Der er efterhånden et par producenter, som leverer rifler af kipplauf typen, og jeg elsker tanken om en lang pürsch med en lille handy og let riffel uden dikkedarer, der afsluttes med et enkelt perfekt placeret skud. En riffel, der hviler i sig selv. Et våbenvalg for en gentleman af Guds nåde.

For mig personligt var Blaser K95 den første riffel, der pustede til denne drøm, og Blaser har netop lavet en ny udgave af deres B2 kikkertsigte, øremærket til denne riffel. Sigtekikkerten B2 1.7-10×42 iC er et lille kompakt 31cm langt all-rounder sigte med 42mm objektiv og en vægt på blot 680g. Forstørrelsen fra 1,7 til 10 dækker et horisontalt synsfelt fra 24 til 4 m på 100m afstand. Kikkerten har standard 30mm rør og kan enten monteres med ringmontage eller rail. iC-betegnelsen giver mulighed for at tænde det røde punkt, når klappen ved okularet flippes op.

Sigtekikkerten fungerer desuden perfekt med den termiske clipon serie fra Liemke (der også er en del af Blaser gruppen) og udvider drømmen fra almindelig dagpürsch til også at omfatte vildsvin i nattens mulm og mørke. Det er et perfekt sigte til alle jagtformer, hvor en kipplauf ville være praktisk anvendelig. 

Blaser B2 koster 14.795 kr. og kan findes i alle landets jagtbutikker, der handler med Blaser udstyr.