”Polen er mulighedernes land!” fortæller Thomas Hougaard fra Summit Tours mig over telefonen. Vi har ringet sammen for at aftale de sidste detaljer i forhold til den nært forestående rejse til Polen.
Om et par uger starter jagten efter kronhjort i området omkring byen Drawsko Pomorskie, cirka 70 km øst for Stettin.
Turen er arrangeret af Summit Tours, og det er med stor spænding, jeg nu står på en rasteplads klokken tidligt om morgenen og venter på, at resten af jagtholdet ankommer i minibussen. Derfra kører vi mod Kiel, og så til venstre, for at ankomme til pensionatet efter godt ni timers kørsel. Vi har seks outings over de næste fire dage, og så får vi at se, om jagtturen i Polen kan leve op til de høje forventninger.
Brøl i skoven
Jeg sidder på et bakkedrag i timerne tæt på solnedgang. Min guide, Marek, og jeg har i den sidste times tid pürschet rundt omkring den ådal, som vi nu sidder og kigger ned på. Kronhjortene brøler om kap i skovene, og jeg har set et par stykker allerede.
Aftenens jagt startede for nogle timer siden i et skydetårn på den anden side af dalen, hvor jeg så turens første hjort. Den forsvandt ned i dalen efter to hinder, og vi steg ned fra tårnet igen. Vi havde siddet der i kun små 20 minutter, men Marek er tydeligvis ikke en jæger, der ynder at sidde stille. Vi skal opsøge hjortene ikke bare vente på, at de dukker op. Jeg bliver først klar over det senere på turen, men Marek er formand for jagtklubben, og med god grund: han er en enormt dygtig jæger. Når han først er i gang, så kan man nærmest ikke høre ham. Tempoet er forholdsvist højt, og jeg føler, at jeg slår på grydelåg så meget, som jeg larmer i forhold til Marek. Det skal dog vise sig, at det ikke stod så slemt til…
Han leder os mod den anden side af ådalen, og pludselig gør han holdt. Der står en stor hjort på den anden side af åen i bunden af dalen. Skydestok og riffel kommer på plads hurtigt, men stille. Marek kalder hjorten for at få den til at stå stille. I kikkerten kan jeg tydeligt se hoved og det store gevir, men resten af kroppen er ude af syne. Jeg kan ikke få et ordentligt skudbillede, så jeg tager ikke skuddet, og hjorten lunter tilbage i skoven.
Nu hvor der har været kontakt, falder vores tempo. Flere gange sætter vi os og venter, før vi bevæger os videre. Vi finder også en tom søleplads med mange friske spor: ”Tomorrow, tomorrow,” mumler Marek.
Vi nærmest kravler videre. Her på kanten af ådalens stejle skrænt sidder vi nu. Der er en storslået udsigt ud over hele dalen i tusmørket. I alle retninger kan vi høre hjortene brøle, den ene højere end den anden. Min bekymring for at have lavet for meget larm bliver gjort til skamme – vi ser og hører adskillige hjorte nær os.
En lille rudel står langt væk, og hjorten hundser rundt med hinderne, før de endeligt falder til ro, lige efter solen går ned. Det er helt sikkert den hjort, vi så fra tårnet, da vi startede -og stadig uden for vores rækkevidde. Som solen går ned, får vi øje på en hjort i bunden af dalen. Han er tæt på, men okser brølende rundt mellem træerne uden en god chance for skud.
Det bliver mørkt, og vi vender tilbage til bilen, og på vejen hjem til pensionatet hører jeg Mareks ord i mit hoved: ”Tomorrow, tomorrow.”
Hjorten
Vi er ude igen godt før solopgang. Uden at spilde tiden går vi til samme sted, hvor vi sad i aftes. Det sidste stykke tager vi langsomt, metodisk og går lavt. Hjortebrølene er så småt startet igen, og vi pürscher mod det bakkedrag, hvor de højeste brøl kommer fra. Fokus er rettet mod målet, men pludselig smider Marek sig ned. Jeg ser straks hvorfor: til venstre, ikke meget mere end 100 meter væk står en stor og smuk hjort og esser i disen. Det er stadig mørkt – der er næsten 30 minutter, til solen står op – men han står klart frem i morgentågen.
