Det er ikke lige meget, hvor man etablerer de engelske volierer (udsætningspladserne), ligesom det heller ikke er lige meget, hvordan de indrettes. Man skal desuden nøje overveje, hvilke vildtagre man vil etablere på arealet, og i særdeleshed hvor de placeres på reviret.
Kort og godt kan man sige, at hvis man vil have succes med sin fasanudsætning, er det et must, at man tilegner sig den nødvendige viden om fasanernes levevis og deres adfærd – og dette vel og mærke inden man går i gang med at udsætte fasanerne.
Det ser måske umiddelbart god ud, i ugerne efter man har udsat fasankyllingerne. Ingen sygdomme blandt de fasankyllinger, og man har måske oven i købet været forskånet for voldsomme angreb fra rovvildtet, som selvfølgelig bliver tiltrukket af dette “spisekammer” der er sat ud i skoven.
I starten af september færdes en del af de udsatte fasankyllinger lige så meget udenfor den engelske voliere som indenfor, og derfor kan man lige så godt kan åbne voliererne. De udsatte fasaner begynder at bevæge sig længere og længere væk fra den engelske voliere i dagtimerne, og har man ikke langt til naboskel, er det for sent at finde ud af, at volieren ligger for tæt på naboskellet.
Jo mindre revir man har, desto sværere er det at holde de udsatte fasaner hjemme, og hvis reviret samtidig ikke er opbygget og eller indrettet på en sådan måde, at de udsatte fasaner trives, skal man ikke have de store forventninger til antallet af fasaner på reviret under fasanjagterne, da de udsatte fasaner formentlig til den tid har forladt det.
Hvis man vil have indflydelse på sine fasaners færdsel rundt på reviret, kræver dette, at man udnytter revirets ledetråde, bestående af skovkanter levende hegn og etablerede vildtagre. Da fasanerne er fødesøgende det meste af dagen, er det selvsagt en god ide at lave fodersporet så langt som muligt.
Kunsten er at man via opbygningen af reviret, kombineret med diverse vildtagre, forsøger at “styre” (fodre) fasanerne rundt på arealet. I den forbindelse taler man om at fodre de udsatte fasaner ud i de respektive såter, hvor man ønsker at lette fasanerne fra.
Fasanerne er fødesøgende det meste af dagen, og i deres søgen efter føde skal de via diverse ledetråde dirigeres rundt på reviret, således at de hen ad eftermiddagen er ledt tilbage til udgangspunktet.
Det er ikke sikkert at den engelske voliere er det perfekte nattesæde for de udsatte fasaner, og det sker ofte, at de udsatte fasaner, efter de har forladt udsætningspladsen, søger nattesæde et helt anden sted. Dette skal man også have med i sine overvejelser, når man vil forsøge at påvirke fasanernes daglige færdsel på reviret.
Selvom man har udsat fasanerne på et stort revir, og selvom man har indrettet terrænet efter alle kunstens regler, kan man ikke undgå at fasanerne i september måned og i tiden efter, vil ud at vandre i dagtimerne. Det er en helt naturlig adfærd hos fasanerne, og dem der tror, at en ikke udvokset fasan bliver på det samme sted hele dagen, har ikke læst på lektien.
Fasaner udvandrer
Alle der arbejder med udsatte fasaner ved, at en af de største udfordringer er at holde dem i de områder, hvor de er blevet udsat. Nogle fasaner løber mere end andre og udover revirets opbygning, har det også have noget at gøre med, hvilken race/hybrid af fasaner man har købt.
Den fasankylling, som uanset alder gennem sommeren og efteråret bliver stående på den samme hektar, er endnu ikke ” klækket”, og bliver det formentlig aldrig.
Alle fasaner bevæger sig rundt på reviret, hvilket også er gældende for den franske Melanistic fasan, som specielt er kendt for sin fantastiske flyveevne.
Det er for fasanerne en hel normal adfærd, at de i 15-16 ugers alderen – og i mange tilfælde tidligere – begynder at udforske omverdenen, hvilket konflikter med vores “ide” om, i hvilke såter, vi har et ønske om, at de skal befinde sig, når jagten går ind.
Det er som nævnt helt normalt adfærd, at fasanerne “forlader” det revir eller område de er udsat i. Hvis vi sammenligner med, hvordan en fasan på den frie vildtbane adfærdsmæssigt reagerer, kommer det ikke bag på nogen, at fasankyllingerne, når de bliver selvstændige individer, forbereder sig på at videreføre slægten. En videreførelse af en art sikres bedst, hvis den spreder sig, da arten (læs: fasanen) i modsat fald – ved at forblive på det sted den er sat i verden – vil den være for nem at udrydde.
