Svenske jægere fortsætter med at spille en nøglerolle i kampen mod afrikansk svinepest i Midtsverige. Denne uge har mere end 15 jægere været i gang med at søge efter døde vildsvin, og i weekenden planlægger svenskerne en storstilet indsats i tre områder for at finde og fjerne flere døde vildsvin. Indtil nu har jægerne fundet i alt 59 døde vildsvin omkring byen Fagerstad i Midtsverige. Af dem har 46 vist sig at være smittede og døde af den frygtede sygdom.

Det voksende antal døde vildsvin har ikke overrasket de svenske myndigheder, der holdt pressemøde torsdag og blandt andet fortalte at:

”Der er nu i alt 46 påvist smittede dyr i kerneområdet. Det er ikke noget, der ændrer på vores billede af situationen”, sagde Maria Nöremark fra Sveriges Veterinærmedicinske anstalt, der står for undersøgelserne af de døde vildsvin, som jægerne finder.

Veterinærinstituttet analyserer kun prøver fra dødfundne vildsvin i det ramte område en gang om ugen. Fra og med denne uge og indtil videre har man haft 59 vildsvin til undersøgelse.

I løbet af ugen er der planlagt en storstilet eftersøgning, der indledes fredag, og varer hele weekenden tre steder i den inficerede zone. Myndighederne vurderer løbende, hvor jægerne skal søge. Målsætningen er at søge gennem hele den inficerede zone flere gange.

”Vi opfordrer også jægerne til at søge på de jorde, de kender og i de egne, hvor man ved, der er vildsvin. Områder, hvor man normalt ikke har vildsvin, har en lavere prioritet. Vi ser også på alternative muligheder. I hvilket omfang kan man for eksempel bruge droner på bestemte arealer. I mange områder er terrænet fysisk hårdt at søge i, fortalte Veterinærmyndighederne under pressekonferencen torsdag. Myndighederne roste også de mange engagerede jægere.

”Der er ikke noget land, der har så velorganiserede jægere som Sverige. Jægerne kender deres revirer, og de fleste jægere kan bruge digitale værktøjer. Det har vi gavn af,” sagde repræsentanter for Veterinærmyndighederne.

Afrikansk svinepest (ASF) blev første gang påvist i Sverige hos vildsvin i Fagerstad og Norbergs kommuner i Midtsverige den 6. september, hvor virussen blev fundet i knoglemarv fra flere stærkt forrådnede vildsvinekroppe sydøst for Fagerstad. Myndighederne indførte dagen efter en stor zone omkring udbruddet, hvor al unødig færdsel er forbudt. Siden har der foregået en intens indsats for at finde ud af, hvor omfattende udbruddet er og for at begrænse yderligere spredning. Der er ikke umiddelbar risiko for at sygdommen breder sig ned i det sydlige Sverige, hvor mange danske jægere har vildsvinejagt, men bremses udbruddet ikke med det samme vil det før eller senere brede sig – også sydover.