I slutningen af 1800 tallet blev verdens troper delt imellem de de europæiske imperier. Stort set hele Afrika og de fattige dele af Asien blev indrraget som kolonier og europærere i hundredtusindvis flokkedes på dampskibene for at befolke de nyvundne områder. Plantager, farme, skovselskaber og mineseskaber skød op som paddehatte og stortrivedes på en diæt af billige råvarer og masser af næsten gratis lokal arbejdskraft.
Men ingen roser er som bekendt uden torne. Junglen og savannen var ikke den hvide mands hjemmebane og naturen viste sig at være en værdig modstander. Dels i form af dødbringende tropesygdomme og dels i form af vilde dyr, som besværede tilværelsen på alle tænkelige måder. En uløselig del af livet i kolonierne var derfor storvildtjagt og de europæiske bøssemagerværksteder blomstrede.
Eftersom England havde betydeligt mere tropeerfaring end de andre kolonimagter – ikke mindst fra Indien – var det op til århundredeskiftet også de engelske bøssemagere som udstak standarderne for storvildtriflerne. Kraftige dobbeltrifler eller enkeltskuds knæklåsrifler, hvis pengene var få, var normen på storvildtjagt. Dengang som nu var det særdeles kostbare håndbyggede våben, som kun de færreste kunne finde pengene til.
Repeterrevolution
I årene omkring århundredskiftet revolutionerede moderne repeterrifler storvildtjagten. Særligt Mauser 1898, Manlicher-Schöenauer 1903 og faktisk også Winchester 1895 viste sig at ære pålidelige, præcise og robuste våben til en brøkdel af prisen for en dobbeltriffel. Moderne røgsvage højhastighedskalibrer og kappeklædte projektiler gjorde sammen med introduktionen af billig masseproduktion storvildtrifler til hvermandseje. Med et slag var fokus flyttet fra traditionsrige engelske bøssemagere til centraleuropæiske og – Gud forbyde det! – amerikanske fabrikker, som spyttede rifler ud i en lind strøm.
Udviklingen lå alle andre steder end hos de toneangivende London-bøssemagere. I 1905 introducerede den berlinske bøssemager Otto Bock kaliberet 9,3×62 specifikt til brug i de tyske Afrika-kolonier. I kombination med en billig Mauserriffel blev kaliberet med øjeblikkelig virkning et hit. Det var effektiv ”medicin” til alt fra små antiloper til bøfler og elefanter. En ny standard for kolonisternes arbejdsvåben var sat, og modedillen spredte sig hurtigt i en grad, så selv agtværdige engelskmænd vendte de hæderkronede engelske våbenmagere ryggen.
Det engelske svar var enkelt. Man indkøbte de tyske og østrigske riffellåse med eller uden pibe og gjorde riflerne færdige med et smukt skæfte og egen signatur sirligt graveret på piben. Passende kalibrer blev forvandlet fra centraleuropæiske til engelske med en enkel omdøbning. For eksempel blev 7 x 57 Mauser således til .275 Rigby (efter de lånte fjers princip) og 9,5×57 Mannlicher-Schöenauer, som gjorde et stort indtryk på de engelske bøssemagere, da den kom frem i 1910, blev til .375 Rimless Nitro Express 2.25”.
I årene mellem 1909 og 1912 trådte englænderne dog for alvor ud af tyskernes skygge med deres egne storvildtkalibrer. .404 jeffery, .416 Rigby, .425 Westley Richards og den mindste og sidste: .375 Holland & Holland Magnum var alle bud på det idelle storvildtkaliber tilpasset moderne repeterrifler.
Original ide
Allerede nogle år inden – i 1905 – havde Henry Holland introduceret et bud på en moderne kolonikaliber i skikkelse af patronen 400/375 – 2½” som dog snart blev kendt under det lidt mere mundrette navn .375 Velopex. Kaliberet havde som det første kaliber et bælte over udtrækkerrillen, som dels skulle sikre korrekt lukkeafstand for patronen, der var næsten uden skuldre, og dels skulle sikre mere pålidelig repetering fra et magasin end en traditionel randpatron. Bæltet var ikke Henry Hollands egen ide – det var patenteret i England af østrigeren G. Roth allerede i 1891. Velopex’en blev ingen stor succes eftersom ballistikken ikke var opsigtsvækkende.
