TEKST: FREYA ASKJÆR
FOTO: CLAUS ”CLAUDE” S. ANDERSEN
Jeg synes, det er fedt, at der i dag bliver lavet jagttøj til kvinder. Vi vil generelt gerne føle os godt tilpas i det tøj, vi går med. Vi stiller måske også krav til, at vi gerne må se lidt godt ud i det. Det må gerne være fremstillet til kvinder med de former, vi nu engang har. Det er vel ikke anderledes, end at vi bruger jeans, habitjakker, T-shirts og andet tøj, der er faconsyet til kvinder – og ikke til mænd. Men hvad skal vi så købe? Jeg har testet det seneste skud på stammen af jagttøj til kvinder fra Deerhunter.

Bagom F. Engel og Deerhunter
Da Carl J. Engel i 1927 kom hjem til Danmark efter en tur i USA, havde han et par overalls i denim med hjem i kufferten. Det var ukendt med denim i Danmark dengang, men Carl J. Engel havde set det slidstærke stof brugt til arbejdstøj i USA. Kort efter sin hjemkomst startede Carl J. Engel en produktion af arbejdstøj sammen med sin bror Jacob – og faderen, konfektionshandler Friedrich Engel. Firmaet kom til at hedde F. Engel og var nogle af de første i Danmark til at producere professionelt arbejdstøj. I dag producerer F. Engel arbejdstøj til hele Europa under brandet ENGEL Workwear.
I 1985 skabte Carl D. Engel firmaets jagt- og outdoorbrand Deerhunter. Som passioneret jæger gav det mening at skabe jagttøj til kvalitetsbevidste jægere, og da F. Engel allerede var et solidt brand inden for arbejdstøj, lå det nye brand lige til højrebenet. I dag ledes Deerhunter af Carl D. Engels søn, Lars Engel, som også er ivrig jæger. Lars Engel ved alt om vigtigheden af at holde sig tør og varm og at kunne bevæge sig frit, når man er på jagt, og den viden er kommet Deerhunter til gode i udviklingen af det jagttøj, vi i dag kender fra firmaet.
Som en særlig anderkendelse blev Deerhunter i 2009 udnævnt som Kongelig Hofleverandør i Danmark, og Deerhunter er i dag repræsenteret i mere end 40 lande verden over.
Deerhunter fokuserer på design, funktion, service og levering til tiden og specialiserer sig i ny teknologi, tekstiler, camouflage tilpasset til jagt og udendørs aktiviteter i Europa.
Deerhunter har et bredt sortiment til både kvinder og mænd i deres omfattende kollektion.

Første indtryk og testmetode
Da jeg pakker jagtsættet fra Deerhunter ud af kassen, ser det så dejlig velkendt ud. Jeg har ikke ejet et sæt Deerhunter tøj før, så det er egentlig en underlig følelse. Det ligner noget, jeg har set før, og måske er det på grund af farven.
Farven hedder elmwood og er en grønbrun farve. Det er ikke den typiske ”jægergrønne” farve, den er mere lækker, og jeg fornemmer egentlig, at sættet kan gå til de fleste typer jagt, også når man gerne vil klæde sig lidt pænere.
Det næste, jeg lægger mærke til, er materialet. Tøjet virker kraftigt og i god kvalitet. Det føles godt mellem hænderne, materialet er blødt på begge sider og virker dermed også lydsvagt. Jeg kan huske, at jeg tænker, at det her tøj føles godt – og at jeg vist vil kunne bevæge mig rundt i det uden at larme.
Jeg har brugt tøjet som outdoortøj fra august måned og som jagttøj fra september måned og frem til færdiggørelse af denne artikel midt i november måned. Jeg har altså haft mulighed for at teste tøjet i alt fra kølige, våde sensommermorgener og solrige, varme sensommerdage til kolde efterårsmorgener og -aftener samt dage med det, der virker som uendelig regn og blæst. På de knap fire måneder, jeg har brugt tøjet til både outdoor og jagt, vil jeg mene, at jeg har kunnet lave en allround test af jagtsættet fra Deerhunter.
Jeg bruger mit tøj og mit grej hårdt! Når jeg tester noget, er det som regel over en længere periode, jeg er ikke bange for at slide på det, og jeg passer ikke på det, som var det mit pæneste tøj. Tøj og grej til jagt og udelivet skal bruges – og det gør jeg!

