”Ja, ja, hvor hårdt kan det lige være, tænkte jeg”, når storrygeren Tom kan klare det. Jeg sagde under alle omstændigheder ja tak til invitationen. Min jagtkammerat, Elvin var heller ikke sen til at slå til, da han hørte om dette tilbud, og tidligt om morgenen en efterårsdag sidder vi i bilen på vej til Norge
Inden afrejsen har vi på et kort fundet det sted, hvor vi skal hen. Det ligger langt ude i Västlandet. Det er en ø, som er omgivet af dybe fjorde. På kortet ser det helt fint ud, og i fugleflugtslinje ser der heller ikke ud til at være så langt dertil. En fugleflugtslinje er imidlertid noget helt andet end virkeligheden, især når man skal køre på tværs af Norge, hvor der er broer, færger og dybe tunneler under havbunden, som skal passeres. Det tager tid, lang tid. Tolv timer efter at vi tog hjemmefra, er vi endelig fremme ved det anløbssted, hvor Tom skal hente os med sin båd. Fjorden ligger spejlblank, og nu får vi et førstehåndsindtryk af det terræn, hvor jagten skal foregå i. Fjeldene er høje og nogle steder helt lodrette.
– Mon der er mere fladt der, hvor vi skal jage, siger Per og kigger spørgende på mig.
Efter lidt ventetid kommer Tom i sin båd. Vi hilser på hinanden og læsser vores oppakning over i båden. Langsomt glider vi ud på fjorden imod øen og Toms jagtrevir ved gården ”Hammaren” og sejler igennem en utrolig smuk natur. Sneklædte fjeldtoppe oven over trægrænsen og klipper der går lodret ned i havet omgiver os på begge sider. Vi venter bare på, at terrænet skal blive mere fladt og på at se det sted, hvor jagten skal foregå. Det sker bare ikke. I stedet styrer Tom båden sikkert ind til et bådhus nedenfor en stejl klippevæg. Han hopper op på broen og rækker mig hånden for at hjælpe mig i land.
– Velkommen til ”Hammaren”, siger han. Jeg kigger skeptisk på ham og spekulerer på, om han mener det alvorligt. Fjeldet oven over ”Hammaren” rejser sig som en væg, og det er her, at vi skal gå på jagt. Måbende forstår vi, at det er her, vi skal jage!
– Hvordan skal vi komme op til gården med al vores oppakning, siger Per til Tom. Det viser sig heldigvis, at det er det mindste problem. Hurtigt anbringer Tom vores oppakning på en tovbane. Vi skal derimod gå. Gården ligger cirka 100 meter oppe på fjeldet. For at komme derop, må vi zigzagge os frem. Igen er der det der med, at fugleflugtslinjen ikke stemmer helt overens med virkeligheden. Jeg vil gætte på, at vi har gået omkring 400 meter, da jeg omsider står og puster ud ved det hus, vi skal bo i. Tom starter tovbanens motor, og snart kommer vores oppakning glidende op til os.
Gården er en gammel bondegård uden el og rindende vand, men Tom har igennem årene sat den fint i stand. Der er et elværk, men det bruges kun i absolut nødstilfælde.
– Jeg kan godt lide at have det lidt primitivt. Det er godt for sjælen, siger Tom og åbner døren ind til stuen. Inde i stuen er der varmt og dejligt, og atmosfæren emmer af jagt. Toms gravhund, Daisy kommer os logrende i møde. ”Hun er altid med mig, men jeg kan ikke bruge hende til jagt her. Terrænet er for stejlt for hende” siger Tom
Det er næsten mørkt udenfor. Vi sidder ved pejsen og spiser hjortepølse, laks og andre delikatesser. Tom finder en flaske hjemmebrændt brændevin frem. Den er stærkere end noget andet, jeg har drukket – men ganske god i små doser. Efter et stykke tid går jeg udenfor. Nu er der helt mørkt, stjerneklart og koldt, men i det fjerne ser jeg lyn fra et uvejr, der trækker nærmere. Jeg slår en streg og går så hen til de andre.
