TEKST OG FOTO: MADS D. JESSEN
Siden midt-90erne har Swazi markeret sig som et firma med markante holdninger – ikke mindst på grund af den kompromisløse og karismatiske ejer Davey Hughes.
De producerer al deres tøj lokalt i Levin i New Zealand og var en af de første udbydere af jagttøj, der fulgte en lag-på-lag teknologi. Som en fuldt integreret del af deres firmapolitik har Swazi en meget direkte kontakt med deres kunder. Den foregår gennem den såkaldte Clan Swazi, hvor medlemmerne kan indsende forslag til forbedringer på tøjet eller til helt nye produkter.
De to fleeceprodukter, der er med i testen, Bush Shirt og Brocco Microshirt, er begge blevet udviklet gennem ’the Clan’.

Bush Shirt var et af de første produkter, Swazi overhovedet lancerede, og er siden blevet en stædig klassiker. Flere har dog gennem tiden ønsket en brystlomme, hvilket så nu er blevet en del af designet – en fin og brugbar lille tilføjelse.

Trøjen er en kraftig 280 gram polarfleece med et simpelt snit og en lang stolpelukning i halsen med lynlås, så varmen let kan lukkes ud, hvis det bliver nødvendigt. Den fungerer fint som en yderjakke på de lidt koldere dage eller som et godt termounderlag, hvis du skal sidde stille.
Tidligere havde Swazi ikke en lettere hættetrøje, og det blev også kommenteret af rigtig mange kunder. Igen blev der lyttet til folkets røst, og i 2018 kom derfor den helt nye Brocco Microshirt til verden. Den er kun halvt så kraftig, 140 gram microfleece, men så også med en mindre hætte med snørelukke og med et lidt længere rygparti samt tommelhuller ved håndleddet og høj krave. Altså et design hvor du virkelig kan pakke dig ind de steder, hvor varmen siver ud. Begge overdele er virkelig varme og særligt den nye Brocco imponerer. Med en vægt helt nede på blot 400 gram vil den være et oplagt ekstraudstyr til at have i tasken og så tage på, når temperaturen bliver for lav.

Flagskibet hos Swazi er deres vandtætte og lange Thar anorak. Den har været i sortimentet længe, men for et par år siden blev den opgraderet med Aegis 3 Whisper-membranen. Der er en meget lang YKK-lynlås med stormflap på brystet og to stiklommer ved siden af og en snøre til at stramme til om livet. Hætten er relativt stram og med snørelukke, så du kan dreje hovedet og beholde dit udsyn. Det har været en våd vinter, og Aegis-membranen blev derfor testet helt til bunds. Og den er vandtæt.
Altså fuldstændig vandtæt. Det gælder både på skuldrene med rygsæk på, hvor der ellers tit kommer indsivninger, og ved hætte og håndled. Som det ofte er tilfældet med membraner, er den ikke fuldstændig lydløs, men med den børstede overflade ligger Thar absolut i top, når det kommer til vandtætte jakker og lydløshed. Som et samlet sæt vil Thar, Bush og Brocco sikre dig gennem det hårdeste vejr, og særligt hvis du skal på lidt mere aktive jagtformer, fx i bjergene, vil de gøre livet lettere for dig. Til den koldeste vinteransitz skal du måske overveje den længere og matchende Nahanni jakke.
De testede produkter: Swazi Thar XP koster 4.499 kr., Bush Shirt koster 899 kr.

Brocco, som endnu ikke er kommet til landet, vil ligge i samme prisleje som Bush Shirt.
Se mere på swazi.co.nz eller på b-wild.dk.



Plus
- Nul dikkedarer: Alle Swazis produkter er lavet over en simpel skabelon. Der er ikke mere end det, du har brug for i felten. Lommer, lynlåse osv. er derfor holdt til et minimum, og det reducerer udsatte steder på tøjet.
- Kvalitet: Det er solide og pålidelige materialer, Swazis tøj er lavet af. Og det siger ikke så lidt, at flere af stofferne er i brug både i deres serie såvel af arbejdstøj, som i jagttøjet. Tøjet er lavet til at holde, og det gør det.
Minus ÷
- Størrelser: Det kan faktisk være lidt svært at vurdere, hvilke størrelser der lige passer dig. Så prøv det i butikkerne, og husk, at ydertøjet skal kunne have flere lag indenunder. Det er nemlig hele pointen med Swazi.