Utroligt nok er vi ikke blevet sanset endnu. Vi holder os så lavt som muligt, og Marek sætter skydestokken op for mig. Riflen kommer hurtigt op og bliver klar. Hjorten har måske luret, at der sker noget nu, for den kigger op og mod os. Adrenalinen stiger, og som jeg afsikrer, tager jeg dybe, langsomme åndedræt for at få ro på i skuddet. Hjorten står spidst på, jeg finder træfpunktet og tager den sidste dybe indånding før aftrækket.
Skud
Skuddet falder. Mundingsglimtet i mørket er blændende. Jeg repeterer hurtigt og finder igen hjorten i trådkorset. Han har vendt sig, men er ikke faldet i første skud. Blodet bruser i mine ører, men jeg hører tydeligt: ”Shoot!”
Hjorten står nu med siden til, og jeg rammer ham lige bag bladet.
”Shoot!” Hjorten falder lige efter tredje skud, mens jeg fumler efter mere ammunition. ”Kaput”. Jeg trækker vejret første gang, efter hvad der føles som timer, selvom det har taget mindre end 20 sekunder fra første skud.
Feber
Mit hjerte brager afsted. Adrenalinen suser. Mine hænder ryster. Marek storsmiler til mig og giver mig hånden. Vi går gennem mørket op til dyret. Jeg er helt oppe at køre, men har også bange anelser: hvorfor faldt den ikke i første skud? Var det en anskydning?
Den lange vej
Der er lidt over 100 meter derhen, men det føles som en kilometer. Da vi ankommer, ligger hjorten og spjætter lidt med det ene bagben. Den er død, men Marek afgiver et fangstskud – bare for at være sikker.
Jeg får hånden igen, lykønskning både på engelsk og polsk og et klap på skulderen. Det er en smuk, stor og stærk hjort – ulige 14-ender. Jeg bukker mig ned og mærker på den varme krop. Det er første gang, jeg har skudt så stort et dyr, og oplevelsen af at stå over for det er nærmest overvældende.
Vi kigger efter, hvor skuddene ramte, og det er tydeligt, at den var dødeligt ramt i første skud. Alle tre skud sidder i brystkassen, med første skud lidt højt, men stadig gennem de vitale dele. Marek fortæller mig, at, fordi den ikke lagde sig ned med det samme, så var det vigtigt at få den ned så hurtigt som muligt: ”20 meters, OK.” siger han, og peger over på skoven: ”200 meters, not OK!”
Havde jeg ikke fået hjorten ned, så skulle vi have eftersøgt og båret den ud fra den meget tætte skov. Marek skyder den til at veje omkring de 250 kg, så det er jeg taknemmelig for, at vi ikke skulle til at forsøge.
Jeg trækker vejret igen. Det gik, som det skulle. Først nu lægger jeg mærke til, at der ikke er en eneste lyd omkring os. Musikken fra de brølende hjorte og fuglene i morgengryet stoppede fuldstændigt, da jeg skød. Det føles underligt tomt på engen, og jagten er ovre så pludseligt, som den startede. Det tog under en halv time, fra vi stod ud af bilen, til vi nu står med hjorten.
Vi kan ikke selv slæbe hjorten ud fra engen, og den kan i hvert fald ikke være i Mareks lille Daewoo Matiz. Vi lader hjorten ligge og går tilbage til bilen for at ringe efter hjælp. Det ender med, at vi må køre tilbage til jagtklubben for at hente en større bil med trailer. På vejen taler vi om jagten og mine mange reaktioner. Marek konkluderer: ”Hunting without emotion is not good,” og det kan jeg kun være enig med ham i.
Dagry
Solen er stået op nu, og jeg kan få set ordentligt på hjorten. Den er ikke blevet mindre smuk eller imponerende i det klare morgenlys. Kroppen er begyndt at blive kold, da vi foretager ritualet over byttet. Hjorten får en bøgegren i munden, og jeg bliver overrakt en tilsvarende af Marek. Vi ærer dyret en sidste gang på hver vores måde. Der tages billeder, og det er nu tid til det praktiske arbejde med at brække dyret. Det har Marek tydeligvis øvet sig i, og der går ikke længe, før vi har fået hjorten på traileren og er på vej tilbage over engen og til jagtklubben.
Der er en polsk tradition for jægere, der har skudt deres første kronhjort. Jagtklubben holder den i hævd, og her til morgen er ingen undtagelse. Hjorten bliver omkranset af egeløv, og mens jeg sidder bag den, fortæller Marek, gennem vores tolk, at man skal døbes som Ridder af Sankt Hubertus i blodet af den første hjort, man har skudt. Han tegner et kors i panden på mig, og resten får jeg ellers ud i hele ansigtet. Storsmilende kører jeg med de andre tilbage til pensionatet efter en meget begivenhedsrig morgen.