– Det bliver uvejr i nat, siger jeg til dem.
– Jeg ved det, vejrudsigten siger, at det vil regne i tre dage, siger Tom. Trætte efter den lange tur, maden og Toms brændevin kryber vi ned i vores soveposer oppe på loftet. Det sidste, jeg hører, inden jeg sover, er regnen, der pisker imod taget. Tidligt næste morgen vågner jeg til duften af nybrygget kaffe og spejlæg. I stuen knitrer det allerede fra pejsen, men udenfor er det gråt, og det øser ned. I det lille køkken står Tom.
– Godmorgen, ivrig efter at komme på jagt? Vi skal først have lidt at spise. Bagefter går vi ud, siger Tom og svinger med stegepanden.
Vi pakker vores rygsække med mad, drikke og ekstra tøj til en dags jagt oppe i fjeldet.
Tom finder et kort frem og forklarer os strategien for dagens jagt.
– Jeg håber, at I er i god form, for det bliver hårdt. Vi skal op til en fjeldkam og jage hjortene ned mod gården, siger han til os.
Min opgave er at krydse en bæk på grænsen til naboens mark og gå videre op ad bjerget for at forsøge at presse hjortene frem til Per og Tom, som går en anden vej. Jeg begiver mig på vej. Det øser ned, og efter et par minutter er jeg gennemblødt. Jeg krydser bækken, som efter nattens regn mere ligner en brusende elv. Vandet strømmer ned i støvlerne, men mine fødder er allerede våde, så det er ikke noget, jeg tager mig af. Da jeg står og kigger op, har jeg fjeldvæggen en halv meter fra mit ansigt, så stejlt er der. Jeg forsøger at vurdere terrænet for at finde den hurtigste og mindst stejle vej op. Efter et stykke tid giver jeg op og begynder at kravle. Sveden hagler af mig, men langsomt og sikkert kommer jeg opad. På grund af regnen skrider jorden under fødderne et par steder på den stejle fjeldside, og jeg glider flere gange et par meter ned, inden jeg igen får fodfæste.
Efter en yderst anstrengede kravletur på et par timer er jeg på plads. Jeg tager rygsækken af og åbner den for at finde noget tørt og varmt tøj frem. Frokosten, mit tøj og mit kamera er drivende vådt, så jeg opgiver at skifte tøj og koncentrerer mig i stedet for om jagten og afsøger terrænet med min kikkert. Et stykke ude skimter jeg en kronhind, men den står inde på nabostykket. Radioen fungerer stadig, så jeg finder den frem og forsøger at få kontakt til de andre, men der er ingen, som svarer. Jeg kravler lidt længere op for at finde en bedre plads, hvorfra jeg har bedre udsyn.
Pludselig hører jeg et skud, og efter et par minutter kommer der en melding fra i radioen.
– Tom her, jeg har skudt en lille hind. Du må komme ned og hjælpe mig med at få den ned fra fjeldet. Lettere sagt end gjort, tænker jeg, men med Toms anvisninger skrattende i radioen, kommer jeg ned til det sted, hvor hinden ligger. Undervejs glider jeg flere gange ned ad fjeldsiden, men til sidst når jeg endelig frem. Per og Tom brækker hjorten, og vi begynder at bære den ned mod gården. Det drejer sig blot om et par hundrede meter, men det tager flere timer, inden vi er nede.
Vi lægger hjorten ind i den lille lade, og Tom starter elværket, så vi kan få lidt lys, da vi skal til at strejfe den.
Samme aften nyder vi middagen, som Tom igen har klaret. Vi drikker vin til, og befinder os vældig godt til trods dagens hårde strabadser. Vi hænger tøjet til tørre ved pejsen, og forhåbentlig når både støvler og tøj at blive tørt, inden vi skal bruge det igen i morgen. Det bliver ikke særlig sent, før vi siger godnat og godt trætte kryber ned i soveposerne.
