Træningsudstyr til jagthunden

Det moderne menneske, der engagerer sig i en sport eller anden aktivitet, vil jo som en del af processen fokusere på det tilbehør, der findes. Og mulighederne er uendelige og ofte højteknologiske

TEKST: NIELS EGELUND FADDERSBØLL. FOTO: NIELS EGELUND FADDERSBØLL SAMT SHAKARRIGRAFIE/SHUTTERSTOCK.

Jeg vil prøve at beskrive de mange former for træningsudstyr, der findes på markedet.

Rigtig meget udstyr kan hjælpe jægeren med at træne sin hund og sikre, at hunden er så godt forberedt og trænet som muligt.

Men det er klart, at træningsudstyr ikke alene er svaret på at få en dygtig og veltrænet jagthund.

Indgående viden om hundetræning, men frem for alt lidt talent og håndelag for at kunne træne hund er jo det vigtigste af alt.

Liner

Langt de fleste liner, der anvendes i dag, er de såkaldte ”slip leads”.

Det er en line, som er halsbånd og line ud i ét.

Linen er praktisk, især under træning og jagt, da den er hurtig at tage af og på, og der er ikke noget halsbånd, som jo er utrolig farligt for en hund på jagt, da den kan hænge fast i terrænet og komme til skade, eller det der er værre.


Linerne har mange populære navne, ”retrieverline” eller ”markprøveliner”

De er ofte i et meget blødt materiale, nylon eller læder, længde op til 150cm.

De fylder ingenting og er nemme ar komme i lommen.

I henhold til loven så skal en hund altid bære hundetegn.

Det opfylder denne line ikke, så her må der et halsbånd til.

Jeg vil dog kraftigt fraråde nogen form for halsbånd under jagt.

Det er simpelthen for farligt for hunden.

Hunden kan jo for eksempel hænge fast i en gren midt ude i en mose, og være i direkte livsfare.

En anden form for line, som nok ikke ses helt så ofte på jagthunde, er den såkaldte dressurline.

I et kraftigt materiale og med en karabinhage til at koble linen til et halsbånd.

En lidt tungere konstruktion, som måske er relevant til meget store hunde.

Begge former for liner findes i en såkaldt skulderline.

Denne line hænger på kryds over skulderen og har en line ned til hunden.

Desværre er der stadig jægere, der bruger disse liner, når de står på post.

Det er simpelthen livsfarligt.

Når hunden skal være koblet under skydningen, så må det antages, at den ikke er rolig og lydig i skuddet.

Hvis hunden springer frem i skuddet, kan det betyde, at jægeren bliver rykket ud af sin skudstilling, og skuddet kan gå i en helt anden retning.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse varius enim in eros elementum.

Fløjter

Der var engang, hvor fløjter var noget meget personligt, og den enkelte jæger havde sin egen opskrift på en fløjte, nogle havde endda flere fløjter.

I dag foretrækker de fleste en enkelt funktionel hundefløjte, som altid har det samme signal.

Den mest udbredte fløjte er ACME plastfløjter.

De er lette og designet, så man kan have dem i munden, både når man fører hund og skyder.

De er højfrekvente, uden at være lydløse.

De findes i tre varianter 210 – 210,5 og 211.

210,5 er langt den mest populære, og den jeg selv og alle, jeg kender, også bruger.

Fløjten kan bruges til alle signaler, indkald, vendefløjt, områdesøg og stopsignal.

En gammeldags benfløjte kan stadig købes, men det er en mere klodset fløjte.

De kan fås i en meget dekorativ udførsel.

Jeg har selv for år tilbage importeret fløjter fra England.

Og selvom langt de fleste var acme fløjter, så købte jeg også nogle, der var håndlavet i staghorn.

Meget smukke, men upraktiske i brug.

SILENT WHISTLEACME 535

Den helt lydløse fløjte er ikke ret almindelig.

Den er lavet at metal, og tonen kan indstilles ved, at man drejer på fløjten.

Fløjten er ikke lige så handy at bruge som de støbte plastfløjter.

Den lydløse fløjte ses kun sjældent.

Den er konstrueret i metal og fungerer udmærket.

Ideen er, at man skal kunne fløjte på hunden, uden at andre hører det, samt at det højfrekvente signal kan høres langt væk.

Jeg må lige gøre op med en almindelig misforståelse.

