To norske jægere, som mødtes under en bjørnejagt på Kamchatkahalvøen i Rusland, besluttede sig for sammen at rejse til den canadiske vildmark for at jage ulv og coyote. Det skulle blive til flere ture igennem flere år i dette jagtsamarbejde.
Denne gang vil Kai Eriksen og jeg tage længere vestpå – til vildmarken i British Colombia. Vi bliver hentet på flyvepladsen af Stewart Berg og hans kone Gloria i en stor Ford pickup. Som navnet indikerer er Stewart af norsk afstamning – oprindelig fra Tromsø. Han er trediegenerations norsk-canadier. Gloria er indfødt og kommer fra den lokale Carrier-stamme. Det giver hende i kraft af sin afstamning visse fordele, som for eksempel at hun hele året må jage vildt, som ikke er underlagt særlige fredningsbestemmelser.
Vi læsser al vor bagage op på ladet af pickup´en, og er glade for igen at have fast grund under fødderne – på vej mod «Topley Landing». Tilfældigvis opdager jeg et hul i bilens tag.
– Hvor kommer det fra, Stewart? Jeg peger op mod hullet i taget.
– We´ve had Norwegians here before! besvarede Stewart lakonisk mit spørgsmål. Det viser sig, at en norsk bjørnejæger havde glemt at fjerne en patron i kammeret på sin riffel. I sin iver efter at komme ud af bilen, da de mødte en sortbjørn på en skovvej, brændte han skuddet af inde i bilen, lige op gennem taget.
– Jagten var slut for ham den dag, og han fik også en lektion i, hvordan man omgåes skydevåben!
Jagthytten ved Indsøen
Efter cirka halvanden times kørsel er vi fremme ved det sted, som de kalder «the Lake House» – jagthytten ved indsøen. Vi hilser på vore guider, før vi pakker det mest nødvendige ud til den første jagt tidligt næste morgen. Efter at have været undervejs i mere end 25 timer skal det blive rart at komme ned at ligge og lade sig overmande af søvnen.
Kai Eriksen – en ægte «skovmand» fra Siljan i Telemarken og jeg har egentlig været her en gang før. Det føles godt at være tilbage. Sidste gang var vi fantastisk heldige og så spor overalt og havde daglige observationer af elg, ulv og coyote. Inde i skoven så vi også mange spor efter los. Det jagtlige udbytte kunne med fem ulve, seks coyoter og en odder absolut måle sig med vore observationer.
Stewart havde forud for dette års jagt observeret mange ulvespor. Han havde også set flere store flokke – på op til 24 ulve. Alene af den grund var vore forventninger nærmest skyhøje for den kommende uges ulvejagt.
På denne tur har vi også en af Kai´s jagtkammerater med – Torstein Omnes. Han er en erfaren elg- og hjortejæger, som er guide for andre jægere på sit eget revir og for andre lodsejere hjemme i Norge. Nu er han med på sin første ulvejagt og opsat på nye, spændende oplevelser. Den canadiske guide Mark skal være guide for Torstein i denne uge. De skal videre til en anden camp, som ligger østpå, en times kørsel herfra på snescooteren – ved Tochcha Lake.
Guiden Tony er Carrier-indianer og har hele livet ernæret sig ved jagt og fældefangst. Han har i snart 40 år været Stewart´s faste guide og altmuligmand. Han underviser også stammens børn i den lokale kultur og deres eget sprog, er med i den lokale naturforvaltning og er talsmand for en inuitgruppe, der er aktiv i kampen mod forurening. Han skal være min guide den kommende uge ved «Babine Lake». Stewart skal i år være guide for Kai.
Ulvejagt i British Columbia
Skovministeriet i British Columbia (Ministry of Forest, Lands and Natural Resource Operation 2014) har anslået ulvebestanden i British Columbia (BC) til at ligge stabilt på cirka 10.000 individer. Den absolut største tæthed findes i de centrale og nordlige områder i BC. Ulvene dér er store og varierer i farve fra næsten hvide til næsten sorte. Det er en variant af Mackenzie Valley-ulven, der betegnes som British Columbia-ulven (Canis lupus columbianus). Gennemsnitsvægten ligger på 45 – 70 kilo, men det er ikke usædvanligt, at der bliver skudt eksemplarer på over 80 kilo. Der er flere gange rapporteret om ulve på godt og vel 100 kilo, men desværre er dette dårligt dokumenteret. Hvorom alting er, findes der helt afgjort mange og store ulve i British Columbia.
