Den svenske regering beder nu den svenske naturstyrelse (Naturvårdsverket) om at undersøge, hvor meget svenske jægere udsættes for chikane og trakasserier fra jagtmodstandere. Tiltaget kommer fordi regeringen vil ændre på den lovgivningen, for at sikre at jægernes identitet er bedre beskyttet.

Initiativet kommer efter et par år med flere ubehagelige tilfælde af sabotage eller direkte chikane af svenske jægere fra aktivistiske jagtmodstandere og ”dyrevenner”.

Læs også: Aggressive jagtmodstandere prøver at presse navne på lokale jagtledere ud af de svenske myndigheder

Angrebene har udløst kraftige reaktioner i det svenske jægerkorps, der blandt andet ønsker mere hemmelighed omkring såkaldt ”skyddsjagt” hvor lodsejere kan få tilladelse til at afskyde særligt problematiske rovdyr. For eksempel ulve, los eller bjørne.

”Grundlæggende er alle oplysninger om henvendelser til det offentlige tilgængelige, men regeringen har bedt Naturvårdsverket om at kigge reglerne igennem med henblik på at identificere behovet for at hemmeligholde visse oplysninger,” fortæller Nils Henriksson, der er departementschef i det svenske fødevareministerium (Näringsdepartementet).

Konkret skriver ministeriet til Naturvårdsverket:

”Regeringen giver Naturvårdsverket til opgave at undersøge og rådgive om behovene for ændringer i offentligheds- og hemmelighedslovgivningen samt i jagtloven med det formål at forhindre spredningen af oplysninger, som findes hos Naturvårdsverket om borgere, der ejer jagtvåben samt oplysninger, der kan udløse trusler og trakasserier mod ansøgere af dispensationer til jagt.

Forslaget tages godt i mod i det svenske jægerforbund (Jägereforbundet), som finder det relevant at undersøge mulighederne for hemmeligholde dele af sagsbehandlingen omkring jagt og jægere.

”Der er faktiske allerede nogle regioner (län), som har valgt ikke at gøre den slags oplysninger offentligt tilgængeligt, men der findes ikke et sæt landsdækkende regler omkring det. Det beror helt på den enkelte regions fortolkninger af loven,” fortæller Gunnar Glöersen, der er vildtkonsulent i det svenske jægerforbund.

Han ønsker, at de svenske myndigheder også kigger mere bredt på de trusler og den chikane, som især opleves i forbindelse med især såkaldt licensjagt på rovdyr (ulv, bjørn og los) men i nogle tilfælde også under helt vanlige jagter.

Læs også: Flere tilfælde af hærværk og angreb på jægere

Der er behov for lovgivning, der gør at folk, som dukker op ved jagter med det ene formål at chikanere og sabotere jagten kan afvises fra området på en legal måde,” mener Gunnar Glöersen.

Naturvårdsverket skal aflevere sit oplæg den 15. december i år.