TEKST: MICHAEL MALLING HANSEN.
FOTO: MICHAEL MALLING HANSEN, JAN BUK, PER FINN NIELSEN M.FL.
Bukkejagten var droppet for i år. Vores tidligere revirer var nu ude af vores hænder, og derhjemme gik kun en enkelt årsbuk, og det fik han lov til at blive ved med. Der var altså lagt op til en helt jagtfri sommer, lige indtil en dag i midten af juni. Et tilbud om fem dages bukkejagt på Lolland lød tillokkende – faktisk alt for tillokkende. Både min far og jeg hoppede på efter en rundvisning på det 150 hektar store revir, der omfattede jomfruelig skov med tilhørende marker. Der var nu kun tilbage at glæde sig til, at vores premieredag skulle oprinde.
En våd start
Vores premieremorgen blev nøjagtig lige så våd som den officielle premieredag. Det øsede ned, men afsted skulle vi naturligvis. Jeg havde selvfølgelig valgt at sætte mig i skovens mest åbne tårn, med det resultat, at jeg mere lignede en druknet mus end noget andet, da vi stoppede jagten, uden at nogen af os havde set noget jagtbart. Det passede mig nu strålende, for jeg ville gerne mere på jagt, og derfor ønskede jeg inderst inde ikke at skyde kvotens eneste buk den allerførste morgen.
Med en perfekt vejrudsigt for eftermiddagen steg humøret i takt med, at jeg fik varmen tilbage i kroppen, og premierenerverne vendte snart tilbage og prikkede i årerne igen.
Ganske rigtigt fik solen magten over regnen i løbet af dagen, og aftenstunden blev fantastisk smuk. Jeg havde da også dårligt fået snøret støvlerne og var kommet ud i terrænet, før jeg spottede et par ører i græsset. Kikkerten afslørede, at der var tale om en buk, som stod og nød aftensolen. Jeg sneg mig nærmere og kunne hurtigt konstatere, at det var en høj og kraftig gaffelbuk. Min far og jeg havde aftalt, at vi som udgangspunkt kun ville skyde, hvis den buk, der kom for, havde en eller flere bagsprosser. Aftenen var også ung, så jeg listede videre langs det solbeskinnede skovbryn. Desværre blev jeg kraftigt forsinket af en smalrå, der ikke syntes, at den kunne artsbestemme mig, så let som jeg kunne med hende. Da den endelig fortrak, kunne jeg totalt gennemsvedt snige mig op i tårnet og tage min dampende jakke af.
Mens jeg sad der i tårnet og svedte, blev jeg pludselig ramt af en tanke. Tanken om hvor dejligt det ville være at skyde en buk. Følelsen af kattens leg med musen, og glæden ved at skulle på jagt de følgende dage, blevet pludselig afløst af drømmen om det at trække en smuk dansk seksender ud af skoven. Nu ville jeg på jagt – helt seriøst. Spillet var for alvor i gang, og jeg var tændt. Syn og hørelse var i alarmberedskab, men skæbnen ville, at der ikke viste sig nogen buk. Dermed sluttede førstedagen uden gevinst, men til gengæld kunne jeg gå i seng forvisset om, at morgendagen på ny ville stå i jagtens tegn.
Firbenede rovdyr
Den næste aften valgte jeg at sætte mig i en træstige, som stod helt ude til fjordens sivbræmme. Efter en halv times venten sprang en rævehvalp pludselig frem af løvet ud på skovvejen. Den kom lige imod mig. Den ænsede mig ikke, og i flere minutter kunne jeg gennem min sigtekikkert betragte, hvordan den trænede sine jagtfærdigheder på de biller, som fra tid til anden passerede vejen. Flere af dem måtte lade livet, når hvalpen legende trillede rundt med dem mellem poterne. Jeg sad med riflen skuldret og trådkorsets røde prik hvilende fint på bladet af hvalpen, som kun overlevede, fordi en snart historisk lov forbyder 17-årige at regulere. Mens jeg sad og pegede på hvalpen, blev jeg opmærksom på en anden bevægelse i kikkerten et stykke bag rævehvalpen – en grævling luntede tværs over skovvejen længere oppe. Jeg har altid været fascineret af de vilde rovdyr, så denne aften var helt klart reddet nu, selvom bukken atter glimrede ved sit fravær.