Ruger M77 – .Win Mag
Næste morgen ved solopgang er vi klar til at tage til hver sit jagtområde med vores guider. Isen på Babine Lake er cirka 20 centimeter tyk, men på grund af en mild vinter er der en del åbent vand og usikker is. Guiderne holder klar med hver deres snescooter. På udlandsture er jeg stort set holdt op med at medbringe egne våben. Det er blevet mere og mere problematisk at tage våben med til udlandet, og det sker også, at våbnene bliver forsinket undervejs, hvorfor man kan miste nogle jagtdage. Jeg lejer hellere en riffel af min outfitter – eller af jagtguiden, hvor det er muligt.
Her er jeg blevet udstyret med en Ruger M77 med .300 Win Mag patroner. Det er en kaliber med flad kuglebane, velegnet til præcisionsskydning over lange afstande. Tillige har jeg fået en Winchester pumpgun kaliber 12/70 med Buckshot patroner i haglstørrelse 00 til brug i farlige situationer med en ulveflok på nært hold.
På en bjørnejagt helt mod nord i British Columbia blev jeg en gang overrasket af en 3-4 år gammel bjørn. Den skød jeg på nogle få meters afstand med min Blaser R93 – 30.06. Det gik godt dén gang, men en pumgun med Brennecke-kugler eller Buckshot patroner havde været at foretrække.
Doublérer Coyote
Godt udrustet og med bagagen og våbnene sikkert anbragt på slæden bag snescooteren tager vi af sted. Vejret går an, men er lidt for mildt med bare to minusgrader og let snefald. Både Tony og jeg har taget hjelm på. Jeg har klædt mig varmt på med «varmedress», dunvanter og solide Härkila snørestøvler.
Vi kommer hurtigt og sikkert frem over isen, som er dækket af et tyndt lag sne. Pludselig giver Tony fuld gas, og jeg bøjer mig ud til siden for at kunne se fremad. Tony peger fremad, og jeg får øje på to sorte prikker langt fremme på isen. Det går stærkt, jeg tager vanterne af og sætter mig på dem. Jeg får fat i Rugeren, for en sikkerheds skyld har jeg puttet nogle patroner i højre lomme. Jeg fisker tre op, trykker to ned i magasinet og stikker én ind i kammeret. Nu er jeg klar til det, der måtte komme.
Det viser sig, at jeg har god tid, for dyrene har ikke bemærket os endnu. De lunter af sted for at krydse isen. Tony kaster med ét scooteren over til venstre. Jeg bliver kastet til modsatte side og må gøre alt for ikke at miste mit våben – samtidig med at jeg må holde mig fast. Det er tydeligt, at vi nu er blevet opdaget. Accelerationen over mod de firbenede er formidabel. Vi holder god fart og er snart forbi.
Det er ikke tilladt at drive ren forfølgelsesjagt med motordrevet køretøj, men vi kan bruge snescooteren til at afskære dem vejen og undgå, at de når iskanten og forsvinder ind i skoven.
– Coyotes – still interested? råber Tony til mig for at overdøve lyden fra motoren. Jeg bekræfter hurtigt, at jeg i dén grad er interesseret. Vinterpelsen fra en stor, fin prærieulv er ikke at foragte, selv om jeg allerde har nogle på resultatlisten fra sidste gang.
Coyoterne snurrer rundt, bremser lidt op og kigger forundret på os. Derefter sætter de i løb i modsat retning skråt ud over isen. Da tiden er inde, kravler jeg ned fra slæden og tager fast anlæg mod bagagen. Med stive fingre får jeg afsikret og tager sigte med godt foranhold til den forreste af de to. Skuddet går af i et lysglimt, og coyoten triller af sted som en bold hen over isen. Jeg bemærker hverken rekyl eller braget fra skuddet. Alt sker per automatik, men jeg bevarer svinget i riflen og får hutigt den anden coyote i kikkertsigtet. Den går omkuld på samme måde lidt længere fremme.
