lange afstande.

MEOPTA MEOSTAR R 2,5-15X50 RD, ENTRYLEVEL ALLROUND SIGTE

Tjekkiske Meopta fremviste deres nye 2024 serie Meostar R, der er introduceret på markedet som opdatering af deres Meostar R1r modeller med forbedringer og tilføjelse af nye features. Det er baseret på et 30mm aluminium rør med optik for 6x forstørrelse i tre modeller: 1-6×24, 2.5-15×50 samt 4-24×56, hvor de to modeller med store forstørrelser tilbyder justering af parallaksen. Trådkorset er oplyst og kan justeres i lysstyrke til de aktuelle omgivelser. Meoptas europæiske salgsdirektør gav en pris på blot 999 EUR i basis konfiguration for disse sigter og tilbyder 30 års garanti fra fabrikken. Danske priser og tilgængelighed endnu ukendt.

HORNADY HIT INDICATOR

Hornady kommer med en hjælpende hånd til langdistance-skydning på stål-mål. Deres HIT Target Indicator er et avanceret system, designet til at give øjeblikkelig bekræftelse af træf på langdistance mål ved hjælp af ultra-lyse lysdioder. Lyset er synligt for det blotte øje ud til 1000m under de rette vejrforhold. Det fastgøres nemt til de fleste standere med en medfølgende elastik. Lygterne anvender et accelerometer til at detektere vibrationer fra kugletræf og aktiverer en blinkende morsekode for “HIT”, når et træf opdages. De små følere og lyssignaler har indbygget genopladeligt batteri og kan oplades via micro-USB. De amerikanske priser er dejligt lave på 18$ for to styks, så man ikke går helt i selvsving, hvis de skulle blive skudt i stykker – men jeg har endnu ikke fundet en pris på det europæiske marked.

AMICO MIO, HANDY TRÆK/SPIL TIL DIN BOREMASKINE

Når du har brug for at trække et tungt læs ud fra et svært tilgængeligt sted, så er et bærbart spil ikke en dårlig idé. Vi fandt den perfekte løsning på problemet med produktet, Amico Mio, der emmer af italiensk opfindsomhed. Det er et bærbart spil på blot 9,5kg med stålwire eller tov, der drives af din egen favorit batteridrevne boremaskine. Motoren geares ned for maksimal power og kan trække op til 200kg med en ensom operatør. Den medfølgende stålwire er 100m lang, og spillet kan trække op til 18m i minuttet. Oprulning af trækket styres med en smart stål-stang og plade, der sørger for at wiren aldrig overlapper og slår knuder. Spillet er produceret i Italien med en omgivende skal af 5mm aluminium for god holdbarhed og lav vægt. Det er testet til lang og hård brug under besværlige forhold. Der medfølger al det ekstraudstyr, du skal bruge for at trække et rigtig stort vildsvin ud af en ufremkommelig svensk skov, helt alene, op ad bakke, i buldrende mørke og uden at komme til skade – Genial at have med i jagtbilen!

WARTHOG ELITE A4 KNIFE SHARPENERS, FOR PRÆCIS OG HURTIG SLIBNING

Warthog Elite A4 Knife Sharpener kan slibe næsten enhver kniv med høj præcision og hastighed. Det bruger to diamantsten på vinklede stænger, der sliber begge sider af bladet samtidigt. Midten suppleres med et flad styr, der guider kniven mellem de to slibestænger med konsistent vinkel for hvert eneste strøg. Slibesystemet har et patenteret V-Sharp system, der giver mulighed for at vælge mellem fire forskellige vinkler: 15-, 20-, 25- og 30-grader. Hele herligheden står på en luksuriøs træbase, der gør det nemmere at bruge og opbevare. Der findes en del ekstra grovheder af sten, og fin mulighed for at slibe takkede blade og andre komplikationer. Jeg fik lov at prøve systemet på et par knive på messen og må sige, at tilføjelsen af det midterste styr og de rigtigt gode slibestænger giver et hurtigt og konsistens resultat med få muligheder for at gøre noget forkert.

NY TYGGETABLET MOD FLÅTER OG LOPPER UDEN RECEPT

FRONTPRO® er en ny tyggetablet mod flåter og lopper, som Boehringer Ingelheim netop har lanceret. Den fås i håndkøb på apoteker landet. Netop til jagthunde som er meget i vandet er det en fordel, at præparatet er i tabletform.

FRONTPRO® virker med det samme og holder effekten i 30 dage. Tyggetabletten er godkendt til hunde af alle racer, som er otte uger gamle eller ældre og vejer mindst 2 kg. Den kan også bruges til drægtige og diegivende tæver.