I 1910 brugte Holland bæltet på en ny .275 højhastighedspatron – .275 Holland & Holland Magnum – og de kombinerede erfaringer ledte så i 1912 til den til alle tider højst besugne og universelt lovpriste storvildtkaliber: .375 Holland & Holland Magnum eller .375 Belted Rimless Nitro Express som den også blev kaldt.
I modsætning til de centraleuropæiske konstruktioner var Hollands nye .375’er optimeret til den specielle form for røgsvage krudt – Cordite -som englænderne sværgede til. Denne krudttype var speciel i to henseender. Dels var den ekstruderet i lange ”spaghettilignende” strå og dels var den ret temperaturfølsom. I lyset af netop temperaturfølsomheden bestemte man sig for et relativt lavt arbejdstryk. Så holdt man sig på den rigtige side af faretruende høje tryk selv i tropisk hede. For yderligere at lette udtrækning under alle forhold, gjordes hylsteret stærkt konisk. Når patroner skulle lades maskinelt blev der ikke plads til mere Cordite i hylsteret end halsen lod passere. Det nødvendige hylstervolumen blev derfor opnået ved at forlænge hylsteret frem for at gøre det tykkere. Resultatet blev en lang ”blyant” med bælte og næsten uden skuldre. En udgave med rand til knæklåsvåben blev ligeledes udviklet under betegnelsen .375 Flanged magnum eller .375 Nitro Express.
Den oprindelige 300 gr. ladning genererede godt 5.800 Joule ved mundingen, max-trykket var beskedne 3.200 bar. Efter datidens standarder en potent nyskabelse i mediumkaliber – patronen opnåede meget hurtigt et godt ry hos en relativ begrænset skare af velhavende storvildtjægere.
Dyre rifler og magnumfeber
På papiret var Hollands nye patron en anelse bedre end ærkerivalen 9,3×62. I praksis var fordelene dog ikke nok til at opveje ulemperne. I kraft af sin længde passede .375 H&H ikke ned i en standard Mauserlås. Man måtte derfor enten ty til kostbare civile magnumlåse eller lægge en masse bøssemagertimer på at modificere standardlåse, som alt andet lige blev svækkede i processen. Det gjorde kaliberet til et dyrt valg. At man desuden kun kunne købe ammunition gennem Holland & Holland begrænsede potentialet yderligere.
Da første verdenskrig var overstået indså Henry Holland, at varemærket Holland & Holland ville nyde godt af, at patronen blev spredt over hele verden. Han frigav derfor konstruktionen, så alle, der ville, kunne producere den. I 1925 begyndte Winchester at seriefremstille model 70 bolt action rifler i kaliberet og Western Cartridge Co. Begyndte samme år at producere ammunition.
Amerikanerne var for alvor begyndt at rejse til Afrika på jagt og ”magnumfeberen” – altså ideen om at det var bedst at anvende usædvanligt kraftige kalibrer på jagt – bredte sig. Det lille ”magnum” i kaliberets navn blev i kombination med det karakteristiske mavebælte synonymt med ”større”, ”bedre”, ”hurtigere”, ”kraftigere”! Det var en markedsføringsmæssig genistreg – intet mindre…
I Afrika var det dog stadig billige mauserrifler i kaliber 9,3×62 og mindre kalibrer man fandt i hænderne på farmerne og de lokale jægere.
Sønderbombet
Da anden verdenskrig rullede over Europa, var Cordite ved at være forældet. Alle brugte nu granulleret krudt og moderne riffelkalibre blev designet med realivt store hylstervolumen i forhold til hylsterlængden. Altså mere kompakte patroner som både havde en bedre virkningsgrad og som passede i kortere riffellåse. .375 H&H var på dette tidspunkt teknisk forældet. Hverken det lange slanke ”Cordite-hylster”, de stort set manglende skuldre eller magnumbæltet er detaljer, som tjener et formål i moderne patronkonstruktioner.