Om morgenen kan jeg knapt nok komme ud af soveposen. Jeg har en frygtelig smerte i venstre knæ. En skade, som jeg pådrog mig for et par år siden, er brudt op igen, og jeg må indse, at jeg ikke kan komme med op på fjeldet i dag. Tom og Per kigger skeptiske på mig, men det lader til, at de tror mig og tager afsted uden mig. Hele dagen ligger jeg i stuen sammen med Daisy, som ikke vil ud i regnvejret. Vi hører radio og læser. I radioen hører jeg om den katastrofesituation, som uvejret har medført. I Västlandet er flere veje blevet skyllet væk og mange huse oversvømmet – på to dage er der kommer 220 millimeter regn!
Ud på eftermiddagen er Per og Tom tilbage. De har kæmpet oppe i fjeldet, men i dag har de ikke fået skudt noget. Tom synes, at vi skal tage båden og sejle ud for at se til et par af de hummertejner, som vi satte ud, da vi sejlede ud til gården. Vi går ned til båden og sejler ud i regnen. Den første tejne er tom, men i den anden kravler der en stor, fin hummer rundt. Efter at have tjekket et par mere sejler vi hjem til gården med vores fangst. Hummeren har fået selskab af et par fine krabber, som var i nogle af de andre tejner.
Oppe ved gården begynder Tom at forberede middagen. I dag vil han byde på lammekølle. Til forret skal vi have de lækkerier, som vi tidligere halede op af havet. Tom tilbereder alt over åben ild inde i et lille udhus. Vi finder gin og tonic frem, men vi må klare os uden is. Ilden varmer hurtigt udhuset op. Vores Gin & Tonic smager skønt og maden er også perfekt: nykogte krabber og hummer. Vi føler, at livet ikke kan blive meget bedre her ”in the middle of nowhere” i Västlandet. Det bliver en aften, vi altid vil mindes.
Den sidste dag beslutter jeg mig for, at jeg vil med ud. Jeg napper et par Treo´er og følger med de andre op på fjeldet. Knæet smerter, men da jeg får varmen, går det bedre. I dag er det klaret noget op, og en gang imellem kigger solen tilmed frem. Oppe på fjeldet skilles vi. Jeg skal gå langs med en ravine op mod en fjeldkam. Langsomt men sikkert kommer jeg frem. På vejen må jeg nu og da stoppe op for at massere mit knæ. Efter et par timer er jeg næsten helt oppe, og nu hører jeg et skud. Et øjeblik efter knitrer det i radioen.
– Tom her, jeg har skudt en lille stanghjort. Du må komme ned og hjælpe med at få den ned. Jeg spørger ham, om det ikke kan vente lidt, så vi andre eventuelt også kan komme til at se en hjort. Det er helt OK, så jeg sætter mig på en træstamme og spejder ud over terrænet.
Jeg ved ikke hvorfor, men mærkeligt nok falder jeg i søvn, da jeg sidder på træstammen. Jeg vågner pludselig med et sæt og har ingen anelse om, hvor længe jeg har sovet. Jeg strækker mig og gaber. Ud af øjenkrogen ser jeg en bevægelse. Bare fem meter fra mig står der en hind og esser. Jeg rører mig ikke og spekulerer på, hvordan jeg skal klare situationen. Riflen har jeg jo stillet fra mig op af træstammen, hvor jeg faldt i søvn. Hinden esser fortsat, og jeg forsøger stille og forsigtigt om jeg kan få fat riflen. Det lykkes naturligvis ikke, og i løbet af et øjeblik er hinden forsvundet. Det var så det tætteste, jeg kom på en levende hjort denne weekend.
Sidste dag på ”Hammaren” er ved at gå på hæld. Vi bærer Toms stanghjort ned til gården. Det er mest Per og Tom, der må tage slæbet – jeg undskylder mig med mit dårlige knæ og stavrer efter dem. Vi læsser igen vores grej op på tovbanen, men nu får det selskab af to hjorte, som skal ind på slagteriet til videre forarbejdning. Det er med en smule vemod, at vi hopper ombord i båden for at begive os på den lange tur hjem til civilisationen og lægger den krævende Hammaren bag os.