Tony sidder på snescooteren og smiler over hele hovedet. Jeg puster lettet ud og føler feberen langsomt snige sig ind i kroppen. En god start med to store hanner, der har en tæt og fin vinterpels. Vægten er på cirka 30 kilo og pelset er længden på næsten 150 centimeter. Det er kun heroppe imod nord, at coyoterne opnår denne størrelse. Længere nede sydpå er de meget mindre – mellem 10 – 20 kilo.
Tilbage til campen
Efter at vi har læsset coyoterne op på slæden, kører vi tilbage til lejren. Vi lægger vejen om ad en af ådselspladserne, hvor Stewart har udlagt store stykker elgkød. Vi kan se pladsen på lang aftstand og ser både ravn og ørn på jorden og i luften. Stewart har boret huller i isen, så ådselsstykkerne er frosset fast, så ulv og bjørn ikke kan tage dem med ind i skoven. Da vi når derhen, ser vi, at der kun er nogle få stykker kød tilbage. Det er jo opmuntrende – måske ulvene har forsynet sig. Nej, der er kun spor efter coyote og fugle.
Tilbage ved hytten læsser vi bagage og udstyr af og fyrer op i ovnen for at varme hytten op. Stewart og Tony har selv bygget hytten, den er af kraftigt rundtømmer.
Den er praktisk indrettet med hjemmesnedkerede borde og bænke samt to køjer, og der er også en stor brændeovn og et gaskomfur.
Belysningen får vi fra to Petromaxlamper. Der er yderligere en tilsvarende hytte, to «udedas» og tre lagerhuse. I alt kan der bo fra seks til otte jægere her. Det er for det meste bjørne- og elgjægere, der kommer hertil på forårs- og efterårsjagt. I tilgift kan de også jage den særlige snegedeart (Mountain Goat), som kun findes i Nordamerika. Der kommer ikke mange ulvejægere hertil. Før os har der denne vinter kun været en polak, og flere forventer man heller ikke.
Vi tjekker ny ådselsplads
Efter frokost er der stadig mange dagtimer tilbage. Vi bliver enige om at rekognoscere langs iskanten for at kigge efter friske ulvespor. Solen er kommet frem, og temperaturen er steget til plusgrader. Vi kører stille og roligt sydpå helt inde ved isranden i retning mod Sand Point.
Vi spejder efter liv, men uden at se noget, hverken dyr eller fugle. Men spor er der nok af – dybe ulvespor i sneen, men de er gamle. Langs hele isranden står sporene tæt i begge retninger, og ind og ud af skoven. Der er ikke nogen af sporene, der fører ud til ådselspladsen ude på isen. Sporene i sneen er fra før, ådselsstykkerne blev lagt ud. Vi besluttter at køre tilbage til lejren og lægge en ny plan for morgendagens jagt.
Guiden Tony er som de fleste indfødte fåmælt og taler i korte sætninger med klar besked. Men da jeg roser hans mad – han har tidligere arbejdet som kok ved en guldmine i Yukon-territoriet – tør han op og begynder at fortælle om jagt og fældefangst i vildmarken. I takt med, at han bliver mere og mere engageret og ivrig, taler han hurtigere og hurtigere og bruger ofte lokale ord og udtryk, så jeg må flere gange bede ham om at gentage, hvad han fortæller.
Da jeg efter middagen tilbyder den stort set tandløse Tony en tandstikker, ler han højt og sarkastisk. Vi har fundet den rette omgangstone.
Foruden jagten på elg og bjørn, er det fældefangsten fra 1. november til 28. februar, som optager ham. Det drejer sig mest om fangst med «conibearfælder» og snarer. Normalt fanger han hvert år 150 – 200 mår og «Fisher», som er en nær slægtning til måren – dog noget større. Han fanger også omkring 20 ulve og 50 coyotoer og en sjælden gang jærv og los. Han fortælller ivrigt om den gang for tre år siden, hvor han skød en ulv, der vejede 100 kilo!
