AF STEEN ANDERSEN
FOTO: STEEN ANDERSEN SAMT URBAN RADIM, CREATURART IMAGES, SLATAN
Sus scrofa
Det er måske et tegn på den tætte tilknytning, vi som mennesker har til svin i sådan al almindelighed, at det videnskabelige artsnavn for vildsvinet og tamsvinet er det samme: Sus scrofa.
Med andre ord: Tamsvinet er et tæmmet vildsvin, og fra de lokaliteter, hvor et større antal tamsvin er forsvundet ud i naturen, ved man da også, at de for det første klarer sig fint på egen hånd ude i alt det vilde, og at de i løbet af få generationer kommer til at ligne deres vilde ophav til forveksling.
Derpå må det også være enkelt at forestille sig, at tamsvinet kommer fra håndtæmmede vildsvin, selvom det nok er vanskeligere at forestille sig det mod og mas, det har krævet af få de vilde svin gennet ind i folden.
Hvis man forstætter ned ad denne forestillingernes vild- og blindgyder sammenholdt med vores viden om de tidligere menneskers ihærdighed og virkekraft, så er det heller ikke vanskeligt at forestille sig, at domesticeringen af vildsvinet har fundet sted mange forskellige steder og sikkert også på temmelig forskellige tider i vores fælles udviklingshistorie.
Med andre ord, så er jeg af den opfattelse, at mennesker rundt omkring på kloden en gang i fortidens tåger har fået den samme glimrende idé uafhængigt af hinanden, nemlig at de yderst velsmagende vildesvin, da lige så godt kunne være inde i stalden frem for ude i skoven, hvor det uligt alt andet er meget vanskeligere at få fat på kødet.
Skal vi svinge os op på den helt store klinge, så er indtæmningen af vildsvinet og opdagelsen af agerbrugets forsyningssikkerhed vel grundlaget for skiftet fra stenalderjæger til fortidig landmand, som reelt set er grundlaget for nutidens velfærdssamfund – i hvert fald er Danmark et svineproducerende land, som aldrig ville have haft den velstand, vi i dag tager for givet, uden den industrialiserede svineproduktion, som årligt resulterer i over 25 millioner danske slagtesvin.
Vi var og er stadig dybt afhængige af udbyttet af Sus scrofa.
Jagten på vildsvinet
I dette lys er det ikke helt så vanskeligt at forstå vores kærlighed eller dybe trang til at efterstræbe vildsvin under snart sagt enhver omstændighed.
Vi er simpelthen blevet genetisk opdraget til, at vildsvin er lig med overlevelse, og det er blot 600 generationer siden, vores klans velbefindende var afhængig af en succesrig jagt. Og på 600 generationer ændrer genetikken sig så godt som overhovedet ikke. Nutidens aktive vildsvinejægere er således blot lidt mere civiliserede (i de fleste tilfælde) stenalderjægere, som tvunget af de nedarvede drifter bare er nødt til at efterstræbe vildsvinene.
Derfor pågår jagten snart sagt hele vejen rundt om Danmark.
Fra Mellemsverige, øst over til de baltiske lande og i hele den centrale og sydlige del af Europa.
Til og med er vildsvinene blevet slæbt med til så fjerne destinationer som Australien og New Zealand, hvor de lokale jagttraditioner blandt andet tilskriver at få særligt hårdhudede hunde til at stille svinene, mens jægeren så løber ind bagfra og ombringer dyret med et knivstik.
Helt så vildt foregår det ikke i Europa, hvor de lokale jagttraditioner ellers kan være lidt varierende fra store selskabsagtige drivjagter i Centraleuropa til lokale hyggejagter for landsbyens indbyggere i eksempelvis Spanien, Italien og Frankrig.
I takt med den teknologiske udvikling inden for natsigter har den mørke jagt fået en gevaldig opblomstring.
Fortidens måneoplyste anstand er nu mere eller mindre afløst af aktive lys- eller varmeforstærkende sigtemidler, som giver jægeren øjne i natten. Det er en vild udvikling, som har fået jagten på vildsvin til at nå nye højder.
Alt er med andre ord, som det har været de sidste mange tusinde år – vi er omgivet af vildsvin, vi efterstræber dem som aldrig før, og vi elsker det.