Deerhunter Lady Raven jakke
Jakken er designet som værende ”et let, faconsyet og holdbart valg til alle dine eventyr ude i naturen”.
Til trods for jakkens lethed er den solid, og kvaliteten mærkes tydeligt. Det yderste stof er kraftig polyester og er blødt og lækkert at have på. Indersiden af jakken er foret med grønt mesh, som også går helt ud i ærmerne.
Deerhunter lover, at jakken er 100 % vandtæt grundet deres Deer-Tex® Performance Shell® membran. Indtil videre kan jeg konstatere, at deres udsagn holder vand.
Membranen kan holde til et vandsøjletryk på 10.000 mm og har en åndbarhed på 10.000 gram/m2/24h. Det betyder, at sveden hurtigt bliver transporteret væk, hvis du enten skal gå langt for at komme på plads, hvis du er på drivjagt, eller hvis du er på pürsch.
Se Freyas forklaring på ”Vandtæt og åndbar”

Hætten er aftagelig, og når den strammes ind i siderne og om nakken, har du et rigtig godt udsyn, og hætten følger fint med, når du drejer hovedet fra side til side. Den er fastgjort til jakken med en 20 cm lang lynlås og går et stykke ned over lynlåsen, og stoffet fasgøres ydermere med et fire cm langt stykke velcro. Hætten fastgøres med to trykknapper og et lille stykke velcro indvendigt i kraven, så hætten slutter tæt om halsen og føles som en integreret del af jakken.
Foran hovedlynlåsen, som er en kraftig, 2-vejs YKK-lynlås, er der en stormflap, som sikrer, at vind og regn ikke trænger ind gennem lynlåsen.

Jakken kan indvendigt justeres i bunden for at forhindre kold luft i at trænge ind og i taljen, som dog blot er med til at skabe det figursyede look på jakken. Men det skal vi som kvinder bestemt ikke kimse ad, så det er absolut en værdsat detalje.
Ærmerne er formsyede og er udstyret med et 10 cm velcro-stykke ved håndleddet for at stoppe vinden fra at suse ind ved ærmerne.

Lommer i Deerhunter Lady Raven jakken
Jakken er udstyret med i alt otte udvendige og to indvendige lommer:
Øverst i venstre siden af jakken er der en radio- og GPS-lomme på cirka 15×10 cm. Lommen lukkes med 10 cm lynlås og dækkes af et lille stykke stof, så den er ekstra beskyttet. Lynlåsen er i min optik for kort, hvis man skal udnytte lommens bredde. Den er desuden ikke udstyret med antenneudgang, men skal stå åben, for at antennen kan komme ud. Lommen er let skråtstillet, og der er elastik over lommen til antennen.
Der er en lodret brystlomme i højre side tæt på lynlåsen. Lommens åbning peger dermed ud mod ærmet og er cirka 19×15 cm med en 13 cm vandtæt lynlås.

På forsiden af jakken er der i hver side en lodret håndvarmerlomme med lynlås, som dækkes af et lille stykke stof for beskyttelse. Lommerne er cirka 22×15 cm, så der er god plads til at varme hænderne en kold dag på jagt.

Herudover er der to nedre vandrette lommer med trykknap. På forsiden af højre lomme er der en skråtstillet lomme med vandtæt lynlås. De store lommer er 18×18 cm og kan tilgås i fuld bredde på grund af lommeknapperne. Her er god plads til eventuelt en hue, vanter eller halsedisse. Den mindre lomme på forsiden af højre lomme måler 18x cirka 17 cm, da lommen sidder skråt på en firkantet lomme. Lynlåsen på denne lomme er 12 cm.

Inde i jakken er der i venstre side en brystlomme på cirka 13×13 cm. Lommen lukkes med en lynlås i lommens bredde. I højre side er der en lomme i bunden af jakken, som måler 16×13 cm og har en 15 cm lynlås. Disse lommer er fine til en lille pung, jagttegn eller andre papirer, der skal opbevares sikkert og uden risiko for at blive våde.

Bag på jakken er der en vildtlomme, som tilgås fra højre side. Lommen måler 25×40 cm og har en 18 cm lang lynlås, som ikke er vandtæt, men dog dækket af en stofflap, som forhindrer vand i at trænge ind. Lommen er ikke gennemgående, og der er kun adgang fra højre side. Lommen er beklædt med tætvævet nylon indvendig. Lommen kan bruges til at opbevare hue, handsker eller andet, du lige mangler plads til.

Der er indsat forstærkende materiale ved radiolommen og ved vildtlommen, og forstærkende materiale ved albuerne.
Der er påsat nylonsnor med en lækker gummieret pully med Deerhunter print på radiolommen samt på de to håndvarmerlommer. På de andre to lommer på forsiden er selve pullyen påsat et stykke gummi, ligeledes med Deerhunter print, for bedre greb.