Jagt på ulv i Ontario
For nogle år siden realiserede Kai Eriksen og jeg vores drøm om ulvejagt i Canada. Østpå i provinsen Ontario fandt vi en outfitter, der tilbød vinterjagt på «Timber Wolf» – skovulv. Han havde drevet jagt på ulv i mere end 25 år og mente at have udviklet en unik jagtmetode, som sikrer gode resultater ved vintertide. Jagten bestod i at køre ud med en slæde efter en snescooter sammen med guiderne til et område, hvor der på forhånd var udlagt ådsel – gerne dele fra en okse. Her blev der holdt øje med friske ulvespor. Hvis der blev fundet nogle, blev flere jægere posteret på en sådan måde, at ulvene blev «omringet». Jægerne skulle da stå og vente på, at ulvene ville krydse en af de mange skovveje – i op til 30 graders kulde eller mere.
At stå musestille i isnende kulde i flere timer og vente på, at en ulv skal passere en skovvej i løbet af nogle få sekunder er både vanskeligt og bidende koldt. Dette var ikke helt, hvad vi havde drømt om. Drømmen om den sande, canadiske jagt i naturskønne omgivelser – det oplevede vi ikke her på denne para-militære vinterjagt. Nej, for, når man har læst Helge Ingstads og andre vildmarksforfatteres bøger om pelsjægerliv og naturoplevelser i den canadiske vildmark, må man se sig om efter andre jagtområder og jagtmetoder. Vi drog mod vest – til vildmarken i British Columbia.
På udkig efter ulv
Næste morgen vågner jeg ved halv sekstiden ved lugten og lyden af æg og bacon, der braser i stegepanden. Der er tæt tåge og let snefald udenfor, og sneen har fået en hård skorpe. Tony er ikke fornøjet ved det. Skorpen slider på elgens klove, og den vil derfor søge ind i skoven, hvor sneen er blødere. Elg er ulvens vigtigste byttedyr, så Tony er bange for, at ulven vil følge efter elgen. At jage i skoven vil ikke føre til noget, dér drejer det sig kun om snarefangst. Vi må have ulven ud i åbent terræn, hvis vi skal have en chance.
Vi beslutter os for at liste af sted langs med isranden for at se efter friske spor – eller om der er ulve, der har krydset isen. I en vig støder vi på åbent vand. Her ser vi en odder, som muntrer sig i sit private svømmebassin. Den dykker ned og op igen, lægger sig på ryggen og giver pokker i, at der er kommet fremmede på besøg. Det damper fra vandspejlet, og Tony siger, at der er en varm kilde, der holder vandet åbent. Vi lader odderen være i fred og kører videre. Vi finder stadig kun gamle spor og sætter igen kursen imod hytten.
Forsøger at lokke ulv ud på isen
Senere kører vi ned ad en skovvej imod Windy Point, et næs som ligger på den anden side af søen – fem, seks kilometer længere imod nordvest. Et par kilometer ud for næsset er der også lagt et ådsel ud. Vi krydser isen og sniger os langsomt frem langs iskanten, til vi når næsset. Her har vi et godt overblik med kikkerterne og kan hurtigt konstatere, at der ikke er tegn på liv ved ådslet. Tony ryster opgivende på hovedet. Han giver vejret skylden og siger, at det er for mildt, og at der er for meget skorpe på sneen.
I det område, Kai er i nu, er der mobildækning, så jeg sender en SMS for at høre, om de har oplevet noget. Snart tikker der en besked ind, om at de er flyttet til et nyt jagtområde – de er ved en vig, der strækker sig langt ind i skoven. De har set friske spor og har hørt ulve hyle, så de tror, at ulvene har dræbt et dyr inde i skoven. Det er desuden ulvens parringstid nu, så Stewart er gået op på en lille ø for at se, om han kan få lokket en ulv ud på isen.
Selv holder vi en frokostpause ved Windy Point. Snevejret er ophørt, og solen har brændt tågen af. Der er god sigtbarhed nu, og vi kan fint se i alle retninger., så vi bliver der hele eftermiddagen.
Se VIDEO hvor Stewart kalder på ulve
Kai har skudt ulv
Efter et par timer vibrerer telefonen i min lomme. Det er Kai, han fortæller, at han har skudt en stor ulv. Endelig! Tony og jeg smiler til hinanden. Uden et ord pakker vi hurtigt sammen, og sætter os op på snescooteren og kører af sted i fuld fart. Det må vi have med!