Det er svært at falde ned efter den oplevelse. Der har været enorme mængder adrenalin i mit system og en masse følelser i spil. Så det tager noget tid, før jeg tager en velfortjent middagslur, inden vi skal ud igen…
I Rusland på autopürsch
Efter en tidlig aftensmad kører vi til jagtklubben. Thomas fra Summit Tours har ekstraordinært fået forhandlet, at vi også må skyde råbuk, så det har jeg bedt om, at vi skal i aften. Kommer der et vildsvin forbi, så gør det heller ikke spor!
Første stop er dog ikke på reviret. Marek svinger ind forbi en kiosk; ”Cola, ice, whiskey. Now we go hunting!”
Derefter kører vi mod reviret, først ad hovedvejen, så ad mere og mere snævre og ujævne veje. Nyhøstede marker strækker sig langt mod tætte skovbryn, og jeg ser for mig, at vi går herfra og op videre. Men nej – Marek svinger den lille Matiz ind over rabatten og ud på marken. Med 60 km/t brager han afsted over pløjemarken, før vi efter en god halv kilometer standser.
Her finder han frem til en sjus og hæver glasset:” ”To your success!”
Vi får os en snak om ulvebestanden i Polen, mens vi drikker ud. Der ses jævnligt ulve og tegn på dem i området. Der bor også mange ved naboen – et af Europas største militære træningsområder – hvor de har enormt gode leveforhold. Han viser mig også billeder af kronvildt, der er dræbt og ædt af ulvene. Han har som sådan ikke noget imod ulvene, men han er ikke begejstret for, at den er totalfredet, og så gerne, at de kunne regulere lidt. Klubben lever blandt andet af, at kronvildtbestanden er høj og velfungerende, men det er ulvene en stor trussel imod.
Senere på turen finder en af de andre en død kronhind, der ikke har ligget særligt længe. Den er tydeligvis blevet taget af en ulv. Der hersker ingen tvivl, om at der er ulve i området, men ingen ser dog en i levende live på denne tur.
Jeg gør mig klar. Aftenen er varm, omkring de 25 °C, så jeg har kikkertselen uden på T-shirten. Der er masser af råvildt, mens vi går afsted ud over marken. Små spring rejser sig på afstand, men ingen gode bukke er iblandt dem. Da vi nærmer os en klynge tæt bevoksning midt på marken, støder vi en stor rå på den anden side! Lige bagefter kommer en stor flot seksender. Det går alt for stærkt, og dyrene springer ud over marken mod den nærmeste skov. Begge dyr stopper ved skovbrynet for at se sig om – desværre er de alt for langt væk til et forsvarlig skudt.
Vi vender tilbage til bilen, og så går det ellers stærkt! Marek presser den lille bil så hårdt, han kan, over eng, grøft og mark. ”Rally!” griner han, og Matiz’en får endnu en skovlfuld kul. Jeg får indtrykket af, at vi leger mere, end vi er på jagt, og efter morgenens oplevelser passer det mig fint! Vi ser råvildt rundt omkring på længere afstande og stopper med mellemrum for at afsøge med kikkerterne. På den anden side af en større mark rejser der sig et spring på omkring 10 dyr. Vi har ingen chance for at komme til dem, så Marek ender med nærmest at køre om kap med dem i stedet. Ikke langt fra os springer dyrene afsted i topfart ved siden af bilen, og da de løber ind i skoven, trækker vi væk imod endnu en smal skovvej.
Jeg har ingen anelse om, hvor vi er andet end ”et sted i Polen”. Jeg har ikke selv hørt det, men der blevet skudt et sted i området. Thomas skriver på vores fælles chat, om det var mig, der skød; ”Nej, jeg er i Rusland på autopürsch.” er det eneste, jeg kan svare. Marek kender hver eneste krinkelkrog af det 17.000 hektar store revir, og nærmest som ved magi er vi pludseligt på en vej, som selv jeg kan kende.
Vi slutter aftenen på en bakketop kort efter solnedgang. Jeg bruger det sidste lys på at se, om der skulle være en råbuk et sted på engene. Hvis der er, så gemmer den sig godt i mørket.