”Når mange jægere bruger den samme fløjte, så vil alle hunde reagere på den enkelte fløjte”’

Sådan er det ikke.

Når man jager tæt sammen, vil de meget lydige hunde i en vis grad reagere på en anden jægers fløjte, men alle mennesker fløjter en lille smule forskelligt, så de fleste hunde kan sagtens skille signalerne ad.

Hvad hører vores hunde

Alle hunde hører frekvenser fra 40 Hz til 60.000 Hz, mens mennesker hører fra 20 HZ til 20.000 HZ.

Det er forklaringen på, hvorfor hunden kan høre de såkaldte lydløse fløjter, som er så høje i pitch, at mennesker ikke kan høre dem.

Dummyer

Apporterings træning er jo en utrolig vigtig del af en jagthunds oplæring.

Derfor er det også vigtigt, at træningsudstyret kan opbygge og udvikle hundens naturlige evner for apportering.

Så dummyer er utroligt vigtige.

Det vigtigste ved valg af dummyer er, at de har den rigtige bløde konsistens, som dels ligner vildtets konsistens, og som bevarer hundens bløde mund og senere gode vildtbehandling.

Dummyerne skal være af den rigtige størrelse.

Hvalpe

En lille hvalp skal bare have en lille hvalpedummy på 50-100 gram eller tennisbolde, som er fantastiske til at træne hvalpeapportering.

Bolden eller den lille dummy er nem at bære, og hvalpen vil få indlært en ren apportering, hvor den ikke har svært ved at samle dummyen op eller taber den, fordi dummyen er for stor.

Det er vigtigt at bruge hvalpedummyer uden snor, eller alternativt fjerne snoren for at mindske risikoen for, at hvalpen bærer dummyen i snoren, eller helt enkelt føler sig generet af snoren.

Voksne hunde

Størrelsen på dummyerne kan så gradvist ændres i takt med hundens alder og træning.

De fleste almindelige dummyer er af kanvas, og de har den fordel, at de flyder på vand.

Kastesnoren gør, at man kan kaste dem temmelig langt.

Dummyer med kaninskind er rigtig gode, fordi de ofte virker lidt mere stimulerende for hundene.

Men vær opmærksom på, at kaninskinds dummyer kan vær så interessante, at hunden ikke er lige så interesseret i kanvas dummyer.


Endelig findes der jo et væld af andre dummyer.

Nogle formet som en fasankok eller en gråand.

Meget livagtige med sporer, vinger og hoved, som hunden skal lære at  balancere med.

Om end disse dummyer er gennemtænkt i forhold til at ligne en fasan, hvor både hoved, vinger og sporer kan være i vejen for apporteringen, så er de lavet af et plastmateriale, er hårde i overfladen, og virker utrolig unaturligt i forhold til andre dummyer og vildt.

Der findes også et udvalg af specielle dummyer til vandarbejdet mange i specielle farver.

Til vand foretrækker jeg kanvasdummyerne, men det er jo en smagssag.

Farveblind

Med hensyn til farverne så skal man huske, at en hund er delvist farveblind.

Den kan ikke skelne mellem rødt og grønt, men opfatter mange nuancer af naturfarver.

Hunden ser ud til at opfatte blåt og gult bedst, og grønt og rødt mindre godt.

Der findes 2 farvede dummyer, også kaldet markeringsdummyer.

De er nemmere at se for hunden og derfor velegnet til markeringstræning.

Efter min mening er de specielt velegnet til træning på vand, fordi de også er nemmere at se for hunden, når de ligger i vandet.

Tunge dummyer

Via alle de hunde, jeg har trænet til mig selv og andre, er det min erfaring, at det vigtigste er, at hunden opfatter træningen som let og ubesværet.

Normalt vil dummyer i almindelig standardvægt på 500 gram sætte hunden i stand til at bære det meste fuglevildt.

Det er jo i virkeligheden mere et spørgsmål om vilje, hvor en stærkt avlet hund går til alle opgaver med stor vilje og overskud.

Jeg har da også set masser af eksempler på, at store hunde har fumlet og maset med en stor hare, og på den anden side set hunde på 10 kilo samle haren op i ét greb og bringe den hjem uden at lægge haren.

Jeg har selv oplevet en lille cocker hente en anskudt hare 150 meter væk, bære den hjem uden grebskifte og ikke engang lægge haren, selvom den skulle ned i en grøft og op igen for at aflevere.


