Miljøstyrelsen meddelte denne uge at det alligevel ikke bliver lovligt at gå på jagt efter de store hjortearter med bue når jagten går ind om kort tid.

Styrelsen havde eller lagt op til at indføre buejagt på de store hjortearter denne sæson efter en høring omkring ændringer i bekendtgørelsen, som permanent skulle tillade buejagt på kronvildt, dåvildt og sikavildt efter samme retningslinjer som var gældende i en forsøgsperiode fra 2018 til 2022.

Vildtforvaltningsrådet anbefalede under en høring om spørgsmålet ministeren at indføre en permanent mulighed for buejagt på de store hjortevildtarter. Høringen gav heller ikke andre anledning til indsigelser i forhold til ændringen af bekendtgørelsen. Derfor forventede Miljøstyrelsen, at tilladelsen kunne træde i kraft allerede fra 1. september 2023, men det viser sig nu ikke at være muligt.

I mellemtiden er Miljøstyrelsen nemlig blevet opmærksom på, at der er krav om, at bekendtgørelsen også skal notificeres både i forhold til et EU-direktiv og WTO´s TBT-aftale, før den kan træde i kraft. Det vil tage mindst tre måneder – muligvis længere. Dermed ser det ikke ud til at de danske buejægere kommer i terrænet efter de store hjortearter i år.

”Vi ved, det er en skuffelse for mange buejægere, at de alligevel ikke kan komme ud med buen efter det store hjortevildt, når jagtsæsonen begynder den 1. september, sådan som vi havde stillet i udsigt,” siger kontorchef i Miljøstyrelsen Jens Skovager Østergaard til situationen.

”Som det ser ud nu, kan det desværre tidligst blive til december og muligvis først fra næste jagtsæson. Det kan jeg kun beklage, men i Miljøstyrelsen vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få notifikationen gennemført så hurtigt som muligt.” siger kontorchefen.

Jægere, som har bestået buejagtprøven, kan dog fortsat gå på jagt efter råvildt og andre mindre vildtarter som hidtil.