Test Browning 525 New Game Kal. 20

Brownings nye udgave af den legendariske B525 o/u haglbøsse har fået et nyt efternavn. Nemlig henholdsvis B525 New Game 1 eller B525 New Sporter 1, alt efter den valgte model.

Browning lancerede en nyskabende B725 serie for nogle år siden. En opdatering af B 525´eren, som mange troede eller frygtede, ville afløse B 525 serien for altid, fordi den nye B725 blandt andet bød på lavere baskyle, nyt design, mekanisk aftræk og udskiftelig inflex bagkappe.

Så hvorfor er den nye udgave af den gamle B 525 så stadig interessant? Det får du svaret på i denne artikel.

Kal. 12 eller 20?

Browning 525 i kal. 12 er i min optik en solid og pålidelig skydemaskine. Men undskyld Browning! måske lidt klodset eller uhandy om man vil. 525´eren har en forholdsvis høj baskyle i sammenligning med Beretta og Blaser. En tweedklædt englænder ville nok sige, at 525´eren i kal. 12 var for voldsomt et våben til snepper og andet fuglevildt. Under alle omstændigheder blev de nye B 725´ere fremstillet med en lavere baskyle/lås. Man ønskede at nærme sig Beretta´s lidt mere elegante og måske også skyde effektive design og stil. Og her kommer den lille B 525 kal. 20 ind i billedet. Den er mindre og mindst lige så handy som for eksempel en Beretta Silver Pigeon, og den vejer tilmed mindre. Og med 71 centimeter løb som på det testede gevær, synes jeg, man får en utrolig harmonisk, solid og alsidig skyder med den helt rigtige størrelse og vægt. Og med de rigtige patroner, er der ikke noget lovligt vildt, der ikke kan nedlægges akkurat som med en 12´er.

Inflex

Den nye B525 kommer med en effektiv rekylabsorberende inflex bagkappe, som meget nemt kan skiftes ud med en tykkere eller tyndere af slagsen, hvis der skulle behov for det. I modsætning til bakelit bagkappen som var på den foregående model, kan man nu skyde en hel dag uden nævneværdigt ubehag, og geværet skrider og vælter ikke på et glat trægulv. Det er ikke nogen dum ide, at have 2 bagkapper liggende: En tyk til sommerbrug og en tyndere til vinterbrug, så der er taget højde for mere eller mindre beklædning.

Skæfte og graveringer

Skæftet er generelt nydeligt, og det er fint forarbejdet og behandlet efter tru-oil metoden. En behandling der gør træet meget modstandsdygtigt og vedligeholdelsesfrit i meget lang tid. Forskæftet slutter ud i en diskret og stilfuld tulipan. Netskæringerne er traditionelle, dybe og skarpe. Man har et virkelig godt greb om geværet. Trækvaliteten virker til at være over det niveau på grade 2, som fabrikanten angiver. Det ligger efter min vurdering nærmere på 2,5.

Graveringerne er knap så dybe, sådan som de jo sjældent er på entry level geværer. Til gengæld er de meget fint udført – sikkert med laser – og yderst smagfulde. Aftrækkeren er naturligvis forgyldt. Vingerne på løbet som lukker sammen i baskylen har samme rå stålfarve som baskylen. En fin detalje, Samlet set har vi her et lækkert og flot våben, som samtidig er lidt underspillet og minimalistisk, og det fungerer flot.

På skydebanen og på jagt

På skydebanen opfører den sig eksemplarisk. Jeg skal lige lære den at kende, men der er faktisk allerede et par discipliner, hvor den præsterer bedre end min B 725 og min Beretta 693, som begge i kal.12, så det virker bestemt lovende.

Men der er et par aber dabei´s, når vi taler om skydebanen. Et er prisen på patronerne og et andet er konkurrenceparameteret. Man skyder ikke med kal. 20 til konkurrencerne.

På jagt er den virkelig dejlig håndterbar i alle situationer. Man bliver ikke så belastet af at stå eller gå i længere tid med geværet, så det vil være et godt bud på et gevær til hundemanden MK til kuperet terræn og skovjagt. Jeg har kun brugt geværet halvdelen af sidste jagtsæson, og indtil videre er det vildt, som der er skudt til, blevet leveret.

Stadig en 525´er

Med en Browning 525 får du et virkelig gennemprøvet og solidt kvalitetsvåben, som kan gå i arv i generationer. Den har et unikt låsesystem, som er opfundet af den berømte Moses Browning. Systemet er et af de allermest uopslidelige på markedet. At geværet går lidt stramt fra nyt, og det bliver det i øvrigt ved med længe, skal man bare glæde dig over, for det er kun et bevis på langtidsholdbarhed.

Man kan fodre den med de ondeste patroner uden at være bange for flækket forskæfte med mere. Der er virkelig Value for Money her, og Brownings geværer holder da også prisen flot som brugte.

Advarsel!

Lad være med tage geværet ned fra hylden hos våbenhandleren, med mindre du altså har plads i dit våbenskab og er indstillet på at købe et nyt Gevær.

Skulle jeg kun have 2 jagtgeværer måtte det gerne være Brownings New Game 1 i kal 20 som gevær nr. 1 og Brownings New Sporter 1 som gevær nr. 2.

Ammunition

Jeg har testet geværet med Jaguar Magnum patroner i kal. 20/76 str. 3, og det set-up kan jeg kun anbefale. På skydebanen, har den skudt med forskellige mærker, uden mærkbare forskelle overhovedet.

 

Jeg giver 5 ud af 6 stjerner

*****

 

Tekniske specifikationer

Kaliber: 20-76. Løb: Back bore.Chokes: Invector Plus: Full (F), 3/4 (IM), 1/2 (MOD), 1/4 (IC). Sigteskinne: 6 mm. Løb finish: Blåneret: Dybblå sort glans. Baskyle/lås: Stål. Træ: Turkish Grade 2 : Olie finish. Skæfte: Pistol greb. Længde: 375mm. Drop at comb: 36 mm. Drop at heel: 56 mm. Forskæfte: Tulip. Vægt i kg: 3.20. Note: Fås også i venstrehånds udgave. Pakning: ABS 525

 

Browning 525 New Game kal. 20 er set til Kr. 17.500,-

Læs mere om geværet her:

www.browning.eu

Læs mere

Nyheder