Endelig seksender
Jeg var ikke nået mere end 100 meter væk fra tårnet, før der pludselig stod et rådyr en snes meter foran mig. Jeg stivnede. Bukken drejede hovedet. Han havde ikke opdaget mig, og jeg lagde skydestokken fra mig og skuldrede riflen fritstående. Jeg fulgte fint bukken, men hver gang han var fri af træstammerne, var græsset i vejen. Det varede ikke længe, før han var forsvundet bag en bakke. Jeg fulgte straks efter ham. Med hjertet galoperende og fødderne forsigtigt trippende i skovbunden fulgte jeg efter bukken, men desværre fik jeg i kampens hede trådt på en gren, som afslørende min tilstedeværelse. Bukken var ikke sen til at ane uråd og forlod smælende skuepladsen. På et splitsekund var den forsvundet over alle Lollands bjerge, og jeg traskede videre, som havde jeg gjort i bukserne. Benene var ubøjelige, og hjertet sad i halsen. Det var tæt på!
Trods den næsten ubærlige skuffelse forsatte jeg videre ad den planlagte rute, hvor jeg undervejs lettede et sneppepar, som zig-zaggende forsvandt mellem træerne. Jeg forsatte ad et slået græsspor, som desværre var så hårdt belastet af gårsdagens monsun, at jeg måtte forcere flere meget store vandpytter. Efter en alt andet end lydløs fremfærd i pløret, nåede jeg omsider til området med pyntegrønt, som jeg havde sat min lid til. Jeg listede rundt på kryds og tværs i bevoksningen, og spottede hurtigt en rå. I løbet af de næste minutter stødte jeg yderligere 2 mere, og jeg måtte konstatere, at min ivrige fremmarch nok havde været for hurtig, og derfor besluttede jeg mig for at sænke farten ved de næste tværgående spor. Det var en god beslutning. På det næstsidste spor så jeg med det samme en buk. Han stod på toppen af en lille bakkekam, hvor solen tydeligt fremhævede hans lyse opsats. Håndkikkerten afslørede en enkelt bagsprosse, og beslutningen blev taget prompte.
Klikker
Jeg måtte tættere på bukken for at få kuglefang. Da det var besværligt for mig at kravle med skydestokken, blev den tåbeligt nok smidt i græsset, inden den afsluttende pürsch blev indledt. Jeg kravlede lige indtil, at jeg kunne se jord over ryggen på bukken. Så rejste jeg mig op og skuldrede riflen. Trådkorset fulgte fint forbenet opad, og jeg krummede fingeren, da sigtet lå midt i dyret. ”Klik”. ”Nej! Så har jeg glemt at få en kugle i kammeret” – tænkte jeg. Låsen blev åbnet. Messinghylsteret kom til syne, og jeg lod straks hylsteret glide tilbage i kammeret. Erfaringen fra den lokale skytteforening sagde mig, at mange klikkere går af anden gang. Trådkorset fandt atter hvile på bladet. ”Klik”. NEJ IKKE IGEN! Nu kan det være nok! En ny kugle måtte til. Jeg trak bundstykket tilbage. Men hvad var nu det? Patronen faldt ikke ud. Jeg kiggede i kammeret og så klikkeren, som sad med indslået fænghætte. Nu var gode råd dyre. Med rystende hænder og bankende hjerte kom magasinet ud. Låsen blev lukket og åbnet i et hurtigt ryk. Fuseren sprang ud på græsset. Magasinet kom i igen, og riflen blev atter ladt. Diana var med mig. Bukken stod stadig urokkelig et halvt hundrede meter foran mig. For tredje gang vandrede trådkorset op ad forbenet og fandt bladet. Jeg trykkede af, og denne gang virkede det. Bukken væltede på stedet.
Puha! Det var lidt for spændende og en anelse mere hektisk end planlagt. Resultatet var dog perfekt, og jeg var super godt tilfreds. Fremme ved den nyskudte ulige seksender kunne jeg ringe min far op og bede ham om at komme med bilen, så bukken kunne blive hentet, og jeg kunne komme hjem og fortælle historien. Min morgenjagt var slut.
Ikke helt slut
Det var så slutscenen på min sommerjagt. Men bukkejagten var ikke helt slut endnu, for jeg havde den fornøjelse at være på jagt med min far den næste dag, som var jagtens sidste. Vi sad i et tårn, hvor han tidligere havde set en god buk. Som sendt fra himlen, viste bukken sig efter meget kort tids venten. Retningen var lige mod tårnet, men da den tidligere havde drillet, valgte far at snige sig nærmere og derved komme bukken i forkøbet. Det blev en af de klassiske ”lige ved og næsten chancer”, hvor bukken kom helt tæt på men klogeligt drejede ind i skoven, lige inden min far fik den fri af det krat, som han havde gemt sig bagved. Væk var bukken.
Heldigvis fik min far bevilliget en ekstra dag af udlejeren, og næste dag var han alene afsted. Denne smukke juli aften gik det hele op i en højere enhed. Jeg modtog om aftenen et billede af en flot rød dansk sommerbuk, som blev slutningen på et bukkemarathon fyldt med søvnløse nætter, adrenalinkick, og uforglemmelige oplevelser på Lolland.
