ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

Krikanden – ændernes jetfly

Krikanden, Anas crecca, er en af de sjoveste, men også en af de sværeste ænder at jage. Det er der flere årsager til.
Præsenteres af Deerhunter

TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: J.M. GARG M.FL.

Dels er det en meget lille and, 20-30 cm lang med et vingefang på 50-60 cm og en vægt på ca. 350 gram, og dels er den berømt og berygtet for sin flyvning. Ikke alene er den hurtig, den har også en tendens til at gøre som en sneppe, når den lægger an til landing, det vil sige lave bratte retningsskift, lige når man troede, man havde den på kornet. En doublé til krikænder er derfor også noget, som er de færreste forundt – ikke på grund af manglende vilje, men nok nærmere på grund af manglende skydefærdigheder.

Krikanden har ikke verdens mest spændende fjerdragt, men andrikken har dog en smule farve i hovedet. Ellers ligner krikanden mest en meget lille gråand, men man er ikke i tvivl, når de kommer flyvende – så er der fart på!

Masser af trækkende krikænder

Krikanden er ikke specielt farvestrålende i fjerdragten. Uden for yngletiden minder både hannen og hunnen mest af alt om en meget lille gråand. Krikandrikken får dog i yngledragten en lille smule mere farve med et brunt hoved og en bred, grønlig øjenstribe.

I yngletiden lever krikanden gerne af smådyr som snegle, larver og muslinger, som den finder i lavvandede kystområder eller søer. Krikanden er dog meget fåtallig som ynglefugl i Danmark. Man regner med, at ynglebestanden er under 250 par. Til gengæld er den særdeles talrig som trækfugl. Dansk Ornitologisk Forening regner med, at mere end en halv million krikænder kommer forbi Danmark fra slutningen af august og frem til november. IUCN og Birdlife International klassificerer den derfor også som ”least concern”, altså en fugl, som man ikke behøver at være specielt bekymret for på nogen måde. Uden for yngletiden bliver krikanden overvejende vegetar og lever af frø fra forskellige vandplanter.

Kort over udbredelsen af krikanden, Anas crecca. Lys grøn: Yngleområde. Mørk grøn: Overvintrende. Blå: Vinterophold.

Hvor kan den jages?

Krikanden er uløseligt forbundet med vand. Om det er fersk-, brak- eller saltvand kommer sig ikke så nøje. Ja, selv en gang sjapvand på en våd mark er nogle gange fint for en flok trækkende krikænder. Hvis man nu er så uheldig, at man ikke har en lille sø eller vandhul på sit revir, så kan man prøve at snyde lidt med en mørk presenning. Efter sigende skulle ænderne i tusmørket tro, at den mørke overflade på presenningen er et vandspejl. Om det virker, ved jeg ikke, men det er da et forsøg værd, hvis man har langt til nærmeste vandhul. Men ellers så kommer der krikænder trækkende forbi overalt i Danmark, hvor der er vand.

Krikænderne kommer oftest i små flokke på 10-20 ænder. Og ofte i tusmørket på udkig efter et vandspejl, hvor de kan slå sig ned for natten.

Hvornår er den her?

Det bedste tidspunkt at jage krikænder er typisk i september. Præcist hvornår, er det svært at sige, da det jo drejer sig om trækfugle, der kan påvirkes af mange ting. Jeg har oplevet fine aftentræk i blæsende regnvejr og 10 grader i september, men også lige så fine træk i 20 grader, vindstille og i skjorteærmer ved søen. Min oplevelse er dog, at krikænderne kommer relativt sent på aftentrækket, hvilket absolut ikke gør det mindre udfordrende. Ofte har jeg først opdaget, at de er begyndt at ankomme til søen, når jeg hører plasket fra de første, der lander. Til gengæld er det også nogle gange sådan, at når de først har besluttet sig for at lande, så gør de det, uanset om der bliver skudt og hunden sendes i vandet.


Udstyr

Man kan købe lokkekald til krikænder. Der er flere forskellige forhandlere i Danmark, og et kald koster 2-300 kr. Men i modsætning til f.eks. et lokkekald til gråænder, så skal et kald til krikænder bruges sparsomt og med omtanke. Hvis man kalder for meget, så skræmmer det nærmest krikænderne væk. Man kan selvfølgelig også købe lokkeænder, som kan være med til at forbedre chancerne for, at trækflokken med de små, hurtige ænder slår sig ned i lige netop din lille sø.

Krikanden er som sagt en lille and. En MEGET lille and. En edderfugl vejer f.eks. 8 gange så meget. Derfor er der heller ingen grund til at bruge alt for store hagl. En god, hurtig patron i størrelse 4 eller 5 er fin. Det vigtigste er, at du har testet patronen på et stort ark papir på f.eks. 30 meter, så du ved, at lige netop den patron, du har valgt, dækker godt. Det vil sige, der må ikke være alt for mange store plamager på papiret, hvor der ikke er hagl. Så er det bedre at prøve et par andre patronmærker, indtil man finder den, der passer bedst til ens gevær, For er der noget, man har brug for på krikandejagt, så er det en patron, der dækker godt!

Husk hunden

Ingen jagt uden hund. Det gælder selvfølgelig også på krikandejagt, som jo ofte foregår efter solnedgang, og hvor værdien af en god vandapportør ikke er til at komme uden om. Hvis heldet er der, så kan hunden risikere at komme ud at bade mange gange i løbet af et kvarters tid. Jeg plejer også at tage en god lommelygte med, så jeg evt. kan hjælpe med at dirigere hunden, når trækket er overstået. Og så er det også lettere at finde hjem til bilen uden at brække både arme og ben i mørket.

Knæk og bræk med krikænderne – og husk lige at træne lidt på skydebanen først. Du får brug for det! Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent efficitur euismod arcu sit amet venenatis. KRIKAND

Jagttid: 1. september til 31. december samt 1. januar til 31. januar på fiskeriterritoriet.

Jagtudbytte: Ca. 90.000 om året (93.400 i 2015/2016).

Højsæson: September.

Stemme: [mp3-fil: krikandlyd.mp3]

Til kokken: Beregn mindst 1 krikand per person

VIDEO: Krikandejagt i tusmørket.

VIDEO: Sådan bruger du et krikandekald.

Læs mere

Nyheder