Vi kører imod nordøst mod Wrights Bay. Området er fuldt af smalle vige og brede bugter, samt skovklædte øer og holme. Det går uhyggelig stærkt. Ude på isen slingrer snescooteren fra side til side og snurrer også rundt om sig selv et par gange. Det er vanskeligere at styre scooteren herude på den blanke isoverflade, som kun er dækket af et tyndt lag nysne.
For at komme ind i selve den bugt, hvor Kai befinder sig, må vi en tur ind gennem skoven for at komme uden om åbent vand. Snart møder vi de to fornøjede fyre, som straks begynder at fortælle om ulven, som kom ud på isen, sikkert tiltrukket af Stewarts lokkekald. Foran dem ligger der en stor, helt sort hunulv. Vi gratulerer mange gange, og stemningen er høj. Kai har skudt to gråhvide ulve på den forrige tur, og han havde ønsket sig en sort. Nu ligger den dér lige foran ham.
Motorproblemer
Det er snart på tide at vende tilbage til hytten. Vi kører en omvej over land og følger en gammel, smal skovvej sydpå for at se, om vi kan se spor efter ulveflokken og eventuelt et dræbt bytte i skoven. Det er hårdt for scooteren på det ujævne underlag og den dybe sne. Vi mærker, at trækkraften går ned, og til slut går scooteren helt i stå.
Tony foreslår, at vi prøver med nye tændrør. Men hvordan gør man lige det? når værktøjet ligger hjemme på værkstedet i hovedlejren. Tony bander, men hvad hjælper det? Vi er langt inde i skoven og har ikke mobildækning.
Heldigvis starter motoren igen, efter at den er blevet afkølet. Det bliver en besværlig hjemtur, hvor vi både kører fast og vælter rundt. Efter endnu tre stop med efterfølgende afkøling af motoren, når vi endelig tilbage til hytten. Vi har ikke set et eneste ulvespor på vejen tilbage.
Ulven i Canada
For at overleve behøver ulven store områder og godt med byttedyr. Den jager mest bytte, som er meget større end den selv, så som elg og andre hjortearter, men tager også mindre byttedyr, når det er nødvendigt. Tony siger, at en ulveflok på ti individer højst sandsynligt dræber omkring 30 elge om året. I nogle områder er der så stor overvægt af ulv, at det kan gå hårdt ud over hjortebestanden. De udgør også en fare for husdyrene og i nogen grad også for menneskene. Ulven bliver ofte observeret helt inde i bebyggelsen i Topley.
Stadig dårligt vejr
Dagen derpå starter med det samme trøstesløse vejr – sne og tåge. Vi kører ud på den samme stræknig på isen som dagen før. Vi undersøger alt ved Sand Point og posterer os senere ved Windy Point.
Vejret bliver langsomt bedre. Solen titter frem gennem et afvekslende skydække. En bidende kold vind køler os ned.
– You are on the windy side today! Tony kommer over til mig fra den anden side af næsset, hvor han har siddet og holdt udkig. Han vender hurtigt om og går tilbage – inden jeg kan nå at reagere på hans spøgefulde bemærkning
Ude på isen flænser ravne og hvidhovedet ørn i køstykkerne på ådselspladsen. Der går ikke mange timer, før de har gjort rent bord. Vi må trøste os med, at det i det mindste er et tegn til ulvene om, at der er let tilgængelig mad i området.
Ulv og motorproblemer
Uden tegn på ulv beslutter vi os for at tage tibage til hovedlejren for at hente værktøjet til snescooteren. Tony tager nogle dybfrosne laks med til at lægge ud på ådselspladsen. Undervejs skyder jeg en lille coyote, en hvalp fra sidste år med dårlig pels. Den vil vi bruge som ådsel sammen med laksene. Tony vil bore huller i isen og fryse coyoten fast stående med laksene lagt rundt omkring den. Lidt makabert, men et yderst effektivt ådsel.
