Tidligere var min egen ”skyklappe-opfattelse” af buejagt, at det drejede sig om bonderøve klædt i camouflagetøj, der kunne sidde i et træ i timevis og give ”high five” for et nedlagt dyr. Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Jeg har nu været så heldig at kunne jage både i Nordamerika og i Afrika og skyde adskillige dyr med bue og pil. Jeg er på ingen måde nogen ekspert, men føler, at jeg har en dybere forståelse for udstyret, principperne og filosofien – og jeg finder, at buejagt repræsenterer den højeste lykke, man kan få ud af et stykke ”snor”.
Foto: Tweed Media
Det hele begyndte med, at en af mine gode venner, en særdeles erfaren hjorteekspert fra Berkshire, kom hjem fra sin første buejagtsrejse. Efter at have skudt hjorte så længe som han, var det at trykke på aftrækkeren blevet ren matematik. Der er en tilfredsstillelse ved at gøre jobbet godt, men en ophidsende hjertebanken var blegnet til et kært og fjernt minde. Da han kom hjem fra sin første buejagttur, blev han ”en bindegal bue-evangelist”, der brændte af entusiasme for sin nyfundne passion.
Han forklarede i alle detaljer, at den første gang, han trak sin bue imod en hjort, eller i det mindste prøvede på det, blev han bogstavelig talt paralyseret af ophidselse og kunne næppe røre en finger.
Bukkefeberen havde ramt ham. Nu steg min interesse dramatisk. Hvilket scenarie kunne være så ophidsende, at han med så mange års erfaring var blevet forvandlet til et rystende vrag.
Det er tilstrækkeligt at sige, at jeg senere så fotos af to meget imponerende whitetail hjorte, som det var lykkedes ham at nedlægge med bue senere på ugen.
Buer dengang og nu
Jeg kendte en lille smule til gamle buer. Jeg vidste (ligesom de fleste, patriotiske englændere), at Henry V’s bueskytter besejrede en fransk hærstyrke, fem gange så stor som dem, med deres langbuer i 1415 ved Agincourt. Jeg vidste også, at man i 1982 havde fundet 138 fuldstændig velbevarede langbuer i vraget på havbunden af Henry VIII’s krigsskib, Mary Rose. For at trække disse buer krævedes en vægt på 180 lbs, hvilket får min vens compoundbue med dens blot 68 lbs til at fremstå som en ”tøsebue”.
Jeg studerede hans moderne mekanisme, som lignede noget i retning af en kats kradsetræ, forsynet med en tørresnor. Det var en helt anderledes tingest end den gode, gamle bue af krydsfiner og en stump murersnor, som jeg havde, da jeg var dreng. Den fundamentale basis for en moderne compoundbue er, at den anvender et træksystem med kabler og taljer til at bøje de stive dele, hvilket medfører, at der lagres mere energi, end det er tilfældet med en traditionel langbue. For enden af hver buearm er der et hjul, som giver en mekanisk fordel, når buen spændes.
Når buen trækkes mod sit maksimumpunkt, slækkes trækket til en vis procentdel af den trukne vægt. ”Let off” sker normalt mellem 65 % og 80 % af den maksimale vægt, hvilket betyder, at man kan holde buen trukket med langt mindre pres på armene. Denne reducerede belastning kan omsættes til ro og meget større præcision.
En bue med finesser
Den bue, jeg havde foran mig, var fremstillet af firmaet Hoyt, der er førende på markedet. Dette almindeligt udseende produkt havde en ”trækvægt” på 68 lbs. Som jeg hurtigt indså, da jeg trak buen, er det ikke noget, man bare gør. Det lykkedes mig ikke at få trukket strengen bag hjulene i mit første forsøg. Man trækker ikke strengen blot med armene, men bruger ryg- og brystmusklerne som en ”hjælpemotor”, hvilket er lettere sagt end gjort. Det er ikke det samme som at lade en riffel. At spænde buen kræver øvelse, igen og igen, indtil du lærer at bruge alle musklerne rigtigt.
I modsætning til en langbue berører ens hånd og fingre ikke strengen. Omkring håndleddet har man en aftrækkerudløser, som fastgøres til en strop på bagsiden af strengen. Denne udløses med en hårfint mærkende aftrækker, betjent af ens pegefinger. Heldigvis kender min pegefinger til alt om aftrækkere, så den følte sig mere end hjemme her. Når buen er trukket, ligner det at sigte med den mere at skyde med en riffel med åbne sigtemidler, end man skulle tro.
På højde med ens øje er der i buestrengen indsat et rundt øje, en såkaldt ”peep”, som man ser igennem som et bagerste sigtemiddel, når buen er trukket. På ”the riser”, buens håndtagssektion nær den modsatte hånd, har man et sigte med adskillige optiske fibre, ”Truglo pins”, der tjener som sigtekorn. Disse nåle kan justeres op og ned for at rette pilens bane ind til den rette afstand. Normalt drejer det sig om 20, 30, 40, 50 meter – ved længere afstande end det vil en pil have mistet for meget af sin energi til effektivt at kunne trænge igennem huden på et stort dyr.
