AF CLAUS WEST
En rotte vildsvin kommer pludselig ind på pladsen. Danny finder hurtigt en afskydningsbar årsgris og afgiver skud. Grisen tegner ikke for, at den er ramt, og der bliver helt levende i skoven af vildsvin…
Det hele startede med, at vores ’jagtvogn’ blev totalskadet, få dage før vi skulle af sted, heldigvis uden personskade. Den udfordring fik vi hurtigt løst, og plan B blev straks iværksat.

På trods af startvanskeligheder lykkes det os alligevel at komme afsted.
Vores rookie, Christian, havde trænet med snekæder hjemmefra, og vi andre grinede lidt af ham. Men det skulle vise sig at være en god ide, for vi andre kunne ikke køre de sidste 500 meter ind til hytten. Vi kommer dog alle godt frem til den hvidklædte skov og har fået alt udstyret med. Vejret tegner perfekt: højt klart vejr med hård frost og løs sne plus et godt selskab.

Vejret er perfekt: Klart vejr med hård frost.
Aktivitet i skoven
Dagen efter vores ankomst er der rundtur i området, og vi ser tydeligt frisk aktivitet på næsten alle åtler (foderpladser), og spændingen stiger. Christian kan slet ikke få styr på kroppen af bare spænding.
Efter aftensmad og pladsfordeling af nattens köjen (lukkede tårn) kører vi afsted sted med stort håb og drømmen at få skudt et vildsvin.

Der er tydeligt med spor på åtlerne.
Det starter også godt, Cristian kan allerede efter ca. 1 time høre en gris, der går og grynter, men den er nok nervøs for det grønne lys på åtlen og kommer desværre ikke frem.
Da Danny kommer frem, har han en gris på åtlen, men den forlader stille og roligt pladsen og kommer desværre ikke igen. Thomas har set råvildt, og jeg selv har lavet en fodfejl: Jeg har sat mig ved en åben græsmark i håbet om, at grisene vil komme frem og gå at rode i jorden. Men jorden er bundfrossen, og der kommer ingen grise. Vi sidder ude i nattens mørke indtil ca. kl. 24.00 og igen fra 02.00 til ca. 04.30.

Kikkert-problemer
Fredag aften starter fint. Danny sidder ude i den stille skov og hører hurtigt, at der kommer en rotte vildsvin forbi. Han finder en afskydningsbar årsgris og afgiver skud. Den tegner dog ikke for at være ramt, og Danny er noget ængstelig ved at skal gå ned og kigge efter blod, hår, kuglenedslag osv.
Der ligger heldigvis masser af blod, og det viser sig hurtigt, at grisen er forendt med en perfekt hjertekugle. Vægten siger efterfølgende 43 kg. Det går værre for Thomas, og han bliver hurtigt sat på prøve. Han har gris på pladsen, og da han skal til at tænde natkikkerten, vil den ikke tænde.

En perfekt hjertekugle…
Hvad gør en besindig og rolig mand så? Han tager riflen ind og udskifter batteriet med et friskt, varmt batteri fra lommen og prøver igen. Da han skal tænde for anden gang, virker natkikkerten stadig ikke, og grisen går fint rundt på åtlen. Tilbage med riflen igen og putte den under jakken, sporadisk kommer der lys i natkikkerten, men Thomas kommer aldrig til skud.

Ud over grise ser vi masser af råvildt, et par ræve og en elg.
Da vi alle er hjemme i hytten igen, tester vi efterfølgende natkikkerten ved at lægge den i fryseren og med jævne mellemrum tage den ud og se, om den virker. På alle vores test virker den upåklageligt. Cristian ser masser af råvildt igennem hele turen, og jeg ser fire ræve og en enkelt elg.

Der bliver hygget i den svenske hytte.
Hjem igen
Lørdag er vi igen ude ca. kl. 19.30, og Christian har igen en gris, som driller og denne gang går omkring ham i 1½ time. Den pendler frem og tilbage i krattet og spiser lystigt af roer, som andre grise har flyttet fra åtlen og ud i ’sikkerhed’. På nogle tidspunkter er grisen under 6-8 meter fra Christian, men han kan desværre ikke afgive et sikkert skud.
De vågne dagtimer går med at lave brunch, og aftensmaden er selvfølgelig vildt. Lørdag aften får vi f.eks. rådyrsmedaljoner med rødvinssauce, hasselbagte kartofler og salat.
Søndag formiddag er det fire trætte jægere med en portion gode oplevelser i rygsækken, som kører hjem til Danmark igen.