Vi kører videre og sætter kursen mod Wrights Bay, måske kan vi komme til at se noget til ulveflokken fra i går. Et stykke ude på isen stopper vi op og spejder ind imod land. Tony ser det først. Noget sort, som bevæger sig nær land i en lille vig. Tony mener, at det kan være ulve, og vi kaster os på scooteren. Tony vil forsøge at presse ulvene længere ud på isen. Men uheldet ser ud til at forfølge os,
Efter kort tids kørsel i fuld fart sætter motoren igen ud. Vi bliver holdende 3-4 hundrede meter fra ulvene, som roligt står lidt ude på isen og betragter os. I kikkerten kan vi tælle fem sorte ulve, som én efter én stille og roligt forsvinder ind i skoven. Da det behager scooteren at starte igen, fortsætter vi slukørede til hovedlejren.
Torstein har skudt ulv
Uden for huset i hovedlejren ser vi blod i sneen, hvilket tydeligt vidner om fangst. Måske det er Torstein, der har haft heldet med sig. Han har helt klart hørt, at vi kom på snescooteren, for inden vi kan nå at få hjelm og udstyr af, kommer han os imøde og viser os en gråhvid hanulv, som hænger ned fra taget i værkstedet.
– Det var helt fantastisk! Torstein fortæller os om sin jagt. Han havde hørt ulvehyl ved halv femtiden om morgenen. Efter morgenmaden tog de tidligt ud for at tjekke ådslet, men dér havde der ikke været nogen aktivitet. Ulven er klog og går der, hvor underlaget er mindst krævende, og hvor den derfor kommer hurtigst frem. Den vælger hellere at gå langs iskanten frem for at kæmpe sig frem gennem dyb sne inde i skoven.
Guiden Mark havde derfor foreslået, at de langsomt og forsigtigt skulle køre langs bredden i håb om at støde på ulv. Idet de runder et næs ved Tochcha Lake, overrasker de fem ulve, som har fulgt iskanten et stykke ude. I fuld fart på snescooteren lykkedes det dem at afskære en ulv, som fortsætter ud på isen, mens de fire andre vendte om og stak af ind i skoven. Det havde været en krævende og vanskelig jagt, og det var gået vældig stærkt. Men med to velrettede skud havde han haft held til at nedlægge den flygtende ulv med et hold på 150 meter.
At skyde en ulv på sin første ulvejagt er ikke alle forundt – det er utrolig inspirerende, så det bliver nok ikke sidste gang for nogen af os.
Topley Landing – British Columbia
Dette lille sted blev etableret af Hudson Bay Company i 1822 som et handelssted for de lokale indianere, som ernærede sig ved fangst og fiskeri. Stedet ligger ved den store indsø «Babine Lake» centralt i British Columbia, cirka 70 kilometer øst for Smithers – den nærmeste by med flyveplads. Indsøen, Babine er over 150 kilometer lang og 10 kilometer på det bredeste sted. Den ligger i en højde af 700 meter og er den længste, naturlige indsø i BC. Den er kendt blandt lystfiskere for store mængder «Sockeye» (rødlaks) og «Coho» (sølvlaks), som kommer dertil oppe fra det nordlige Stillehav for at gyde.
I fiskesæsonen myldrer det med lystfiskere, som er kommet for at dyrke «trolling-fiskeri» efter de eftertragtede laks. Indsøen byder på et utal af bugter og vige, øer og holme – og indianere, som også driver kommerciel fangst her – men mest til eget brug.
Ordet «Babine» er oprindeligt fransk og betyder læbe: De første, hvide pelsjægere, der kom hertil, var franskmænd. De fandt ud af, at de indfødte kvinder plejede at anbringe små stykker træ eller ben i underlæben for at gøre denne større. En form for piercing, og måske en forløber for botox.
Temperaturen og sneforholdene i dette område er absolut acceptable. Mellem fem og ti minusgrader er normalt for denne årstid, men temperaturen kan krybe ned på minus 20 grader. Snedybden er normalt på ca. 50 centimeter.
I den nordlige ende af søen, helt nede ved vandkanten tilbyder Stewart Berg jagt- og naturoplevelser hele året. Jagtområdet er på hele 13.000 kvadratkilometer – mere end en fjerdedel af hele Danmarks areal.
Se mere på Double Eagle Guides & Outfitters webside
