Også i USA er ulvejagt de seneste årtier blevet en kontroversiel sag. Nu har en dommer stoppet al ulvejagt, blandt andet i store områder i Midtvesten. Ulvejagten fik ekstra fokus, da Trump-administrationen fjernede den centraliserede (føderale) beskyttelse, hvorved ulven ikke længere var omfattet loven om beskyttelse af truede arter (Endangered Species Act). Herefter var det op til de enkelte stater at afgøre, hvorvidt og hvor meget jagt de lokale ulvebestande kunne bære.
Det udløste massive protester fra dyrevenner og aktivister. Ikke mindst i områder, hvor der ikke er mange ulve. Det er da også en dommer i Californien, som nu har genindført den føderale beskyttelse på tværs af 44 stater.
Selvom debatten om ulvejagt i USA har kørt siden Trumps beslutning, siger den californiske dommer Jeffrey White (ifølge New York Times) at alene sidste års afskydning af ulve i Wisconsin var så høj, at han måtte handle og genindføre central kontrol med forvaltning af ulve.
Læs også:Månedens trofæ: Ulv fra Hviderusland
Ifølge dommeren var de 218 ulve, der blev nedlagt i Wisconsin i 2021, langt over den kvote, der var fastsat inden jagten. Han mener, at de lokale myndigheder mistede overblikket over afskydningen og først alt for sent erkendte, at der var skudt for mange dyr. White har også forklaret sin afgørelse med, at myndighederne fjernede den centrale kontrol med ulvejagt uden at have en troværdig plan for forvaltningen i Midtvesten og det nordvestlige USA på plads.
Ulven var engang almindelig i det meste af Nordamerika, men var omkring 1930’erne blevet udryddet i næsten alle områder som følge regeringstøttede udryddelseskampagner.
En lille rest, der overlevede i Midtvesten, har siden udviklet sig til godt og vel 4.400 individer. De holder til i staterne Michigan, Minnesota og Wisconsin. I det Norvestlige USA anslås populationen til mere end 2.000 ulve.
Dommen har allerede vakt vrede i Michigan, hvor Senator Ed McBroom frygter at lokale tager sagen i egen hånd, hvis ulvestammen skal fjernforvaltes på baggrund af, hvad han kalder ”videnskabelige prioriteringer”.
Læs også: Ulvejagt ”Russian Style”
Både Demokratiske og Republikanske administrationer har de seneste to årtier forsøgt at fjerne eller neddrosle den føderale beskyttelse af ulven, som oprindeligt blev indført i 1974.