VED NIELS DYGAARD.
At sige at man har skudt en ulv, specielt når man er bosat i Vestjylland og oven i købet ikke voldsomt langt fra, hvor de har slået sig ned, fremkalder ofte diverse kommentarer og ikke mindst rynkede øjenbryn fra nogle. Jeg kunne nu heller aldrig finde på at gøre det i Danmark. I stedet for tog jeg i februar 2019 til Hviderusland og med en tilladelse fra myndighederne med ansvar herfor i det område, hvor jeg skulle opholde mig derovre, lykkedes det mig at nedlægge en.
Jeg valgte at tage toget fra Skjern Banegård og via Niebüll til Berlin. Efter en overnatning her gik det næste dag videre til Brest. Ikke fordi jeg er specielt klimaorienteret, men med sin daglige gang ved jernbanen er det nu spændende engang imellem at komme ud og se nye strækninger og møde nye mennesker. Det var dog småt med andre jægere på toget – kom heller ikke i kontakt med nogen – så noget af tiden gik med at sidde i restaurantvognen og læse jagtblade og se ud ad vinduet.
Efter en tur igennem først Tyskland og ikke mindst Polen, hvor man blev helt skeløjet af at kikke ud på områder, hvor det absolut også kunne være spændende at jage, steg jeg af på Brest Hovedbanegård. Her blev jeg underkastet en grundig pas- og våbenkontrol, hvor man kunne konstatere, at man pludselig var i et land, hvor kontrollen – som bl.a. inkluderede optælling af medbragte patroner – var langt større end ved den dansk-tyske grænse, hvor et par grænsegendarmer for det meste bare vinker en videre. Vel igennem denne inspektion blev jeg afhentet af en engelsk- og tysktalende tolk samt chefen for Belovezhskaya Pushcha, som er den nationalpark, hvor jeg havde fået licens til at jage ulv.
Ved mødet den efterfølgende dag fik vi afstemt forventningerne om, hvad der skulle jages – jeg ville også gerne jage vildsvin samt prøve at pürsche bæver langs en af landets store afvandingskanaler. Efter at vi også havde lagt nogle planer for, hvordan jeg gerne ville jage, fortalte de, at de var lidt forbeholdne med forholdene omkring ulvejagten, da der p.t. ingen sne var at spore ulven på. Dertil kom, at markerne var meget bløde at færdes på, så der skulle nok en vis mængde held til, hvis det skulle lykkes. Ja, ja, man skyder jo i hvert tilfælde ikke noget ved at finde en eller anden bar at sidde og surmule i, så da min chauffør, Yurik kom og hentede mig sidst på eftermiddagen, stod jeg klar til afgang i varmt tøj, med riffel og en kande varm te.
Efter en times kørsel igennem områder med både tæt skov og store åbne vidder, hvor vi så både visent og kronvildt, ankom vi til et område, som en lokal jagtleder vurderede til at give en god mulighed. At der også var grise her, var der i hvert tilfælde ingen tvivl om, så var spørgsmålet jo bare, om ulven var på udkig efter en vildsvinesteg til natmad og kom forbi, eller vildsvinene kom først, så man som den inkarnerede vildsvinejæger, man er, kunne fornøje sig med at nedlægge sådan en i stedet for.
Jeg kravlede op i tårnet, mens Yurik kørte en kilometers penge derfra, hvor han ville fordrive aftenen med et varmt tæppe og kikke lidt nærmere på den picnickurv, han havde fået med. Så kunne jeg ellers bare ringe, når jeg ikke gad mere og ville hentes, hvorefter vi jo altid kunne pürsche lidt rundt efter vildsvin.
Efter ca.2,5 time, hvor jeg sad og kiggede ud over et stort åbent område, mens mørket faldt på, bemærkede jeg pludselig noget bevæge sig ude i mørket. Jeg troede først, at det var et vildsvin, men da det efterhånden kom nærmere, kunne jeg konstatere, at det søreme var en større, enlig ulv, der som en anden ”Store, stygge ulv” på jagt efter de 3 små grise gik og snusede til de forskellige spor, grisene havde sat. Dette gik for sig i nogle minutter, hvor riffelkikkerten flittigt panorerede frem og tilbage, mens den fulgte ulven, og da den endelig stillede sig med siden til, afsluttede jeg dens karriere som grisetyv med en kugle fra min 308’er, der nedlagde den på stedet.
Efter et par minutter gik jeg ned til ulven for at besigtige den og efter at have ringet til Yurik og sagt:”Wolf dead”, nåede jeg lige at høre ham sige: ”Allready.?” før resten af samtalen forsvandt i et hvin fra en østeuropæisk bygget gearkasse, der blev hugget i gear.
Mens jeg så stod og ventede på at blive hentet og kunne se lyset fra en østeuropæisk varevogn komme hoppende hen over marken, tænkte jeg på de udsigter og krav til held, jeg var blevet præsenteret for, og konstaterede:”Ja, ja, man har jo åbenbart lov til at være heldig engang imellem…”
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