Skuddet fra tidligere gav en flot 10-ender til én af de andre. Det sidste whiskey fra tidligere bliver delt, og turen går tilbage til pensionatet.
Hold kæft, for en dag! Jeg sover tungt – altså, lige indtil vi skal op igen om små seks timer og ud endnu en gang!
Råbuk?
På turens sidste tre outings har jeg ny guide, Alina. Hun kører ikke selv, så det har vi Basia til. I modsætning til Daewoo jagtvognen fra de tidligere outings med Marek, så kører vi nu en stor Ford Ranger med plads til det hele. Jeg smider mine ting på ladet og tager riflen med ind på forsædet. De to taler hverken engelsk eller tysk, og det er kun ganske få ord, vi har til fælles. Selvom jeg ikke forstår dem, så er det tydeligt, at de to diskuterer, hvor det giver mest mening at køre hen for at finde vildsvin eller råbuk.
Basia sætter os af og kører tilbage til nærmeste landsby for at vente på, at vi er færdige. Det er stadig tidligt på morgenen, en lille time før solopgang, og vi går stille mod det første skydetårn. Her sidder vi i en times tid, før vi begynder at pürsche til det næste tårn. Terrænet her er ikke inspirerende: nærmest endeløse, nyhøstede marker omkranset af endnu mere skov. Der sker ikke rigtigt noget den her morgen. Vi ser et par råer i morgengryet og en enkelt ræv på lang afstand, men ellers ingenting.
Vi stiger ned fra tårnet og begynder at bevæge os mod opsamlingspunktet. Vi kommer tættere og tættere på vejen og kan se den kæmpestore Ford komme nærmere. Naturligvis er det dér, at vi får kontakt til en fin buk: en stor seksender.
Den står på den anden side af en lille sø midt på pløjemarken. Den har ikke set os endnu, men der er over 200 meter, så vi sniger os nærmere. Bukken har egentlig ikke set os, men den bevæger sig hele tiden den forkerte vej, og vi kommer aldrig tæt nok på, til at jeg kan få en god nok skudchance. Jeg må til sidst give op, og vi går tilbage til bilen.
Buk i aftensolen
Det er ved at blive aften. Hele ugen har været gloende hed, og jeg sidder i T-shirt i skydetårnet. Hvor Marek nærmest ikke kunne sidde stille i mere end et kvarter ad gangen, så bruger Alina gerne tiden i skydetårnet. Hun har ikke travlt og sidder helt stille og skanner området i sin kikkert. Tårnet står i en skovkant med god oversigt over engen foran. 100 meter direkte foran tårnet starter endnu et stykke skov. Der træder en meget tydelig veksel frem.
Der er ikke gået en time, fra vi satte os, før en flot hjort kommer luntende i skovkanten. Alina, ser den først og peger smilende. ”Schießen?” spørger hun. Jeg tænker over, om det skal være, men jeg har skudt dén hjort, jeg skal på den her tur. Jeg ryster på hovedet, og hjorten får lov at gå ind i skoven.
En rå og hendes lam kommer ud bag tårnet og tager sig god tid med at esse på engen foran os. Jeg kigger længe efter de to, og da de er væk, virker engen underligt tom. Tiden går, og pludselig står der en flot seksender midt på engen. Vi må begge have sovet i timen, men dér står den og har ikke opmærksomheden på andet end på at æde. Denne gang er jeg ikke i tvivl. Bukken går omtrent 90 meter ude og har ikke set eller hørt os overhovedet. Jeg lægger riflen op, sigter, trækker vejret dybt og roligt. Jeg tager aftrækket, og bukken når ikke at opdage noget som helst. Skuddet sidder, lige hvor det skal, og han klapper fuldstændigt sammen, død på stedet.
Vi kravler ned fra tårnet for at hente dyret. Det er en flot buk, med en bred, nærmest skuflet, opsats. Den virker ikke som et gammelt dyr: kraftigt bygget, men godt nok ikke voldsomt stor.
Det er kun så småt ved at blive mørkt. Bukken trækkes til side, og så er det tilbage i tårnet for at vente på, om der skulle komme vildsvin forbi. De er i området. Jeg kan tydeligt høre dem grynte, hvine og rumstere i skoven lige fremme. Hjorten fra tidligere kommer tilbage igen ud ad samme veksel og forsvinder samme vej, som den kom for snart fire timer siden. Der kommer desværre aldrig svin ud til mig, og da det bliver for mørkt til at skyde, går vi ned.
