En undersøgelse af danske edderfugle foretaget af Dansk Jægerforbund og offentliggjort tidligere på ugen tyder på, at kønsfordelingen blandt fuglene i Danmark er stabil og kan betegnes som normal.

Undersøgelsen er særligt interessant fordi tidligere undersøgelser har indikeret, at antallet af hunner blandt de trækkende edderfugle ved Fehmern bælt har været faldende i en årrække. Den skæve kønsbalance blandt trækkende edderfugle og et generelt faldende antal edderfugle har vakt bekymring for den danske bestand og været medvirkende til at der er udarbejdet en forvaltningsplan for Edderfugle.

Det er normalt at der er flere hanner end hunner blandt edderfuglene. Tidligere undersøgelser viser omkring 64 procent hanner i bestanden, men antallet af hunner bør ikke falde markant under det, som det altså har været tilfældet i flere tidligere optællinger af trækkende edderfugle omkring Fehmern bælt.

Edderfugletællingen 2021 skete i samarbejde med Aarhus Universitet, men det var jægere og frivillige naturentusiaster, der talte fuglene på mere end 100 lokaliteter. Indsamlingen af data foregik i dagene 6.-8. marts 2021 indenfor tidsrummet 06.00 til 12.00. Næsten alle steder var hannerne i overtal, men altså ikke så meget som forventet.

Sammenholder man resultaterne af denne optælling med ti år gamle resultater, hvor en optælling af 11471 edderfugle fordelt på 24 lokaliteter resulterede i 64 pct. hanner, må det konstateres, at kønsfordelingen blandt de edderfugle, som tilbringer den sidste del af vinteren langs de danske kyster, tilsyneladende ikke har ændret sig markant over de sidste 10 år.

Antallet af optalte fugle på hver lokalitet varierede fra seks til næsten 10.000 individer, mens andelen af hanner varierede fra 50 pct. (fem lokaliteter) til 87 pct. I alt havde syv lokaliteter 75 pct. eller flere hanner. I gennemsnit blev der optalt 524 edderfugle pr. lokalitet, og den gennemsnitlige kønsfordeling var 65 pct. hanner og 35 pct. hunner.

Læs også: Jagt på edderfugle – en landkrabbe står til søs

Der er ingen klare svar på hvorfor kønsfordelingen tilsyneladende er mere jævn i Danmark end den er blandt trækkende fugle fra Danmark, men det åbner for den tolkning, at andelen af hunner slet ikke har været faldende blandt de danske ynglefugle. Omvendt skal det tages i betragtning at størstedelen af de optalte fugle i denne undersøgelse er observeret tæt på kysterne, hvorfor det dermed ikke kan udelukkes at større flokke langt fra kysten – evt. med en større andel af hanner – er blevet udeladt.

Læs hele rapporten om kønsfordeling blandt Edderfugle her:

https://www.jaegerforbundet.dk/media/18336/k%C3%B8nsopt%C3%A6lling-edderfugl-2021_ny.pdf