Ikke desto mindre overlevede den gamle kæmpe. Redningen kom i form af en altødelæggende bomberegn over den tyske våbenindustri. Man forvandlede bogstaveligt talt de tyske fabrikker til åbne grusgrave. Konsekvensen var indlysende – produktionen af ammunition ophørte og jægerne i Afrikas bush havde snart ikke noget at stoppe i Mauserriflerne. Det flyttede i den grad fokus over på .375 H&H – man havde jo brug for fungerende værktøj.
Endnu en politisk håndsrækning kom i årene umiddelbart efter krigen, da de enkelte kolonier begyndte at vedtage minimumskalibrer for jagt på storvildt såsom bøfler og elefanter. Nogen satte .375 som minimun andre 9,3 mm. Men det var sådan set ligegyldigt, for 9,3 mm ammunitionen var forsat ikke særligt tilgængelig og .375 H&H blev derfor det naturlige valg for de tusinder af lokale jægere, som hidtil havde brugt mindre kalibrer til storvildtjagt.
Defacto standard
.375 Holland & Holland står i dag 100 år efter introduktionen stærkere end nogensinde. Moderne konstruktioner, såsom f.eks. .375 Ruger eller en af de utallige tilsvarende nye kalibrer, er på papiret betydeligt bedre end Henry Hollands konstruktion, som jo er optimeret til en speciel krudttype, som ikke er blevet anvendt i årtier. De moderne alternativer giver tilsvarende eller bedre udgangshastigheder med mindre krudt i kortere riffellåse. Men det nytter ikke så meget. For stort set alle storvildtjægere i Afrika har en riffel i .375 Holland & Holland og den er de glade for, for den virker præcis lige så effektivt som den altid har gjort. Den teoretiske fordel ved at skifte til et moderne alternativ blegner i lyset af, hvor utilgængeligt og dyrt ammunitionen er. Snart sagt enhver PH’er i Afrika har .375 H&H ammunition liggende i Landcruiseren – at få fat i en kasse .375 Blaser ammunition i Uganda er derimod lige så svært som at spise en labrador mæt i leverpostej… (glem det!).
At konstruktionen er teknisk utidsvarende gør da heller ikke på nogen måde kaliberet ubrugeligt. Med moderne krudttyper og et kæmpe udvalg af projektiler er udvalget af ammunition stort og mulighederne for genladerne nærmest ubegrænsede. Kaliberets største force ligger netop i dets alsidighed – med 300 gr projektiler i hhv. blødnæset og massiv kan det faktisk bruges til alt fra dik-dik til elefant med tilfredsstillende resultat.
Jeg er selv en tro bruger af .375 H&H og der vil, så længe jeg har mulighed for at jage storvildt, altid stå en riffel i netop det kaliber i mit våbenskab. Også om det så er den eneste riffel i skabet…
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” background_color_class=”otw-silver”]Kraftig nok?
Diskussionen om hvorvidt .375 H&H reelt er kraftig nok til jagt på tykhuder er lige så gammel som kaliberet. Faktum er at tusinder og atter tusinder af bøfler, elefanter og næsehorn er faldet for dette kaliber. Gennem de seneste 50 år har netop .375 H&H formentlig tegnet sig for lige så mange stykker tungt storvildt i Afrika som alle andre kalibrer tilsammen. Når det er sagt, så er .375 H&H jo mange steder lovgivningens absolutte minimum ved jagt på tykhuderne – der findes masser af betydeligt mere hårdslående kalibrer.
I Zimbabwe har man siden 1951 ført statistik over udfaldet af elefantangreb. Konklusionen indtil videre er, at man er betydeligt ringere stillet med en .375 H&H end med en kaliber over .40 når Dumbo kommer brasende. Men det betyder ret beset kun, at kaliberet ikke er velegnet som sidste udvej når PH’en skal beskytte sin klient i de ekstremt sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt. For jagtgæsten er det ubetinget vigtigst at kunne sætte sine skud præcist – det magter færre med f.eks. en .416 Rigby eller .577 NE end med den relativt let håndterede .375 H&H.[/otw_shortcode_info_box]