Men hvis man skal træne hunden på tungere dummyer, så bør man vente, til hunden er voksen og har stor passion og vilje for apporteringen.

Man kan faktisk købe gode vægtdummyer. Fabrikatet ”firedog” har meget fint designede dummyer, som er delt i 3 led, så hunden naturligt tager på midten.

Faktisk lærer hunden på denne måde, at den kun kan bære dummyen ved at tage greb på midten.

De fås i alle vægtklasser, så træningen kan bygges langsomt op.

De fleste af dummyerne har kaninskind på midten for at animere hunden til at tage det rigtige greb.

Startpistoler

Jeg anser faktisk startpistolen for at være et nødvendigt redskab til jagthundetræning.

Alt for ofte bliver hunde udsat for skud på en uhensigtsmæssig måde og bliver derved utrygge ved skud, eller direkte skudrædde.

Den gammeldags metode med at tage hunden med ud på skydebanen er den mest almindelige og helt tåbelige fejl, hvor hunden bliver udsat for skud uden at kunne forstå sammenhængen og ofte med katastrofale følger.

Fornuftig tilvænning til skud på afstand med brug af en startpistol og en sammenhæng mellem skud og apportering er den rigtige fremgangsmåde.

Og i hele træningsforløbet er pistolen vigtig.

En spaniel kan lære at stoppe for skud, en retriever kan lære at markere, når der afgives skud.

Så det må jeg anbefale, og når nogle jægere synes, at 1.000,- kr. er dyrt for en god startpistol, så skulle de tænke på de penge, som de ellers bruger på jagttøj, våben, jagtlejer og meget mere.

Der er to kalibre en 6 mm. og en 9 mm.

Jeg foretrækker 6 mm., som er lige knap så voldsom som 9 mm.

Begge kan købes i jagtforretninger, de kræver våbentilladelse, men de er gebyrfri.

Dummylauncher

På dansk kaldes den en dummyskyder.

Den skyder med 6 mm. long ammunition og kan skyde de forskellige specielle dummyer virkelig langt.

Lyden er lidt højfrekvent, så nogle følsomme hunde reagerer negativt.

Den er jo praktisk på den måde, at man, når man træner alene, kan lave rigtig lange apporteringer.

For eksempel lange apporteringer på vand eller over vand.

Den bruges nok mest af retrieverfolk, men kan også bruges til at skyde over en spaniel eller afskyde dummyen, så den hopper fristende hen over jorden.

Dummyskyderen er faldet noget i popularitet.

Den har altid krævet våbentilladelse, og den er ikke længere gebyrfri.

Så der er en årlig afgift på at eje den lovligt.

Man kan jo stadig lave meget god træning med almindelige dummyer og en startpistol.

Dueflusher

En meget godt udviklet teknisk anordning, hvor man kan placere en levende due (som ikke tager skade) i dueflusheren.

Som vildt bruges tamduer – som oftest brevduer, der flyver tilbage til dueslaget.

Den er fjernbetjent og udløser på en sådan måde, at duen kastes lidt op i luften, så den er fri og kan flyve.

Det anbefales at skærme dueflusheren lidt, så hunden ikke kommer så tæt på, at den bliver ramt af flusheren, når den udløses.

Meningen med dueflusheren er at kunne skabe den første vildtkontakt med vildt, som flyver under kontrollerede forhold.

For 25 år siden ville jeg selv bruge en dueflusher til en working test for spaniels efter engelsk mønster.

Vi måtte simpelthen finde nogle, der kunne bygge dem, for de fandtes ikke i Danmark.

I dag er de almindelige overalt.

De er ofte bygget i USA og er af utrolig god kvalitet.

De kan ikke bare fjernbetjenes, men har 8 kanaler, så hvis man har penge og duer nok, kan man lave en hel serie vildtsituationer.


Kunstig hare

Modsat dummylauncheren så er det her en helt enkelt manuel, men absolut anvendelig hjælp til at træne lydighed i opspring.

Ideen er jo at træne hunden til at være fast over for hårvildt under kontrollerede forhold.

Det er en stor dummy med kaninskind på.

I den ene side er der er ring, og i den anden side er der fastgjort en lang og meget kraftig elastik.

Der er to metalspyd til at skrue ned i jorden.

Det ene spyd har elastikken fastgjort.