Huser reviret på den frie vildtbane kun én enkelt fasankok og nogle få fasanhøner, vil spredningen (udvandringen) være begrænset, da der er masser al plads omkring “fasanfamilien”, men hvis der på reviret er udsat hundredvis eller tusindvis af fasankyllinger, er det en helt anden situation. Her vil spredningen af “arten” (læs: fasanen) være helt efter naturens foreskrifter.
Uanset hvor mange eller hvor få fasaner der udsættes på et revir, vil der ske en større eller mindre udvandring afhængig af arealets størrelse, opbygning og antallet af udsatte fasaner
Som udgangspunkt kan man sige at fasankyllinger, uanset om de er klækket på reviret, eller om de er opdrættet og udsat, altid vil spredes på reviret “som ringe i vandet”, og jo flere fasaner der udsættes, desto større bliver “ringene i vandet”.
Allerede i 12 ugers alderen begynder de udsatte fasaner at udforske omgivelserne.
Er det fasanhønen eller kokken, der udvandrer ?
Spørgsmålet om det er fasankokkene som udvandrer og trækker fasanhønerne med, eller om det er fasanhønerne, som udvandrer og trækker fasankokkene med, har der i mange år været delte meninger om.
Hvis man tænker logisk – hvilket mange gange giver de rigtige svar på spørgsmål om dyr og natur – kan én fasankok have adskillige fasanhøner i sit harem. Dette kan overføres til, at naturen kun behøver én fasankok til at befrugte mange fasanhøners æg, hvorimod antallet af fasanhøner, har direkte indvirkning på antallet af æg og det deraf følgende antal fasankyllinger i området. Når vi taler om en arts overlevelse og spredning, gælder det ikke kun om at kunne producere nye artsfæller, men også om at producere mange nye artsfæller – og det afhænger af antal af fasanhøner.
Fasankokkene danner territorier i de områder, hvor der findes fasanhøner, og fasanhønerne finder deres ”homerange” i områder med gode redeskjul og med et rigt insektliv (føde til kyllingerne). Samtidig ved vi også, at en fasanhøne sagtens kan blive drenket (parret) af to forskellige fasankokke. Ud fra disse fakta vælger jeg at holde fast i den logiske tanke om dyr, natur og spredning af en art, og mener derfor, at det er fasanhønen, der udvandrer fra området – og dermed får fasankokkene med sig.
Flere forskningsforsøg har faktisk understøttet denne antagelse.
Er inddrivning nødvendig?
Inddrivning af fasaner skal gøres, når fasanerne kommer for langt væk fra såten eller udsætningen og måske er på vej over til naboen. Her er det så, at man med hund driver fasanerne tilbage, hvor man gerne vil have at de skal være. Man bliver nødt til at give fasanerne lidt råderum, men når de kommer ud til det, man kan kalde yderkanten af området “fasanernes ydergrænse”, skal man hårdt drive dem tilbage til, hvor de kom fra.
Levende hegn virker som ledetråde, og fasanerne bruger disse til at komme rundt på reviret.
Vi skal huske på, at denne “ydergrænse” er 100% menneskeskabt, da det er os mennesker, som vil bestemme hvor “ydergrænserne” skal ligge, afhængig af revirets størrelse og opbygning ,samt i hvilke såter man i jagttiden vil skyde til fasanerne.
Hvis man er ligeglad med, hvor mange fasaner der skydes, når jagtsæsonen starter, er det ikke nødvendigt at drive fasaner hjem, men hvis man som de fleste gerne vil skyde så mange af de udsatte fasaner som muligt, er det en nødvendighed med daglig inddrivning.
Denne inddrivning bør udføres fra september måned og frem, og kan være nødvendig i resten af jagtåret.
De eneste steder hvor den daglige inddrivning kan undgås er, hvor man har et meget stort revir, og dette område er opbygget på en måde, så der længere ude i terrænet (i forhold til udsætningspladserne) ligger egnede remisser, mosearealer, vildtagre eller andre biotoper, som stopper fasanernes vandring grundet de gode leve- og fødebetingelser. Disse områder kalder man for opsamlingssåter. Her fodres der lidt, og op til hver jagtdag tjekker man, hvor mange fasaner der står i disse opsamlingssåter. Står der mange fasaner i én eller flere af disse opsamlingssåter, drives de som en såt på førstkommende jagtdag. Er man smart drives disse opsamlingssåter på en sådan måde, at fasanerne drives tilbage mod midten af reviret.
