AF CHARLOTTE EICHEL LARSEN
FOTO ARTDI101, C DUSCHINGER, ERIK MANDRE, ANA GRAM OG AGAMI PHOTO AGENCY/SHUTTERSTOCK
Jeg vågnede tidligt denne lørdag morgen, og jeg kunne se, at solen så småt var ved at stå op. Den grå himmel havde et svagt lyserødt skær i horisonten, og en fasan slog tonen an for at vække de andre syvsovere i bøgetræerne og blågranerne. Der var ikke en vind, der rørte sig, og da solen langsomt kravlede op over horisonten, glimtede rimen i græsset som små diamanter.
Efter vintersolhverv, som jo er den 21. december, vender det, så dagen tiltager. Men der går altså en rum tid, før man rent faktisk opdager, at det er blevet længere lyst. Det hænger så også sammen med, at vi ofte har lavtryk med blæst, gråvejr og regn om vinteren i stedet for højtryk med sol fra en klar, blå vinterhimmel. Så da denne lørdag oprandt med det smukkeste vintervejr, var det som en booster-indsprøjtning af energi.
Den smukke morgen
På brakmarken på den anden side af åen rastede en flok grågæs, og ved siden af dem gik der to stykker råvildt og essede. Lyset fra solen var helt fantastisk, og jeg stod og sugede solstrålerne til mig. Musvitterne var begyndt at synge, og jeg syntes også, at jeg kunne høre en kæk grønirisk. Den varme ånde fra min mund stod i en stille sky foran mig og forsvandt kun langsomt. Jeg sad helt stille og bare nød den smukke morgen og lyttede til fuglene.
En flok sangsvaner kom truttende forbi og søgte ud mod roemarkerne, som endnu ikke er pløjet, men står med rester af roer og roetoppe, som både sangsvanerne og gæssene er vilde med. Der, hvor der har været roer, er på nogle marker, som ligger langt væk. De andre år har der været roemarker tættere på, og så har gæssene trukket hen over vores gård i et inferno af larm. Men i år er der meget stille. Det er jo helt underligt, at der ikke lyder ”ga-ga-ga-ga-ga” fra grågæs, et evindeligt ”gna-gna-gna-gna” fra bramgæs, høje ”ka-lik” i falset som stemmer, der er gået i overgang, fra blisgæs, og så de høje, bløde ”trut” fra canadagæs.
Gåsetræk
For et par år siden havde vi store træk af gæs hen over gården, så min mand og jeg gik ud for at se, om vi ikke kunne få en gås eller to til gryden. Der gik ikke ret lang tid, så kom der en flok i lav flugt hen over min mand, og han måtte strække sig lidt bagover for at få et hurtigt skud til den gås, han havde udvalgt. Og den faldt da også stendød til jorden med et højt bump. Resten af gæssene fløj lynhurtigt højere op, så jeg fik ikke skudchance til dem.
Vi knækkede geværerne, og min mand gik hen for at hente sin grågås. Og da han kom tilbage, gik han med gåsen i den ene hånd og geværet i den anden – og så havde han fået en ordentlig blodtud! Det så drabeligt ud, men han grinede bare. Det viste sig kun at være en hudafskrabning på næseryggen, og den havde han fået, da han strakte sig bagover. Så var hans næse kommet tæt på toplukkernøglen, og den havde skrabet hans næseryg, da skuddet gik. Vi taler om det hver gang, vi hører gæs over gården, og vi kan ikke lade være med at grine.
Rovfuglene
En ung havørn kom i majestætisk flugt glidende over åmosen for at se, om der ikke var en uforsigtig blishøne til morgenmad. De vakse og vågne gæs opdagede havørnen med det samme og lettede med storalarm. Havørnen var ligeglad. Den havde åbenbart ikke grågås på morgenbuffeten. Jeg fulgte havørnen i min kikkert, mens den fortsatte helt stille langs åmosen. Vi har ofte besøg af havørn om vinteren og i foråret, og det er heller ikke så underligt med tre store søer lige i nærheden og så kun en halv time til kysten. Jeg bliver lige begejstret og imponeret, hver gang jeg ser den store fugl med det store, krumme næb og de enorme, gule fangere.
Jeg blev siddende lidt endnu i den kølige morgen – bare mig og min kikkert, for man behøver jo ikke at have geværet eller riflen med ud hver gang.