Generelt vil man ikke skyde til et dyr, der er længere væk end 30 meter. Når buen er spændt, og pilens bagende er trukket ind til ens mundvig, placerer man den relevante afstandsnål i midten af ”the peep” og dækker det mål, man har rettet buen imod, ånder ud og trækker i udløseren. Det lyder let, men det kræver masser af øvelse, for at kunne gøres perfekt.
Buejagt er ulovligt i England
Efter at jeg endelig havde fået lært at trække buen, afskød jeg min første pil langt mere præcist, end jeg havde forventet og var øjeblikkelig bidt af det. Jeg var forbløffet over præcisionen på 30 og 40 meter. Efter nogen øvelse var jeg i stand til at placere pilen inden for et to tommer stort felt, samme acceptable størrelse, som hvis man med riffel vil skyde et dyr på lignende afstand. Det er ganske bemærkelsesværdigt at tænke på, at denne teknologi faktisk blev opfundet 64.000 år, før jeg afskød min første pil.
Jeg måtte straks anskaffe mig en bue. Jeg udstyrede mig selv med den selvsamme Hoyt, som min ven havde introduceret mig til, og selvfølgelig var det næste indlysende skridt at booke en jagttur til Mexico. Før vi tog afsted, var den eneste hjort, vi kunne øve os på i England, en særdeles naturtro whitetail ”skumhjort”. Buejagt har været ulovlig i England siden 1963. Det blev ikke udtrykkeligt bandlyst, men udstyr til bueskydning stod ikke på listen over tilladte jagtvåben. Dette blev siden fulgt op af ”The Wildlife and Countryside Law” i 1981, og en reference blev tilføjet i ”The Deer Act” i 1991, der ikke tillader pile som et middel til lovligt at dræbe et dyr. For mig står denne ”venden tingene på hovedet” som en stor skam, kastet over et af vor største momenter på slagmarken med bue og pil imod franskmændene, og som gjorde, at vore engelske bueskytter var frygtet i hele verden.
Et kraftigt våben
Mange spørgsmål forblev ubesvarede angående en bues effektivitet sammenholdt med en riffels.
Kan den klare opgaven uden det hydrostatiske chok, som en kugle giver? Jeg havde foretaget sammenligningen og regnet ud, at min 400 grain pil med en 100 grain såkaldt broadhead-spids, flyvende med en hastighed af 300 fod per sekund, ville afgive næsten samme mængde kinetisk energi som en 9 mm pistol affyret på nært hold. Så rigtigt placeret, på samme måde som med en riffelkugle, ville dette være alt tilstrækkeligt. Man fortalte mig, at et hjerte- eller dobbelt lungeskud er den eneste måde til at skyde et dyr på med en bue. Et skud på skulderbladet kan medføre, at pilen ikke trænger igennem og i et mistet eller såret dyr.
Buejagt = adrenalinkick
På min fjerde morgen, hvor jeg sad i skydestige eller stod ubevægeligt som et træ, blev min tålmodighed og entusiasme belønnet. At komme ind på 15 til 20 meter af et dyr, der står perfekt med siden til, er ikke nogen ringe præstation, selv om man sidder i skjul. Enhver støj bliver opdaget af en tusindårig udvikling af dyrets sanser. Og det er ophidsende.
Efter i to og en halv time at have iagttaget en flok brunsthjorte stod en stærk hjort endelig med siden til, og mit øjeblik var kommet. Jeg fik et adrenalinkick som aldrig før. Forbavsende klar i hovedet trak jeg stille buen, sigtede derefter lige så lydløst og slap pilen, næppe hørligt sammenlignet med, når man trykker på aftrækkeren på en riffel. Den barberbladsskarpe broadhead-spids skar sig ret igennem brysthulen lige over hjertet og gik direkte igennem dyrets krop, idet den bøjede en smule af på sin vej. Dyret gav et spring og et spark i en reaktion, som jeg var fortrolig med.
En utrolig følelse af lettelse gennemstrømmede mig, da jeg så dyret vaklende søge dækning med en beroligende mængde blod pumpende ud for hvert af de sidste skridt, dette dyr ville tage. Så overvældede adrenalinet mine egne sanser, og rystelserne ramte mig. Hvilken oplevelse.
Når en jæger ser et dyr på en afstand af 100 meter og retter riffelkikkertens trådkors mod det, er jagten nærmest allerede overstået. For en buejæger er 100 meter kun begyndelsen på en hård tur. At snige sig igennem et terræn, valgt af dyret, idet man som en kommandosoldat forsøger at snige sig ind på det til en afstand af 20 til 30 meter, før man kan afgive et velplaceret skud, får en til at påskønne, hvor let riffeljagt kan være.
Jeg vil aldrig miste min passion for rifler, men min bue er definitivt mit alternative kaliber til jagt i udlandet, hvor det er lovligt at jage på denne måde.