Dummyen trækkes nu så langt væk, at elastikken er spændt.

Det andet spyd har en lås monteret, som dummyen fastgøres i.

Låsen udløses med en snor.

Det hele placeres i et terræn, der ikke er højere end, at dummyen lige er skjult.

Hunden sættes i søg i god vind op mod ”haren”, og når den markerer og går frem, udløses dummyen med snoren.

Man må sige, at det hele virker meget livagtigt og derfor også fristende for hunden.

Kaningård

Der er tale om en større indhegning, hvor der udsættes tamme kaniner, som så med tiden bliver vildere.

Det er temmelig svært at lave en god kaningård.

Kaningården skal for det første have en vis størrelse, for at det skal virke realistisk, og jeg har set og prøvet mange, men kun nogle få rigtig gode.

Den ideelle størrelse vil vel være fra 5000 m2 og opefter.

Foruden arealet, som er meget vigtigt, så er vegetationen en stor udfordring.

Bundvegetation med masser af græs er det bedste, men kaninerne vil ofte gnave græsset ned.

Så skal der være masser af kvasbunker, som kaninerne kan trykke i.

Overordnet skal hunden ikke kunne se kaninerne, når den starter, men den skal jage og finde kaninerne på færten, og først når kaninen rejser, ser den kaninen.

Den sidste store udfordring er at holde kaninerne inde og rovtøjet ude.

Og det er ikke let.

Hegnet skal være tæt, det skal være gravet ned, og der skal være vandret hegn, der ligger vandret fra det lodrette hegn og en halv eller hel meter ind, så kaninerne ikke kan grave sig ud.

Udvendig skal der være strømførende hegn, så ræven ikke lige kommer på besøg.

Men stadigvæk kan det være svært.

Jeg kender flere, der har kaningård, som rammes af rovfugleangreb.

Men kaniner kan også rammes af sygdom.

Myxomatose/kaninpest er den mest almindelig, hvor kaninerne bliver blinde, men også en form for kaningulsot kan ramme kaninerne.

Begge dele med dødelig udgang.

Begge dele kan forebygges med vaccination, men det er nok nemmere sagt end gjort, da kaninerne lever vildt i kaningården

Jeg har også set et foto, hvor en stor hanræv springer over hegnet om natten uden at røre el-tråden.

Og jeg har en god jagtkammerat, som har bygget måske den bedste kaningård, jeg længe har set.

Desværre har han et hornuglepar, der bor på ejendommen, og der er aldrig kaniner i kaningården med sådan nogle gæster.

Når kaningården virker, så er det et virkelig godt redskab til at lade hunden jage og rejse vildt under ganske fristende omstændigheder.

Der er meget jordfært, som stimulerer hunden, og selve vildtsituationen er ret så fristende.

Men kaningården skal jo bruges med omtanke.

Hunden skal ikke i kaningård for at lære at prelle kaninerne.

Så, når hunden er trænet og lydig på stopfløjte og alle kunstige fristelser, så kan man prøve.

Det er et stort arbejde at bygge og vedligeholde en kaningård og opretholde en kaninbestand..

Hvis man har pladsen til det, og i øvrigt træner mange hunde, så er det en god ide.

Men har man få hunde, så vil de jo lære kaningården at kende, og man bør derfor ikke tage hundene derind hele tiden.

Dummy veste

Virkelig en praktisk detalje til hundetræningen.

Disse veste er ofte håndlavet og i god kvalitet.

Der er plads til mange dummyer, vildt og vand til hunden.

Vægten bliver fordelt, så ryggen skånes for skæv belastning, og så har den brede skulderstropper, der ikke gnaver, når vesten er fyldt

Der er masser af ekstra lommer til hundesnor, tennisbolde og startpistol.

Endelig er der udvendige lynlås-lommer til mobiltelefon.

Gamebags/dummytasker

Meget solide og praktiske gamebags.

De er praktiske både med et stort rum og net til vådt vildt.

Jeg bruger dem selv til både træning og jagt.

Man kan fint gå at skyde med dem over skulderen, og er man den velklædte type, kan man også få en meget præsentabel gamebag for eksempel i tweed..

Der er meget godt og sige om gamebags.

Jeg har også altid min ”priest” i gamebaggen til at aflive vildt med, og meget vigtigt vand til hunden.

Læs mere

Nyheder