Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

TAK! til danske jægere

En stor tak til alle jægere fra vores redaktør nu hvor året går på hæld.

Som jægere befinder vi os desværre ofte i medierne pænt parkeret på det, som så rammende kaldes øretævernes holdeplads. Der er desværre mange meget højtråbende minoriteter, som mener, at jægerne er egoistiske mennesker, lystmordere og ødelægger naturen. Deres meninger er mere styret af følelser end af fakta.

Som redaktør af JAGT, Vildt & Våben kommer jeg i kontakt med rigtig mange jægere, og min oplevelse af jer er selvsagt en noget anden. Jeg oplever de danske jægere som personer, der vil naturen det bedste – og som, ud over at gå på jagt, også gerne ofrer både penge og timer på at hjælpe naturen og befolkningen.

Tillad mig derfor, nu hvor året går på hæld at udtrykke en dybtfølt tak til alle jægere.

Tak fordi I sidste år regulerede cirka 600 mink, 8.000 skarver, 9.000 mårhunde, 13.000 bramgæs og 70.000 råger! Til glæde for naturen, fiskerne og fiskene, de jordrugende fugle, landmændene og støjplagede danskere.

Tak fordi I bidrager med cirka 1,4 milliarder kroner hvert år til bruttonationalproduktet og er med til at skabe cirka 2.500 fuldtidsjobs.

Tak fordi i hvert år investerer cirka 700 millioner kroner direkte i naturen – og bruger 1.800.000 gratis arbejdstimer derude, hvor det betyder mest, nemlig i naturen. Det svarer til næsten 1.000 fuldtidsstillinger.

Tak fordi I bruger cirka tre milliarder kroner hvert år på jagt, herunder jagtleje, jagtudstyr og andre ting. De penge er blandt andet med til at frikøbe natur fra produktionsjord og dermed skabe langt større områder, hvor der kan skabes større biodiversitet og bedre jagtmuligheder.

Tak fordi I er med til at bringe lidt sund fornuft med ind i debatterne og vise, at kød ikke er noget, der vokser i en køledisk.

Og tak for at være med til at fortælle menneskets historie – vi har gået på jagt i titusindvis af år, og det er faktisk først de sidste 50-100 år, der er nogen, der er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig er moralsk forsvarligt. Det er det. Det ville slet ikke være til diskussion, hvis vi ikke havde en overflod af andre fødevarer i modsætning til mange andre lande, hvor jagt stadig er et kærkomment supplement til husholdningen.

Så næste gang, der kommer et surt opstød fra en jagtmodstander, som er i følelsernes vold, så klap dig selv på skulderen. For du GØR noget. Og din indsats betyder noget for både naturen og jagten.

Tak!

 

(Kilder: FACE og DCE)

Torben Møller-Nielsen
Torben Møller-Nielsen
Redaktør på JAGT, Vildt & Våben

Læs mere

Nyheder