Der er jo ingen grund til at slæbe for langt, så Basia kører trucken ned til tårnet. Der gratuleres, og Alina brækket dyret med eksperthånd. Hun tager jægerens lille jagtret, lever og hjerte, før vi pakker bilen. Med bukken på ladet vender vi tilbage til jagtklubben.
Som på de andre outings med de to damer, så får jeg overrakt en hindbærsodavand i bilen. Jeg forstår dog aldrig helt, hvorfor den partout skal være lunken… På sin vis er det forfriskende nok, og aftenen går stille på hæld.
Den sidste morgen og en god tur hjem
På sidste outing er vejret vendt, og det er endeligt blevet koldere. Vi taler om, at det må være bedre hjortevejr end de næsten tredive grader, det har været resten af ugen. Der bliver også skudt en hjort denne morgen, så der var måske noget om snakken.
I jagtklubben er det formandens lod at koge trofæer af, og da Marek har kogt min buk fra i går af, kommer han grinende hen til mig: ”Grandfather!” Tænderne på bukken er slidt fuldstændigt ned, og de gamle jægere i klubben mener, at den var omkring 10 år gammel. Bukken havde i høj grad aftjent sin værnepligt!
Med bussen pakket venter vi på det sidste ritual. Det er dog ikke af kulturelt, men rettere af bureaukratisk karakter. Afslutningen på enhver polsk jagttur består af Protokollen, hvor der bliver ført nøje regnskab med, hvad der er skudt af hvem og hvor. Afvejningen er naturligvis det mest spændende for os. Min hjort vejes ind på op til 5 kilo – med sine ulige fjorten ender er det et trofæ, som jeg kun kan være tilfreds med! Bukken vejes ind på små 260 gram.
Jeg blev den første på turen, der skød en hjort, men de andre jagtdeltagere kom hurtigt efter på de senere outings! I alt bliver der skudt tre hjorte og to råbukke. Nogen må desværre tage tomhændede hjem, men det lyder dog i bussen, som om at der var gode oplevelser nok til, at det nu alligevel var en OK tur.
Busturen hjem føles ikke nær så lang. Der er flere røverhistorier at dele, og bagsædet er fyldt med nye passagerer i form at de flotte trofæer.
Derhjemme tager det noget tid for mig rigtigt at falde ned efter en tur fyldt med enormt mange gode oplevelser. Nu hænger hjorten og bukken på væggen derhjemme, og jeg vil altid huske de fantastiske scener, der udspillede sig på jagten i Drawsko Pomorskie.
Thomas havde fuldstændigt ret:
Polen er Mulighedernes Land!
Fakta
Rejsen var arrangeret af Summit Tours, og der var to hold afsted denne uge på to forskellige revirer. Ud over overnatning, forplejning, vouchers og deslige var der inkluderet en hjort op til 5,49 kg trofævægt, og der var prisliste på vildsvin. Med på turen er også de to erfarne herrer, Thomas og Simon, fra Summit Tours. De har kontakten til den lokale tolk og jagtarrangør Mateusz, som har arrangeret kontakten til jagtklubben samt overnatning og forplejning. Der er styr på det hele, og det mærker man straks.
Turbeskrivelsen indeholdt ikke råbuk fra starten. Det fik Thomas forhandlet sig til, at vi måtte, da vi var i Polen. Det er naturligvis ikke noget, der kan lade sig gøre på hver tur. Det viser den gode service, som Summit Tours kunne tilbyde. Min tur blev i hvert fald lige dét sjovere!
Transporten til Polen var med minibus, som var planlagt af jagtholdet selv i samarbejde med Summit Tours. Ikke nok med at der ikke var fare for at fly blev aflyst på grund corona-situationen, så havde vi også egen bil til at køre rundt i Polen i imellem outings. Det gjorde turen meget mere levende, da vi ikke bare skulle sidde på pensionatet og vente på, at det blev tid til jagt.
Ingen jagt uden våben og grej. Over skulderen havde jeg min trofaste Schultz & Larsen Classic DL i .308 Win. med en Leica Fortis 6 2-12x50i kikkert. Magasinet var ladet med Winchesters kobberpatron Deer Season XP Copper Impact med en kuglevægt på 150 grains. På brystet havde jeg min håndkikkert og afstandsmåler Swarovski EL O-Range 10×42, i Red Kettles Bino Caddy kikkertsele.