Længde, størrelse og vægt
Jakkens længde er helt perfekt. Den dækker bagdelen, når du står op, og det betyder selvfølgelig, at du ikke bliver kold om bagdel og underliv, ligesom du ikke deler på midten, så kulden kan krybe op under jakken, når du sidder eller ligger ned.
Jakken fås i størrelse 36-48 og findes i farven elmwood. Jakken er true to size. Jeg bruger normalt en størrelse 38-40, er dog nok en størrelse 40 i øjeblikket. Jeg har testet Lady Raven jakken i en størrelse 38. Den passer helt fint, og der er stadig plads til flere ekstra lag under jakken.
Vægten for en størrelse 38 er cirka 1100 gram.

Deerhunter Lady Raven bukser
Lady Raven bukserne er lavet i samme stof og farve som seriens jakke, ligesom de også er udstyret med den holdbare Deer-Tex® Performance Shell® membran. Det betyder, at bukserne også er 100 % vandtætte. Indersiden af bukserne er som jakken beklædt med grønt mesh-for, der som på jakken er løst påsat, og elastisk. Foret går hele vejen gennem buksebenene.
Det føles blødt og behageligt at have bukserne på. Du skal dog lige huske at styre fri af meshen, når du trækker bukserne på, da tæerne let hænger fast i det, selvom du har sokker på. Meshen sørger selvfølgelig også her for, at sved hurtigt kan blive transporteret væk fra kroppen.

Bukserne har syv bælteloops, hvor der er plads til et bælte på cirka fem cm i bredden. Bukserne lukkes med to kraftige trykknapper med Deerhunter logo.
Der er en forholdsvis høj talje på bukserne, hvilket er en fordel, da du ikke bliver kold hen over lænden, når du sidder ned. Det giver også en god pasform. Linningen har et elastikbånd indsyet i begge sider, som hver kan strækkes cirka 4 cm.
Det er en super detalje set med mine øjne, da jeg nok ikke er den eneste, der med lethed kan svinge et nummer i buksestørrelse. Det betyder, at der også er fint plads til en god frokost undervejs.
Lynlåsen foran er 12 cm, den er ikke vandtæt, men beskyttes med en stormflap.

Bukserne er udstyret med i alt tre lommer:
To lodrette forlommer på cirka 12×23 cm og med en 17 cm lang vandtæt lynlås. Det er gode, store lommer, hvor du let kan varme hænder og gemme alverdens gode ting og sager, som du måtte have med på jagt. Her er påsat en lille gummi pully på de to lynlåse.

Herudover er der en vandret lomme på højre lår på 19×17 cm med en lynlås på 16 cm. Lynlåsen her er ikke vandtæt, men er dækket af en stor og dekorativ stormflap med to trykknapper. I mit tilfælde er det altid her, jeg gemmer min mobiltelefon. Let tilgængelig, også når jeg sidder ned. Der er påsat en nylonsnor med en lækker gummipully.
Knæene er formsyede, og det giver god bevægelsesfrihed, også når du knæler ned. Der er ligeledes forstærkning omkring knæene.
På indersiden af anklerne er bukserne forstærket med et kraftigt, slidstærkt stof på cirka 14×17 cm. Det betyder, at sliddet her er minimalt. Jeg har ikke observeret, at stoffet her larmer, når jeg går.


På ydersiden af buksebenet, forneden, er der en lynlås på 18 cm. Lynlåsen er ikke vandtæt, men påført en forholdsvis bred stormflap i forstærket materiale og en trykknap for neden.
Der er forstærkning på hele bagdelen og ned mellem benene.
Længde, størrelse og vægt
Længden på benene er god. Selv med ret lange ben føler jeg, at bukserne er lange nok.
Bukserne fås i størrelserne 36-48, og de er true to size. Jeg bruger normalt en størrelse 38-40 i bukser (i øjeblikket er det en størrelse 40), men en størrelse 38 kan stadig gå på grund af elastikken i linningen.
Du kan få bukserne i farven elmwood. Vægten for en størrelse 38 er 775 g.

På med tøjet
Det føltes godt at tage tøjet på. Jeg mærker tydeligt, hvor blødt meshen på indersiden er, da jeg trækker i bukserne. Der er ingen kanter og syninger, der kan irritere. De to elastik-stykker i linningen er med til at gøre det behageligt at have bukserne på. At svinge i buksestørrelse kan ofte være et problem, men når der er elastik i linningen som i bukserne her, er det ikke et problem.