Boehringer Ingelheim er førende i verden inden for parasitbeskyttelse og står blandt andet bag flere spot-on produkter under navnet FRONTLINE®.

“Hos Boehringer Ingelheim er vi stolte over at kunne forbedre vores kæledyrs sundhed og trivsel gennem innovative sundhedsløsninger som fx FRONTPRO®,” siger Michael Diamant, senior produktchef hos Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics. Vejl. pris for 3 tabletter kr. 269.85 (10-25 kilo hund) og kr. 305,70 (25-50 kilo).

LIWA CHAYEH Z20 SLOVAKISK NYTÆNKNING AF RIFLER

Liwa Arms Slovakia er en lille slovakisk producent af jagtrifler etableret i 2019 med moderselskabet placeret i de Arabiske Emirater. Blandingen af europæisk og arabisk flød ganske naturligt sammen i deres præsentation, og de havde et par virkeligt spændende produkter med mange lækre tekniske finesser. Deres Chayeh Z20 er en ny og stramt veldesignet udgave af det omsiggribende rettrækker-koncept, i dette tilfælde med tre låseknaster. Piben var fra Lothar Walter i Tyskland med M15x1 gevind i 42, 47 eller 57cm længde og i kaliber .308WIN eller 6,5CM. Magasinet er i stål, rummer fem skud og kan endda lades fra toppen. Aftrækket er sprødt single stage med justérbar trækvægt mellem 700 til 1000g. Sikringen to-trins og emmer af kvalitet og gennemtænkte detaljer. Montage til kikkert var todelt picatinny, direkte integreret i låsestolen. Hårdt presset, så må jeg nok indrømme, at det var det veldesignede smukt skrigende orange komposit skæfte, der fangede min opmærksomhed i begyndelsen, men de tekniske finesser, som fik mig til at blive. Hvis orange ikke lige taler til dig, så producerer Liwa også et hav af andre skæfter, fra komposit til smukt grade 3 valnøddetræ, nogle med finurligt udbenet kolbe for unikt look og god reduktion af vægten. Prisen ender på omkring 2.000 EUR, men trods lækkerheden kommer du selv til at tage fat i LIWA og en lokal importør for at få disse rifler til Danmark.

FABARM XLR COMPOSITE AB FIBEROPTICS, HALVAUTOMAT MED ERGONOMI

Italienske FABARM fremviste deres nye XLR Composite AB, et halvautomatisk haglgevær, der kombinerer moderne teknologi og holdbarhed. Skæftet er i sort kompositmateriale og designet til at modstå barske vejrforhold og krævende brug. Den avancerede gasdrevne mekanisme sikrer en jævn rekyl og en hurtig genladningscyklus. Løbet er af Tribore HP typen med cerakote behandling og fås i et utal af længder. Der medfølger 3 indvendige chokes af typen Inner HP, og geværet har integreret grønne fiberoptiske sigtemidler for bedre skydning i dårligt belyste miljøer. Samlet vægt på 3,15kg og en god fornemmelse i hænderne!

A-TEC, NYE MODELLER AF NORSKE LYDDÆMPERE OG 25 ÅRS JUBILÆUM

Vi var heldige at møde Anders Johansen, grundlægger og ejer af A-TEC, på standen i IWA og ønske ham tillykke med firmaets 25 års jubilæum. Anders er en fantastisk ildsjæl inden for lyddæmpere og hev os gennem alle nyhederne. H2 serien er nu blevet opdateret til A-TEC H3 og har fået justeret størrelsen af de enkelte moduler, så der nu er plads til fire i den største udgave. Det giver flere distinkte kamre for en lidt bedre fordeling af gasserne, specielt ved montage af mundingsbremse som det yderste lag. Desuden er der blevet plads til en opgradering af de indvendig bafler, der har fået flere og mere bagudrettede huller med tilføjelse af gevind for maksimal luftmodstand. Samlet effekt er en forbedret dæmpning både lyd og det følte rekyl. Optima serien har fået tilføjet en fin slank Optima 40 model på 310g med 15cm forøgelse af længden fra piben til front af dæmperen. Desuden har A-TEC tilføjet en ny Marksman PRS model, der monteres direkte oven på den tilhørende rekyldæmper og giver seriøs reduktion af rekyl for nem kontrol af træf og hurtig opfølgning med det næste skud – perfekt til PRS skydning. I anledning af jubilæet havde A-TEC desuden fået produceret en bunke nye lækre solide kasser med logo til opbevaring af lyddæmperne.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: