Væk er de perfekt polerede træskæfter og luksuriøse læderdetaljer – denne R8 model er skabt til at blive brugt i felten. Grebet er fast, designet robust, og hver eneste detalje er tænkt til praktisk jagt under barske forhold.
Blaser har skåret ind til benet og givet jægere en ny indgang til R8-familien, hvor funktion, pålidelighed og kompromisløs tysk kvalitet er i højsædet – uden at prisen løber løbsk. Et velsmurt tysk jagtværktøj, ikke en altertavle.

Der er lagt vægt på, at Professional 2.0 er resultatet af en længere udviklingsproces med fokus på at skabe en mere prisvenlig, men stadig fuldblods R8-model.

Skæftet – den største ændring
Den væsentligste forskel i Professional 2.0 ligger i skæftet. Hvor de dyrere modeller har udskiftelige eller premiumskæfter, er bagskæftet på den nye model støbt sammen med chassis og låsestol. Det betyder at riflen matcher resten af R8-serien og kan benytte samme piber, lås og aftræk. Men der er ingen mulighed for at montere aftermarket- eller high-end Blaser-skæfter.
Det giver producenten mulighed en markant lavere pris med lavere produktionsomkostninger på grund af væsentlig færre valgmuligheder, og samtidig levere et skæfte designet til hårdt brug. Målet var at lave en robust, mere overkommelig riffel uden at gå på kompromis med det, der gør en R8 til en R8.
Greb, ergonomi og materialer
Skæftet fås i farverne Dark Olive og Black-Brown og er konstrueret specifikt til aktiv jagt. De nye 2K-elastomer-indlæg på greb og forende er integreret direkte i skæftet og sikrer stabil håndtering under regnfulde, kolde eller snavsede forhold. Blaser har store forventninger til dette re-design.
Pistolgrebet er udformet stejlere, og håndfladestøtten er gjort fyldigere, hvilket understøtter en afslappet skydehånd – selv ved længere tids venten. Skæftet er desuden udviklet til at være velegnet for både venstre- og højrehåndsskytter, hvilket bidrager til riflens alsidighed og komfort for brugeren.
Justerbar kindpude og aftrækslængde
Skæftet er udstyret med en justerbar kindpude, der kan indstilles fra 0–30 mm med et enkelt tryk på en forsænket knap – helt uden besvær eller brug af værktøj. Det gør det let at tilpasse riflen til forskellige optikhøjder og individuelle præferencer, hvilket især er en fordel under nordiske jagtforhold.
Aftrækslængden kan nemt tilpasses med tre faste moduler: 355, 370 eller 390 mm. Det er sjældent noget, man ændrer under selve jagten, men det gør det muligt at justere riflen hjemmefra, så afstanden passer til den enkelte skytte, uanset om du har tynde skjorteærmer eller tyk vinterfrakke på .

Piben og den integrerede dæmper
Riflen fås med enten en 52 cm pibe, hvor den samlede vægt er cirka 3.125 gram, eller med en 47 cm pibe med integreret lyddæmper, der bringer vægten op på 3.480 gram. Håndteringen er stort set ens på begge versioner, men forskellen i rekyl og støjniveau er selvfølgelig markant. R8’ens kompakte design – hvor den samlede længde af riflen ikke er afhængig af længden på magasinet – betyder, at selv udgaven med integreret dæmper forbliver overraskende kort og utrolig let at håndtere, både til drivjagt og pürsch i tæt buskads.

Vejrbestandighed, DLC A+ Coating
Piben er behandlet med Blasers nye DLC A+-coating, som giver en hård, rustfast og ikke-reflekterende overflade. For at kunne levere denne kvalitet har Blaser investeret i et stort og avanceret anlæg på fabrikken, så de selv kan producere deres egen version af DLC-coating. Det er en ret interessant produktionsdetalje, der kommer til at smitte af på mange andre modeller fremover. Coatingen er udviklet for at sikre maksimal holdbarhed og modstandsdygtighed over for både vejr og slid, og Blaser forventer, at jægere for alvor vil mærke forskellen efter et par års brug.

Skydebiografen med særbehandling
Den tekniske gennemgang foregik hos Jaktia i Västervik, hvor butikken også har en skydebiograf i kælderen. Det var en god løsning: først teori, derefter praksis – og praksis på et niveau, hvor man for alvor lærer sin fabriksnye riffel at kende.
Erfaringer med riflen
Jeg nåede igennem lidt over seks pakker ammunition. De første fem pakker blev skudt med udgaven med 52 cm pibe uden integreret dæmper. Den sidste pakke brugte jeg på den riffel, som jeg efterfølgende skulle have med m på drivjagten: modellen med 47 cm løb og integreret lyddæmper. Rekylen og lydniveauet var markant anderledes, men håndteringen var fuldstændig identisk, og den kompakte følelse og suveræne håndterbarhed i riflen var markant i begge versioner.
Efter de mange serier af skud føltes riflen helt naturlig at betjene. Det er sjældent, jeg får lov til at skyde så meget med en ny låneriffel, og det er endnu sjældnere, at jeg får lov til at gøre det uden afbrydelser.

Perspektiv
Efter to par intensive dage i skydebiograf og på jagt med R8 Professional 2.0, 8,5×55-kaliberen står jeg tilbage med et klart indtryk:
Riflen gjorde et solidt indtryk, især med det nye, robuste skæfte, der føltes rigtigt behageligt i hånden og var let at håndtere i både tårn og terræn. Rekylen var mild, og balancen gjorde det let at afgive hurtige opfølgende skud.
Jeg savnede slet ikke de ekstra tilpasningsmuligheder fra dyrere modeller, men satte tværtimod pris på, at alt var enkelt, funktionelt og klar til brug under barske forhold.
Som journalist er det virkelig positivt tegn at det gør lidt ondt at returnere udstyr efter en endt test, og det var rent faktisk med en lille tåre i øjenkrogen at jeg måtte returnere låneriffel og resterende ammunition.
Jeg havde ikke tidligere praktisk erfaring med Blasers R8-serie da jeg ankom, men må indrømme, at jeg gik derfra som konvertit.

| Model | Blaser R8 Professional 2.0 |
| Kaliber | Blaser 8,5×55 |
| Farve | Dark Olive / Black-Brown |
| Coating | DLC A+ |
| Ergonomi | Justerbar kindpude Aftrækslængde på 355 / 370 / 390 mm |
| Model Standard
|
– Pibelængde 52 cm
– Samlet vægt 3.125 g – Pris 27.589 kr. |
| Model Silencer
|
– Pibelængde 47 cm
– Integreret dæmper – Samlet vægt 3.480 g – Pris 34.995 kr. |