Bukserne sidder godt og føles lette. De er lange nok i benene, hvilket ofte kan være en udfordring for mig. Der er plads til de kvindelige former, og med den forholdsvis høje talje har bukserne en rigtig god pasform. Den høje talje gør også, at jeg ikke fryser over lænden.
Der er også lommer nok. Jeg elsker, når der er god plads til min mobiltelefon og at der er let adgang til den, selv når jeg sidder ned. Der er god plads til hænderne, hvis jeg har lyst til at begrave dem dybt i lommerne – eller til at putte bilnøgle, pung eller andet i.
Buksernes bælteloops er brede nok til mit bælte, som ellers er ret kraftigt. Jeg oplever en del bukser til kvinder, som har for smalle bælteloops, men det er ikke tilfældet her.

Jakken føles lige så rar at tage på. Blød og lækker er den, og pasformen er også helt perfekt. Den kan snøres lidt ind i livet, så de kvindelige former fremhæves. Det er ikke blot en synsmæssig tilfredsstillelse, det er også rart at kunne snøre jakken ind i livet for at holde varmen inde.

Jakken går godt ned over bagdelen, og den sidder godt til, når jeg lyner jakken til. Jeg lyner op i halsen, tager hætten på og strammer til, så det passer. Jeg mangler en skygge på hætten, og jeg tænker, at det kan blive en udfordring, når det regner, hvis du bruger briller.
Hænderne i lommen… mine hænder søger helt naturligt de store lommer med knapper, men det føles ikke helt rigtigt på grund af den vandrette åbning til disse lommer. Efter lidt tid finder hænderne deres rigtige plads: i de lodrette håndvarmerlommer, som passer helt perfekt til at putte hænderne i.
Ærmerne i jakken er lange nok. Jeg mangler dog et par manchetter, eventuelt med tommelfingerhul til at lukke godt af for kulden og slippe for et stykke med bart ved håndleddet.

Fælles for bukser og jakke er, at meshen, som er 4-vejs stræk, sidder løst inden i sættet, og derfor ofte trækkes med nedad, når fødderne skal gennem buksebenet – og udad, når armene skal gennem ærmerne.
Sættet føles godt at have på, og det ser også godt ud. Da det ikke er den sædvanlige jægergrønne farve, men en lidt mere sofistikeret grønbrun farve, så passer sættet godt ind på de fleste jagter, til outdooraktiviteter og endda til hverdag, hvis du ønsker at klæde dig afslappet.

Min egen mening og konklusion
Mine egne mål er 169 cm, og for tiden 68 kg. Jeg har forholdsvis lange ben og har derfor ofte problemer med især længden på bukseben.
Sættet er true to size, og bukseben og ærmer har en god længde. Tøjet egner sig til forårsjagt, sommerjagt og efterårsjagt. Du kan godt bruge det om vinteren også, men da skal du have både inderlag og eventuelt flere mellemlag på. Det er ikke et vintersæt, men det kan fungere som sådan, hvis du blot er opmærksom på at købe sættet stort nok.
Brug sættet på drivjagter, på pürsch og på anstandsjagt – det egner sig i mine øjne til alle typer af jagt.
Der er masser af beklædningsmuligheder i Deerhunter universet. Der er blandt andet både inderlag og mellemlag, skjorter, fleecer, jakker, T-shirts, pandebånd, huer og bukser. Sæt det sammen ud fra det, du har brug for på dagen og efter vejret. Mulighederne er mange, og jeg synes selv rigtig godt om, at der er muligheder for at finde tøj til både outdoor, jagt og hverdag.
Ulemper jakke
- Jeg mangler en skygge på hætten, som kan tage de værste regndråber.
- Manchetter, eventuelt med tommelfingerhul, ville have været skønt.
- Ingen mulighed for ventilation under armene.
- Radiolommen er lidt lille.
- Ikke gennemgående vildtlomme.
Fordele jakke
- Blød og let.
- Fremstillet i lydløst stof.
- God pasform til kvinder.
- God længde på jakken.
- God plads til ekstra lag indenunder.
- Pæn allroundjakke.
Ulemper bukser
- Jeg kunne godt bruge en indvendig krog til at hægte buksebenet i snørebåndet.
- Jeg kunne godt drømme om, at elastikken i bukselinningen kunne strækkes endnu mere.
Fordele bukser
- Linning med elastik.
- God pasform til kvinder.
- Gode lommer, både til store og små ting.
- Formsyede knæ giver god bevægelsesfrihed.
- God længde på benene.
- Fremstillet i lydløst stof.
Vil jeg købe dette jagtsæt?
Det vil jeg absolut. Med Lady Raven, som er Deerhunters nyeste jagtsæt til kvinder, får du et pænt og alsidigt jagtsæt i god kvalitet til en fornuftig pris.
Du kan købe Deerhunter hos de fleste forhandlere af jagtudstyr. Nærmeste forhandler kan findes på: www.deerhunter.eu
Vejledende udsalgspris
Jakke: DKK 1.999,00
Bukser: DKK 1.299,00