Det er primært de store professionelle jagtvæsener med meget store jordtilligender, som har sådanne revirer til rådighed.
Langt de fleste konsortier og mindre jagtvæsener, er udelukket fra at bruge denne model, da jagtreviret ganske enkelt er for lille til det, og derfor er inddrivning af fasaner i perioder her en nødvendighed.
Mange steder, kan det på grund af revirets opbygning og eller lokalitetens beskaffenhed være nødvendigt at inddrive fasaner både til middag og om eftermiddagen.
September måned står helt klart i inddrivningens tegn, men også i oktober skal der drives mange fasaner hjem. En fortsat daglig inddrivning af fasaner indtil årsskiftet er flere steder en nødvendighed, hvis man vil opnå en høj afskydningsprocent.
Når det er overskyet og fasanerne ikke kan “finde” solen, hvor den rammer jorden eller i diset og specielt decideret tåget vejr, kan man godt få det indtryk, at alle fasanerne står klar i hver deres startblok. Når det så bare lysner en lille smule, spurter de fra alle udsætningspladserne ud over reviret – direkte mod naboerne i alle retninger. På disse dage kan man lige så godt afsætte hele dagen til inddrivning, eller i hvert fald indtil disen eller tågen er lettet.
Jeg kender en dygtig og meget ihærdig skytte, som fortsætter inddrivningen af fasaner helt frem til årsskiftet. Det er tidskrævende, men helt sikkert en bedrift som bliver belønnet, hvis man kigger på afskydningstallet (i forhold til udsatte fasaner), når resultat gøres op ved jagtårets afslutning.
De udsatte fasaner har fundet fodersporet ud til såten.
Ved inddrivningen gælder det om at få luret, hvor og hvornår fasaner løber ud i terrænet i forhold til de “ydergrænser”, vi på forhånd har sat. Det er her man skal være klar til at stoppe fasanerne og drive dem tilbage.
Et af de store problemer ved inddrivningen af fasanerne er, at alle individer fra samtlige udsætningspladser løber ud over reviret på samme tid. Derfor gælder det om at nå rundt på den første inddrivningsrunde så hurtigt som muligt.
En fasan vil som hovedregel altid gå eller flyve i den retning dens hoved og næb peger. På denne måde kan man, når der er kontakt til de ”flygtende” fasanerne se om det lykkes at drive dem i den rigtige retning og stoppe udvandringen til naboerne.
Det er ikke sikkert at man kan nå at drive fasanerne helt tilbage på den første inddrivningsrunde. Man er fra morgenstunden under et tidspres, og det gælder om at få stoppet den påbegyndte udvandring. Afhængig af reviret og af hvor mange steder fasanerne løber, skal man jo gerne kunne nå rundt til alle de steder, hvor man ved at fasanerne vil forsøge at udvandre fra. På anden inddrivningsrunde kan man gå lidt grundigere til værks.
En ting som mange ikke tænker over er, at fasanerne fortrækker at gå frem for at flyve. Derfor er inddrivningen, hvor mand og hunden får fasanerne op og flyve, faktisk med til at styrke fasanernes flyvefærdigheder op til de første jagter.
Det er ikke muligt at udføre en effektiv inddrivning af fasaner, uden en lydig hund som har lært, hvordan inddrivning af fasaner foregår. Hunden skal “være i hånd”, hvilket betyder at den skal kunne stoppes og sætte sig på kommando selv som den sendes 50-100 frem langs et levende hegn og fasanerne letter i hobetal omkring den.
Jeg mødte engang en jæger som lige havde udsat fasaner, og han mente ikke, at inddrivning i september måned var en nødvendig. Da jeg året efter mødte ham igen, spurgte jeg selvfølgelig ind til, hvordan det var gået med hans fasaner. Jo sagde han, naboerne har skudt de fleste af dem, så på en eller anden måde havde det været en succes. Derfor overvejede han i fremtiden at udsætte fasaner på naboreviret, for så kunne fasanerne jo vandre ind på hans revir i stedet for at udvandre.
Ovenstående artikel er uddrag fra bogen ‘Jagtfasanen opdrættet, plejen og jagten’. Her får du indsigt og årtiers erfaring kogt ned til en række anvendelige råd og anvisninger.
