På et møde i Vildtforvaltningsrådet den 26.1.2026 skal man indstille et forslag til jagttidsrevision til ministeren, der har den endelige beslutningskompetence.
Forud for jagttidsrevisionen har DCE, Aarhus Universitet vurderet det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen, hvor man har gennemgået de aktuelt jagtbare arter og de arter uden jagttid, hvor der er juridisk mulighed for at få fastsat jagttid.
I juni 2025 følger man op med en opdatering på den store rapport fra marts 25,
Herefter har en gruppe af fagpersoner fra Vildtforvaltningsrådet så udarbejdet en indstilling til nye jagttider, hvor det faglige grundlag er fra både DCE og medlemsorganisationernes faglige medarbejdere.
Drivjagt på kron- og dåvildt forkortes
Der er opnået enighed om de fleste jagtbare arter, men for et mindre antal er der delt indstilling og Danmarks Jægerforbund har ønsket, at 5 arter uden jagttid fremover bør have jagttid.
Et af de forslag, der er enighed om, er, at det fremover kun skal være muligt at holde drivjagt på kron- og dåvildt i perioden 16. november – 31. januar, således at man også tager hensyn til dåvildtets brunstperiode.
Herudover vil der ske yderligere ændringer i jagten på kron- og dåvildt, bl.a. foreslås der samforvaltning for dåvildtet på Bornholm i en fireårig periode fra den 1.1.27 med kvoteordning og arealkrav.

DJ foreslår forkortet jagttid på haren
For hare har man fagligt vurderet, at den nuværende jagttid ikke er problematisk og et flertal indstiller til uforandret jagttid med ophævelse af den lokale fredning på Endelave-
På trods af dette har DJ, som de eneste forslået, at jagten afsluttes den 15.1. i hele landet. Dette kommer de helt sikkert til at forklare nærmere, for godt nok skal DJ være på vildtets side, men hvem er så på jægernes side, når nu en jagttid er faglig forsvarlig!
For canadagås indstilles en måneds ekstra jagttid frem til 29.2.
Delte holdninger til ederfugl
For ederfugl er holdningerne delte, men VFR opfordrer i enighed ministeriet til at gøre en adaptiv forvaltningsplan færdig.
For agerhøns indstiller et flertal uændret jagttid og foreslår også, at det skal undersøges om jagttidsbekendtgørelse kan indeholde et krav om, at der ikke må skydes til flokke på mindre end 7 individer.

Sølvmågen ønskes fredet
For sølvmåge indstiller et flertal, at arten fredes, som følge af artens tilbagegang. DJ er, som eneste organisation, ikke enig i dette.
For ringduen indstilles jagttiden ændret til den 1.10. – 31.01. med den tilføjelse, at der i oktober og november kun må skydes til flokke på mindst 5 fugle.
For nilgås foreslås jagttiden udvidet til 1.9. – 29.2

DJ ønsker jagttid på 5 arter
DJ har ønsket, at der fastsættes jagttid på toppet skallesluger, stor skallesluger, hjejle, svartbag og sildemåge.
Alt i alt synes jeg, at jagttidsrevisionen ser fornuftig ud, selvom der selvfølgelig er knaster. For kron- og dåvildt må vi nok forudse, at der på sigt kommer store ændringer og forårsjagten på råbukken er også under pres. En ting, der dog undrer mig, er, at man ikke beder DCE give et bud på, hvad der skal til for at øge de bestande, der er presset. Jeg er overbevist om, at det ikke er jagten, der er den store synder.
DCEs rapport om vildtbestande og jagttider i Danmark er positiv læsning for jægere og jeg vil fremhæve en enkelt sætning, der giver mig tro på jagtens fremtid; ”Jægere yder således et stort frivilligt bidrag til forvaltningen af Danmarks natur”.
Der er derfor al mulig grund til at ranke ryggen og undlade at spænde ben for os selv.





